TV // KOMMENTAR – Forhåbentlig kan de sidste fire afsnit i tv-serien ‘Prins Joachim Fortæller‘ holde niveauet fra de to første, skriver Nikolaj Bøgh. Det er glimrende og lærerigt tv i en tid, hvor vi har brug for fælles symboler til at skabe sammenhængskraft.
Det er en svær balancegang at være kongelig i Danmark i 2019. I takt med at kongehusets magt både formelt og reelt gradvist er blevet reduceret, er de kongeliges roller som først og fremmest symboler for statens og folkets enhed øget, men det samme er også sket med interessen for de enkelte kongeliges personlige forhold.
På samme måde, som der generelt er en voldsom medieinteresse for kendte og magtfulde menneskers gøren og laden, så er interessen for de kongeliges privatliv endnu større. De befinder sig øverst i hierarkiet af de kendte ”superstjerner”. De kongelige anno 2019 lever derfor med en latent risiko for at blive reduceret til ugebladsstof og underholdning på linje med så mange andre, og dermed risikerer man let, at den følelse af ophøjethed, der nødvendigvis må omgærde et kongehus, gradvist går tabt.
Fra Gorm den Gamle til Margrethe II går en blodslinje, som samtidig er en rød tråd gennem hele danmarkshistorien, der skaber mening og sammenhæng
Sommerfuglestøvet må være intakt, og kongehuset må værne om den ubestemmelige aura af ophøjethed, der sikrer en bred accept af, at samfundsmæssige privilegier stadig kan gå i arv som det eneste sted i vores ellers udpræget egalitære samfund.
Den røde tråd gennem danmarkshistorien
Kongehusets helt store mulighed er til gengæld at påtage sig og løfte opgaven som fælles referencepunkt og lyslevende symbol på vores fælles historie og alt, hvad der binder os sammen.
Gennem mere end 1000 års danmarkshistorie, gennem talrige former for statsstyre i øvrigt fra adelsvælde over enevælde og til forskellige grader af demokrati, er det danske kongehus den store konstant og den samfundsinstitution, som har gjort, at det hele alligevel hænger harmonisk sammen uden revolutionære brud. Fra Gorm den Gamle til Margrethe II går en blodslinje, som samtidig er en rød tråd gennem hele danmarkshistorien, der skaber mening og sammenhæng.
Den fortælling er væsentlig for os alle at holde i live som en påmindelse om vores fælles rødder og vores pant på, at vi fortsat har et kongehus som samlingspunkt og ledestjerne i gode såvel som i onde tider. I et stadig mere individualiseret og fragmenteret samfund, hvor der er enorm fokus på den enkelte persons muligheder for frit at definere sin helt særlige egenart, har stærke fælles symboler en stor betydning som nogle af de få ting, langt de fleste danskere fortsat kan samles om uden nævneværdig diskussion – udover, hvad man finder i enkelte sekteriske miljøer på de politiske yderfløje.
Danmarkshistorien personligt fortalt
Et meget interessant forsøg på at styrke og forny netop den rolle løber over tv-skærmen i disse uger, hvor prins Joachim over seks afsnit fortæller om Danmark og udlægger danmarkshistorien. Programserien er tilrettelagt af produceren Anna von Lowzow fra Nordisk Film, der tidligere med stor succes har benyttet et lignende greb, nemlig i serien ‘En kongelig familie’, hvor medlemmer af den glücksborgske slægt fortalte deres familiehistorie på en meget personlig og velfungerende måde.
Nogle har i årenes løb beskyldt prins Joachim for at være en stivstikker, men den mistanke giver programmerne ikke næring til. Her er en mand, der elsker Danmark, og gerne vil dele den kærlighed med os, og det virker strålende
Nu er det så prins Joachim, der fortæller om sit personlige syn på Danmark, danskerne og danmarkshistorien, og i indledningen til hvert program fremsætter han sin ”programerklæring”, som lyder:
”Jeg hedder Joachim. I over 1000 år har Danmarks historie været tæt forbundet med min families historie. Jeg føler mig derfor tæt forbundet med de mennesker og de begivenheder, der har skabt det her stykke land, som hedder Danmark. Hvorfor går grænserne, hvor de gør? Hvem har kæmpet for frie valg, og hvorfor koster det ikke noget at gå i skole? Svarene ligger i fortiden. Det her er mit bud på, hvordan vores fælles historie har skabt Danmark”.
https://www.instagram.com/p/B387tS1A5_d/
Tæt på – men ikke for tæt
Som hovedpersonen udtrykker det, er programmets blik personligt og historisk, og gennem den personlige fortælling og den historiske beskrivelse bliver vi rent faktisk klogere på, hvorfor Danmark er blevet, som det er i dag. Det fungerer fremragende.
Prins Joachim kører rundt i landet i en jævn familiebil, opsøger historiske steder og taler med eksperter og med almindelige mennesker, der på en eller anden måde kan belyse det tema, som det enkelte program har, og hvor udgangspunktet hver gang er, at ”svarene ligger i fortiden”. Han er privatperson, spiser indimellem ved en pølsevogn m.m., og optræder ikke i sin mere ceremonielle rolle som kongelig.
Prins Joachims begejstring for, hvad han ser og hører rundt omkring er smittende og rørende og fremstår på ingen måde påtaget
Derfor virker det også umiddelbart naturligt, at han er du’s med de øvrige deltagere, selvom man lige de første par gange hopper lidt i sofaen, når man hører det. Han giver af sig selv, og man kommer tættere på ham som person, men uden at det bliver for omklamrende og klæbrigt.
Det er ikke ”dybt”, og programmerne kan sagtens ses af forudsætningsløse seere, der måske mest er interesseret i at komme ind under den kongelige overflade, men som derigennem forhåbentlig alligevel lærer noget om Danmark. Programmerne kan godt ses som “ugeblads-tv”, men de er også mere end det.
Prins Joachims begejstring for, hvad han ser og hører rundt omkring er smittende og rørende og fremstår på ingen måde påtaget. Nogle har i årenes løb beskyldt Prins Joachim for at være en stivstikker, men den mistanke giver programmerne ikke næring til. Her er en mand, der elsker Danmark, og gerne vil dele den kærlighed med os, og det virker strålende.
En særlig fin detalje er, at han er meget interesseret i at se – og røre ved – de originale kilder til historien, Jellingstenene, arkæologiske fund og ikke mindst skriftlige vidnesbyrd, som han opsøger i Den Arnamagnæanske Samling og på Rigsarkivet og får præsenteret af dygtige forskere. Herudover udmærker programmerne sig ved en meget virkningsfuld tegnet grafik, hvor prinsen pludselig er ”tilstede” i konkrete, historiske begivenheder som Jørgen Arenfeldts barbariske vandprøver af heksemistænkte og adelshærens forsmædelige nederlag i Ditmarsken.
Danskernes tro
I den første udsendelse er temaet danskernes tro, og prins Joachim tager os med fra de nordiske guder over kristendommens rolle i først den katolske og siden den protestantiske udgave, inden programmet rundes af med et besøg hos en muslimsk renseriejer og en understregning af, at der i dag bor mennesker i Danmark, der tror på andre guder end den kristne, og som også er under kongehusets bevågenhed.
Prins Joachim besøger et nonnekloster og taler med dem om den katolske tro, og han tager pulsen på unge danskernes tro sammen med en flok konfirmander i en kirke, som han brummer med på en salme sammen med og taler lidt med dem om deres forståelse af den kristne tro.
Hvad der godt kunne have udviklet sig til en lidt tåkrummende tv-oplevelse fungerer også her meget fint. De unge mennesker er respektfulde, men uimponerede, og vi tror på, at de har en fin stund sammen, også da prins Joachim lidt senere ønsker dem tillykke med konfirmationen.
Ansigt til ansigt med kongemagt og demokrati
Den anden udsendelse handler om demokratiet i Danmark – eller rettere sagt landets forfatningshistorie, som der egentlig er tale om. Prins Joachim tager os med fra Harald Blåtands ringborge som symbol på en stærk kongelig centralmagt, over adelsvælde, enevælde og til demokratiet i sine forskellige faser.
I et stadig mere individualiseret og fragmenteret samfund, hvor der er enorm fokus på den enkelte persons muligheder for frit at definere sin helt særlige egenart, har stærke fælles symboler en stor betydning som nogle af de få ting, langt de fleste danskere fortsat kan samles om uden nævneværdig diskussion
Det er som en helt naturlig ting kongerne, der er omdrejningspunktet for fortællingen, og der er fine – igen meget personlige – blik på de enkelte konger. I forhold til Frederik III, som indførte enevælden, og som der fornuftigvis bliver gjort en del ud af, er der en stærk scene, hvor prins Joachim møder kongen ”ansigt til ansigt” gennem busten på hans sarkofag i Roskilde Domkirke, og sandelig om vi ikke også ser den af Gud udvalgte monark blive fragtet til himmels af en engel. Det er fint fortalt med et lille strejf af selvironi.
Forhåbentlig kan de fire næste programmer holde niveauet fra de første. Det er glimrende og lærerigt tv – og et fint portræt af en mand, der har noget vigtigt på hjerte, som han gerne vil dele med os.
Læs mere om Prins Joachim her.
Foto: DR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
