Digital mistrivsel: Vi skal lære at være i fællesskaber, vi ikke kan scrolle væk fra

Ann-Helene Maack Psykoterapeut (mpf) 28.10.2020

DIGITAL MISTRIVSEL // KOMMENTAR – Unge i dag er i mistrivsel som aldrig før. En del af det kan henføres til den måde, vores digitale forbrug påvirker vores hjerner. Digital trivsel og digital pli hænger sammen. Det er både et samfundsanliggende og et familieanliggende. Ann-Helene Maack er terapeut og underviser i digital trivsel for familier med teenagere. Læs hendes bud på, hvordan vi får bedre digitale vaner.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har gennem snart tyve år arbejdet i den danske folkeskole. Da jeg startede, ville mange unge med respekt for sig selv være realitystjerner. Hvis bare man kunne komme med i Robinson eller Paradise Hotel, ville alle mål og fremtidsdrømme være sikret. Alternativt kunne det være fedt at blive sanger eller fodboldspiller.

Sidenhen kom en periode, hvor de unge var meget realistiske. Pludselig ville de være pædagoger, jurister, kokke eller andet, der var til at gå til.

Gennem de seneste 5-10 år har jeg oplevet et stigende antal unge, der i den grad gør som de bliver bedt om; de knokler løs, de deltager i undervisningen. De forbereder sig med stor perfektionistisme. Og hvis de ikke er perfekte, vender de det så meget indad, at de har søvnforstyrrelser, spiseforstyrrelser og angstlidelser.

Tre årsager til mistrivsel

Jeg ser tre årsager til en meget stigende mistrivsel blandt unge:

Den ene er, at de spejler sig i andre på de sociale medier. Unge og deres forældre poster lystigt om successer; 12-taller, gode gerninger, glædesfyldte stunder og iscenesat lykke fylder vores feeds på Instagram og Facebook.

De følger youtubere, der bliver identitetsmarkører, og de står tit uimodsagt, fordi vi voksne ikke orker at sætte os ind i, hvad der bliver sendt ud ad denne kanal.

Eller veninderne, der er BFFs på Snapchat, og Gerda var ikke med den dag. Det nærer følelser af at være udenfor, ikke god nok, ikke spændende nok, ikke ….. nok.

Vores stenalderhjerner er på konstant overarbejde i en informationsflom, der aldrig er set mage til

Derudover oplever nogle unge at blive udstillet på sociale medier. Mobning føles stærkt i en klasse, det føles endnu stærkere og mere traumatiserende, hvis det er med hele verden som potentielle tilskuere.

Alene det ikke at få likes eller endnu værre: blive unfriended er smertefuldt. Og det er en meget subtil måde at udelukke andre fra fællesskabet.

Den anden årsag er fortællingen, vi giver til de unge om, at hvis du knokler hårdt nok, hvis du har et ”growth mindset”, så er du selv ansvarlig for din lykke. Hvis du ikke er lykkelig og dygtig og glad, er det din egen skyld. Du skal bare ændre dit mindset, du har jo alle muligheder – siger vi… Og glemmer, at livet faktisk stinker engang imellem. Især når man er 15, hende man er vild med aner ikke, at man eksisterer, ingen voksne har tid til at lytte, man har lige fået 4 i tysk og der er en hæmoride under opsejling, fordi man har siddet fem nætter i gamerstolen, efter mor og far er gået i seng. Livet sutter med jævne mellemrum, men vi voksne kan ikke bære at se de unge kede af det, så vi fortæller dem, at de selvfølgelig bare skal være glade.

Den tredje årsag jeg ser til mistrivsel blandt unge er, at skærmene har indtaget vores liv. Det giver os meget godt, jeg ønsker ikke at rulle udviklingen tilbage, for guderne skal vide, at meget er blevet nemmere med den digitale revolution. Vi bruger vores smartphones til så meget godt! Vi finder vej, vi betaler, vi kommunikerer, vi oplever og bliver klogere med disse 5×12 cm.

I 2019 scrollede vi i gennemsnit 133 meter om dagen. Lidt længere end en fodboldbane. Vi er på evig jagt efter notifikationer, likes, anerkendelse, samhørighed, nyt nyt nyt. Der skal mere og mere til for at fange vores opmærksomhed. Vores stenalderhjerner er på konstant overarbejde i en informationsflom, der aldrig er set mage til.

Hvad er ønsker og hvad er behov?

Det koster, for vores hjerner er stærkt pressede. Efter corona kom til landet, er vi mere online end nogensinde. Og vores i forvejen dalende opmærksomhedsspænd er presset til sit yderste. Derfor har hjernen også svært ved at skelne relevant stimuli fra irrelevant.

Og fordi hjernen hele tiden er på jagt efter det, der giver mest behag – og det får den, når den er online – så skal den kæmpe meget hårdere for at terpe genitiv i tysk, 2. gradsligninger og det økonomiske kredsløb. Så er det lettere at flygte ind i en onlineverden, hvor der er frit slag og ingen krav.

Nogle mener, at vores opmærksomhedsspænd er kortere end guldfisks

Det påvirker de unge så massivt, at selv vi voksne har svært ved at skelne mellem, hvad der er ønsker og behov.

Konflikten ligger lige til højrebenet. Vi (lærere, forældre og pædagoger) bliver irriterede, og gæt selv, hvad de unge så tyr til for at få lidt fred.

Nogle mener, at vores opmærksomhedsspænd er kortere end guldfisks. Der er en sandhed med modifikationer, men alligevel er den et godt billede på, hvordan vi er under indflydelse af de godbidder, vores smartphones konstant smider efter os.

Dopamin er et stof, som hjernen udskiller, når vi opnår noget godt. Hvis vi bliver forelskede, hvis vi har nedlagt en mammut, hvis vi finder en busk fyldt med bær, hvis nogen giver et kompliment, hvis vi ser en sød kat eller hvis vi vinder i spil.

Det minder lidt om kokain, det giver en god følelse i kroppen, og vi har denne gave med os fra naturens hånd. Den sikrer, at vi gider formere os, og at vi gider lede efter mad. Og at vi holder sammen. Hvis vi er klinisk deprimerede, er der en underproduktion af dopamin i hjernen.

Samtidig med, at vores telefoner er en uudtømmelig kilde til dopaminkick, er de også med til at udløse stresshormonet kortisol. Kortisol er det hormon, vores hjerne udskiller, hvis vi står over for en sabeltiger på savannen. Vores helt primitive hjerne vil tage over og enten få os til at flygte, kæmpe eller spille døde. Når vi har svært ved at præstere, bliver usikre eller bare gerne vil væk fra en situation, producerer hjernen også kortisol. Og derfor kan bare det at have vores mobiltelefoner gøre os stressede.

Måske kender du også til at have en stor trang til at tage den frem og tjekke et eller andet, der overhovedet ikke er relevant.

For meget kortisol gør, at hjernen ikke fungerer optimalt

Den menneskelige hjerne kan opdeles i tre niveauer. ”Krybdyrhjernen”, det autonome nervesystem, den mest primitive del af vores hjerne. Den er ikke styret af vores bevidsthed, men reagerer på impulser både udefra og indefra. Den gør, at vi trækker vejret (forestil dig at skulle styre det med din bevidsthed), føler tørst, sult, varetager forplantningsprocessen og flygter, når der kommer et farligt dyr.

Næste del af hjernen hedder det limbiske system, også kendt som pattedyrhjernen. Her bor vores følelser. Stærke følelser kan få krybdyrhjernen til at tage over.

Den sidste del af hjernen er vores præfrontale cortex. Det er sådan en slags førerbunker, det tager gode beslutninger, regner konsekvenser ud og planlægger opgaver. Førerbunkeren er der fra starten, men ledelsen er ikke flyttet ind, før vi er omkring 30 år gamle. Her skulle de sidste forbindelser være på plads. Hvis vi har et højt niveau af kortisol i kroppen, ved fx stress, bliver ledelsen sat helt eller delvist ud af drift.

Som udgangspunkt kan vi ikke regne med, at de digitale vaner er noget, de unge selv kan styre, fordi det præfrontale cortex ikke er færdigudviklet. Og jo mere de er med deres smartphones, jo længere er vejen til et velfungerende præfrontalt cortex.

Det er en voksenopgave at hjælpe unge med deres digitale vaner

Jeg er overbevist om, at voksnes digitale adfærd har en stor betydning for, hvordan unge udvikler sig.

I 1975 lavede den amerikanske udviklingspsykolog Ed Tronick ”The still face experiment” for første gang. I starten af eksperimentet skal en omsorgsperson interagere med sit spædbarn, besvare mimik, gestik og bevare øjenkontakt.

60 sekunder inde i forsøget, skal moren forholde sig passiv, ikke kigge barnet i øjnene, ikke reagere med ansigtsmimik eller gestik. Hurtigt reagerer barnet med frustration, og barnet er forladt, for det er gennem afstemningen, at barnet ved, at det er set.

Det kan lade sig gøre at genetablere kontakten, og gøre barnet trygt igen. Men sker det ofte, vil det sætte spor i barnets neurale system, som er i sin spæde udvikling og derfor har brug for massiv støtte udefra for at håndtere stress og følelsesregulering, og det vil have sværere ved at berolige sig selv. Barnet skal have hjælp til at regulere sine følelser.

Når det kommer til teenagere, er opgaven ikke længere opdragelse. Her er rollen sværere at definere, men vi voksne kan være fyrtårne, de kan pejle efter

Hver dag er mange børn udsat for still face-effekten. Når forældre liiiige har et ærinde online. Når det sker, søger barnet opmærksomhed. Men er omsorgspersonen meget på sin skærm, vil barnet opgive, blive passiv (og ”et nemt barn”). Nogle forældre er så utilgængelige, at det skader kontakten. Jeg har ikke statistik for mit postulat, men jeg ser dagligt forældre i de offentlige rum, i busser, supermarkeder og på gaden, med klapvogne og barnevogne med børn, der pænt ligger og venter på at blive set.

Gad vide, hvad der sker den dag, de børn får deres egen skærm?

Ét af de største problemer ligger i, at vi har nogle apparater, der både fungerer som praktiske redskaber, og ved et tryk på skærmen er vi ovre i et rekreativt slaraffenland fyldt med spil, kattevideoer og små glimt af dopaminlykken.

Hvorfor dulmer vi tilværelsen med skærm?

Nu tror du måske, at jeg gerne vil brænde alle smartphones og nedlægge internettet.

Det forholder sig ikke sådan. Jeg er selv digital iværksætter, jeg underviser og vejleder online, og jeg ønsker ikke at rulle den digitale revolution tilbage.

Vi må aldrig stoppe med at sætte rammer, og når børnene er blevet store, er dialogen vigtigere end nogensinde

Vi skal starte med at indse, hvilke glæder og muligheder vi OGSÅ har i vores digitale tidsalder. Dernæst skal vi så begynde at arbejde med de lavthængende frugter. Hvornår er det, at vores digitale liv berøver os nærvær, stjæler vores evne til at fokusere, giver os stress og gør os ulykkelige? Og hvornår forhindrer det os i at leve et liv med pauser, luft, motion og fysisk samvær? Og vi skal turde stille os selv spørgsmålet; hvorfor dulmer vi vores tilværelse med skærm? Hvilke behov er det, vi skal dække?

Når det kommer til teenagere, er opgaven ikke længere opdragelse. Her er rollen sværere at definere, men vi voksne kan være fyrtårne, de kan pejle efter, når de sejler rundt i små joller på Snapchat, YouTube, Tik Tok og Instagram, og indimellem anløber nogle tvivlsomme havne.

Vi må aldrig stoppe med at sætte rammer, og når børnene er blevet store, er dialogen vigtigere end nogensinde. Og vi SKAL tale sammen. Og vi voksne skal stadig kunne assistere med at regulere følelsesmæssige belastninger og stress. Vi må gerne sætte grænser, for hvad skal unge ellers pejle efter? Og hvis vi skal være de voksne, vi gerne vil have, at vores børn bliver til en dag, skal vi også vise os som voksne med en sund afgrænsning.

Normerne starter derhjemme. Det er også et familieanliggende at sikre digital pli, både for hvornår en skærm er på sin plads, og hvordan man færdes på nettet

Som samfund har vi brug for klare normer for, hvordan vi bruger vores mobile devices. For unge er det lige så naturligt at gå med sin telefon, som det er at gå med sko. Men vi slænger ikke vores sko på middagsbordet, vi sover ikke med dem, og vi sparker ikke til andre med dem. Ligesom vi har indtaget en ny holdning til rygning, bør vi tage vores onlineliv til et grundigt eftersyn.

Vi er sammen på skærmene, men alene

Normerne starter derhjemme. Det er også et familieanliggende at sikre digital pli, både for hvornår en skærm er på sin plads, og hvordan man færdes på nettet. Hvis vi voksne også deler ud af vores egne erfaringer i fredstid, vil det være så meget lettere at stå klar, når det er svært.

Børn og unge har også brug for voksne, der taler med dem om, hvad de oplever på deres skærme. Vi har en tendens til at betragte onlinelivet som et fristed for børn og unge, og det kan det også være. Det kan også være der, hvor de oplever voldsomme ting. Fra små subtile udelukkelser fra fællesskaber blandt kammerater til grooming, stalking og hadegrupper. De kan uforvarende blive vidner til overgreb og selvmord, og der findes inspiration til at foretage nogle virkelig dumme valg.

Jeg frygter, at vi voksne svigter en generation ved at glo ned i smartphonen, mens de glor ned i deres. Vi er sammen på vores skærme, men alene. Vi er nærværende, men fraværende i den virkelige verden.

Vi skal lære vores børn at være i fællesskaber, hvor de ikke bare kan scrolle videre, når det bliver udfordrende. Vi skal lægge den telefon fra os, når vi går tur med barnevognen, når vi cykler, når vi er sammen.

LÆS MERE OM DIGITAL TRIVSEL HER

Foto: Pixabay