GRØNLAND // KOMMENTAR – ”Mit gæt er, at Demokraatit er blevet partiet for dem, der ikke vil offerliggøre sig selv,” skriver Ask Foldspang Neve. ”Alle dem, som er trætte af, at moderne grønlandsk identitet skal udgøres af inuitnostalgi og kolonibeklagelse, dem som selv vil være historiens hovedpersoner og ikke bare dens begrædte martyrer.”
Resultatet fra Grønlands landstingsvalg er kommet: Demokraatit og Naleraq vandt, mens Siumut og IA tabte.
Dette sker midt i en tid, hvor identitetspolitik fylder overalt. Uanset om den betegnes som ”woke” eller dens spejlbillede, ”antiwoke”, har den været stadigt sværere at komme udenom det seneste årti. Men det lader til, at identitetspolitikken – trods en ophedet debat – ikke var det eneste succeskriterium for vælgerne i Grønland.
Det største parti efter valget blev faktisk dét, der interesserer sig mindst for identitet og kultur. Nøgleværdierne var i stedet frihed, ansvar og gode jobs.
Demokraatit har, tror jeg, fået et godt valg netop som en modvægt til den stadig mere skingre tone. Alle de stille vælgere, der orienterer sig mere mod avisen og arbejdsmarkedet end mod hagetatoveringer på TikTok
Identitetspolitik så ellers ud til at være et sikkert trumfkort. Selvom ”woke” angiveligt blev erklæret død efter Trumps valgsejr, kan de fleste se, at det blot var ”wokes” identitetspolitiske spejlbillede, der vandt en runde. Og da vi stadig lever i den amerikanske tidsalder, følger vi andre trop.
Som format lever populismen derfor i bedste velgående på begge fløje. Efter DR’s patosladede dækning af spiralsagen og senest den nu berygtede kryolitminedokumentar – som begge fik stor opmærksomhed blandt de talende klasser i Nuuk – virkede det, som om jorden var gødet til et identitetspolitisk jordskredsvalg.
Men det modsatte skete.
Det viser sig, at enormt mange grønlændere allerhelst vil have et land, der fungerer.
Demokraatits modidentitet: Vi kan selv
Et land, hvor sundhedsvæsenet ikke er presset i bund af rekrutteringsudfordringer. Hvor de unge ikke dropper ud af gymnasiet på grund af dårlige danskkundskaber, eller fordi de er blevet gravide. Hvor unge mænd ikke begår selvmord, hvor det enorme antal socialsager bliver bragt ned, hvor der bliver bygget boliger nok i Nuuk.
Intet af dette kan løses ved at kræve mere skamfølelse blandt hvide danskere.
Der er også den vinkel på Demokraatit, at de er borgerlige – om ikke andet, så af observans. Og dér åbnes naturligvis en dør til en tilgængelig modidentitet: Vi kan selv.
Mit gæt er, at Demokraatit er blevet partiet for dem, der ikke vil offerliggøre sig selv. Alle dem, der er trætte af, at moderne grønlandsk identitet skal defineres af inuitnostalgi og kolonibeklagelse. Dem, der selv vil være historiens hovedpersoner – ikke blot dens begrædte martyrer.
Demokraatit har, tror jeg, fået et godt valg netop som en modvægt til den stadig mere skingre tone. Alle de stille vælgere, der orienterer sig mere mod avisen og arbejdsmarkedet end mod hagetatoveringer på TikTok. Og som nok blev en smule chokerede, da de grønlandske populister ikke umiddelbart afviste Trumps trusler om at overtage Grønland, men derimod så hans udspil som en mulighed.
Populisterne
Tydeligst, som da Grønlands mest populære politiker Aki-Matilda Høgh-Dams forlovede og partikammerat Kuno Fencker tog til Trumps indsættelse som USA’s præsident. Kort efter skiftede de begge fra Siumut til Naleraq.
Naleraq har haft held med deres foretagende: Aki-Matilda var ikke afhængig af Siumut – men Siumut af Aki-Matilda
Det ville være en enkel fortælling, hvis ikke det var fordi netop det mest identitetspolitiske parti, Naleraq, blev det næststørste parti. Mens knap en tredjedel af befolkningen altså foretrækker at fokusere på økonomien og samfundsopbygningen, er identitet stadig det vigtigste for omtrent en fjerdedel af vælgerne.
Det kunne tyde på, at Naleraq – som jo er skabt af to generationer af udbrydere fra Siumut – måske er ved at overtage Siumuts position. I en europæisk kontekst svarer det til kampen mellem det traditionelle arbejderparti og det nytilkomne, højrenationale protestparti.
Og Naleraq har haft held med deres foretagende: Aki-Matilda var ikke afhængig af Siumut – men Siumut af Aki-Matilda.
Siumuts kollaps
Partihistorisk er det dog nok Siumuts næsten kollaps, der er det mest iøjnefaldende. I årtier var grønlandsk politik nærmest identisk med Siumut. Siumut har været for Grønlands politiske identitet, hvad Socialdemokratiet har været for Sveriges (i Danmark findes intet tilsvarende). Fra partiets stiftelse i 1977 og frem til 2009 havde de uafbrudt monopol på landsstyreformandsposten.
Det er næsten et ”Congress Party” som i Indien eller Sydafrika. Og selvom Siumut sikkert vil gøre comeback, er magien endegyldigt brudt.
I årevis har de for de ældre generationer, og især i bygderne, symboliseret kampen for loyal omfordeling og mod effektivitet og fremtid. Det er Siumut, der har fundet på alle de mange støtteordninger til fangere – ”75 % til 84 % af erhvervsjollens pris” – og som, uanset at boligmanglen var akut i Nuuk, indførte højere og højere takster for den statslige finansiering af boliger i bygderne. Til sidst landede den på 95 %. Ofte kan man få lånefinansieret en sidste del, man ikke kunne betale – og tilskud til at betale lånet.
Det er gaver til udkantsbefolkningen på bekostning af bybefolkningen og naturen. Siumut stod altid klar med en støtteordning og nogle ord om, hvordan havbiologerne ikke havde fattet: At truede arter af fisk og hvaler faktisk bare skulle fanges noget mere.
Siumut har arbejdet benhårdt for, at Grønland ikke skulle klare sig selv som et selvstændigt land – samtidig med at de har talt højere og højere om netop det
Til stor glæde for aldrende fiskere, som alligevel ikke regnede med at skulle være erhvervsaktive mere end ti år frem. Og i resolut modstand mod dem, der mente, at det måske gav mening at flytte til en by og uddanne sig.
Meget af den politik har Naleraq overtaget. Og hvor de til danskerne taler mest om kolonitiden, handler det blandt grønlandske bygdevælgere lige så meget om fiskekvoter, tilskudsordninger og slet skjult afsky for de fine folk i Nuuk.
Hvis man genkender en gul vest, tager man ikke fejl.
Til det program tilsatte Siumut en del rituel snak om selvstændighed. Men selvom den altid var nært forestående, var det aldrig noget, der skulle ske i indeværende valgperiode. Det var den magelige oprørsbevægelses mañana-politik – en strategi, der distraherede vrede vælgere og holdt danskerne lidt på kanten af stolen. Forlader de os om lidt?
I virkeligheden handlede det altid om pengestrømmene og fordelene. I litteraturen kalder man det patronage politics: En politisk leder – patronen – sender penge, jobs, favorable beslutninger, tilladelser og insiderviden til sine støtter, klienterne, som til gengæld loyalt afgiver deres stemmer til deres patron. De danner et lille fællesskab, der skraber til sig på bekostning af det store fællesskab.
Patronage er udbredt i næsten alle lande med svage eller bare middelstærke politiske institutioner, og selv i Danmark kender vi det: Det er samme slags politik, som når et parti i Danmark har gjort en lille gruppe pelsavlere til mangemillionærer i skattekroner og undladt at beskytte fjorde og vandløb af snævert hensyn til egne vælgere.
I mange år har Siumuts succesformel været en insisteren på, at det fuldt ud skulle være muligt at leve statsstøttet af at sejle i pocajolle og fange sæler, som man kan sælge på brættet – og samtidig forvente, at ”nogle andre” sørger for helikopterredning, når det går galt, adgang til et moderne hospital i Nuuk, og at hverken kineserne eller amerikanerne overtager landet.
Produktivitet og sammenhæng mellem indsats og udbytte har ingenting betydet. Feel good har betydet alt.
Siumut har arbejdet benhårdt for, at Grønland ikke skulle klare sig selv som et selvstændigt land – samtidig med at de har talt højere og højere om netop det. Det har været det letteste greb, når vælgerne var vrede over alt det, der ikke fungerede: Det er danskernes skyld – husk, hvordan vi er blevet udnyttet (og ikke, hvordan ingenting virker).
Nu er de så, gennem udbryderne i Naleraq, blevet taget på ordet: Mente I det ikke?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
