EKS-JUGOSLAVIEN // REPORTAGE – Mere end 30 år efter Jugoslaviens opløsning lever minderne om den tidligere socialistiske nation stadig i bedste velgående, især blandt unge serbere. Men er det nostalgi, politisk kritik eller længsel efter et tabt fællesskab? En rejse gennem Beograds gader viser, hvordan fortiden fortsat former nutiden.
BEOGRAD – Zastavaen sprutter og hakker, mens Luka prøver at få den i gang. Efter fem minutters opvarmning vover han sig ud i trafikken. Indimellem går motoren i stå. Bilerne omkring os dytter, men Luka tager det helt roligt. Han får gang i den igen, mens han snakker løs om alt fra den hektiske trafik i Beograd til arabiske byggekonsortier, som opfører skyskrabere på grunde, de har fået ”foræret”. Den egentlige betaling er tilsyneladende havnet i lommerne hos korrupte embedsmænd og politikere.
Luka Stefanovic er guide i Yugotours, der har fået en blomstrende forretning ud af at køre historisk interesserede turister rundt i gamle jugoslaviske biler som Zastava og Yugo til museer, mindesmærker og ikonisk arkitektur fra det Jugoslavien, der gik i graven i 1990’erne.
Minder fra det gode liv
Men det er ikke kun turister, der har fået øjnene op for den kultur og historie, som engang fandtes i Jugoslavien. Også mange af de omkring syv millioner indbyggere i Serbien – og i flere af de tidligere jugoslaviske delrepublikker – mener i dag, at selv om alt ikke var perfekt dengang, var der en del, som faktisk fungerede bedre. Ikke mindst sammenlignet med nutidens upopulære og korruptionsanklagede regering.
Fænomenet kaldes ofte jugonostalgi. Det minder på nogle måder om den ostalgie, man kan opleve i det tidligere Østtyskland. Men jugonostalgi har ofte en lettere tone, mener Tea Sindbæk Andersen, der på Københavns Universitet forsker i kollektiv erindring på Balkan.
”Jugonostalgien er tit ret glad og venlig. Det er ikke en aggressiv politisk bevægelse, men mere en måde at mindes nogle positive sider af livet dengang”, siger hun.
Ifølge vores guide, Luka, huserer nostalgibølgen hovedsageligt blandt unge serbere og turister. Det er ikke mindst de to grupper, der for alvor har sat skub i Yugotours’ popularitet i de senere år.
“Selv om de unge ikke oplevede Jugoslaviens bedste år, forsøger de at genoplive jugoslavisk kultur og værdsætte minderne om et land, som de mener var forud for sin tid på områder som mode, turisme og industri,” forklarer han og fortsætter:
“Der er helt sikkert en stor forskel på, hvad unge og ældre mennesker tænker om Jugoslavien. Unge fantaserer om, hvordan det ville være i dag at bo et så dejligt sted, mens ældre mennesker ved, at Jugoslavien sandsynligvis aldrig var meningen, og så oplevede de jo også borgerkrigen.”
Et politisk projekt, der lovede noget andet
De positive vurderinger af det gamle Jugoslavien afspejles også i en Gallupmåling fra 2024. Her blev borgere i de syv stater, der opstod efter Jugoslaviens opløsning, spurgt, om sammenbruddet af den jugoslaviske stat var en fejl.
81 procent af de adspurgte serbere svarede ja. I Bosnien-Hercegovina var tallet 77 procent, i Montenegro 65 procent, i Nordmakedonien 61 procent, i Slovenien 45 procent og i Kroatien 23 procent. I Kosovo svarede ti procent ja.
Ifølge Tea Sindbæk Andersen afspejler de høje tal dog ikke kun nostalgi.
”Jugonostalgi er også en erindring om et politisk projekt, der lovede noget andet – et samfund med social tryghed, som forsvandt med kapitalismens indtog,” siger hun.
Utopia – men til hvilken pris?
Første stop på turen med Luka er Museet for Jugoslavien.
Museet er et kulturelt og historisk mindested, som bevarer arven fra det tidligere Jugoslavien. Her kan man besøge Titos mausoleum, ”Blomsternes Hus”, hvor Jugoslaviens præsident på livstid, Josip Broz Tito, er begravet.
I museet kan man blandt andet se de batoner – stafetter – som hvert år blev overrakt til Tito på hans fødselsdag den 25. maj under stafetløbet ”Stafetten for Ungdommen”.
Museet rummer desuden alt fra fotos af glade ungkommunister, der i bar mave, bh og sandaler byggede nogle af de første betonboligblokke i nybyggerområdet Novi Beograd, til en udstilling om et rockband – som faktisk var tilladt – og fotos og fortællinger fra hverdagslivet med de lokale bilmærker Yugo og Zastava og andre forbrugsgoder. Noget, som mange, der oplevede den tid, tænker tilbage på med glæde.
Museet for Jugoslavien er dog mere end et historisk museum – det er et sted, der vækker følelser, minder og refleksion. Her får man en forståelse for, hvorfor så mange stadig længes efter Jugoslavien trods dets komplekse historie. For man får fortalt en historie om et betydningsfuldt land med en stolt befolkning, der rejste landet efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Den 25. maj er der mange, både unge og gamle, som valfarter til Titos sidste hvilested for at mindes gamle dage. Eller måske blive lidt klogere på, hvad det var for en tid.
”Mine bedsteforældres generation, der var unge i 60’erne og 70’erne, beskriver Jugoslavien som utopia. Det var utopia – men til hvilken pris? Tito prøvede at skjule alle forskelle imellem os. Han skubbede religion ind under gulvtæppet. Han sagde ikke: ’ok, lad os give hånd på, at vi skal enes og ikke kriges’. Nej, han sagde, ’i min tid skal vi ikke tale om religion, forskelle, borgerkrigen, Anden Verdenskrig. Fra nu af er vi én fælles nation – Jugoslavien,” siger Luka.
Museet er ifølge Tea Sindbæk Andersen et eksempel på, hvordan Jugoslaviens historie bevares – men også forvrænges:
”Den positive erindring, eller positive erfaring for nogen, med den jugoslaviske stat, er så stærk, at man lader være med at pille ved den. Museet er én lang hyldestfortælling om, hvor god Tito var, og hvor godt der var i Jugoslavien,” siger Tea Sindbæk Andersen og fortsætter:
”Man kan ikke bare fjerne den fortælling. I stedet har man ofte lagt en ny national fortælling oven på den gamle. I Kroatien kan du besøge Tito-museet i hans barndomshjem i Kumrovec og høre om hans barndom, og hvad Jugoslavien gik ud på. Men samtidig har man i Kroatien en fortælling om de undertrykte kroater. To fortællinger side om side, uden at konfrontere modsigelserne.”
Enhed og broderskab
Jugoslavien opstod efter Første Verdenskrig og fik i 1929 officielt navnet Jugoslavien.
Under Anden Verdenskrig blev landet besat af Nazityskland, men partisanbevægelsen med Tito i spidsen gjorde hård modstand. Efter krigen kom partisanerne til magten med støtte fra de allierede.
Den nye stat bestod af seks republikker: Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Slovenien og Makedonien samt de to autonome provinser Kosovo og Vojvodina.
Hvor der tidligere havde været nationale, etniske og religiøse stridigheder på kryds og tværs af de seks republikker og internt i republikkerne, blev der nu lagt låg på gryden i Titos kommunistiske Jugoslavien under mottoet ”enhed og broderskab”. Mulighederne for at dyrke religion var stærkt begrænset og styret af staten. Nationalisme blev straffet hårdt, en fælles jugoslavisk kultur blev fremmet, og det hemmelige politi (UDBA) overvågede og undertrykte politiske modstandere.
Men Jugoslavien var samtidig mere åbent end mange andre kommunistiske stater.
”Det var et etpartisystem, men der var også mere plads, mere frihed end i mange andre østbloklande,” siger Tea Sindbæk Andersen.
På mange måder virkede det. Men det virkede så også kun, indtil det ikke gjorde det længere. Efter Titos død i 1980 begyndte nationalismen igen at vinde frem, hvilket i 1992 førte til landets sammenbrud og en efterfølgende voldsom borgerkrig.
Brutalistisk hygge
Fra Museum for Jugoslavien skal vi ud at se på beton. Vi kører over Den Gamle Sava-bro til Novi Beograd.
Efter Anden Verdenskrig var området stort set sump og pløre, fortæller Luka. Men på det flade land blev der i årene efter krigen opført den ene grå boligblok efter den anden. Alle i den brutalistiske arkitekturstil, som er kendetegnet ved rå, ubehandlede materialer og et minimalistisk design.
Luka parkerer Zastavaen uden for Blok nr. 74. Det er en af de nyere og større, men helt typisk for området. Der bor omkring 7.000 mennesker i de fire boligblokke, som udgør Blok nr. 74. De rektangulære blokke på omkring ti etager omkranser en stor firkantet plads i midten. Blokkene blev designet som selvforsynende bydele med forretninger, børnepasning, legepladser, parker, skoler og offentlige faciliteter.
Netop den sociale sikkerhed er en af grundene til, at mange stadig ser tilbage på Jugoslavien med varme følelser.
”En del af projektet var, at almindelige arbejdere skulle have et ordentligt liv – arbejde, bolig og for eksempel to ugers ferie ved havet,” forklarer Tea Sindbæk Andersen.
Netop det faktum, at der bag al den grå beton gemmer sig en fascinerende historie om et godt hverdagsliv – både i Jugoslavien-tiden og nu – gør Novi Beograd til det sted fra Jugoslavien-tiden, som vækker de stærkeste følelser og tiltrækker sig mest opmærksomhed, siger Luka Stefanovic.
Kronjuvelen, der rustede
Ikke langt fra Blok nr. 74 ligger Genex Tower – ”the Crown Jewel of Brutalism” – som Luka med et glimt i øjet kalder et af Beograds mest ikoniske bygningsværker.
Vi kigger op på det 115 meter høje monstrum – 140 meter, hvis man tæller antennen på taget med. Det stod færdigt i 1977. Skyskraberen skulle vise Jugoslaviens modernisering og teknologiske fremskridt samt Beograds status som en moderne, international hovedstad. Og socialismens evne til at skabe avanceret arkitektur. Samtidig er den placeret, så man ikke kan undgå at se mastodontbygningen, når man kører fra lufthavnen ind til Beograds centrum – i øvrigt placeret langs det, der i Jugoslaviens-tiden blev kaldt ”Broderskabs- og Enhedsvejen”, fordi den førte øst og vest sammen. Vejen går fra Istanbul til Berlin og til fire af de seks hovedstæder i delrepublikkerne i Jugoslavien.
International sværvægter
Genex Tower blev bygget som hovedkvarter for Genex Group, et stort jugoslavisk import- eksportfirma, der symboliserede Jugoslaviens uafhængighed. I modsætning til alle andre lande i østblokken handlede Jugoslavien, og dermed Genex, både med lande i Vesten og med andre østlande.
For mange kommer Genex Tower derfor også til at symbolisere en tid, hvor Jugoslavien havde større international betydning.
”Jugoslavien stod i spidsen for den alliancefri bevægelse og havde en status i verden, som de små efterfølgerstater ikke har i dag,” siger Tea Sindbæk Andersen.
Den alliancefri bevægelse – Non-Aligned Movement – var en sammenslutning af lande under den kolde krig, som ønskede at stå uden for både USA’s vestlige blok og Sovjetunionens østblok. Bevægelsen blev lanceret i 1961 af blandt andre Tito og samlede især lande fra Asien, Afrika og Latinamerika, der ville føre en mere uafhængig udenrigspolitik.
I dag er den futuristiske højhusdrøm knap så imponerende at se på. Den halvtomme bygnings roterende udsigtsrestaurant er lukket, og området foran skyskraberen ser noget ramponeret ud.
Bygningen blev i 2023 solgt til en privat investor. Hvad der præcist skal ske med den ikoniske brutalistiske skyskraber, er fortsat uklart. Den kan dog ikke bare blive revet ned, da den er beskyttet som kulturmonument.
Tito-sokker – jugonostalgi som kitsch
Som med Yugotours er der også andre, der har fundet ud af, at der er penge i jugonostal. I guidebøger og artikler nævnes ofte kafana-restauranter som et eksempel.
De har oplevet en stor opblomstring i de senere år. Her er der rødternede duge på bordene, lavt til loftet og baggrundsmusik af hurtige balkanrytmer. Menuen består af kød i rigelige mængder.
Tea Sindbæk Andersen køber dog ikke helt præmissen om, at det er specielt jugonostalgisk.
”Det er mere en bred balkansk mad- og festkultur end noget specifikt jugoslavisk,” siger hun.
Det jugonostalgiske fylder til gengæld i noget af alt det kitsch, der har hægtet sig på fænomenet. Man kan således købe porcelæn i gammelt look, Tito-sokker, plakater og Yugo-hoodies på nettet og i boder rundt omkring i Beograd.
Men kommercialiseringen af jugonostalgi kan også tage mere aktivistiske former. Tea Sindbæk Andersen nævner en serie T-shirts, produceret i Beograd. På en af dem står der ”Traditionelle værdier” over et billede af en partisankvinde midt i en revolution.
For Tea Sindbæk Andersen er jugonostalgi derfor mere end bare retrodesign og souvenirs.
”Er det søde minder – eller er det en protest mod den måde, verden fungerer på i dag? Jeg synes aldrig, det er helt uskyldigt.”
Derfor tror hun heller ikke, at fænomenet vil forsvinde med de ældre generationer.
”Jugonostalgi handler ikke kun om den stat, der var. Det handler også om en drøm om, at samfundet kan organiseres på en anden måde. Og den idé har stadig betydning for mange,” siger Tea Sindbæk Andersen.
Ruinerne over det tabte land
Vi tager afsked med Luka præcis der, hvor de sidste rester af Jugoslavien led deres endeligt. Midt i Beograd ligger ruinerne af den tidligere jugoslaviske generalstabsbygning, der blev ramt under NATOs luftangreb i 1999. Bombningen skulle sætte en stopper for jugoslavisk (serbisk) vold og udrensninger i Kosovo.
Angrebet bidrog til at opløse de sidste rester af den jugoslaviske nation. I dag står ruinerne tilbage som et monument over krigen og det land, der var der engang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og