SICILIEN – På de sommerdage, hvor solen smelter asfalt og får varmedis til at løbe henover hvedemarkerne som olie på en skoldhed pande, slår indbyggerne i landsbyen Pergusa deres vinduer op til et sært syn. Den sø, hvorom de fleste af byens huse ligger, har nemlig i løbet af morgenen skiftet farve fra blågul til skrigende pink og ligger som et magenta-malet spejl midt i det svedne landskab.
Nogle gange har nuancen et dybrødt skær, hvorfor Il Lago di Pergusa også går under navnet ’blodsøen’. Forvandlingen har siden tidernes morgen påvirket de lokale her i Siciliens centrum, der i stenalderen byggede offerpladser ved bredden for at tækkes de guder, hvis vrede måtte ligge til grund for den mystiske transformation.
Siciliens indre rummer nemlig gigantiske lommer af salt og svovl, som aflejredes her dengang øen lå under havets overflade og klodens eneste kontinent hed Pangaea
Men ligeså ofte er farven giftigt pink og vandspejlet brudt af klæbrige bobler, der stiger op fra bunden og får søen til at ligne en affaldsplads for obskur kemi.
En søbund fuld af ursuppe
Fænomenet er dog helt igennem naturligt og tilskrives især de millioner af mikroskopiske krebsdyr, der fra tidernes morgen har tilpasset sig søens unikke biologi. Siciliens indre rummer nemlig gigantiske lommer af salt og svovl, som aflejredes her dengang øen lå under havets overflade og klodens eneste kontinent hed Pangaea.
Flere steder findes der dybe sprækker ind til disse underjordiske mineraler, og således også på Pergusa-søens bund, hvorfor den knap to kilometer store klippetallerken, som udgør søens fundament, er fuld af betændelsesfarvet ursuppe.
Når solen varmer allermest får det vandets bakterier til at reagere med bøvsende bobler og krebsdyrene til at blive så røde, at pigmenten fra deres kroppe overføres til søvandet og gør hele vandspejlet til en mælket, opak flade, som det er umuligt at skue igennem.
Tidspunktet for forvandlingen er umuligt at forudse, og fænomenet kan vare fra timer til uger, før farven vaskes ud af køligere temperaturer og søen vender tilbage til sin sært kropslige nuance, der minder om den dunkle farveskala fra et aftagende, blåt mærke.
Hændelsen med det røde vand forstærkes visuelt af det faktum, at man i 60’erne byggede Syditaliens største racerbane rundt om søen, hvor hundedyre Formel 1-biler knaldede afsted for øjnene af tusindvis af tilskuere. I dag er banen forladt og ukrudt skyder op igennem asfalten og betontribunernes sæder og udgør en billedramme, som var søen et surrealistisk maleri ophængt i en tid, hvor neonfarver var sidste skrig.
Feen og normannerfyrsten
Hele Sicilien synes at være et galleri fuld af denne slags fantastiske motiver, der dukker frem og forsvinder. Af hændelser og scenerier, der uden varsel kræver éns opmærksomhed og tårner sig op for så at fordampe fra alle tænkelige overflader: byen, landet, havet.
Det kan derfor ikke undre, at begrebet fatamorgana er undfanget netop på Sicilien. Ordet henviser til feen (fata betyder fe på italiensk) Morgana, hvis liv og bataljer hører hjemme i ældgammel, europæisk folklore.
“Pludselig viste det hav, der væder Siciliens strande, en række mørke bjerge, mens havet ovre på den calabresiske side lignede et pudset spejl”
I antikken og før havde man ikke de nuværende omstændigheder for at kende til vejrfænomenet, som i stedet blev tilskrevet Morgana, der med sin magi spandt overjordisk smukke fe-slotte i luften over Messina-strædet for at lokke de sejlende i uføre.
Et af de ældste vidnesbyrd om netop dette syn, der er gået over i historien som The Reghium Fata Morgana, blev nedskrevet af en græsk filosof for 2600 år siden, og et identisk fatamorgana blev i 1654 oplevet af naturfilosoffen Walther Charleton, der en juli-dag kiggede fra Messina over mod Reggio Calabria og fik øje på en regulær by, som øjensynligt dansede på vandet og konstant forvandlede sig:
“Pludselig viste det hav, der væder Siciliens strande, en række mørke bjerge, mens havet ovre på den calabresiske side lignede et pudset spejl, som reflekterede et hvert objekt, der flød på vandet eller var på vej over til Reggio, mens der oveni dannedes tusindvis af søjler.
På et øjeblik blev de alle forkortet og bøjede sig som arkader i romerske akvadukter. En lang ramme blev så dannet ovenpå og ovenpå den igen rejste der sig talløse slotte med tårne, vinduer og kolonnader. Dette vidunderlige syn fortsatte indtil solen stod højt på himlen og det hele forsvandt på et øjeblik, og i stedet for søjler og slotte kunne man nu kun se Reggios og Messinas bjerge og det udstrakte hav, som reflekterede de veldyrkede kyster og kvæget, som græssede på deres bredder.”
Det selv samme fatamorgana skulle stadigvæk dukke op i Messina-strædet med forskellige intervaller, skønt landskabet på både Siciliens og fastlandets side er blevet markant ændret siden dengang.
Men myten siger også, at fatamorganaet forestiller feens eget slot, som selveste Normannerfyrsten Ruggero I fik øje på da han i 1060 ankom til Reggio Calabrias kyst med sin ridderhær. Ovre på den anden side af havet lå den forjættede ø Sicilien, som han havde fået pavelig besked på at befri fra araberne.
Da Morgana steg op fra bølgerne med et skummende seksspand af hvide heste og skabte en forheksende luftspejling for at få soldaterne til at tro, at de kunne gå på vandet, gennemskuede Ruggero I det optiske bedrag, der flimrede foran hans øjne og fik de fleste i følget at tro, at Messina-strædet var bebygget med huse, gader og broer.
“Send ham på sindssygeanstalt!”
Det er solen, der dirigerer opstigningen og opløsningen af ethvert fatamorgana, og det er også solen, der på klokkeslæt får hele Syditalien til at medvirke i Europas nok største forvandlingsnummer, når døre, porte og vinduer stænges i hele Middelhavsområdet for at holde siesta.
Ordet kommer fra det latinske sextus og betyder ’den sjette time’, for skønt ’siesta’ er spansk og uofficielt dækker alle sydlandske kulturers vane med at lukke og slukke mellem klokken 13 og 17, var det romerne, som indførte døgnrytmen med at ophøre arbejdet fra middag til tidlig aften.
Man gør klogt i at observere dem inden de forsvinder, hvis man vil forstå tyngden i de kontrastfyldte virkeligheder, der tilsammen udgør det syditalienske mirage
Il Mezzogiorno – middagstimen – har i århundreder været et alternativt ord for Syditalien, når hele landsdelen syd for Rom skulle italesættes og problematiseres, for her står skyggerne skarpere end noget andet sted, og kontrasterne des større: en før så travl gade kan på et splitsekund ligne en forladt teaterscene, når dagens kulisser trækkes tilbage og menneskene forsvinder bag lukkede skodder.
Det synes derfor ikke tilfældigt, at en af Italiens største dramatikere, Luigi Pirandello, kom fra Sicilien, nærmere bestemt den undseelige landsby Caos udenfor Agrigento. ”Jeg er søn af kaos”, sagde han ofte, med henvisning til både sin fødeø og den nye, modernistiske tidsånd, hvor værdierne med Nietsches erklæring om Guds død syntes at stå for fald.
I 1934 vandt han Nobelprisen i litteratur, men skabte 13 år forinden mesterværket Seks personer søger en forfatter, der ved uropførelsen i Rom chokerede publikum med sin eksperimenterende form. ”Send ham på sindssygeanstalt!”, råbte folk fra tribunerne, og Pirandello måtte flygte med sin datter i hånden, for på scenen havde man været vidne til et absurd og uvirkeligt plot, hvor seks desperate karakterer fra et ufærdigt teaterstykke pludselig dukker op hos en instruktør for at få skrevet deres historie til ende.
Karaktererne udgør en dysfunktionel familie plaget af incest, skam og selvmordstanker, og da instruktøren i sidste ende ikke evner at skabe et plot, der lever op til personernes forskellige opfattelser af virkeligheden, drukner det mindste barn sig i et springvand, mens sønnen skyder sig en kugle for panden og resten af familien må forlade rampelyset uden at få forløst deres fiktive skæbner på scenen.
Langtfra alle fatamorganaer på Sicilien er ligeså dramatiske, så forheksende, så krebsrøde. Men man gør klogt i at observere dem inden de forsvinder, hvis man vil forstå tyngden i de kontrastfyldte virkeligheder, der tilsammen udgør det syditalienske mirage.
Hovedfoto: Gadescene fra Vucciria-kvarteret i Palermo med nogle af de boder, der kan forsvinde på et splitsekund. Foto: Cecilie Marie Meyer.
Kan du lide mine artikler? POV International er et mediefællesskab uden egentlige honorarer, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er op til dig. Tak fordi du læste min tekst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
