KOLONIHISTORIE // KOMMENTAR – Den længe ventede rapport fra den omdiskuterede referencegruppe om styrket formidling af den danske kolonihistorie blev offentliggjort fredag. Selvom der er tale om et digert værk på 180 sider, overbeviser den ikke om behovet for at iværksætte de meget store og dyre tiltag, som er rapportens hovedanbefalinger, skriver Nikolaj Bøgh. Øget viden om historien, herunder kolonihistorien, er dog absolut positivt, men det skal helst ske på en faktabaseret måde, som også indgår i den store, fælles fortælling om Danmarks historie.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Op til forhandlingerne om finansloven for 2021 tog både SF og Enhedslisten et krav om at etablere et museum for dansk kolonihistorie med til forhandlingsbordet. Navnlig SF mente, at et sådant museum var blevet aktualiseret af politidrabet på George Floyd i USA, som partiet mente burde føre til en selvransagelse i forhold til den danske historie om f.eks. slavehandel og kolonierne i Vestindien.
Det stod ikke helt klart, hvad sammenhængen konkret kunne være mellem mulig racisme i nutidens amerikanske politikorps og den for længst overståede danske kolonitid, men det var antagelig noget med, at alle tidligere kolonimagter bar på en kollektiv skyld og rummede en – muligvis uerkendt – såkaldt strukturel racisme.
Museum eller multihus?
I den endelige aftale mellem regeringen og dens støttepartier blev der afsat 1 mio. kr. til at ”gennemføre en forundersøgelse af styrket forskning i og formidling af Danmarks kolonihistorie”, og det blev præciseret, at ”Forundersøgelsen skal belyse mulighederne for styrket museal formidling af Danmarks kolonihistorie samt anslå udgifter ved forskellige modeller, herunder afdække hvordan formidlingen af dansk kolonihistorie kan ske bedst muligt.”
Med andre ord var fokus her blevet bredere end et egentligt museum, helt i tråd med de tanker om formidling af dansk kolonihistorie, som oprindeligt var kommet fra foreningen Kolonihistorisk Center, der meget eksplicit ikke ønskede et egentligt museum, men i stedet en slags hybridt hus, hvor historiske, kunstneriske og mange andre vinkler på kolonihistorien kunne mødes.
Det skulle være et sted, der var frigjort fra en “masse genstande, der tynger det ned, men har noget, som folk rent faktisk er interesserede i at komme ind og se,” som formanden for foreningen, Anders Juhl, på et tidspunkt udtalte i Deadline.
De øvrige statslige institutioner har tilsyneladende ikke fundet det vigtigt at værne om deres egen faglighed i arbejdet, og navnlig Nationalmuseet har som formand for referencegruppen været kritiseret for, at man lod en mere aktivistisk politisk dagsorden dominere arbejdet
Samme Anders Juhl har i debatten om Danmarks kolonihistoriske arv, i tråd med denne grundopfattelse, navnlig udmærket sig ved en meget lidt faktabaseret tilgang til temaet, hvor han har fortalt om, hvordan Vestindisk Pakhus på Københavns Havnefront, som af foreningen er udset til at skulle huse det nye formidlingssted, var den bygning, hvor man havde ”styret handlen med de vestindiske øer”, og om ”bygningens enorme hejseværk, der højst sandsynligt blev betjent af slavegjorte.”
Intet af det var dog rigtigt, viste det sig senere. Vestindisk Pakhus er bygget i 1780-81 til Vestindisk Handelsselskab, som var en virksomhed, der udnyttede Danmarks neutrale status under den britisk-franske krig om Nordamerika til at handle med kaffe.
Selskabet købte kaffe fra spanske og franske plantager i Den Dominikanske Republik og i andet og tredje led på verdensmarkedet. Derimod ejede selskabet ikke selv plantager, handlede ikke med slaver, og kaffedyrkning var der meget lidt af i Dansk Vestindien. Og det kan ikke via en eneste kilde dokumenteres, at der nogensinde har været en slave fra Dansk Vestindien i Vestindisk Pakhus.
Skærmydsler i referencegruppe
Som opfølgning på finanslovsaftalen nedsatte Kulturministeriet i april 2021 en referencegruppe, som skulle udføre forundersøgelsen. Referencegruppen havde en ret usædvanlig sammensætning, som bl.a. omfattede Nationalmuseet, der havde formandskabet, Statens Museum for Kunst, Rigsarkivet, M/S Museet for Søfart, Moesgaard Museum, Statens Naturhistoriske Museum, men også føromtalte forening Kolonihistorisk Center, Institut for Menneskerettigheder samt Historielærerforeningen og en repræsentant for det grønlandske landsstyre.
Arbejdet i referencegruppen har givet anledning til en del skærmydsler, som også er nået frem til offentlighedens kendskab, ikke mindst fordi Rigsarkivets repræsentanter har oplevet, at de har stået ret alene med en insisteren på, at formidling af kolonihistorie skal bygge på fakta og klassiske videnskabelige metoder, og ikke den mere frie fortolkning af kolonihistoriens spor i nutidens danske og de tidligere kolonialiserede samfund, som forhistorien bag initiativet meget let kunne lægge op til.
Rigsarkivet burde ellers tale med en vis vægt i denne sammenhæng, for institutionen har gennemført en helt meget omfattende digitalisering af knap halvanden hyldekilometer arkivalier fra Dansk Vestindien, 8,5 millioner sider dokumenter, foruden en digitalisering af omkring 80 pct. af arkivalierne fra Tranquebar og en stor digitalisering af de grønlandske arkivalier på vej. Gennem disse projekter bliver der skabt en helt enestående tilgængelighed til viden om den danske kolonitid.
De øvrige statslige institutioner har tilsyneladende ikke fundet det vigtigt at værne om deres egen faglighed i arbejdet, og navnlig Nationalmuseet har som formand for referencegruppen været kritiseret for, at man lod en mere aktivistisk politisk dagsorden dominere arbejdet.
For Statens Museum for Kunsts vedkommende har der tilsyneladende direkte været tale om, at man tilskyndede til, at projektet skulle være aktivistisk, og ikke måtte blive hæmmet af såkaldt ”white innocence”, hvor man på en eller anden måde forsøgte at nedtone de angiveligt voldsomme konsekvenser af kolonitiden i nutidens samfund.
Kortlægning af vidensgrundlag med politisk slagside
I fredags kom så afrapporteringen fra arbejdsgruppen i form af et digert værk på 180 sider, som både rummer en kortlægning af befolkningens eksisterende vidensniveau om kolonihistorien, altså en form for legitimering af behovet for en styrket kolonihistorisk formidling, afdækning af den eksisterende kolonihistoriske formidling på museer rundt om i landet samt i alt 13 scenarier for en fremtidig formidlingsmæssig styrkelse.
I forhold til afdækningen af befolkningens vidensgrundlag, så fremgår det ikke så overraskende, at en del danskere har et uklart eller fejlagtigt billede af kolonitiden, og selv mener, deres viden er begrænset.
Det kan undre, at en referencegruppe, hvor flere af medlemmerne åbenlyst ikke tillægger de faktuelle forhold omkring kolonihistorien særlig stor betydning, går så meget op i at afdække befolkningens faktiske vidensniveau
Det er svært at vurdere, hvad det kan bruges til, for der kunne sikkert findes mange andre begivenheder og perioder i Danmarkshistorien af samme eller større betydning som kolonitiden, hvor den almindelige indsigt også ville være begrænset.
Og til syvende og sidst kan det undre, at en referencegruppe, hvor flere af medlemmerne åbenlyst ikke tillægger de faktuelle forhold omkring kolonihistorien særlig stor betydning, går så meget op i at afdække befolkningens faktiske vidensniveau og etablere en statistisk argumentation for, at det er vigtigt med mere kolonihistorisk formidling.
De fleste danskere, 71 pct., ved, at de amerikanske jomfruøer er en tidligere dansk koloni, og 53 pct. identificerer Grønland som en dansk koloni. Det lave tal her skal nok tilskrives uklarhed om definitionen på en koloni, hvilket der heller ikke er fuld enighed om i fagkredse, for næppe mange danskere er vel i tvivl om Grønlands tilhørsforhold til Danmark. For andre tidligere kolonier som Tranquebar og Guldkysten er kendskabet noget lavere, og en del respondenter mener, at Færøerne og Island var danske kolonier, hvilket betragtes som faktuelt forkert.
En del af spørgsmålene er meget tendentiøst formulerede og synes mest at have til formål at skabe en større politisk bevidsthed om kolonihistoriens problematiske sider
En del af spørgsmålene er meget tendentiøst formulerede og synes mest at have til formål at skabe en større politisk bevidsthed om kolonihistoriens problematiske sider. Deltagerne er bl.a. blevet bedt om at forholde sig til spørgsmål som ”Det er vigtigt, at vi lærer af historien, så vi ikke gentager vores fejl” og ”Det er vigtigt at vi ser i øjnene, at Danmark tidligere har været en nation af slavehandlere.”
Det sidste spørgsmål er langt den overvejende del af respondenterne enig i, selvom Danmarks få og små kolonier vel næppe kan berettige til at udnævne os til ”en nation af slavehandlere”.
Også i forhold til det ofte omdiskuterede spørgsmål om, hvor mange bygninger i København, der i et eller andet omfang er bygget for penge, som blev tjent på kolonierne, er betydningen af koloniøkonomien skudt væsentligt over målet. Blot 12 pct. mener, at kun ”enkelte bygninger” i København er bygget for kolonipenge, mens 39 pct. svarer ”Frederiksstaden” og 18 pct. sågar mener, at det drejer sig om ”det meste af indre by.” Eftersom det rigtige svar er stort set ingen bygninger, så må det siges at være temmelig fejlagtigt.
Kolonihistorisk formidling har fået langt større vægt de senere år
I forhold til den nuværende kolonihistoriske formidling fremgår det, at vægten af temaet i uddannelsessystemet er øget betragteligt de senere år. Formidlingen på museerne er også ganske omfattende, men mest i Østdanmark, hvor de store statslige museer jo naturligt ligger.
Det er navnlig Nationalmuseet, som har en ganske omfattende kolonihistorisk formidling, bl.a. udstillingen “Stemmer fra kolonierne”, som strækker sig over hele syv rum i museets sydøstlige fløj og fokuserer på enkeltskæbner fra kolonihistorien. Hertil kommer den mere traditionelle kolonihistoriske del af museets almindelige danmarkshistoriske samling.
Danmark var en i europæisk sammenhæng ret lille kolonimagt, og handelen med kolonierne betød ikke det store for samfundsøkonomien
Alt i alt en ganske omfattende repræsentation af kolonihistorien ikke mindst set i lyset af, hvor relativt lidt den reelt fylder i Danmarkshistorien. Danmark var en i europæisk sammenhæng ret lille kolonimagt, og handelen med kolonierne betød ikke det store for samfundsøkonomien, som i helt overvejende grad var indenlandsk baseret, selvom enkeltpersoner blev meget velhavende på sukkerhandel. Det store flertal af indbyggerne på de dansk-vestindiske øer var slaver, men i midten af 1700-tallet boede der blot 16.000 mennesker på øerne, og deres areal svarer omtrent til Lolland.
Dette perspektiv fremgår dog ikke rigtigt af rapporten, som også citerer en lang række museer for at have læst skriften på væggen, og har et ønske om at lægge mere vægt på det kolonihistoriske i fremtiden. Heller ikke disse udsagn skygge for rapportens ønsker om at etablere nye, store institutioner og initiativer til kolonihistorisk formidling.
Aktivistisk multihus for 317 mio. kr.
Hovedscenariet blandt rapportens 13 forslag til øget kolonihistorisk formidling er en slags multihus, der skal indrettes i Vestindisk Pakhus, og som ikke skal være et museum, men et “hybridt” format mellem kunstneriske udtryk og kulturhistorie.
Det var lige præcis det, som var det oprindelige ønske fra Kolonihistorisk Center, og det er svært at se andet, end at den politisk-aktivistiske tilgang, som foreningen har anlagt til kolonihistorien, vil passe noget bedre ind i et sådant hus end i et museum, som alt andet lige har større krav til dokumentation og faglig redelighed. Det er naturligvis lettere at bedrive politisk aktivisme, når man ikke nødvendigvis skal forholde sig til fakta.
Prisen for det foreslåede multihus er 317 mio. kr. for etablering og 16,8 mio. i årlig drift, og alene det skal nok få den politiske interesse for sagen til at kølne noget
Prisen for det foreslåede multihus er 317 mio. kr. for etablering og 16,8 mio. i årlig drift, og alene det skal nok få den politiske interesse for sagen til at kølne noget.
En række af rapportens øvrige forslag med kolonihistorisk uge, digital formidling og podcast m.m. er fine, og der er intet galt med at sætte mere fokus på kolonihistorien, som er en spændende – omend ikke så betydningsfuld – del af Danmarkshistorien.
Til syvende og sidst er det dog vigtigt for forståelsen, at den kolonihistoriske formidling ikke står alene, men indgår i en relevant sammenhæng med den øvrige Danmarkshistorie. Ellers bliver det også lidt for let at anvende til politisk aktivisme, hvilket ikke er hensigtsmæssigt for sammenhængskraften i vores samfund.
Slavefokus forvrider billedet noget
Alt i alt sidder man efter at have læst rapporten ikke tilbage med den opfattelse, at vi nødvendigvis har brug for meget mere kolonihistorisk formidling, i hvert fald ikke lige præcis den type, som et multihus i Vestindisk Pakhus vil repræsentere.
Udgangspunktet for arbejdet var som nævnt den store, internationale protestbølge efter drabet på George Floyd, og det er som om, den tilgang har forvredet arbejdet noget. Den voldsomme optagethed af slaveriet virker mest som et stykke uønsket problemimport fra USA, hvor man utvivlsomt har store problemer med historisk betinget racediskrimination.
Der er andre dele af dansk kolonihistorie, som i bund og grund har betydet mere, og som gør det den dag i dag. Ikke mindst Danmarks forhold til de nordatlantiske dele af nutidens rigsfællesskab
Og det er en skam, for større viden om og bedre formidling af historien er godt – også når det gælder dens mørkere sider. Der er andre dele af dansk kolonihistorie, som i bund og grund har betydet mere, og som gør det den dag i dag. Ikke mindst Danmarks forhold til de nordatlantiske dele af nutidens rigsfællesskab, Grønland og Færøerne. Der ligger i virkeligheden en meget vigtig historie, som bør have større formidlingsmæssig vægt, og som rent faktisk også kunne gøre os klogere på Danmarks historiske placering i verden og vores rolle i den nu og i fremtiden.
Vi står med et stort behov for at forsvare det, som man kan kalde det almene i forståelsen af både nutidens og fortidens Danmark. Altså at styrke den fælles forståelse af, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Gerne med flere nuancer og mere fokus på grupper, der er blevet glemt eller underbetonet i den hidtidige historiefortælling, men som led i en samlet fortælling, der skaber mere fælles forståelse, ikke mindre.
Et meget dyrt, hybridt kolonihistorisk multihus med en understrøm af politisk aktivisme gavner formentlig ikke den bestræbelse. Danskerne er næppe tjent med at få deres historie krydsklippet af personer med en slet skjult politisk dagsorden, der for offentlige midler vil udbrede deres eget verdensbillede.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
