Det Kongelige Teater - Corpus

Det Kongelige Teater lukker eksperimentariet Corpus

i Kultur/Scenekunst af
SCENEKUNST // NYHED – Siden lanceringen i forbindelse med en udgave af Hübberiet 15. december 2012 har Corpus manifesteret sig som Det Kongelige Teaters radikalt mest ambitiøse bud på samtidskunst og en mere internationalt orienteret scene i København. Nu lukker ensemblet med udgangen af 2021.

Corpus, Det Kgl. Teaters eksperimentarium for fremtidens dans og dansens utallige potentialer under ledelse af Tim Matiakis, lukker med udgangen af 2021.

Det har balletmester Nikolaj Hübbe meddelt ensemblets dansere og ansatte i en mail, hvor han erkender, at lukningen vil efterlade et ”tomrum”, men at han har andre idéer til, hvordan den kreative, koreografiske nerve i Den Kgl. Ballet skal leve. Han løfter ikke sløret for sine planer, men ”springbrættet” vil være rodfæstet i klassisk ballet.

Corpus på toppen?

Siden lanceringen i forbindelse med en udgave af Hübberiet 15. december 2012 har Corpus manifesteret sig som Det Kgl. Teaters radikalt mest ambitiøse bud på samtidskunst og en mere internationalt orienteret scene, men var det virkelig toppen?

POV’s danseanmelder Alexander Meinertz stiller spørgsmålstegn ved Corpus’ betydning: “Corpus var et projekt, det i udgangspunktet var nemt at føle sympati for – hvem ønsker ikke et mere internationalt udsyn og mere samtidskunst i København? – men det reelle kunstneriske udbytte var med nogle enkelte undtagelser pauvert. Og langsomt udviklede Corpus sig i en helt uafhængig retning, hvor ensemblet ikke længere brugte Den Kgl. Ballets dansere, men kom til at udgøres af egne udefra ansatte moderne dansere til projekter med eksterne koreografer. Corpus fik endog sin egen scene. Det blev svært at se sammenhængen og relevansen for Den Kongelige Ballet.”

“Nok så væsentligt var det svært at se formålet med, at nationalscenen skulle suge på den i forvejen fattige ilt, som det moderne dansemiljø udenfor Det Kgl. Teater lever af: Jeg håber, at Corpus’ afgang kan give plads til et lignende initiativ for de kreative kræfter, der kæmper for at komme til i vækstmiljøerne. Og at Den Kgl. Ballet, der jo er et klassisk balletkompagni, kommer til at fokusere på sin egentlige mission som er – ballet. Opgaven er en helt anden.”

Nutidsmennesker i vor egen tid

Samarbejdet med teaterinstruktør Christian Lollike, I føling, kommenterede i 2014 den danske krigsdeltagelse i Afghanistan i et møde mellem balletdansere og krigsveteraner. I 2016 fulgte Lollike op med Uropa, om menneskeskæbner i samme års flygtningekrise.

Et samarbejde om en performance med kunstneren Jesper Just i marts 2017, Interpassivities, gav store roser fra POV’s Dorte Jelstrup, der beskrev oplevelsen som ”en spatial nedbrydning af den distante relation mellem balletdansere og publikum, der sædvanligvis findes ved balletter af mere klassisk tilsnit.”

”Rummet, som Interpassivities vises i, er således også uden egentlig scene eller sæderækker for publikum. Rummet udgør med andre ord ikke teatrets velkendte sorte boks, ligesom det heller ikke udgør det modernistiske billedkunstneriske visningsrums hvide kube. Rummet er gråt; en farveblanding af teatralskhedens sorte og billedkunstens kubiske hvide.”

Et gråt rum brydes op – Ballet og billedkunst i fejende flot fusion

Året efter lod hun sig rive med af Dansehallerne og Corpus co-præsentation af Danmarkspremieren på værket Dark Field Analysis af koreograf Jefta van Dinther:

”Det er vor egen tids menneske, det menneske, som har tabt sig selv, som har tabt oplevelsen af et eget selv, som forvirret ser sig selv på en porøs bund af en kaotisk kakofoni af splintrede værdier; værdier vi alle en gang anså for faste holdepunkter, men som nu flyder hid og did, trædes under fode og transformeres til ukendelighed i denne vor egen tidsalder af hyperdigitalisering, senkapitalismer og Trumpske og Putinske tilstande. Dette menneske er os alle; og dette menneske som materiel beholder for blod møder vi i Dark Field Analysis.

Som sådan er performancen en spejling, men også et koreograferet narrativ om os; os nutidsmennesker i præcis denne vor egen tid.”

Dark Field Analysis – stor kunst af en ganske særlig og ædel karat

 


Foto: Adey/Det Kgl. Teater.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur