Mandarinen, der blev til appelsinen som faldt ned i den kulturelle turban

af i Bøger/Featured/Kultur

BOGANMELDELSE // BALLET – Den store biografi om balletmesteren og koreografen Flemmings Flindts liv og værk efterlader en i opløftet tilstand – og for sin grundighed, for sit enorme kildemateriale og ikke mindst citatrigdom fortjener den seks ud af seks POV-stjerner.

Jeg ved godt, at folkepsykologen Svend Brinkmann anbefaler, at man ikke læser biografier, men romaner. Jeg læser romaner men er altså også tosset med biografier. Det har jeg læst et sted, at mænd i min alder generelt er, men hvorfor har jeg ingen idé om. Det kunne være noget med, at man opgiver sin egen stemme og lever sig ind i en andens liv. En slags opdagelsesrejse i de sjæle, hvor man ellers kun overfladisk har set personens kort.

Jeg ved dog, hvad der også fascinerer mig ved at læse biografier. For er det ikke altid sådan, at der i enhver biografi er eksempler på sygdom, store eksistentielle livskriser eller det som er værre, som biografisten på imponerende vis får kæmpet sig tilbage fra? Fascinerende er det da også at være vidne til et menneske, hvis bedrifter overgår selv den vildeste fantasi. Det, at nogle mennesker bare ved, hvad de vil, fra de er helt små og gennemfører det. Det er da stærkt inspirerende at læse om, og det gælder også for biografien om balletdanseren Flemming Flindt. Selvom hans beslutning om at ville være balletdanser bygger på en tragisk hændelse med broderens død og skulle lindre hans forældres store sorg, så var det dog hans beslutning og med mere end 60 balletter og teateriscenesættelser, kan vel ingen være i tvivl om, at det var en beslutning, der bar frugt?

Al den stund Flemming Flindt var min balletlærer på Det Kongelige Teater Ballets Elevskole i mine børneår, var det med en vis æresfrygt, jeg tog fat om hans biografi

Man kan diskutere om det er en stor bog, der er skrevet om en lille mand, eller om bogen om Flemming Flindt liv og kunstneriske bedrifter, der netop er udkommet 10 år efter hans død, præcis har den størrelse og berettigelse han har fortjent. Hvor stor han var internationalt set, er der delte meninger om, men at han var en central og bærende institution i dansk kulturliv, er bogens forfatter, ballet- og teaterhistoriker Knud Arne Jürgensen, ikke et sekund i tvivl om.

Flemming Flindt er et stykke dansk kulturhistorie

Det er en bog, der er blevet til på initiativ fra og ikke mindst som et resultat af en kæmpeindsats fra hans tidligere hustru, Vivi Flindt, som var solodanserinde ved Det Kongelige Teater.

Det er altså ikke det officielle Danmark, der hylder den tidligere balletmester for Den Kongelige Ballet, men dem, som stod ham nær. Og det er tankevækkende.

For selv om der er sagt meget om Flemmings Flindt store betydning for ikke bare dansk ballet, men også for det kulturelle aftryk i omverdenen, så er betydningen udvasket af den tvivl, nutiden ofte levner til datidens bedrifter. Det kan skyldes, at han ikke kun var kunster, men også en embedsmand, der turde at sige systemerne imod. Man skal altså heller ikke glemme, at Flemming Flindt blev opfattet som en rimelig stor provokatør i 70’erne.

For en balletmester er spørgsmålet aldrig, om nogen fra korpset hader ham, men hvor mange der gør

Selvom frigjortheden havde fundet sig nogenlunde til rette i vores samfund på den tid, var det med bare bryster og svingende røvbalder kombineret med Gamle Scene på Det Kongelige Teater ikke alles kop te. Hvor teatret på Kongens Nytorv efter manges mening var den sidste bastion i en tid, hvor pænheden, de gamle traditioner og ikke mindst autoriteterne blev kraftigt udfordret, var hans balletter som f ex hans koreografiske hovedværk Den forunderlige Mandarin, men også EnetimeDen unge mand skal giftesDødens TriumfVidunderlige kællingCaroline Mathilde og Salome ikke ligefrem med til at mildne den stemning. Han indførte en masse forbudte trin og var stærkt medvirkende til at modernisere balletten og tiltrække et nyt, ungt og stort publikum.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hans internationale betydning. Og min egen fascination af ballet skal ikke forveksles med forstand på ballet og har for øvrigt heller ikke haft spor betydning for den begejstring, det har været at gå gennem Flemmings Flindts liv og ikke mindst få genopfrisket de spor, han trods alt har sat. Bogen er godt skrevet, medrivende og med overvældende loyalitet overfor fænomenet Flemming Flindt. Sådan skal det være.

Hvordan man end vender og drejer det, er balletdanser og tidligere balletmester Flemming Flindt et stykke dansk kulturhistorie. Og der kan heller ikke herske tvivl om, at han haft stor betydning for at få balletten ind i de danske stuer. Med tv-udgaverne af Enetime og ikke mindst Dødens Triumf, fik han gjort den ellers så elitære kunstart folkelig, og det var et af hans erklærede mål.

Flindt var drevet af en indre tilskyndelse

Al den stund Flemming Flindt var min balletlærer på Det Kongelige Ballets Elevskole i mine børneår, var det med en vis æresfrygt, jeg tog fat om hans biografi.

Da jeg så bogen, fyldtes mit sind med blandede erindringer om en tid, som var sindssyg hård og trælsom. At slide for noget, man ikke var motiveret for at lære, er pinefuldt.

Og at bide tænderne sammen i frustration for at opfylde sin mors ambitioner var grotesk og for mig kimen til et egentlig begyndende had. Ikke kun til min mor, men til alle voksne autoriteter, der ville noget på mine vegne. Det er aldrig godt at tvinge børn til noget, blev den lære.

Ikke desto mindre, og måske netop derfor, var det med stor interesse, jeg åbnede bogen, så jeg måske kunne få opklaret om Flemming Flindts egen vej til de skrå brædder var tvang eller en frivillig indre tilskyndelse.

Det var det sidste og på den måde er den bog, for mig, et interessant indblik i en mands stræben mod konkrete mål og også en nærmest terapeutisk proces og en bekræftelse i, at det er den indre drivkraft, der tæller, og ikke at der står nogen og pisker én i den gode sags tjeneste. Det er den, der skal løse opgaven, der skal ville det, ikke ens forældre.

Nu må læseren ikke misforstå, for Flemming Flindt var en flink og rar lærer, men det ændrer ikke på, at der var en afgrundsdyb distance mellem de elever, han fandt talentfulde nok til at fuldføre balletuddannelsen og så os andre.

Vi blev alle behørigt undervist, men fik ikke den åbenlyse opmærksomhed, som de få, der også senere viste sig at have været værd at satse på, fik. Han gad ikke spilde tid på dem, som rendte rundt og ikke anede, hvorfor deres forældre havde sendt dem på en særdeles krævende og hård skole. Hvor disciplin var drivkraften, ikke leg og sjov.

Men når voksne ser igennem én, bliver man på den ene side usikker, og på den anden side var paradokset, at man undgik de grove irettesættelser, der kun blev dem tildelt, som havde det åbenlyse talent og ikke mindst den indre tilskyndelse til at forsætte, lige indtil de kunne smage perfektionens sødme.

Så det var rart og utrygt på en og samme tid.

Og det beskriver vel egentlig meget godt, hvordan det er at være elev på en streng og krævende elevskole. Det mest underfundige er, at det skaber fascination og et stærkt ønske om ikke ligefrem at blive elsket, så dog i det mindste at blive set, og i mesterens blik kunne læse anerkendelsen.

Flemming Flindt havde naturligvis også en bagside, og det er jo sådan med mange biografier, at de er som begravelsestaler: de fremhæver det gode og undlader det problematiske af hensyn til de pårørende og de gældende normer ved sådanne lejligheder.

”Jeg var bange for Flemming, så bange, at hvis han havde bedt mig om at springe ud ad vinduet, så ville jeg have spurgt: ’I hvilken position?”

Men det var måske ikke så tilfældigt, at Flemming Flindt også blev kaldt en bandit i laksko. Han beskrives også som provokerende – ikke bare i sine opsætninger, men også i sin ledelsesstil.

For en balletmester er spørgsmålet aldrig, om nogen fra korpset hader ham, men hvor mange der gør.

Og med en balletmester, der gifter sig med en danser fra korpset og fører hende frem i lyset og slukker det for andre, som måske fortjente det mere, kan man kun gætte sig til den stemning, der kan have været den fremherskende ved de daglige prøver og træning.

Ingen tvivl om, at der i harpiksens støv også lå en angst, når hans tanker og ideer ikke lige lod sig overføre i korpsets medlemmers fortolkninger og trin.

Som en af den tids største solodanserinder og storslåede talenter Mette Hønningen udtrykker det et sted i bogen: ”Jeg var bange for Flemming, så bange, at hvis han havde bedt mig om at springe ud ad vinduet, så ville jeg have spurgt: ’I hvilken position?”

En sand kunstner på godt og ondt

På den ene side er min fascination af Flemming Flindt som en stor skabende kunster intakt og faktisk yderligere beseglet efter endt læsning.

Og på den anden side er bogen meget loyal. Måske for loyal.

Alligevel er mængden af citater, der bryder med pænheden, og som forstørrer afstanden til alt det sukkersøde, med til også at beskrive en mand, som havde en dobbelt karakter, som var en enspænder og ufattelig opsat på at nå sine mål, og med omkostninger der lå ud over det rimelige.

Han var stædig, kunne opfattes bedrevidende og arrogant. Og ikke mindst kunne det virke, som om han var hård og kontant, hvis hans motiver betvivledes. Folk og samarbejdspartnere omkring ham lagde roser for hans fødder. Det må unægteligt havde være svært at arbejde med, og det store spørgsmål, der står tilbage er, om han løftede og fornyede arven efter forgængeren Harald Lander, eller om han blot videreførte den, når det kom til ledelsesstil og udvikling af korpsets kvalitet.

Der er sorte kapitaler også i Flemmings Flindts liv og værk, men det ændrer ikke på, at bogen efterlader en i opløftet tilstand for sin grundighed, for sit enorme kildemateriale og ikke mindst sin citatrigdom fortjener den seks ud af seks POV-stjerner.


Topillustration fra bogen.

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Bøger