TEATER // ANMELDELSE – Man skal stramme ballerne, hvis man skal følge 100 procent med i Det Kongelige Teaters opsætning af I tilfælde af. Der er nemlig mange, mange ord i den engelske dramatiker Howard Barkers værk. Hans kunstsyn er ganske anderledes end den engelske stjerneskuespiller Hugh Grants, som POVs Ole Blegvad mødte for år tilbage. Men hvad skal kultur egentlig være i 2024? Underholdning eller svær kunst?
”Ved du hvad?” sagde den engelske stjerneskuespiller Hugh Grant, ”jeg tror, folk har brug for noget underholdning, når de kommer hjem efter en hård dag på arbejdet. Nyhederne er fyldt med historier om krig og ødelæggelse, det har man rigeligt af. Folk vil også gerne grine og underholdes.”
Året er 1999, jeg er på et luksushotel i London for at lave et interview til TV-avisen om feel good-filmen Notting Hill. Nogle år før har filmproducenten Duncan Kenworthy stået bag filmen Fire bryllupper og en begravelse, der blev en kæmpe succes i Europa, men slet ikke fangede amerikanerne.
Med Notting Hill udtænktes en ny plan: Hvis nu den europæiske førsteelsker Hugh Grant blev sat overfor tidens største Hollywood-superstjerne, Julia Roberts, ville folk strømme i biografen i både Europa og USA. Det var vinklen på mit indslag, og Julia Roberts købte præmissen ligesom den walisiske upcomingskuespiller Rhys Ifans gjorde.
Hugh Grant bed derimod ikke rigtigt til bolle på den vinkel på Notting Hill, så da jeg – måske lidt for ungdommeligt prætentiøst – spurgte Grant, om han ikke havde større ambitioner som skuespiller end at være med i romantiske komedier, der bekymringsfrit flettede sig ind i tidens mainstreamkultur, svarede han, hvad denne anmeldelse indleder med, hvorefter han lidt olmt spurgte: ”Undskyld, men er du sådan en slags journalisternes Hamlet, Danmark har sendt til London?”
Kort efter sluttede interviewet. Notting Hill blev den største britiske filmsucces nogensinde med en indtjening svarende til 363 millioner dollars på verdensplan.
Hvorfor nu denne lange historie om Notting Hill og mit – lettere kiksede – journalistiske møde med tidens hotteste mandlige skuespiller, når artiklen skal handle om Det Kongelige Teaters (gen)opsætning af I tilfælde af? Et stykke fra 1987 skrevet af den engelske dramatiker Howard Barker.
Jo, den nu 78-årige Barker står på mange måder for et kunstsyn, som er det stik modsatte af Hugh Grant. Dramatikeren går hverken ind for det underholdende eller det oplysende teater. Teater skal turde være kunst, og teater skal lige præcis ikke leve op til de samme moralske og kommercielle standarder, som i verden udenfor scenerummet.
Hurtigt fornemmes det, hvorfor Howard Barker kalder sine værker katastrofisk teater.
Med en slags sirenetone der bliver højere og højere, med en teltdug der blafrer i vinden, formentlig på grund af helikoptere i luften. Med lysglimt, eksplosioner og røg fyldes rummet. Vi er i et krigshelvede, hos en tyrkisk væverfamilie. Granatsplinterne suser rundt, mens der arbejdes på et af historiens ældste håndværk: at væve tæpper. Midt i katastrofen, midt i angsten for døden, opdager den ældste væver, at menneskeblod – fra døde naboer og landsmænd – kan bruges som et nyt enestående farvestof. Menneskeblod er meget bedre til at farve tæpper end okseblod. Væveren tager imod miraklet fra Gud.
Howard Barker arbejder hele tiden med modsætninger. Politikerne, der taler om misforståelser, mens menneskene taler om fejhed. Om de store krige, der altid er fyldt med små krige
Historien er den første af de ti små vignetter, der udgør I tilfælde af (på engelsk: The Possibilities.) Væverhistorien sætter scenen for Howard Barkers tankegang. Den indlysende afsky for krigens rædsler forstyrres pludselig af væverens fascination for menneskeblod. Hvad nu hvis tæpper farvet af menneskeblod kan blive en ny indtægtskilde. Som publikum bliver vi konfronteret en Barkers brutale menneskesyn, hvor hans sarkasme viser mennesket som grusomt og utilregneligt.
Det fortsætter ned gennem de ni andre små værker. Fortællinger, der alle har et blik ind i relationer mellem mennesker. Fortællinger, der lader fornuft møde følelser, individ møde samfund, moral møde begær, magt møde underdanighed, medfølelse møde brutalitet.
Af andre små historier kan nævnes: Den unge luder, der møder europæiske toppolitikere. Den nøgne kejser, der klynker over for sin undersåt. Den smukke kvinde, der hånes af chefen for at vise sine ankler og dermed bruger sin seksualitet overfor mænd. Bødlen, der opfordrer den unge mand til at søge et job, hvor han kan bruge sine evner som en, der er god til at smigre.
Howard Barker arbejder hele tiden med modsætninger. Politikerne, der taler om misforståelser, mens menneskene taler om fejhed. Om de store krige, der altid er fyldt med små krige. Han lader sine figurer tale om ansvarlighed og lidelse.
Dramatisk bygger han sekvenser op, hvor menneskets omstændigheder bliver sat i forhold til dets handlinger. Der opbygges hele tiden konflikter mellem mennesker, mellem lande, mellem religioner, som om det er livets drivkraft. Konflikterne løses så ofte nådesløst og brutalt.
De fire skuespillere
De ti små fortællinger foregår alle i Christian Friedländers scenografi, der er inspireret af træningsinstrumenter fra et fitnesscenter, der giver associationer til torturredskaber. Det hele holdt i (blod)røde farvetoner.
I det rum fungerer forestillingens fire skuespillere i alle karaktererne. Marina Bouras, Tom Jensen, Alexander Bryld Obaze og Karla Rosendahl er et stærkt team. Howard Barkers tekst er ikke den nemmeste. Han har engang sagt, at man på teatret skal opleve og gennem skuespillerne skal publikum udleve alt det, de ikke kan udleve andre steder.
Han kunne i min optik godt have kombineret det brutale med det lyset og det humoristiske, som stoffet også indeholder
De fire kommer på hver deres måde rundt i grundfølelser: Glæde, tillid, sårbarhed, had, frygt, overraskelse, kærlighed, vrede, bedrøvelse, afsky.
Tilbage til Hugh Grant
Der er masser af energi i de ti små fortællinger, men det er samtidig lidt af en teaterprøvelse. Opsætningen af I tilfælde af er scenekunst, som da jeg begyndte at gå i teatret i starten af 1980’erne. Det er ord, ord, ord. Mange ord. De udgør mange smukke sætninger, og mange voldsomme og kyniske sætninger, men man skal godt nok være skarp i en time og 40 minutter i træk.
Den svenske instruktør Henrik Grimbäck har i sin iscenesættelse lagt vægt på de ti fortællingers selvstændighed. Jeg tror, man med få greb kunne have forbundet historierne bedre, så man havde haft en fornemmelse af et dramatisk fællesskab historierne imellem. Samtidig har Grimbäck lagt vægt på den mørke side af Howard Barkers tekst. Han kunne i min optik godt have kombineret det brutale med det lyset og det humoristiske, som stoffet også indeholder.
Men måske kan det også blive for meget snak og skriveri. I 1994 sagde Howard Barker i et interview med Kitte Wagner (Den nuværende chef på Dramaten i Stockholm og bestyrelsesmedlem på Det Kongelige Teater):
”Publikum vil lede efter en sandhed i teatret, og skuespillere og skribenter stiller en sandhed til rådighed, som så bliver grebet i solidaritet, og det øjeblik er grundlæggende falskt! Det er uenigheden som er sand, ikke solidariteten. Kompleksitet er sandhedens modsætning. Jeg hylder modsætninger. Jeg er meget skeptisk over for systemer.”
Siden Det Kongelige Teater besluttede at (gen)opføre I tilfælde af… er konflikten i Mellemøsten blevet ekstremt højspændt. Da jeg forlod Mellemgulvet i Skuespilhuset gik min første tanke til Hugh Grant. Han havde jo ret. Vi har brug for underholdning. Medierne giver os rigeligt med krig og ødelæggelse. Og nu både krig og ulykke i pressen og i kunsten. Det er nærmest for meget. Virkeligheden giver os jo brutalitetens skuespil.
Men eftertænksomheden har fået mig på andre tanker, som Howard Barker understøtter med dette citat: ”Et godt kunstværk, hvad enten det er en bog, en film, et maleri eller et teaterstykke skal være en ildprøve. Man er nødt til at trække sig selv igennem det og lide undervejs.”
Klik dig videre til mange flere teateranmeldelser her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her