Samlet set har vi at gøre med en helt igennem betagende forestilling, som får 6 velfortjente stjerner for kunstnerisk vision, eksperimentel edge, internationalt præg og pragtfuld og smuk udførelse. Tillykke til Det Kongelige Teater og Jesper Just med Interpassivities, skriver Dorte Jelstrup, der har været til ballet forrige fredag.
Der var en dejlig frisk og international atmosfære over forestillingen Interpassivities, som den lod sig opleve på Det Kongelige Teater i København forrige fredag.
Interpassivities er en funklende ny og kontemporær ballet, som Det Kongelige Teater skal have endog meget stor ros for at have sat på programmet i dette forår. Forestillingen er skabt af den danske og i New York bosatte billedkunstner Jesper Just og koreograferet af samme i samarbejde med en håndfuld af forestillingens dansere.
Til trods for et sådant delvist dansk udgangspunkt har Interpassivities et umiskendeligt internationalt præg over sig. Dels grundet forestillingens format og storladne, omsluttende kompleksitet, dels ved den måde, hvorpå Interpassivities formår at kontekstualisere sig i forhold til international performancekunst, som denne har udfoldet sig på billedkunstens banehalvdel i de seneste 10-15 års tid.
En kunstner, hvis værker kan udgøre et referencepunkt for Interpassivities, er eksempelvis britisk-tyske Tino Sehgal, der har skabt en række performative og koreograferede situationer i billedkunstneriske visningsrum, hvor blandt andet elementer af dans, immateriel konceptkunst og mere materielt orienteret installationskunst syntetiseres i værker, der åbner sig for en bred vifte af interaktioner med et deltagende publikum.
En cinematisk orienteret akse
Jesper Just er som billedkunstner først og fremmest kendt for en række overbevisende cinematiske værker, og hans tilgang til skabelsen af en performativ forestillling som Interpassivities er på den måde således også et ganske andet end Tino Sehgals overvejende koreografiske omdrejningspunkt.
Jesper Justs grundlæggende take på performance, som det viser og udspiller sig i Interpassivities, stemmer overens med hans oeuvre – netop lige præcist cinematisk.
Dette manifester sig på flere niveauer. På et erfaringsmæssigt plan kan man sige, at det blik, som publikum inviteres til at anlægge ved oplevelsen af Interpassivities, er det blik, vi kender fra film: Et blik, der vandrer og udfolder sig i tid i modsætning til et blik, der griber en genstandsmæssig totalitet, for eksempel en tegning eller et maleri, i eet enkelt ekstatisk nu.
I relation til selve værket Interpassivities og dets egenskaber slår det cinematiske også stærkt igennem. Filmfilosofisk set defineres film ikke uden grund af nogle filosoffer som moving images, og netop bevægelseselementet – mere præcist skabelsen af en række dynamiske og konstant skiftende billeder for fremvisning – udgør den grundlæggende cinematisk orienterede akse, som Interpassivities er bygget op omkring.
Dertil kommer, at balletten Interpassivities som en del af dens sceneografi rummer en række egentlige filmiske sekvenser skabt af Jesper Just.
Prismatisk spaltning
Allerede i elevatoren op mod det rum på Det Kongelige Teater, som Interpassivities vises i, fornemmer man som publikum, at her er man på vej ind til at overvære en forestilling, der afviger fra de balletter, man typisk kan opleve på Det Kongelige Teater. I elevatoren står man nemlig tæt op ad enkelte af de balletdansere, som lidt senere performer i forestillingen – som et forvarsel om en spatial nedbrydning af den distante relation mellem balletdansere og publikum, der sædvanligvis findes ved balletter af mere klassisk tilsnit.
Rummet, som Interpassivities vises i, er således også uden egentlig scene eller sæderækker for publikum. Rummet udgør med andre ord ikke teatrets velkendte sorte boks, ligesom det heller ikke udgør det modernistiske billedkunstneriske visningsrums hvide kube. Rummet er gråt; en farveblanding af teatralskhedens sorte og billedkunstens kubiske hvide.
Som publikum ledes man ind i dette grå rum, som undervejs gennem forestillingen til musik af Kim Gordon, bassist fra bandet Sonic Youth, og August Rosenbaum brydes op og spaltes prismatisk, næsten kubistisk, i stadig nye og skiftende forvandlinger og tilsynekomster af balletdansere i bevægelse, klædt i grå trikoter som kinetiske og skulpturelle efterklange af rummets grå gulvelementer, der konstant flyttes rundt og stables til nye spatiale konstruktioner af bagscenepersonel i arbejdsbukser og T-shirts.
Hertil føjes screeninger af filmiske sekvenser på tre hvide vægflader spredt asymmetrisk ud i dette grå rum under ombrydning. Vi ser filmsekvenser, hvoraf nogle viser close-ups af balletdansere, mens andre bl.a. viser nærbilleder af teknologiske artefakter og andre igen f.eks. optagelser af sublime landskaber fra det vestlige USA inklusiv billeder af rustfarvede, vertikale gitre, som en kvinde iført balletskørt i tyl slår på, percussionistisk.
Et narrativ om rum og utopisk model for agens
Som det forhåbentlig fremgår, er oplevelsen af Interpassivities ganske enestående. På intet tidspunkt opleves forestillingens komplekse mangefold som en kaotisk pluralitet uden retning; tværtimod forekommer den at have et klart tidsligt og dramaturgisk forløb. Et forløb, der også understøttes af brugen af klassiske kontrastpar som lys/mørke og ude/inde. For så vidt udfolder Interpassivities sig over, hvad man måske en anelse forsigtigt kan betegne som et narrativt skelet, dog ingenlunde af liniær art.
Som det forhåbentlig fremgår, er oplevelsen af Interpassivities ganske enestående.
Omend balletten som statement, som kunstnerisk udsagn, må siges ikke på nogen som helst måde at være entydig, kan man som betragter i mødet med balletten, udover den oplevelsesmæssige dimension, imaginativt overveje, hvad balletten kunne rumme som fortælling.
Måske er det narrativ, der sætter sig igennem i Interpassivities, en fortælling om netop et rum, der spaltes og brydes op, som nedbrydes og opbygges på ny; et narrativ om tranformationer, udviskninger af afstande og etableringer af tætte og nye spatiale forhold. Måske møder vi i Interpassivities en historie om mulige udfoldelser og genskabelser af rummet generelt, forstået som en metafysisk verden, en anden, abstrakt verden af andre både rumlige og temporale strukturer, relationer og konstrukter end dem, vi kender fra en gængs verden.
Danserne i forestillingen giver ved deres bevægelser flere betydningsmæssige henvisninger, der peger i retning af en sådan tolkning. Flere gange gennem forestillingen rækker nogle af danserne yndefuldt deres arme op over deres hoveder og binder med deres smukke, slanke hænder så at sige en imaginær kugle af bånd eller snor op, symbolsk for dét at binde rummet op, at udfolde rummet.
På et tidspunkt brydes gulvet i rummet også op, så vi helt bogstaveligt kan kigge ned i et klaviaturs indre, der er placeret nede under en af de træpaller med gråmalet overflade, som hele gulvet er sammenstykket af. På den måde møder publikum også musikken fra flere sider samtidig, både auditivt og visuelt, helt i overensstemmelse med en kubistisk bestræbelse om at vise den samme genstand, her musikken, fra flere forskellige sider på samme tid i en etablering af netop en anden spatial og temporal struktur end den, vi kender fra dagligdagen. Musikken åbnes også op, som et lydligt og visuelt ekko af rummets åbning.
På intet tidspunkt opleves forestillingens komplekse mangefold som en kaotisk pluralitet uden retning; tværtimod forekommer den at have et klart tidsligt og dramaturgisk forløb
Nedbrydningen af traditionelle ordener og afstande opleves også meget direkte i Interpassivities; aldrig har jeg været så fysisk tæt på balletdansere under en forestilling på Det Kongelige Teater som ved denne ballet. Skabelsen af symmetriske og konstant dynamiske relationer mellem balletdansere, bagscenepersonel og publikum er et markant træk ved denne ballets anatomi, som konkret sætter en model op for agenters færden i et rum; en utopi, der udleves og materialiseres i forestillingen – også fordi alle agenter, balletdanserne, bagscenepersonel og publikum, bevæger sig frit rundt i det foranderlige rum og herved kropsligt tegner og gentegner rummet på ny.
En ballettens fantastiske geometri
Tematisk fokuserer Interpassivities på denne vis også på aftegningen af rum, det at tegne kort over rummelige forhold, landkort så at sige. Forestillingen som helhed angiver en kartografi, en lære om kortet som noget, der er ladet med betydning, og som fortæller en historie; her om opmålinger af nedbrudte og rekonstruerede rum gennem en ballettens fantastiske geometri, alt sammen med film og billedkunst som underliggende impuls.
Samlet set har vi at gøre med en helt igennem betagende forestilling, som får 6 velfortjente stjerner for kunstnerisk vision, eksperimentel edge, internationalt præg og pragtfuld og smuk udførelse. Tillykke til Det Kongelige Teater og Jesper Just med Interpassivities!
Topfoto: Interpassivities (2016-2017), Ballet, 2016-2017. Foto af Miklos Szabo.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
