Det gjorde ondt at se voksne døtre og deres mor over en kop kaffe

af i Featured/Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – “Og så græd jeg, midt i cafeen  i det store center. Jeg kunne simpelthen ikke holde det tilbage, det var som om, at det ramte mig den dag, at jeg ikke længere havde en mor, jeg kunne sidde i fortrolig samtale med”. Dorthe Boss Kyhns mor har Alzheimers, og hver uge fortæller Dorthe om sine oplevelser som pårørende. I denne uge handler det om at blive ramt af bevidstheden om alle de ting, hun aldrig mere skal gøre med sin mor.

Jeg kan godt huske den første forvirrende tid, da vi havde fået en diagnose til min mor. Det var en lettelse, fordi det forklarede så meget, men det var selvsagt også en kæmpe sorg.

Lige meget hvor jeg fandt bøger, artikler eller informationsmateriale om sygdommen, var der udelukkende udmeldinger om, hvor frygtelig en sygdom, Alzheimer er. I begyndelsen er det udsigtsløst, og man må bare tage nogle dybe indåndinger og så gå i gang med al det praktiske, der følger i kølvandet.

Jeg tror, at vi brugte mest tid på at være små praktiske grise, der mere og mere forsøgte at ordne alle gøremål – som om vi kunne viske dårligdommen væk på den led. Vi købte ind, gjorde rent, lavede aftaler med læger, hospital, demenskoordinator. Alt det man som pårørende pludselig får ansvaret for.

En tur til Sverige med minder

Efter nogle måneder går det så op for én, hvad man er ude i.

Jeg husker tydeligt den dag, hvor det ramte mig som en gigantisk klaphammer. Min mand og jeg var taget et smut til Sverige, som vi gør med jævne mellemrum. Vi er begge vokset op med at tage ture med flyvebåden tur-retur til Malmø for at købe kakao, kaffe, marcipan – og O´Boy.

Dengang vi var børn, selvfølgelig i følgeskab med vores respektive mødre.

Vi havde købt kaffe og kanelbullar og sad og småsludrede, da mine øjne fangede en moden kvinde, der tydeligvis var i byen med sin gamle mor. De to sad dybt optaget i fortrolig samtale. Den eftermiddag ramte det mig med 200 kilometer i timen: Sådan kommer jeg aldrig nogensinde til at sidde sammen med min mor igen

Traditionen har vi taget til os som voksne, og vi elsker at tage hinsidan for at købe ind og strolle i det svenske med jævne mellemrum.

Den dag havde vi oset rundt i de mange forretninger i et par timer i det Helsingborg’ske storcenter, og vi fandt et par pladser i en af de caféer, der ligger centralt placeret.

Vi havde købt kaffe og kanelbullar og sad og småsludrede, da mine øjne fangede en moden kvinde, der tydeligvis var i byen med sin gamle mor. De to sad dybt optaget i fortrolig samtale. Det var så tydeligt, at de nød hinandens selskab, og at det var noget, de havde gjort mange gange før.

Sådan en tradition havde jeg også med min mor engang. Men den eftermiddag ramte det mig med 200 kilometer i timen: Sådan kommer jeg aldrig nogensinde til at sidde sammen med min mor igen.

Som salt i såret

Og så græd jeg, midt i cafeen  i det store center. Jeg kunne simpelthen ikke holde det tilbage, det var som om, at det ramte mig den dag, at jeg ikke længere havde en mor, jeg kunne sidde i fortrolig samtale med. Eller sidde og summe over en cafe latte, som vi jo har gjort hundredvis af gange. Det var så trist, så trist, følte jeg den eftermiddag.

I dag tror jeg, at det handlede om, at jeg skulle fordøje alt det, der var gået forud. Det er som om, at når rollerne byttes rundt, og man er den, der nu skal være den stærke og trække læsset for sine forældre, så gør man sig også stærk

I perioden efter havde jeg det faktisk sådan, at jeg undveg cafeer af samme grund. Det var for sårbart. Jeg blev så ked af det, når jeg så mødre og døtre, der hyggede sig, det var som salt i såret for mig i den tid.

I dag tror jeg, at det handlede om, at jeg skulle fordøje alt det, der var gået forud. Det er som om, at når rollerne byttes rundt, og man er den, der nu skal være den stærke og trække læsset for sine forældre, så gør man sig også stærk.

For det skal man jo. Men så kommer de dér oplevelser som helt uventede tacklinger, hvor man pludselig ser det hele klart: Forfaldet og alt det, der aldrig kommer tilbage.

Ansvaret fra vores skuldre

Der gik noget tid, før jeg følte, at jeg genvandt fodfæstet. Jeg tror ikke, det var en bestemt oplevelse, der gjorde det, men det var som om, at da mine forældre kom til at bo på et demensplejehjem, blev det store ansvar taget fra os pårørendes skuldre, og så kunne vi begynde at se det store billede fra en helt ny vinkel. Og også forstå, at man godt kan tillade sig at slukke 24/7 radaren i korte perioder.

Det var i den periode, jeg sagde til mig selv:

Du har jo stadigvæk din mor. Hun er der. Det kan godt være, der er noget, vi ikke længere kan, og at det aldrig kommer igen. Men så kan vi måske noget andet, som kan give os glæde, og som jeg engang kan se tilbage og tænke på som en god tid – trods alt.

Topbillede: Dorthe Boss Kyhn

Dorthe Boss Kyhn og driver bloggen momsemeddemens.com sammen med sin datter. Her skriver de om livet som pårørende på godt og ondt.

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/

Seneste artikler om Featured