Kongens Have, forår

Det forsømte forår eller en forandret verden, hvor mennesket finder nye veje

i Liv & Mennesker/Essays af
CORONAVIRUS // ESSAY – I dag må mange mennesker sidde med en oplevelse af corona-tiden, som det forsømte forår, skriver Peter Schjødt. Det er som en uhyggelig drøm, hvor vores kropslige tilstedeværelse ude i samfundet er blevet et problem, hvor vi ikke længere primært defineres som medmennesker, men som smittespredere af en farlig virus.

Så langt øjet rækker er foråret gult. I år er det imidlertid ikke kun de første gule blomster og den gule solluft som stråler os i møde. Det ellers så forhåbningsfulde forår har taget farve efter corona-tidens breaking news, som i gule kaskader hvirvler ud i hovedet på os, fra alverdens nyhedsskærmene.

I år møder vi et helt andet forår end det, der synges om i Morten Børups gamle forårssang “Frydeligt med jubelkor hilses vårens komme”, hvor han bl.a. frydes over, at “Kraft påny vort legem får” i denne skønne årstid. Det er nærmest det modsatte vi må frygte. En overskrift i Politiken onsdag d. 18. marts fortæller forårets brutale historie anno 2020: “Nu tæller vi ikke længere de smittede, men kun de døde.” Overskriften var ikke helt retvisende for artiklens indhold, men understreger alligevel med flammeskrift, hvorfor foråret er blevet langt mere introvert end det plejer at være, fordi vi kommer til at tilbringe store dele af de længe ventede forårsmåneder indendørs.

Fra mit arbejdsværelse i en sydsjællandsk købstad kan jeg se ud over engen, som støder op til åen i vores baghave. Alt er, som det skal være. Farverne er forårets, himlen bliver højere fra dag til dag, luften mildere og lysere, og for vores faste fuglefamilier er der i hvert fald ikke tale om noget forsømt forår.

En forandret verden

Men selv om alt ser ud som det skal på denne årstid, er intet som det plejer; alt har ændret sig på en uge. På grund af spredningen af coronavirus er landet i en nødvendig alarmtilstand, hvis omfang og konsekvenser hører krigstiden til. Vi er ved at styre os selv og samfundet gennem den nyere tids alvorligste sundhedskrise. Der er ikke nogen grund til at gennemgå dette; ingen er uvidende om det, for alle er ramt på deres samfundsliv og helt ind i det mest private og intime liv.

Når den mest umiddelbare sygdomsrisiko forhåbentlig klinger af i løbet af nogle måneder står vi imidlertid over for at skulle vænne os til at forstå vores verden på en helt ny måde. At min udsigt over engen her i Præstø ser så normal ud, mens dødstallene globalt er uoverskuelige, understreger denne udfordrings omfang.

Lige nu udøver corona en brutal magt, som tvinger os til dybe samfundsmæssige og økonomiske omstruktureringer, og opgør med frihedsrettigheder, som vi troede var naturgivne

Vi kan ikke se coronavirus med det blotte øje, men alligevel har den pludselig vist sig som en magtfuld samlever for os mennesker her på jorden. Lige nu udøver den en brutal magt, som tvinger os til dybe samfundsmæssige og økonomiske omstruktureringer, og opgør med frihedsrettigheder, som vi troede var naturgivne. Men andre ord er corona-tiden ved at påtvinge os noget, som aktuelt ligner en helt ny livsform.

Epidemierne har altid haft magt til at definere en ganske stor del af menneskets historie og samfundsmæssige udvikling. Det er den magt vi mærker nu, og som bl.a. er synlig i form af tomme gader, lukkede butikker, særlovgivning og en dramatisk sundhedskrise. På dén måde er en virus, som er så lille, at den er usynlig for det blotte øje, igen blevet en kæmpemæssig trussel mod mennesket. Den har imidlertid ikke blot været usynlig, den har også være utænkelig, i hvert fald for hovedparten af os, som i dag sidder hjemme og tænker over, hvad det var, som i løbet af en uge ramte os, slog alle med frygt, lukkede samfundet, væltede den globale økonomi og nu efterlader tusindvis af døde. Hvem havde for blot få dage siden kunnet tænke eller fantasere sig til det aktuelle scenarie?

På én gang er det den samme gamle verden, som helt uforandret ligger uden for mine vinduer, og så er det dog alligevel en totalt forandret verden. Coronavirus afsætter ikke brændende spor i landskabet eller efterlader sig udbombede byer, som ved krige. Skovene forsvinder ikke, som ved klimakatastrofer, giftgasser spredes ikke fra fly. Corona-tidens uhyggelighed knytter sig ikke mindst til, at det ellers hverdagsagtige og fortrolige pludselig har fået en dimension af fuldstændig fremmedhed over sig.

Mennesker, som vi ellers kender godt og nært, kommer fra ene dag til den anden til at repræsentere en alvorlig trussel om sygdom, lidelse og måske endda død – selv om de jo stadig ser ud og er, som de plejer

Freud forklarede, at vi føler uhygge når noget ellers velkendt og hjemligt også viser sig at rumme noget helt ukendt og fremmed. Det er det, som gør corona-tiden så uhyggelig og uvirkelig. Her oplever vi jo hele tiden at mennesker, som vi ellers kender godt og nært, fra den ene dag til den anden, kommer til at repræsentere en alvorlig trussel om sygdom, lidelse og måske endda død – selv om de jo stadig ser ud og er, som de plejer.

På samme måde er de kendte gader og pladser, som plejer at vække genkendelsens trygge glæde, blevet forvandlet til mennesketomme karantæneområder og nedlukkede zoner, på grund af risiko for smittespredning. Også her har det ellers kendte fået en uhyggelig dimension af fremmedhed. Selv vores egen velkendte krop er pludselig blevet til en fremmed og farlig smittespreder for andre og en trussel mod os selv, nærmest som om coronavirus har stjålet vores krop, som en slags Body Snatcher.

Når alt ser velkendt ud, så er det for alvor uhyggeligt, når det viser sig at forholde sig helt modsat. Og det opdager vi gradvist i disse dage. Selv om alt stadig ser næsten normalt ud, med mindre man selv er ramt eller arbejder i sundhedssektoren, så kan det næsten ikke undgås, at den uhyggelige forestilling om de andre, som smittespredere, kryber ind i hjertet på os.

Det er som i en horror-fortæling, hvor man ser det normale og kendte, men tydeligt fornemmer det ukendte og fremmede. I horror-fortællingen ser man ikke “det”, som dog alligevel virker på fuld og uhyggelig kraft midt i alt det tilsyneladende normale. Måske er det fordi corona-tidens trusselbillede så let kan forveksles med hverdagens normalbillede, at det kan være svært at forholde sig til truslens fulde omfang.

Mennesket i defensiven

I corona-tiden er det desuden blevet tydeligt, at vi lever i to parallelle verdener. Der er den verden, som vi mennesker op gennem tiden har konstrueret ved hjælp af videnskab, ingeniørkunst og en ufattelig stor foretagsomhed, og som vi fortsat bygger videre på. Her konstruerer mennesket både sig selv og sin verden, og underlægger sig de ikke-menneskeskabte omgivelser. Frem for alt er det den verden, som vi har størst mulighed for at kontrollere og forudsige noget om.

Corona-tiden er et eksempel på, at mennesket ikke nødvendigvis er centrum for begivenhedernes gang, og slet ikke udgangspunktet. Pludselig er vi i en uventet defensiv situation, og må omorganisere samfundet, økonomien og vores personlige liv

Vi er ikke de første i historien som opdager, at dette optimistiske syn på menneskets potens og magt kun er en del af sandheden om vores eksistensvilkår. For der er jo også den verden, som ikke kan afdækkes helt; den ikke-menneskelige verden, som det er umuligt at forudsige alt om, og som gang på gang viser sig helt ukontrollabel: På et marked et sted i Kina sker der noget. En virus begynder på noget, som kort tid efter sætter sig dybe spor i min lille købstad. Netop overraskende epidemier, med deres usynlige og ofte ukendte virus, har op gennem tiden nedlagt imperier, sat velordnede samfundsdannelser ud af spillet og resulteret i fundamentale nye vilkår for mennesket.

Historien kan ikke blot tænkes som udelukkende menneskeskabt. Den er i høj grad konstrueret som reaktion på den verden, som mennesket ikke umiddelbart kan kontrollere og underlægge sig. Corona-tiden er et eksempel på, at mennesket ikke nødvendigvis er centrum for begivenhedernes gang, og slet ikke udgangspunktet. Pludselig er vi i en uventet defensiv situation og må omorganisere samfundet, økonomien og vores personlige liv efter tilstedeværelsen af denne ikke-menneskelige virus, som brutalt bryder ind i vores virkelighed.

Når den slags nye vilkår påtvinges mennesket, påtvinges vi også en ændring af vores selvforståelse, både som samfund og individ. F.eks. vil politisk magtanvendelse i eftertiden få en helt ny dimension, som ellers har været næsten utænkelig i de vestlige demokratiske samfund. En dimension, hvor det enkelte individs personlige frihed vil blive langt mindre absolut end vi er vant til i vores del af verden. Det vil ændre både samfundslivet og det enkelte menneskes liv – og vi vil bl.a. møde konsekvenserne ved den næste epidemi og i forhold til klimaforandringerne.

Vi finder nye veje

I dag må mange mennesker sidde med en oplevelse af corona-tiden, som det forsømte forår. Det er som en uhyggelig drøm, hvor vores kropslige tilstedeværelse ude i samfundet er blevet et problem, hvor vi ikke længere primært defineres som medmennesker, men som smittespredere af en farlig virus. Det er en paradoksal tid, hvor vores afhængighed af hinanden skal vise sig gennem fravær og afstand; den største hjælp viser jeg ved ikke at være der, for er jeg det, er den frygtede virus der måske også. På den måde får begrebet om samhørighed en ny, fremmed og foruroligende undertone.

Men jeg tror alligevel ikke, at der er tale om et forsømt forår. Som den danske filosof Peter Kemp understregede, så får mennesket erkendelse ved at handle på de givne betingelser, som det må bøje sig for. Intet er forsømt, når man engagerer sig i de vilkår, som gives os. Og det har vi jo allerede gjort. Det danske samfund har vist moralsk styrke til netop at være et samfund – som jo betyder fællesskab – ved at lægge økonomien om på ganske få dage for at redde mennesker her og nu, og for at give forhåbninger til fremtiden.

Vi skal ikke tage fejl; det er enorme beløb som samfundet har vist sig parat til at bruge på at redde liv og sikkerhed for borgerne. Dét er en fantastisk situation, der viser engagementets liv i vores samfund. Så dette forår har bestemt ikke været forsømt.

Fra nu af vil vi se mennesker engagere sig fuldt ud i de vilkår, som den usynlige, uforudsete og uønskede virus kastede os ud i – dels for at hjælpe hinanden, og dels fordi det er dybt meningsfuldt at være engageret i det, som lige nu ikke kan være anderledes; det er jo på den måde vi finder nye veje.


LÆS PETERS SCHJØDTS ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER.


Foto: Kristoffer Trolle, Flickr.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”.

Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske.

I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.

Seneste artikler om Liv & Mennesker