LIV – “Mit selvmord skulle være det, der fik dem til at forstå, hvad de gjorde,” skriver Freddy Hagen i denne reflekterende tekst om sammenhængen mellem fællesskaber, at føle sig udenfor, at ville tage sit eget liv – og om at skide på idealerne, finde friheden og livet.
Jeg har kendt mange, der har været selvmordstruet, og en del der faktisk tog livet af sig selv. Jeg har også snakket intenst med nogle af dem, og især en, der havde besluttet sig for at tage sit eget liv og også forsøgt på det tidligere. Der var ingen tvivl i ham længere. Han ville gøre en ende på sit liv.
Jeg har også selv haft selvmordstanker. Det var især slemt i teenageårene, hvor følelsen af isolation var vanskelig at håndtere. Jeg tænkte på at hoppe ud foran et tog, men jeg kunne ikke få mig selv til det alligevel. Jeg tænkte også på at forgive mig selv, men var angst for smerter. Og skal jeg være ærlig, så var mine tanker omkring at tage mit eget liv stærkt forbundet med tanker om, hvordan andre ville reagere, når det var sket. Så på den måde var det både en længsel efter at gøre det hele forbi, samtidig med at jeg gerne ville opleve, hvad der skete efterfølgende.
Mit selvmord skulle være det, der fik dem til at forstå, hvad de gjorde. Samtidig var deres lyst til at gøre skade en hindring for, at jeg ønskede at blive en del af deres fælleskab
Hvis jeg gransker mig selv i forbindelse med disse tanker, så kan jeg godt gennemskue, hvad der mest af alt gjorde, at jeg gerne ville væk herfra. Det handlede om knuste idealer samt en fornemmelse af noget uopretteligt. Erkendelsen af, at ligegyldigt hvad der ville ske, så ville jeg aldrig kunne blive ligeså lykkelig, med familie og fremtid, som alle andre (sådan så jeg på det. Jeg var nærmest den eneste, der ikke havde en familie, og som heller ingen venner havde).
Jeg følte, at jeg aldrig, ligegyldigt hvad, kunne få et ligeså godt liv som alle de lykkelige, dem, der er elsket af andre. Og det var en katastrofal erkendelse, især fordi det udelukkede, at jeg kunne finde andre værdier. Jeg så kun fraværet af en tilværelse, hvor jeg hørte til.
Well, jeg blev også mobbet helt ekstremt. Det har sat sig i mig. Disse modbydeligheder, som jævnaldrende, og nogle gange de voksne, gjorde imod mig. Og det var ikke smerterne, der er forbundet med at få tæsk, der var det værste. Slet ikke. Nej, det var fordi, de mobbende blottede deres lyst til at gøre skade på mig, samtidig med at de derved konsoliderede sig med medløberne, der fik mit livsmod til at dø ud.
Det uhyggelige ved andre menneskers begær efter at slå ned på den udsatte. Mit selvmord skulle være det, der fik dem til at forstå, hvad de gjorde. Samtidig var deres lyst til at gøre skade en hindring for, at jeg ønskede at blive en del af deres fælleskab.
Jeg døde indeni
Jeg har også en kort overgang være i et psykiatrisk forløb, med diagnoser og det hele. Det tog psykiateren fem timer at nå frem til en diagnose, og så var der ellers piller ad libitum til mig. Jeg blev mindre aggressiv, og der faldt ro på. Så meget ro, at jeg mistede alle former for begær. Det var jo derfor, at pillerne virkede. Uden begær og lyst, heller ingen smerte. Det er ret simpelt.
Men jeg døde indeni. Alting forstummede, og jeg havde ikke rigtig lyst til noget. Det skræmte mig, og jeg holdt op med tage pillerne. Det tog mig omkring 2.5 år at komme ud af disse pillers skygge. Jeg havde fået mave, og min spontanitet tog tid at bygge op igen.
Jeg har ikke en kernefamilie, og jeg har ikke en karriere som de fleste. Jeg har ikke publiceret noget af tyngde, og i andres øjne kan jeg nemt se ud som en, der har tabt og aldrig blevet til noget. Det preller bare af på mig i dag
Der, hvor jeg kommer fra, er der ikke mange illusioner, endsige noget der minder om det, der går for at være normalt. Det var jo derfor, at jeg blev ofret i skolegården. Det siger nærmest sig selv.
I dag tænker jeg, at min frelse blev, da jeg fik kræfter nok til at skide på alle idealerne. Jeg har ikke en kernefamilie, og jeg har ikke en karriere som de fleste. Jeg har ikke publiceret noget af tyngde, og i andres øjne kan jeg nemt se ud som en, der har tabt og aldrig blevet til noget. Det preller bare af på mig i dag. Når nogle siger til mig, at jeg jo bare er en skide fiskehandler, så ved jeg, at denne person er en nar, der ikke har lært “at se”.
Hvis jeg skal komme med et estimat, så tror jeg, at sådan ca. et par procenter over middel af befolkningen ikke kan vurdere noget som helst, hvis det ikke passer ind i et fast fikseret billede på, hvad der gør livet værd at leve, og hvad der skal til, for at man kan anerkende andre. En tredjedel af de resterende er bare passive, og har ingen mening om sådan noget.
I dag elsker jeg, at jeg gør alting anderledes, og finder værdier der hvor andre kun ser tomhed. Jeg oplever også tomhed, men det er i mængden
Men så er der et par procenter tilbage, og de udgøres af mennesker, der skider på idealerne, og som kan gennemskue, om andre mennesker er interessante og har noget at byde på, selvom indpakningen er anderledes. Det er sådan nogle mennesker, der kan gennemskue løgne, pakket ind i titler og status. De kan hylde kunst og tænkning, adfærd og holdninger, uafhængig af social status.
I dag har jeg ikke længere selvmordstanker. Det gør ikke, at jeg er blevet almindelig. Det betyder heller ikke, at jeg har fundet mig til rette i tilværelsen. Det betyder bare, at jeg skider på flertallets idealer og deres uhyggeligt mange domme.
I dag elsker jeg, at jeg gør alting anderledes, og finder værdier der hvor andre kun ser tomhed. Jeg oplever også tomhed, men det er i mængden.
Det handler om din frihed
Jeg ville ønske, at jeg kunne tune ind på alle de selvmordsplagede og fortælle dem, at de skal skide på andres domme og idealer. At deres angst, og vrangforestillingerne der plager dem, er noget, som man kan forliges med. Hvis man dropper ud. Hvis man tør. Der er så uendelig mange, der også er droppet ud. De er der, her og der, og de er så befriet, at de ikke engang har behov for at skilte med det.
Og når jeg nu er tunet ind på disse stakler, så ville jeg forsøge at forklare dem, at deres angst for at kunne klare sig i fremtiden, er reel. At det ikke bare er fantasi. At følelsen af ikke at kunne klare et job, ikke at kunne forsørge sig selv, er meget vigtig at fokusere på.
Find noget, der kan gøre dig fri for økonomiske byrder, der gør, at andre mennesker og systemet ikke kan komme efter dig. Det er næsten ligegyldigt, hvad du skal gøre for at kunne forsørge dig selv. Det handler om din frihed.
Frihed fra at blive angrebet, i tide og utide. Frihed fra at skulle tage stilling til tidens værdier og krav. Byg din hytte i vildmarken, skid på det hele, men forsørg dig selv. Fuck karriere. Det er for de almindelige. Bare lær at klare dig selv.
Gør det, for det gør sådan nogle som os stærkere, og jo stærkere vi bliver, og jo flere af os, der overlever, jo bedre chancer har andre i samme situation for at tage ved lære.
Love <3
Hovedillustration: Edouard Manet, Le Suicidé. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
