MELLEMØSTEN // ANALYSE – “Nok er Kharg nu blevet ramt, og dette koster iranerne dyrt, men det vil næppe bøje iranernes vilje, fordi den fortsatte trussel mod Hormuz gør om muligt endnu mere ondt på Trump”, skriver udlandsredaktør Hans Henrik Hafner i denne analyse, hvor han peger på de regionale problemstillinger, hvor også Tyrkiet, Aserbajdsjan og Armenien spiller centrale roller i omkring konfliktens epicenter.
HAIFA – Navnlig gennem de seneste dage har Hormuzstrædet i stigende grad indtaget rollen som omdrejningspunkt i den nu mere end to uger gamle krig i Mellemøsten. Efter lang tids tøven bombede amerikanerne øen Kharg, hvorfra op mod 90 procent af den iranske olieeksport under normale omstændigheder finder sted.
Det forlød, at man havde søgt at undgå selve olieanlæggene, men at man havde anrettet omfattende skade på en hel serie steder på øen, der kunne betegnes som strategiske mål. Det omfatter lagre for søminer, missilbunkere og andre militære anlæg.
Signalet er ikke til at misforstå. Olie står for omkring halvdelen af Irans eksportindtægter, så idet man sætter Kharg ud af drift på denne måde, har man ramt landets allerede hårdt medtagne økonomi lige i solar plexus. Ved at rette angrebene mod øens omkringliggende militære infrastruktur og dermed i et vist omfang friholde selve olieanlæggene, antyder man samtidig, at olietrafikken relativt nemt kan blive genetableret.
Signalet er ikke til at misforstå. Olie står for omkring halvdelen af Irans eksportindtægter, så idet man sætter Kharg ud af drift på denne måde, har man ramt landets allerede hårdt medtagne økonomi lige i solar plexus
Selve anlæggene ville det, ifølge flere forskellige vurderinger tage 15-20 år at genetablere med fuld kapacitet. Valget af mål sker dog ikke for iranernes blå øjnes skyld, men fordi en total ødelæggelse af Kharg med sikkerhed ville sende nye chokbølger gennem det internationale oliemarked, og dermed sende de allerede høje oliepriser på yderligere himmelflugt.
Dermed skal Kharg ses som et amerikansk modsvar til de iranske trusler om at lukke Hormuzstrædet. Iranerne har endnu ikke lagt miner ud i det kritisk vigtige farvand, eller i hvert fald kun i beskedent omfang, og de er muligvis heller ikke i stand til det, efter at hovedparten af landets flåde blev bombet sønder i sidste uge. Men alene udsigten til at iranerne kan begynde at rette droneangreb mod passerende tankskibe har ført til, at stort set al skibstrafik gennem Hormuz allerede i sidste uge blev indstillet.
Man kan derfor sige, at dette har udviklet sig til en slags psykologisk stillingskrig. Iranerne ved, at olieanlæggene på øen stadig er nogenlunde i behold, og at de vil være af stor betydning ved genetableringen af den iranske økonomi efter krigen, og det uanset om det nuværende regime i Tehran overlever eller ej.
Og som for at understrege denne pointe yderligere, udtalte præsident Trump lørdag, at USA godt kan finde på at angribe den vigtige ø en gang til, ”just for fun”.
Sanktionspolitikkens fallit
Bag Trumps formulering, der kan forekomme næsten barnlig, ligger dog et budskab til Tehran. Det kan ses som en slags redningsplanke til Iran, en opfordring til at komme til fornuft på Trumps vilkår ved i det mindste at sikre en vigtig del af grundlaget for landets økonomiske overlevelse. Spørgsmålet er derfor, om dette i sig selv vil have nogen som helst virkning.
For midt i krigens kaos og Trumps alt andet end diplomatiske fremfærd, er dette jo et forsøg på at lægge pres på iranerne, hvilket leder tanken hen på den sanktionspolitik, som har været ført gennem meget lang tid.
”USA har i årevis arbejdet ud fra en nøje tilrettelagt drejebog i økonomisk statmandskunst for at lægge pres på USA’s modstandere for at ændre deres adfærd”, kan man i denne uge læse i en analyse i New York Times. Trump-administrationen har brugt sanktioner uden at nå de mål, man satte sig i Washington, og derfor har man grebet til militære løsninger. Det blev udfaldet i Venezuela tidligere på året, og det er, hvad vi ser i Iran lige nu.
Meget længe så vi, at Trump insisterede på en forhandlingsløsning med iranerne, men da den ikke materialiserede sig, handlede den enerådige præsident efter et mønster, der kan minde om afmagt. I sin første periode i Det Hvide Hus trak han USA ud af den atomaftale, som forgængeren Barack Obama havde indgået, og forsøgte sig med strenge sanktioner. Trods dette forblev det iranske styre ved magten, og det synes at være denne logik Trump har fulgt, da han den 28. februar gav grønt lys for de første, voldsomme bombeangreb på Iran.
På den baggrund kan man måske tale om, at sanktionspolitikken har spillet fallit. For selv om det på papiret ser ud til, at amerikanerne har skaffet sig et nyt pressionsmiddel mod Iran ved at bombe, men ikke eliminere Kharg, er der ikke meget som tyder på, at det vil få den virkning, Trump går og ønsker sig.
Aserbajdsjan hjælper med olieeksport
I hvert fald udviser styret i Tehran ikke nogen tilsyneladende lyst til at give efter. Noget kunne tyde på, at der er ved at være lavvande i deres lagre af ballistiske missiler, og de israelsk-amerikanske angreb mod militære mål i Iran fortsætter med uformindsket styrke.
Men den iranske ledelse ved også godt, at Trump vil gøre alt for at undgå en amerikansk landoffensiv, da dette vil have stor negativ virkning i en allerede kritisk amerikansk vælgerbefolkning. Og samtidig står det klart, at Trump befinder sig i et kapløb med tiden, fordi det hele på mange måder begynder og ender med olien.
Nok er Kharg nu blevet ramt, og det koster iranerne dyrt, men det vil næppe bøje iranernes vilje, fordi den fortsatte trussel mod Hormuz gør om muligt endnu mere ondt på Trump.
Med afsæt i dette kan vi kaste blikket på en anden af de regionale problemstillinger, hvor olien også spiller en hovedrolle. Allerede den 9. april 2024 indførte Tyrkiet en omfattende sanktionspakke mod Israel. Ankara protesterede mod den israelske fremfærd i Gaza, og reelt lukkede man ned for samhandel mellem de to lande.
Men i diskretion og bag kulisserne fortsatte den måske nok vigtigste trafik fra Tyrkiet til Israel fuldstændig som før. Israelerne importerer nemlig omkring 70 procent af deres olie fra Aserbajdsjan. Fra oliefelterne i Det Kaspiske Hav ud for kysten ved hovedstaden Baku føres olien i rørledninger til den tyrkiske udskibningshavn ved byen Ceyhan.
Under transporten ejer Aserbajdsjan olien og ifølge aftalen omkring rørledningen kan tyrkerne derfor ikke blande sig i, hvor den sendes hen. Men dette er kun formalia. Fra Ceyhan leveres olie til flere andre destinationer, og da Tyrkiet tjener godt en dollar for hver tønde olie, der passerer igennem udskibningshavnen, er der tale om en milliardindtægt, som man helst ikke vil røre ved.
Aserbajdsjan ligger i et uroligt hjørne af verden, men selv om det er omgivet af store og magtfulde naboer, fører landet en stærkt offensiv diplomatisk linje
Bag denne klare økonomiske interesse ligger dog også et regionalt magtspil, som kun kompromitterer formodningen om sanktionspolitikkens effektivitet yderligere.
Aserbajdsjan ligger i et uroligt hjørne af verden, men selv om det er omgivet af store og magtfulde naboer, fører landet en stærkt offensiv diplomatisk linje. Landet åbnede diplomatiske forbindelser med Israel i 1992, altså kort efter at det fik sin frihed efter Sovjetunionens sammenbrud. Baku står stadig som en fast støtte af Israel, men samtidig forsøger man at navigere i den kaotiske region.
Det er her, Tyrkiet kommer ind i billedet. De to lande deler ikke grænse, men imellem ligger Armenien, som de begge har et stærkt kantet forhold til. Tyrkiet og Aserbajdsjan har også forskellige mellemværender, men generelt er forholdet mellem de to særdeles tæt. Både tyrkere og azerier tilhører de tyrkiske folk. Der er altså et etnisk forbindelse, sprogene er nært beslægtede, og ofte hører man forholdet beskrevet med vendingen én nation, to stater.
Aktuelt sætter det tingene i yderligere perspektiv, at Armenien længe har betragtet sig som en god ven af Iran. Det er nok også dette, der fik Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, til at reagere resolut, da flere iranske droner den 5. marts angreb Nakhchivan, en enklave, som tilhører Aserbajdsjan. Fire personer blev såret, da en af dronerne faldt ned nær en skole, og præsidenten reagerede ved at lukke landets grænseovergange til Iran, samtidig med at alt personale blev trukket hjem fra de to diplomatiske repræsentationer i Iran.
Et par dage efter forlangte iranerne, at Aserbajdsjan skulle ”udvise zionisterne”, hvilket Baku afviste som nonsens. Men med grænselukningen havde Aliyev blokeret for Irans mest direkte landforbindelse til Rusland, og krisen blev i nogen grad afværget, da den iranske præsident, Masoud Pezeshkian, den 8. marts ringede til sin modpart i Baku og trak truslerne tilbage.
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan fulgte denne udvikling tæt, og sikkert også med nogen nervøsitet. Gennem hele krigsforløbet har han været svag i spyttet, når han fordømte det israelsk-amerikanske angreb på Iran, og han har været nok endnu mere tilbageholdende i sin kritik af iranerne. Dette skyldes nok mest af alt, at han med alle midler prøver at undgå, at Tyrkiet bliver trukket ind i krigen.
Tyrkiet køber kun i meget begrænset omfang olie fra Aserbajdsjan, men ikke desto mindre spiller også her olien en central rolle
Tyrkiet modtager en meget stor del af sin naturgas fra Iran, men er ligeså afhængigt af gode relationer til det vesten, der nu angriber Iran. Og først og fremmest frygter tyrkerne, at krigen i Iran skal udløse en ny stor flygtningestrøm, hvor de igen bliver værts- eller transitland.
Tyrkiet køber kun i meget begrænset omfang olie fra Aserbajdsjan, men ikke desto mindre spiller også her olien en central rolle. Styret i Ankara vil i den forbindelse gerne undgå at destabilisere situationen i Baku, hvor 86 procent af eksportindtægterne kommer fra olie og naturgas. Igen kan man se, at realpolitik og pragmatiske hensyn tilsidesætter sanktioner og politiske erklæringer.
Alt dette afspejler en verdensøkonomi, der i stigende grad er fragmenteret, og idet olien er en afgørende faktor, er situationen kun endnu mere uforudsigelig. Derfor er det for tidligt at dømme Iran ude, og det er en fejl at tro, at Hormuzstrædet udelukkende drejer sig om militær magt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og