VALG I ISRAEL // ANALYSE – Ugens valg til Knesset har ført Israel markant mod højre, hvilket har udløst en ny politisk situation.
NETANYA – En mand kommer dansende ind i butikken, mens jeg står og er ved at betale for en cola. Han har hænderne løftet op over hovedet, mens han drejer rundt om sig selv. ”Bibi, Bibi, Bibi!” synger han med reference til Benyamin Netanyahu, lederen af det israelske Likud-parti, som den 1. november sejrede markant ved valget til Knesset, landets parlament.
Med al respekt for Mette Frederiksen og Lars Lykke er der i Israel tale om et valg, som kan få betydelig større geopolitiske konsekvenser
Butiksejeren, der præsenterer sig som Dimitri, ser til med misfornøjelse i hele ansigtet.
”Omsider er Israel kommet til fornuft,” siger Alon, mens han danser videre. Dimitri vrænger.
Det er dagen derpå. Mens dramaet omkring folketingsvalget udspillede sig, var et lignende politisk opgør i gang i Israel, og med al respekt for Mette Frederiksen og Lars Lykke er der i Israel tale om et valg, som kan få betydelig større geopolitiske konsekvenser.
Retssagen mod Netanyahu
Dimitri og Alon er i sig selv et godt eksempel på hvad der står på spil.
Valget er det femte på mindre end fire år, og hovedpersonen har hele vejen været Netanyahu. I november 2019 udskrev han valg, tilsyneladende i forvisning om, at vælgerne ville give ham mandat til endnu fire år på premierministerposten. Men en af hans daværende regeringspartnere, Avigdor Lieberman, som står i spidsen for det ultrasekulære parti Yisrael Beiteinu (Israel er vort hjem), brød med samarbejdet. Hans formelle begrundelse var, at Netanyahu byggede sin magtbase på et samarbejde med to ultraortodokse partier, Shas og Yahadut HaTora (Forenet Torajødedom).
Disse stærkt nationalistiske budskaber har så fået selskab af et andet meget lille parti, Noam, hvis hoveddagsorden er stærkt homofobisk
Den reelle grund var imidlertid nok, at Lieberman brød samarbejdet i protest mod, at Netanyahu var – og stadig er – anklaget for en række alvorlige tilfælde af korruption og mandatsvig. Da det kom til stykket dengang, fik det i hvert fald hurtigt en stærk duft af, at hele det politiske spil gik ud på, at Netanyahu med alle midler søgte at klamre sig til den politiske magt. Israelerne blev sendt til stemmeurnerne, og først i sommeren 2021 lykkedes det hele otte partier at samle en regering, hvis eneste samlingspunkt var at holde Netanyahu fra magten.
Denne regering havde Naftali Bennett fra det nationalreligiøse parti Yamina som premierminister, og den spændte ideologisk fra de nationalkonservative holdninger til Israels klassiske venstrefløj – plus et parti under ledelse af Mansour Abbas, der med rod i landets arabiske mindretal står for islamisk konservatisme.
Mange iagttagere betragtede denne usædvanlige koalitionsregering som dødfødt fra starten. Med så stor ideologisk spredning stod det i kortene, at denne regering ikke ville være i stand til at træffe de store og betydelige beslutninger såsom en genstart af den vigtige fredsdialog med palæstinenserne. Og ganske rigtigt faldt koalitionen sammen i sommer efter at have eksisteret i knap et år.
Ben Gvir
Valget den 1. november synes at have straffet flere af de partier, som indgik i den nu tidligere regering. Venstrefløjspartiet Meretz ser i skrivende stund ud til at være landet under spærregrænsen, og det samme gælder Mansour Abbas og hans parti. Sent onsdag aften var fintællingen endnu ikke afsluttet, og meldingen lød, at hvis der blev fundet knap 4000 stemmer i venstrefløjens favør, kunne billedet ændre sig.
Dette virker imidlertid som stærkt usandsynligt. Gennem hele valgkampen har meningsmålingerne vist, at Netanyahus Likud-parti og partnere stod til omkring 60 ud af Knessets 120 mandater, mens koalitionen af anti-Netanyahu-partier umiddelbart kunne regne med nogenlunde det samme.
Valgresultatet tyder imidlertid på, at Netanyahu vil kunne mønstre omkring 68 mandater og dermed være i stand til at danne Israels næste regering. Dette skyldes naturligvis, at de to partier på venstrefløjen ser ud til at være faldet under spærregrænsen, men det hænger utvivlsomt også sammen med, at det højreekstreme parti Religiøs Zionisme har haft en overvældende succes på valgdagen. De står til ikke mindre end 14 mandater.
Mens Netanyahu var premierminister, hjalp han sådan nogle som os, og nu får vi intet
Så hvad skyldes denne tilsyneladende højredrejning?
Et vigtigt element ligger i, at Religiøs Zionisme har ført en utroligt effektiv valgkamp. Partilederen, Itamar Ben Gvir, bekender sig til kahanismen, som har navn efter rabbiner Meir Kahane. Denne lancerede tilbage i 1980’erne partiet Kach, der åbent agiterede for etnisk udrensning af Israels arabiske mindretal, indtil partiet blev forbudt under den israelske racismeparagraf.
Itamar Ben Gvir, som privat bor i bosættelsen Kiryat Arba lige uden for byen Hebron på Vestbredden, har givet kahanismen nyt liv i en lidt pænere indpakning. Det har uden tvivl betydet en masse, at Likud ved et af de tidligere valg indgik aftale med Religiøs Zionisme om at dele overskydende stemmer. Det har fungeret som en implicit blåstempling af partiet og en politisk dagsorden, der ikke er specielt stueren.
Ben Gvir står i spidsen for en bevægelse, der i virkeligheden er en koalition af tre ganske små partier. Selv står han i spidsen for Otzma Yehudit (Jødisk Styrke), og dette har vist sig ved, at han gennem valgkampen har ført sig frem på paroler som ’At være jøde i vort land’ samt ’Det er på tide at vise, hvem der er herre i huset’. Disse stærkt nationalistiske budskaber har så fået selskab af et andet meget lille parti, Noam, hvis hoveddagsorden er stærkt homofobisk.
Yahir betyder højrøvet
Men betyder dette, at Israel dermed slår ind på en racistisk og stærkt nationalkonservativ kurs? For gennem valgkampen har meningsmålinger vist, at Religiøs Zionisme ville hente mængder af stemmer fra Likud, der derfor stod til en markant tilbagegang. Allerede da stemmeoptællingen var i gang, og de første prognoser kom frem, viste det sig imidlertid, at Likud står til at vokse fra 30 til 33 mandater i Knesset.
”Det er da klart,” siger Alon i kiosken i Netanya.
Han er holdt op med at danse og står nu stille for at gøre rede for sin sag. Han er håndværker med eget firma, og han giver klart udtryk for, at han bestemt ikke spinder guld.
”Jamen, se nu bare!” fortsætter han. ”Mens Netanyahu var premierminister, hjalp han sådan nogle som os, og nu får vi intet.”
Alon hentyder til den umiddelbare fortid. Netanyahu var premierminister i den første del af corona-krisen, og hans regering på det tidspunkt reagerede ved at yde rundhåndet økonomisk støtte til bl.a. selvstændigt erhvervsdrivende som Alon. Da den nu detroniserede regering kom til, blev Avigdor Lieberman finansminister, og han betragtede denne kurs som uansvarlig og lukkede hurtigt af for den statslige godgørenhed.
”Hvad Netanyahu foretog sig dengang, var jo ren populisme. Han købte stemmer,” siger Dimitri.
Da jeg spørger om jeg må fotografere de to sammen, ryster han energisk på hovedet. Hans reaktion afspejler på mange måder den splittelse, der har sat sig i det israelske samfund efter det dramatiske valg. ”Jeg har slet ikke lyst til at sælge dig noget”
Han rammer pointen i den israelske debat i kølvandet på valget. De store sager som en mulig fredsdialog med palæstinenserne har selvsagt spillet en vis rolle, men hovedsagen har hele vejen igennem været det nære, og her taler vi først og fremmest om økonomi.
Det var Netanyahu, der som finansminister fra 2003 til 2005 fik rettet op på den israelske økonomi. Hans middel var ren thatcherisme, og det har ført til store sociale forskelle i det israelske samfund, men i manges øjne står han stadig som troldmanden, der har skabt en økonomisk vækst på mere end otte procent om året.
Samtidig benytter han sig af populistiske metoder, der minder en del om Donald Trump. Han går utilsløret i flæsket på, hvad der i den politiske diskurs betragtes som den velbjergede elite. I den aktuelle sammenhæng har det været Yair Lapid, der som leder af det næststørste parti, Yesh Atid (Der er en fremtid) var en nøglefigur i den tidligere regering og har været fungerende ministerpræsident, siden valget blev udskrevet i juli.
Selv om Netanyahu selv tilhører landets velbjergede elite, har han under valgkampen slået på, at Yair Lapid kommer fra ”sumpen”, hvilket i israelsk forstand er det liberale Tel Aviv. Flere gange i valgkampen blev Yair Lapid omtalt som Yahir, hvilket betyder ’højrøvet’, og det er tydeligvis politiske kneb som dette, der har bidraget til at få den politiske stemning til at rykke sig i retning af Netanyahu.
Balancekunst
Helt op til valgdagen benyttede Netanyahu sig af en række politiske kneb, som man tidligere har set fra hans side. På Twitter meldte han således ud, at afstemningsstederne i det generelt venstreorienterede Tel Aviv var fulde af vælgere, mens der var mennesketomt i Holon, en forstad til Tel Aviv, der per tradition stemmer markant på Likud og højrefløjen.
Umiddelbart er det dog ikke til at sige, om dette træk har fået flere Likud-vælgere op af sofaen, men selv om det hurtigt kom for en dag, at Netanyahu i sit tweet benyttede billeder fra tidligere valg, står dette alligevel som kendetegnende for situationen.
Under alle omstændigheder står Netanyahu lige nu til et politisk comeback. Han bliver sandsynligvis Israels premierminister de næste fire år, og det bliver i partnerskab med Itamar Ben Gvir og den radikale højrefløj. Ben Gvir har allerede ytret ønske om at påtage sig posten som indenrigsminister, hvilket vil give ham magt i forhold til Israels arabiske mindretal, men han vides også at have blikket rettet mod posten som justitsminister, hvor han vil være i stand til at friholde Netanyahu for den belastende retssag.
I et større perspektiv drejer det sig dog ikke mindst om Israels rolle i det internationale selskab. Itamar Ben Gvir og hans ideologiske højredrejning kan komme til at belaste landets forhold til resten af verden, og det er en bevidsthed, som allerede er ved at sætte sig i det israelske samfund.
”Jeg er fortvivlet,” siger Dimitri i butikken i Netanya.
Han stirrer olmt på Alon, der er kommet for at købe en pose pitabrød og lidt daglige fornødenheder. Da jeg spørger, om jeg må fotografere de to sammen, ryster han energisk på hovedet. Hans reaktion afspejler på mange måder den splittelse, der har sat sig i det israelske samfund efter det dramatiske valg.
”Jeg har slet ikke lyst til at sælge dig noget,” siger Dimitri til Alon. ”Skrid fra min butik!”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her