POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Er det i virkeligheden et karaktermord på højrefløjens profiler, når jeg har kritiseret deres opportunisme og skiften holdninger, når det viser sig, at folket og vælgerne er på vej et andet sted hen end politikerne selv? spørger Jesper Grunwald i denne klumme om den politiske værdiløshed.
Vi sætter tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
Hvordan syn’s du lige selv, det går?
Jeg blev ramt af en slags flovhed, da jeg sidste gang gik i struben på den opportunistiske højrefløj. Manuskriptet var afleveret, og jeg stod og står helt fast på min kritik af Morten Messerschmidts (formand for Dansk Folkeparti) optræden som fidibus for USA’s absurde reality-præsident – for så pludselig at blive Trump-kritiker, da folkestemningen vendte. For slet ikke at tale om Liberal Alliances ”Daddy”, Alex Vanopslagh, som efterhånden har mest fokus på en stram kritik af fremmede kulturer og socialismens farer – mens liberalismens indbyggede frisind fortoner sig.
Man skal efterhånden være politisk botaniker for at kunne se væsentlige forskelle på højrepartiet Dansk Folkeparti – og så Liberal Alliance, der i navn og løfter vil modernisere liberalismens drømme om frihed for individet.
Det var et enkelt, retorisk spørgsmål, som tændte flovheden: Hvordan står det egentlig til på min politiske hjemmefront og de værdier, som vækkede min egen politiske interesse for den demokratiske venstrefløj i 1970’erne? Eller lidt strammere: Hvis jeg dengang som ”sen-68’er” skulle beskrive de holdninger, der ville være lige så sikre i mit seniorliv i dag som i mit ungdomsliv dengang – hvilke holdninger ville være de bastant samme? Jeg er ret sikker på, hvad jeg ville sige: pacifisme, afmilitarisering, militærnægteri, nej til Nato, nej til EF/EU …
Jeg blev ramt af en slags flovhed, da jeg sidste gang gik i struben på den opportunistiske højrefløj
Men min pacifisme og afmilitarisering er sat på standby i en verden, hvor den nye mikro-zar, Putin, optræder som en klassisk koloniherre mod Ukraine. Jeg ville givetvis ikke have meldt mig som militærnægter i dag (det var dengang i 70’erne mit held ved sessionen, at jeg blev kasseret).
Men i dag at sætte mig ned med en lotusblomst i håret og en fredspibe i munden, mens russerne overfalder og myrder, og lade ukrainerne klare sig selv ville være lige så naivt som at nægte de danske frihedskæmpere våbenbrug under den tyske besættelse.
Og Nato og EU? Ja, jeg er Nato-tilhænger og stærk tilhænger af Den Europæiske Union – i dag. Ikke mindst i lyset af den amerikanske isolationisme og politiske egocentri. Den omtalte flovhed synes jeg, er ret forståelig!
Dødsstødet til klassetænkning?
Er jeg kort og godt selv blevet ramt af den værdirelativisme, jeg har brugt så mange ord og skriverier på at bekæmpe? Og er udsagnet, der blev tilskrevet Winston Churchill, men ifølge Google muligvis stammer fra den franske 1800-talspolitiker Francois Guizot overbærende – men sandt: ”Hvis du ikke er socialist som ung, har du intet hjerte, og hvis du ikke er borgerlig som voksen, har du ingen hjerne …”
Er det dødsstødet til den klassetænkning, som er uundgåelig på venstrefløjen: At klassekampen mellem de privilegerede og de underprivilegerede er noget teoretisk, marxistisk pis!
Selv har jeg valgt ikke at lade mig politisk sterilisere ved netop at fortsætte kritikken af værdirelativismen. Der er jo ikke noget nyt i, at værditænkningen i den politiske virkelighed og logik altid er blevet målt op mod ”virkeligheden”. Faktisk består vel hele den menneskelige udviklingshistorie af en permanent dialektik mellem fastslåede værdier spilleregler på den ene side – og så virkelighedens subjektive grænsepæle på den anden.
Er jeg kort og godt selv blevet ramt af den værdirelativisme, jeg har brugt så mange ord og skriverier på at bekæmpe?
Det ville fx være absurd, hvis vi ikke ændrede synet på den socialistiske ideologi, da vi så konsekvenserne af marxismens faktiske udførelse, da muligheden bød sig i Sovjetunionen. De ikke-privilegeredes ret til at få ejerskab til det samfund, de har skabt værdierne i – degenererede til et dræbende volds-diktatur.
Eller i USA – de frie markedskræfters paradis: Her frygter betydelige selv kræfter, som vi i vores danske univers ville kalde borgerlige, at den ulighed, som de frie markedskræfter har skabt, så at sige bliver en ondartet svulst i selve det kapitalistiske system. (Steffen Kretz dokumenterer det i sin bog Storm på vej, som handler om den måske største krise for USA’s sammenhængskraft siden den amerikanske borgerkrig.
Verdens lykkeligste folk
Hvis det er rigtigt, at vores samfundsmodel i Danmark på mange måder er en social og menneskelig succes, når vi tænker globalt (Verdens lykkeligste folk! Blandt de mindst korrupte lande i verden!) – så kan der nok skabes en stor enighed om, at det er vores evne til at omsætte voldelig klassekamp til forhandling, at finde kompromiser mellem de ultimative kræfter, har været med til at fremelske vores succes som en balance mellem principfasthed og ideologi på denne ene side og pragmatik og værdiforandringer på den anden.
Det er rådgiverne – ikke vælgerne – der knytter politikerne til folket!
Min personlige indgang til denne diskussion af principper og værdistyring på den ene side – og evnen til at forny principperne, når virkeligheden ændrer sig, er delt i to:
1) Svaret på verdens foranderlighed og retfærdiggørelsen af holdningsskift i politik er ikke værdirelativisme men snarere det modsatte – værdidiskussion. Diskussion af politisk tænkning og idéer på tværs af de højaktuelle problemstillinger. Hvordan forhindrer man, at en kynisk kapitalisme bliver en bombe under det samfund, som den økonomiske frihed netop er skabt i?
2) Stop ”robotificeringen” af dansk politik, hvor selv toneangivende politikere i dag fremstår med holdninger, der primært er udviklet af rådgivere og medierådgivere – og tilsyneladende primært fokuserer på konkurrencesituationen i forhold til de øvrige partier. Historisk og sagligt er værdiforskellene meget store på den klassiske nationalkonservatisme og den frihedselskende liberalisme. Men i deres fremtræden i medierne virker forskellene – ”ét fedt”!
Den største udfordring i balanceakten mellem ideologi og praksis bliver at skabe en ny dialog mellem borgere og politikere, at gruppen, som udpeger kandidaterne til de politiske valg er blevet mindre og mindre i de sidste tiår.
Blot én procent af danskerne er medlem af et politisk parti. Det er rådgiverne – ikke vælgerne, der knytter politikerne til folket!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og