
UKRAINE // KRONIK – En langvarig uenighed mellem Vesten og det ukrainske styre er i disse dage ved at bryde ud i åben konflikt. Vesten presser på for, at Kyiv sender sine helt unge mænd til fronten. Zelenskyj stritter imod. Vi andre bør rejse spørgsmålet, om Vesten virkelig støtter ukrainerne eller bare udgyder deres blod. Hvordan mon ukrainerne stiller sig til sagen?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Størstedelen af de ukrainske mænd kan inddeles i to grupper: dem, der kæmper ved fronten og gerne vil hjem, og dem, der endnu ikke er ved fronten og heller ikke vil derhen. Ved krigens begyndelse fyldte en tredje gruppe godt op i geledderne: de frivillige. Men puljen af mænd, der meldte sig af egen vilje, er nu opbrugt. De fleste er formentlig dræbt eller såret. Og der kommer ikke nye til.
For de civile ved godt, hvad turen til fronten har at byde på. Først bliver man ført igennem et utilstrækkeligt træningsprogram. Dernæst bliver man sendt i kamp mod en fjende, der har langt flere mænd, våben og ammunition – 2-3-5-7-10 gange så meget, alt efter hvad man måler på. Endelig er der ikke nogen anden ende på missionen end at blive dræbt eller såret. Staten tilbyder ikke nogen anden form for ”demobilisering” end ligposen eller ambulancebåren.
Ellers skal man kæmpe videre mod overmagten. Det må man så gøre sammen med erfarne soldater, der har kæmpet i årevis og gerne vil hjem, og ”nye” kammerater, der allerede er demoraliserede ved udsigten til en kamp, som ikke kan vindes og i bedste fald er endeløs.

Målt i leveår er de fleste ret gamle – gennemsnitligt over 45 år. Mange er betydeligt ældre i de enheder, der opererer i det østlige Ukraine. De er også svækkede, fysisk og mentalt. ”Til tider føles det, som om jeg leder et dagcenter og ikke en kampenhed,” har en frustreret kommandør bemærket om driften af sin tyndslidte brigade.
Envejsbilletten
De ukrainske mænd i det civile bagland er generelt ikke meget for at blive tildelt den berygtede ”envejsbillet” til fronten. I befolkningen er der ganske vist udbredt, om end faldende, villighed til at hjælpe til i krigen på en eller anden måde. Men at kaste sin egen krop ind i kampen er ikke en af dem.
Mandskabssvindet tærer på de underbemandede, utilstrækkeligt bevæbnede og hårdt beskudte stillinger, ligesom de stadigt værre forhold ansporer til yderligere bortfald
Således erklærede kun 8 pct. sig rede til selv at trække i uniformen, da ansatte ved Kyivs Internationale Sociologiske Institut spurgte borgerne i begyndelsen af året. Siden da er borgernes syn på fremtiden kun blevet mørkere, ligesom desperationen er taget til ved frontlinjen. Så antallet af potentielt villige er formentlig lavere i dag.
Desuden ville de adspurgte nok have reageret anderledes, hvis de ikke var blevet mødt med et hypotetisk spørgsmål fra en forskningsmedarbejder, men i stedet havde fået stukket indkaldelsespapirer i hånden af en rekrutteringsofficer.
Flugten fra fronten
Der er kun én måde at slippe væk fra fronten med livet og førligheden i behold: desertering. Denne udvej er selvsagt ikke lovlig, men mere og mere populær. I 2024 har myndighederne åbnet 60.000 sager med henblik på mulig strafforfølgelse af desertører – næsten dobbelt så mange som i krigens foregående to år. Dertil kommer et stort antal ikkerapporterede deserteringer.
Ifølge formanden for Ukraines højesteret er tendensen faretruende. Flere ukrainske soldater taler om et forestående ”kollaps”: Mandskabssvindet tærer selvsagt på de underbemandede, utilstrækkeligt bevæbnede og hårdt beskudte stillinger, ligesom de stadigt værre forhold ansporer til yderligere bortfald. Det er en ond cirkel, som en dag kan briste.
Så snart den mobiliseringsudsatte mand bevæger sig ud i det åbne er han potentielt et stykke jaget vildt
P.t. siger nogle estimater, at cirka 10 pct. af landets væbnede styrker ulovligt har forladt deres enheder; andre sætter tallet væsentligt højere. Da ressourcerne er begrænsede hos landets sikkerhedsstyrker, bliver kun en mindre andel af afhopperne arresteret. En soldat i den ukrainske hær, som er kendt over hele landet, bemærkede i oktober: ”Massedeserteringen er begyndt og vil kun tage til, og jo flere desertører der er, jo sværere er det at straffe.”
Slagmarken og jagtmarken
Og jo mindre attraktiv må missionen alt andet lige forekomme for de endnu ikke mobiliserede. Hvad skal de dog stille op? Måske burde mændene opgive enhver modstand og se døden i øjnene. Ukraines Storbritannien-ambassadør og forhenværende hærleder, general Valerij Zalusjnyj, sendte for nylig et hold ukrainske soldater, der havde færdiggjort et træningsprogram i Sydengland, hjem til slagmarken med denne afskedssalut: ”Der er næsten ingen chance for at overleve.” ”Lær ikke at være bange for døden.”
En sådan dødsforagt har imidlertid ikke bredt sig til den brede masse af mænd derhjemme. De fleste undslår sig mobilisering, så der skal tvang til. Nogle gange er trusler nok. Nogle gange skal der tæsk til. Ofte må de, der klamrer sig til livet, slæbes af sted.
I flere tilfælde har rekrutteringspolitiet affyret varselsskud mod mennesker, der forsøgte at beskytte deres medborgere. Diverse SoMe-kanaler er fyldt af videoer af sådanne og lignende hændelser, der umiskendeligt ligner bortførelser. De mænd, der pågribes af hvervemagten, får ikke længere mulighed for at sige farvel til deres kære, da der er erfaring for, at de stikker af.
Kyivs tvangsmobiliseringspolitik og dens håndhævere er derfor ekstremt upopulære. Tilbage i august bemærkede Politico: ”Mens langt de fleste ukrainere støtter militæret, er sagen en helt anden, når regeringen beder din mand, far, bror eller søn om at sætte deres liv på spil for sagen – især hvis du frygter, at de ikke vil have tilstrækkeligt udstyr og ammunition.”
Det gør ikke ”sagen” bedre, at regeringen tvinger de ukrainske mænd til at tage envejsbilletten. Folk vil ikke dø, og de ønsker heller ikke, at deres nærmeste bliver lemlæstet eller dræbt. I det mindste vil de gerne have et valg, det vil sige muligheden for at takke nej.
Så det er fuldstændig rigtigt, at ukrainerne befinder sig i en overlevelseskamp. Endnu er hjemmet en sikker zone. Men så snart den mobiliseringsudsatte mand bevæger sig ud i det åbne – til begravelser, i indkøbscentre, på gadehjørner, ved skisportssteder, busstoppesteder, togstationer, træningscentre, restauranter, koncertsteder, caféer, arbejdspladser – er han potentielt et stykke jaget vildt. For her opererer de olivengrønne rekrutteringsofficerer, de såkaldte ”menneskefangere”.
De jagtedes undvigemanøvrer
Mobilisering er i dag den klart største trussel mod den civile ukrainske mands eksistens. En udfordring, der kalder på overlevelsesstrategier.
En mulighed er selv at blive rekrutteringsofficer. ”Det er bedre at arbejde for Det Territorielle Rekrutteringscenter end at gemme sig for det,” har en hvervningsagent for nylig bemærket. Han havde engang medlidenhed med sine ofre, men opfatter nu menneskefangsten som ”endnu et arbejde”: ”Nogle gange svarer det til at jagte en rotte, der er trængt op i en krog.” Det er dog ikke rekrutteringspersonel, der er mangel på, men rekrutterede, så det er selvsagt ikke en løsning for de mange at blive fangere.
En meget udbredt strategi er at gå i skjul. Mange steder i det vestlige Ukraine er mænd i den våbenføre alder således helt forsvundet fra gadebilledet, især i landområderne. Kvinderne må så stå for indkøbene og andre daglige gøremål uden for hjemmet. Mange mænd går aldrig uden for en dør. På den måde skaber en del ukrainere sig et liv i sikkerhed – et ret trist og besværligt liv.
Mere risikovillige borgere kan vælge at undvige kontakt med mobiliseringsmyndighederne på en dag til dag-basis. I Kyiv kan mændene fx orientere sig på Telegram-kanalen ”Kyiv-vejret” om, hvor der er fare på færde, inden de vover sig ud. En solemoji påhæftet et givent område betyder fri bane; et udråbstegn betyder, at medborgere har spottet de agenter, der er på udkig efter mænd at mobilisere. Bevæger man sig endelig ud på jagtmarken, gælder det om ikke at blive set. Hustruen kan fx køre bilen, mens manden skjuler sig bag tonede ruder på bagsædet.
Tidligere var ulovlige leverancer af cigaretter til Europa det mest lukrative marked for ukrainske smuglere. Nu er der langt flere penge i menneskesmugling
Den ukrainske mand må ligeledes tage højde for mere permanente usikkerheder. Mange undgår at tage arbejde langt fra hjemmet, da den længere transporttid gennem offentligt terræn betyder større risiko for at blive opsnappet. Og større virksomheder, der er i rekrutteringsofficerernes søgelys, mangler arbejdskraft, da potentielle ansøgere ved, at de meget vel kan ende med at få et indkaldelsespapir og ikke en kontrakt i hånden, når de dukker op.
Da rekrutteringsofficererne skal opfylde en månedlig kvote, opsøger de gerne steder, der byder på en god fangst. Menneskefangerne, der underpræsterer, bliver undertiden selv truet med envejsbilletten.
Indlader den ukrainske mand sig på dette ”katten efter musen”-spil, bliver der mere plads til livsudfoldelse, men også frygt og reel fare.

En anden strategi er at flygte ud af landet. Det er ulovligt og svært. Ved flodbredderne mod Rumænien venter grænsevagter, pigtrådshegn og droner med varmescanningskameraer på de illegalt flygtende. Alligevel lykkes det en del at komme i vandet. For mange ender turen så også dér.
Blandt de titusindvis, der er lykkedes med at slippe ud af landet, har mange sikkert fået professionel hjælp. Tidligere var ulovlige leverancer af cigaretter til Europa det mest lukrative marked for ukrainske smuglere. Nu er der langt flere penge i menneskesmugling. Så flugten er en oplagt løsning, men mest for folk med midler og kontakter.
Den allerbedste løsning er nok at blive undtaget fra militærtjeneste. Fx kan den ukrainske mand prøve at skaffe papirer på, at han lider af så alvorlige skavanker, at han i statens øjne er uegnet til envejsbilletten. Med en sådan ”hvid billet” på hånden kan han nu rejse ind og ud af landet, som det passer ham. Men hvordan opnå denne undtagelse fra undtagelsestilstanden?
Vi støtter en stat, der holder den voksne mandlige befolkning fanget, jagter den, bortfører den og tvinger den ud i en ulige kamp
Hvis hverken naturen eller tidligere kamphandlinger har begunstiget manden med varige handicap, er selvskade en mulighed. Ellers skal der punges titusindvis af kroner ud for at få lavet dokumenterne. Igen en god og meget populær løsning, men det kræver som minimum en del penge på lommen at ”frikøbe sig fra døden”, som en ukrainsk veteran udtrykker det.
Desuden forstærker det kun de manges uvilje mod mobiliseringen, at nogle enkelte kan betale sig fra den. Hellere undslippe envejsbilletten ad korrupte omveje end at kæmpe for et korrupt system.
Hvis side er vi på?
Der findes selvfølgelig mange andre varianter af militærtjenesteunddragelse – såsom at gå direkte i fængsel – men situationen for den ukrainske mand burde være tilstrækkeligt skitseret for nu. Tilbage står spørgsmålet om, hvilken rolle vi i Vesten spiller. Hvad siger vi, og hvad gør vi?
Vi siger som bekendt, at vi befinder os på den rigtige side af historien, og at vi står sammen med Ukraine. I redelighedens navn burde vi præcisere, hvad det betyder. Vi støtter en stat, der holder den voksne mandlige befolkning fanget, jagter den, bortfører den og tvinger den ud i en ulige kamp.
Vi presser endda på for, at de helt unge også skal indrulleres i en krig, der levner ”næsten ingen chance for at overleve”. Vi må her bemærke, at der ikke er mange 18-25-årige at tage af; vi har at gøre med nogle exceptionelt små årgange på ca. 100.000 mænd hver. Indtil videre holder Kyiv fast i, at landets fremtid afhænger af, at disse unge mænd får sig nogle børn.
Vi hylder abstraktioner som ”det ukrainske folk” og udruster dette ”folk” med ”heltemod” og ”ukuelig vilje”, det vil sige vores egen krigsvilje. Hvad med de 92 pct., der ikke vil kæmpe?
Heroverfor har Washington og Nato i månedsvis og stadigt mere offentligt indskærpet, at de yngre kræfter må afsættes til slagmarken. I hvert fald når de fylder 18 år. Måske er de 16-årige allerede modne nok til at dræbe og dø. Samtidig råder Washington styret i Kyiv til at gå mere ”aggressivt” til værks over for desertører og andre frafaldne. Man er ikke bare skuffet, men frustreret over Kyivs mangel på initiativ i disse vitale anliggender.
Vi er ukrainernes modstandere i overlevelseskampen. Vi vil udvide og intensivere menneskefangsten.
Vi taler om ukrainernes ”mod”. At det egentlig er forskellige grader af tvang, der holder projektet kørende, taler vi ikke højt om. I stedet slår vi højlydt på, at vores egne bidrag i form af våben holder liv i Ukraines ”forsvarskamp”. Sagen er bare, at Rusland har viljen og midlerne til at gennemtrumfe sine hovedambitioner i krigen.
Siden det er situationen, vil ethvert eskalationstræk fra vores side blive besvaret med et stærkere modtræk. Sådan er det gået hidtil. I den daglige kamp er krigsmateriel selvfølgelig et værn mod russisk aggression. Men i det store billede er våbenbistanden og den eskalation og diplomatiske kompromisløshed, der følger med, en mobiliseringsfaktor bag militær optrapning og opskruede krav fra russisk side.
Hvilket vil sige: den vindende side. Når man insisterer på, at den underlegne, forslåede part skal kæmpe til sidste blodsdråbe mod overmagten, er udfaldet jo indlysende. Eftersom blodtilførslen ikke stopper forblødningen, er konsekvensen blot, at den samlede blodpøl bliver større.
I vores blik på ukrainerne som rene ofre har vi tillige reduceret dem til nogle, vi kan ofre
At vi ikke ænser disse iøjnefaldende sammenhænge, skyldes det mærkværdige vestlige konfliktperspektiv. Som Boris Johnson for nylig pointerede, er Ukraine vores stedfortræder-ven, men det er egentlig en halv sandhed, al den stund stedfortræderforholdet er renset for reel identifikation og empati fra vores side.
Vi hylder abstraktioner som ”det ukrainske folk” og udruster dette ”folk” med ”heltemod” og ”ukuelig vilje”, det vil sige vores egen krigsvilje. Hvad med de 92 pct., der ikke vil kæmpe? Dem, der jages? Dem, der dør i desperate forsøg på at undslippe døden ved fronten? Dem, der sendes i krig mod deres vilje og mister liv eller lemmer? De flygtende? De fængslede? De pårørende, der snart vil være efterladte?
Siden vores moralistiske idealisme går hånd i hånd med en instrumentel opfattelse af ukrainernes værdi, melder sådanne spørgsmål sig ikke i offentligheden. I vores blik på ukrainerne som rene ofre har vi tillige reduceret dem til nogle, vi kan ofre. Den luksus ville vi næppe tillade os, hvis vi virkelig, med kød og blod, var en del af det tabende hold – eller blot var ægte supportere med en levende interesse for vores heltes overlevelseskamp.
Så igen: Hvilket hold er vi egentlig på?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.