UKRAINE // KOMMENTAR – Marco Rubio blev af mange opfattet som ”the adult in the room”, men nu har han overtaget Trumps verdenssyn. Når den amerikanske udenrigsminister anklager Zelenskyj for at lyve, bliver det tydeligt, at Ukraine ikke længere er en prioritet i Det Hvide Hus, skriver Michael Andersen. ”Det er den sandhed, både Ukraine og Europa nu må forstå og planlægge ud fra.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Han skulle have været den traditionelle republikanske høg i et rum fuldt af opportunister og trumpistiske særlinge. Manden, hvis tilstedeværelse i Trumps udenrigspolitiske hold ville garantere, at uanset kaosset ville der stadig være ”an adult in the room”, som forstod, hvad Ruslands krig mod Ukraine faktisk er.
Den illusion er nu død.
Rubios rolle er ikke længere at tale Ukraines sag. Hans rolle er at oversætte trumpisme til det officielle amerikanske diplomatis sprog
Marco Rubios ekstraordinære angreb på Volodymyr Zelenskyj for nylig, hvor han beskyldte den ukrainske præsident for at lyve og åbent luftede muligheden for at omdirigere amerikanske våben væk fra Ukraine til Mellemøsten, er beviset på, at noget stort og betydningsfuldt er sket:
Ukraine har mistet sin sidste støtte inden for Trumps regime.
Fra høg til Trumps håndhæver
Rubios politiske identitet var i årevis bygget på et velkendt republikansk manuskript: konfrontation med diktatorer, støtte til Nato og en hård, utvetydig linje over for Rusland og Iran. Rubio var aldrig isolationist. Han var af den gamle GOP-tradition: Amerikansk magt burde bruges til at afskrække aggression.
Og det er netop derfor, at hans vending væk fra Ukraine er så vigtig.
For Rubio har ikke blot tilpasset sig Trump. Han synes at have underkastet sig Trumps verdenssyn.
Og Trumps verdenssyn har aldrig handlet om Ukraine. Det har aldrig handlet om suverænitet, afskrækkelse, grænsers ukrænkelighed eller om at stoppe et revanchistisk Rusland. Trumps instinkt har altid været langt mere primitivt: Ukraine er en irritation, Zelenskyj er ude på at lænse den amerikanske skatteyder, og ”hans” krig er en gene, der bliver ved med at stå i vejen for ting, som er vigtigere for USA’s præsident, nemlig at tjene penge og score Nobels fredspris.
Vi husker alle ”Little Marco Rubio”, Trumps øgenavn for ham, under den ukrainske præsidents besøg i Det Ovale Kontor for et år siden. Mens Trump og hans bidske vicepræsident anklagede den ukrainske leder og ukrainerne for at være suspekte snyltere, for at lege med en tredje verdenskrig, ikke have nogen kort på hånden, være utaknemmelige og end ikke bære jakkesæt, forholdt ”Little Marco Rubio” sig, som en avis formulerede det, ”ikke blot tavs. Han så ud som en mand, der forsøgte at synke ned i sofaens polstring”.
Det kendte satireshow Saturday Night Live (SNL) udødeliggjorde Rubios tavshed og ubehag under Zelenskyj-mødet. Satirikerne ramte aldeles plet.
At Rubio så tydeligt var utilpas under udskamningen af Zelenskyj, gav anledning til en alvorlig misforståelse blandt os pro-ukrainere: At Marco Rubio i virkeligheden var en ven af Ukraine, som blot spillede det lange, stille spil, men som til sidst ville ”forsvare Ukraine”.
Men i dag, 13 måneder senere, lyder Rubio som en mand, der fuldstændig har accepteret Trumps præmis om Ukraine. Tvivlen er væk.
Rubio: Zelenskyj lyver
For en uge siden sagde Zelenskyj, at USA presser Ukraine til at afstå Donbas-regionen til Rusland, før meningsfulde sikkerhedsgarantier for efterkrigstiden kan forhandles.
På det tidspunkt nøjedes Rubio ikke med pure at benægte det. Han kaldte det “en løgn” og sagde, at det var “uheldigt”, at Zelenskyj kunne finde på at sige sådan noget.
Det er ikke det sprog, en allieret bruger, når han er uenig med dig. Det er sprogbrug fra en amerikansk regering, der er begyndt at behandle Ukraine ikke som en partner under invasion, men som et problem, der skal disciplineres og ryddes af vejen.
Og så kom den endnu mere afslørende sætning: Rubio sagde, at selv om ingen amerikanske våben endnu var blevet omdirigeret væk fra Ukraine, så ”kunne det ske”, hvis Washington havde brug for dem et andet sted. Med andre ord bliver Ukraine ikke længere behandlet som en strategisk prioritet. Ikke hvis Trump synes, at andet er vigtigere i denne eller hin uge.
Det er en direkte degradering af Ukraine.
Hvad Rubios skifte afslører
Rubios skifte viser, hvordan Trumps regime fungerer: Det kræver ikke, at alle indenfor begynder som sande troende. Det kræver blot, at de til sidst lærer, hvad der ikke må siges. Og det, der ikke må siges i Trumps Hvide Hus, er, at Ukraine er en selvstændig strategisk prioritet.
Rubios rolle er ikke længere at tale Ukraines sag. Hans rolle er at oversætte trumpisme til det officielle amerikanske diplomatis sprog, at tage et dybt personligt, småligt, anti-alliancepræget verdenssyn og klæde det ud som statskunst.
I 2022, da Rusland invaderede, gav Rubio mange interviews, hvor han pegede på Rusland som aggressoren, understregede nødvendigheden af at standse Putin og støtte Ukraines forsvarskapacitet
Det er derfor, at hans kommentarer betyder så meget. For Rubio er ikke en Tucker Carlson-lignende propagandist, der råber udefra. Han er USA’s udenrigsminister. Når han angriber Zelenskyj, improviserer han ikke. Han signalerer den interne konsensus.
Ukraines interesser og Trumps politiske instinkter har altid været på kollisionskurs: Ukraine har brug for tid, våben, pres på Rusland og reelle sikkerhedsgarantier, som måske kunne koste dyrt (penge, vedvarende politisk engagement, ”boots on the ground”, måske endda værre). Trump derimod ønsker hurtige optiske sejre, en aftale og nedtrapning af det amerikanske engagement. Og frem for alt frihed fra ansvar.
De to ting er grundlæggende uforenelige.
Det er derfor, Trump-lejren hele tiden vender tilbage til den samme grundlæggende logik: Pres Kyiv til kompromis, smigr Moskva til at engagere sig, og kald resultatet strålende diplomati, ”jeg har afsluttet ni krige” og ”hvor er min Nobelpris?”
Rubio forsvarer nu den logik offentligt.
Rubios udvikling fortæller hele historien
Det, der gør Rubios skifte særligt afslørende, er, at han engang fungerede, politisk og psykologisk, som svaret på en bestemt form for vestlig ønsketænkning.
Vi ville så gerne tro, at der stadig fandtes ”grænser”, ”limits”. Vi ville gerne tro, at hvis Trump vendte tilbage som præsident, ville seriøse mennesker omkring ham forhindre det værste. I det mindste ville vi pro-ukrainere gerne tro, at den gamle republikanske udenrigspolitiske muskelhukommelse på en eller anden måde ville overleve MAGA-stormen.
Og ”Little Marco Rubio” var det vigtigste navn knyttet til den drøm.
Først lød linjen: Vi støtter fred, og Donald vil få dem begge dertil på 24 timer, så let som ingenting. Okay, okay, i løbet af én uge. Nå, to uger så. Hvis ikke, ja så må det være nogen andres skyld. Og Donald holder jo, af uransagelige årsager, meget af Putin. Ergo må det være Ukraines skyld.
Budskabet blev: Ukraine må være realistisk, sikkerhedsgarantier kan vente. Nu: Forvent ikke ubegrænsede våbenleverancer. Og modsiger du Washington, bliver du offentligt sat på plads af Amerikas topdiplomat.
Den udvikling kan ses i Rubios egen offentlige fremtoning. Tidligere i 2025 beskrev han stadig forhandlingerne i mere afbalancerede vendinger og sagde, at både Rusland og Ukraine måtte gøre indrømmelser, og han kaldte sikkerhedsgarantier et legitimt spørgsmål og beskrev offentligt USA-Ukraine-samtalerne som ”produktive”. I dag irettesætter han offentligt Zelenskyj og antyder, at støtten til Ukraine kan nedprioriteres.
Det er noget af en forskel fra præsidentkandidaten Marco Rubio, som før et BBC-interview i 2014 blev introduceret som en af de mest højlydte stemmer om spørgsmålet vedrørende russisk aggression i Ukraine:
”Vi kan ikke acceptere som en norm i det 21. århundrede, at et land bare kan invadere sine naboer,” sagde Rubio dengang.
Det betyder, at Ukraine ikke længere har med en splittet amerikansk ledelse at gøre, hvor nogle stemmer stadig forsøger at modstå Trumps instinkt.
I 2022, da Rusland invaderede, gav Rubio mange interviews, hvor han pegede på Rusland som aggressoren, understregede nødvendigheden af at standse Putin og støtte Ukraines forsvarskapacitet.
Man kan ikke lade være med at spekulere på, hvad Marco Rubio fra 2014, 2022 og endda februar 2025 ville sige til Marco Rubio anno marts 2026?
Ukraines nye virkelighed
Trump-regeringens prioriteter er nu åbenlyse: Iran, regional militær positionering, indenrigspolitisk skuespil og Trumps eget image. Ukraine ligger langt under alt dette. Krigen, der engang definerede Vestens strategiske alvor, er i Trumps Washington blevet reduceret til blot én geopolitisk sag blandt mange. Det er en skrækkelig og brutal erkendelse for Kyiv, fordi krige ikke vindes af abstrakt sympati: Krige vindes af forsyningskæder, missillagre, luftforsvarssystemer og politisk udholdenhed. Og Rubio har nu offentligt antydet, at alt dette er til forhandling.
Da Zelenskyj offentligt signalerede, at USA reelt pressede Ukraine i territoriale spørgsmål, før hårde garantier var sikret, reagerede Rubio som en enforcer, der forsvarede regeringen mod en irriterende klient. Præcis som sin boss, der ofte har hævdet, at det var Zelenskyj, der startede krigen og er den største hindring for fred, og at han, Trump, finder det ”lettere at have med Putin at gøre”.
Det betyder, at Ukraine ikke længere har med en splittet amerikansk ledelse at gøre, hvor nogle stemmer stadig forsøger at modstå Trumps instinkt.
Der findes måske stadig lommer af sympati for Ukraine. Der findes måske stadig embedsfolk, som forstår faren ved en russisk sejr, og folk, som privat ved, at det ville være en historisk strategisk fiasko at tvinge Ukraine ind i en dårlig fred. Men privat viden er værdiløs, hvis den aldrig bliver til politik.
Og Rubios bemærkninger gør Ukraines nye virkelighed brutalt klar: Ukraine er en byrde, der skal håndteres, reduceres og helst losses af. Det er den sandhed, både Ukraine og Europa nu må forstå og planlægge ud fra.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og