ESSAY // FOLKESKOLEN – Det går ned ad bakke med børn og unges livsglæde også med den glæde, som engang kunne udfolde sig i skolen. Alt for mange elever keder sig for meget, føler sig udenfor, obstruerer undervisningen eller bliver hjemme.
I frustration og afmægtighed spørger nogle, hvad er der galt med eleverne? Hvordan får vi dem til at makke ret? De skuer bagud og trækker destruktive svar op af den pædagogiske mølpose: mere magtanvendelse – tilbage til kæft, trit og retning.
Men hvem har egentlig glædesfuld lyst til at arbejde i den Sorte Skole 2.0? Jeg kender ikke nogen lærere, der har en dybfølt længsel efter skoler med eftersidninger og mere bagdel- til- bænk- undervisning. Alle lærere får derimod julelys i øjnene, når de genkalder sig de magiske øjeblikke, hvor deres klasses elever uden undtagelse følte sig som et godt sammentømret og handlekraftigt fællesskab.
I Kildevældsparken på Østerbro spejler de hængende piletræer sig i en lille sø. Her sker ikke så meget. Måske er det derfor, folk lægger mærke til de to mænd, der går i ivrig samtale. Det mest opsigtsvækkende ved dem er, at de ofte skifter retning. De kan tilsyneladende ikke bestemme sig for, om de skal gå med eller mod uret rundt om søen.
Jeg har en god forklaring på deres underlige opførsel. Den ene mand er nemlig mig og den anden er min århusianske ven, Lars. Vi er os bekendt ikke blevet senil-konfuse endnu. Vi skifter med fuldt overlæg retning, når vores snak skifter mellem noget negativt og positivt. Trump er mod uret. Børn og børnebørn, som har det godt, er med uret. Vi har opdaget, at vi let kommer til at gå mere mod uret end med. Vi ved også godt, hvorfor.
Det var ikke nogen stor overraskelse for lærerne, at det nye forsøg med pisk og gulerod fik den stik modsatte virkning end den tilsigtede.
Menneskets lange liv blandt savannens farlige rovdyr har givet os en tilskyndelse til at fokusere mere på det farlige end det glædelige. Dengang tjente den impuls os vel. I dag, hvor vi konstant bliver mindet om, at vi truer os selv og vores hjem, Jorden med vores måde at leve og bygge samfund på, bider frygten sig fast og overbelaster vores nervesystem.
Modspil til frygten
Vi er sociale væsener, så det hjælper, når vi deler vores forfærdelse med hinanden. Men vi har også brug for at give frygten modspil med historier om alt det, der er smukt og kærligt og værd at kæmpe for. Så Lars og jeg husker hele tiden hinanden på også at gå med uret. Det kunne være med en historie som denne fra mit virkelige lærerliv:
Jeg forbereder mig godt på mit første møde med 7. b. De skal have et positivt førstehåndsindtryk af deres nye klasselærer. Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Jeg knapper min skovmandsskjorte helt skævt, tager to meget forskellige sko på og skriver med kæmpestore typer på smartboardet:
Vælkomen i 7. klase!
Nu kan jeg høre, at eleverne kommer. Drengene vælter larmende ind, men de bliver hurtigt stille. Helt stille! De glor skiftevis på mig og smartboardet. Deres ansigter udtrykker vantro og mishag. Det er langt sværere, end jeg troede at holde masken, alt for ubehageligt at føle sig så grundigt set ned på. Et par af eleverne har måske fået mistanke om, at jeg spiller skuespil, men de fleste tænker: hold nu kæft en gammel forvirret nar, vi skal trækkes med.
Efter 30 pinefulde sekunder er jeg nødt til at gå til bekendelse og forklare den muntre og meningsfulde hensigt med min practical joke.
”Jeg vil gerne gøre jer til en klasse, hvor ingen er bange for at dumme sig.”
Reserve Jesus har talt … for døve øren. Der kommer ikke noget bifald og heller ikke et eneste lettelsens smil. Skoene i hver sin farve, den skæve skjorte og stavefejlene på smartboardet er ikke det, som får mig til at falde mest igennem. Det er ordene, som kommer ud af min mund, der er helt tåbelige. De glor på mig, som om jeg er det mest håbløst naive menneske, de nogensinde har mødt. Uden medlidenhed.
Det bliver ikke bedre, da jeg afslører, hvad min anden store plan går ud på: ”Om et år vil I være den klasse på skolen, som vikarerne glæder sig mest til at få timer i”.
En af drengene nedlader sig til at tale til mig. Med en god portion stolthed i stemmen siger han: ”Det kommer ikke til at ske. Er du klar over, at vi er den klasse på skolen, som larmer mest og har fået flest vikarer til at løbe grædende ud ad døren”.
En måned senere skriver jeg til forældrene, at klassens nye, men meget erfarne lærerteam, aldrig har oplevet noget lignende. Jeg prøver at billedliggøre det, vi oplever. Bruger ord, som normalt ikke slipper forbi mine frontallappers strenge censur. Jeg skriver, at et flertal af klassens drenge har en adfærd i timerne, som bedst kan sammenlignes med ”en flok aber på coke”.
Frygten for at falde igennem
Uopmærksomheden og larmen er ikke det værste. Det værste er klassens kultur. Frygten for at falde ned gennem hierarkiet er latent. Alle er bange for at blive ham eller hende, som bliver usynlig, som ingen gider snakke med, som ikke inviteres med.
Andre er bange for at blive for synlige. Nogle af drengene har en tradition med at udpege Bjarne som synderen for alt, hvad der gør os lærere frustrerede. De gør det kun for sjov. Og Bjarne smiler med, selvom han ikke synes, det er sjovt. Det er også kun for sjov, når de samme drenge slår og sparker hinanden gule og blå.
En AKT- medarbejder (Adfærd, Kontakt og Trivsel) fra kommunen bliver knyttet til klassen i et par måneder for at hjælpe med at skabe større trivsel. Hun lærer eleverne om krokodillesprog og girafsprog og jeg-budskaber. Hun arrangerer lege, som skal ryste klassen sammen og gennemfører pige- og drengemøder, hvor alle skal kunne snakke frit.
Uden drengenes tilstedeværelse krænger pigerne deres sjæle ud. De snakker på livet løs, græder og trøster hinanden og vil altid gerne have mere tid, når mødet skal til at slutte. Uden pigernes tilstedeværelse er drengene tavse som graven. Nogle få vover at sige, at de har det helt fint.
Efter fem minutters angstfuld tavshed, bliver atmosfæren så pinagtig, at lærerne synes, de må sige noget. Det gør ikke stemningen bedre. For hvad skal vi sige? Vi tror ikke på jer. Alle har det ikke godt, og I ved det, I tør bare ikke sige det. Endnu en bebrejdelse. I er ikke bare alt for grove ved hinanden, I er også en flok små bange kyllinger, der ikke tør sige jeres mening.
Klassens manglende fællesskab kunne ikke snakkes frem. Ord var ikke nok til at ikke blæse tilhørsfølelsens ilt ind i 7. b. Der skulle noget andet til.
Min alt for korte tid sammen med 7. b ligger snart ti år tilbage. Det var før det første rigtige chok ”ramte” Jorden med Covid-pandemien. Til gengæld befandt vi os midt i den globale epidemi i måden at undervise på, som kostede utallige elever lysten til at gå i skole. Professor Pasi Sahlberg kaldte ”forsøget på at bringe den frie markedslogik ind i uddannelsessystemet” for Global Educational Reform Movement (GERM).
Den danske version af GERM var en af de mest rigide. Den blev kaldt for læringsmålstyret undervisning. Grundtanken var, at elevernes skolemotivation på mirakuløs vis ville løfte sig, når de konstant selvvurderende kæmpede for at indfri fagenes flere tusind mål.
Det var ikke nogen stor overraskelse for lærerne, at det nye forsøg med pisk og gulerod fik den stik modsatte virkning end den tilsigtede. Men vi blev alle sammen tvunget til at makke ret. De diktatoriske metoder som undervisningsministeriet brugte til at sprede GERM med var åbenbart et forvarsel om den autoritære bølge, som nu prøver at samle styrke. Den bekymrer sig slet ikke om elevernes indre motivation, de skal bare gøre, hvad der bliver sagt.
Fra monsterelev til mønsterelev
Efterskolelæreren Mathias Granum har skrevet en populær bog om, hvordan man på Michaela Community School i London med kæft, trit og retning forvandler ubehagelige monsterelever til venlige og dygtige mønsterelever.
I bogen, Fra monsterelever til mønsterelever, lover han hurtig helbredelse af vores dødssyge folkeskole. Undertitlen er ”En hippielærers guide til hvordan vi redder skolen.” På bogens omslag kan vi læse at ”Denne bog er for dig, som gennem din rolle som lærer, pædagog, forældre, leder eller beslutningstager vil være med til at vende folkeskolens dødsspiral”.
Selvom drengene i 7. b indimellem gjorde mig temmelig desperat, havde jeg nok ikke været parat til at falde på halen over den engelsk/danske ”nytænkning” af Den Sorte Skole. Jeg klappede heller ikke i hænderne over forhenværende undervisningsminister Mathias Tesfayes tilbud om at give lærerne lovhjemmel til med fysisk magt at fjerne Pisse Dårligt Opdragede og forstyrrende børn fra klasselokalet.
Måske er det, fordi jeg er for stædig. Noget af det sværeste for et voksent menneske er jo som bekendt at ændre mening. Min mening var dengang som i dag genstridigt humanistisk. Jeg er opdraget til at tro på det bedste i mennesker. Min mor var børnehaveleder det meste af sit liv. Hun elskede alle børn, også (eller især) lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn, som Tove Ditlevsen har skrevet om.
Min far var med i modstandsbevægelsen. Han blev tævet af tyskerne og deres danske håndlangere i Vestre Fængsel, fordi han ikke ønskede en verdensorden, hvor vi marcherer i takt og løfter armen for en fører.
Alle mine advarselslamper blinker, når Mathias Granum skriver: ”Michaela Community School lever på mange måder op til det, jeg forbinder med ”Den Sorte Skole”: Der er stram disciplin og konsekvente straffe for selv de små forseelser. Man kan få eftersidning for at puffe til en anden elev på gangen eller glemme sin blyant. Der er fokus på at terpe viden og lære mange ting udenad; eleverne bliver konstant testet; der er et klart hierarki og eleverne tiltaler lærerne med Sir og Miss. Og på trods af dette – eller måske på grund af dette – trives børnene og synes her er rart at være”.
Min far brugte ofte bevingede ord. Nogle af dem var så gode, at de har sat sig fast i min hukommelse:
Som man råber i skoven, får man svar!
Min syvende klasses drenge var blevet skældt meget ud. I begyndelsen har de sikkert hadet det, nu virkede de bare sådan lidt immune, hvad rager det mig agtige. Vi bryder os ikke om skolen og dens lærere, så hvorfor skulle vi bekymre os om endnu en skideballe.
Hårdhed eller venlighed i vores samvær giver ekko. Så enkelt er det. Giver vi efter for vores umiddelbare trang til at besvare elevernes dårlige opførsel med vores egen dårlige opførsel – skæld ud og straf – starter vi en ond cirkel. Den er måske ikke umiddelbart synlig. Vi genvinder tilsyneladende kontrollen. Det lykkes os at skaffe ro, men vi lægger ikke mærke til, at stilheden er ladet med en frygt og vrede, der vil blive afreageret et andet sted.
”Vores nervesystemer plejes af andres. Din hjerne arbejder i hemmelighed sammen med andre hjerner. Dette skjulte samarbejde holder os sunde, så det er vigtigt, hvordan vi behandler hinanden på en helt reel, hjerne-formende måde, skriver Lisa Feldman Barreth i Seven and a half lessons about the Brain.
Frygten blokerer for indlæring
Frygt og vrede er følelser, som gør det konstruktive og kreative hjernearbejde, vi kalder for kompleks læring, næsten umulig. Bange eller vrede hjerner ”tænker” i overlevelse. Kroppen oversvømmes af stresshormonet kortisol, som aktiverer amygdala – hjernens alarmcenter. Den mekanisme er livsvigtig, hvis vi skal kæmpe med eller flygte fra en trussel nu og her, men skadelig over tid.
Amygdala bliver kronisk ængstelig. Det høje kortisolniveau dæmper til gengælde aktiviteten i hippocampus, de to søhesteformede regioner i hjernen, som er afgørende for lagring af ny information. Det vedvarende stressniveau belaster også præfrontal cortex, som sørger for, at vi kan tænke logisk og kontrollere vores impulser.
De ængstelige eller vrede elevers korttidshukommelse og indlæringsevne svækkes. De får tunnelopmærksomhed, magter kun at holde fokus på at undgå mere straf og skæld ud. Hvis de lærer noget effektivt, er det simpel udenadslære, tilpasning og underdanighed.
”Er vi kommet langt nok væk fra den sorte skole nu?” spørger Mathias Granum retorisk i bogens prolog. Den præmis er historieløs og forkert. Den progressive pædagogik og det nye børnesyn er aldrig slået igennem i folkeskolen. Eleverne drukner ikke i frihed her. De har tværtimod svært ved at trække vejret i den askesky af kedsomhed, som 25 års test- og målstyring har spredt udover en skole, der allerede var psykologisk iltfattig.
Og hvad med vores dystre fremtid? Hvilken slags skole kræver den? Hvordan vil de veldresserede elever i den Sorte Skole 2.0 reagere, når de konfronteres med de skræmmende planetære problemer, vi har skabt? Kan vi tro på, at unge mennesker, som skolen har pillet værdigheden og kreativiteten ud af, vil være i stand til at finde svar på udfordringerne og tage vare på hinanden og vores enestående livfulde og smukke jord? Mathias Granums bog ignorerer det allermest fundamentale spørgsmål: Hvad er meningen med at gå i skole?
Gør eleverne mere menneskelige
Vi har skabt en dysfunktionel måde at leve på. Nu begynder den at blive skræmmende synlig for os. Det går alt for langsomt, men flere og flere lytter, når fremtiden prøver at råbe os op. I den situation er det værste, vi kan gøre at forelske os i skoler, som ikke bare dræber elevernes selvstændige tænkning og handlekraft, men også deres menneskelighed.
Ingen har skrevet en stærkere og mere aktuel advarsel mod Den Sorte Skole end Haim Ginott gjorde det i bogen Teacher and Child:
”Jeg er overlevende fra en koncentrationslejr. Mine øjne så, hvad ingen mand nogensinde burde se. Gaskamre bygget af lærde ingeniører. Børn forgiftet af uddannede læger. Spædbørn dræbt af uddannede sygeplejersker. Kvinder og børn skudt og brændt af gymnasie- og universitetsuddannede.
Så jeg er mistænksom over for uddannelse. Min anmodning er: Hjælp jeres elever med at blive mennesker. Jeres indsats må aldrig frembringe lærde monstre, dygtige psykopater, uddannede Eichmans. Læsning, skrivning og aritmetik er vigtige, men kun hvis de tjener til at gøre børn mere menneskelige.”
Jeg tror, min 7. klasse havde kedet sig for meget i for mange timer med undervisning, der minder om den direkte instruktion, som Michaela Community School praktiserer. En enkelt gang overtalte de mig til at arbejde med et digitalt grammatikprogram, som nogle af dem godt kunne lide. Der sænkede sig en velsignet ro over klassen i næsten 45 minutter. Den kunne friste til gentagelser, men de kom aldrig. Vi ville have kedet os ihjel, og det faglige udbytte havde været minimalt.
Vedvarende kedsomhed har nemlig den samme virkning i hjernen som frygt og vrede. Måske er det lidt overraskende, at kortisolniveauet også stiger, når vi keder os. Et menneske, der gaber kæberne af led eller nikker ufrivilligt med hovedet, ser ikke ud til at være pumpet op med stresshormon. Det er den milde form for kedsomhed, der ytrer sig som træthed og sløvhed.
Hjælp jeres elever med at blive mennesker. Jeres indsats må aldrig frembringe lærde monstre, dygtige psykopater, uddannede Eichmans
Når kedsomheden vokser og bliver ved, mærker vi den rastløshed, kortisolforøgelsen afstedkommer. Længere oppe ad kortisoltrappen rammes vi af et egentligt ubehag. Kedsomheden ender med at blive løven, som vi må flygte fra eller tage kampen op med. Begge dele er svært, når løven er indeni os selv. Vi bliver irriterede, aggressive, måske endda småsadistiske.
Kedsomhed i kortere tid er ikke noget problem, den er vores push to action. Sult og tørst får os til at spise og drikke, kedsomhed får os til at finde på noget sjovt og spændende at lave. Hvis der er mulighed for det. Den største elefant i klasserummet er elevernes oplevelse af en kedsomhed, de ikke kan slippe væk fra på konstruktive måder.
Skolen, som de fleste af os kender den, døjer med alle de fire kedsomhedsfremkaldende forhold, som de to canadiske forskere, James Danckert og John Eastwood beskriver i deres bog, Out of my skull – The psychology of Boredom. De er, når jeg sætter dem ind i en skolesammenhæng:
Monotoni – når skolen opleves som en ørkenvandring.
Formålsløshed – når skolen savner mening, især samhørighed.
Tvang – når eleverne mangler autonomi.
Manglende flow og mestring – når skolen er for let eller for svær.
Martins forstyrrelser afbryder undervisningen for Gud ved hvilken gang. Jeg beder ham, som vi har aftalt, om at forlade klassen og tage en pause hos skolens viceskoleleder. Martin har hørt mig, men reagerer ikke. Hans smil viser, at det her er en styrkeprøve, han har vundet mange gange før.
Klassens elever venter spændt. Jeg går ned til Martin og siger roligt, at han skal gøre, hvad jeg beder ham om. Stadig ingen reaktion. Så går jeg ned og henter viceskolelederen. Martin følger med hende. Herefter holder vores aftale. Det er min fornemmelse, at han respekterer mig, fordi jeg stod fast. Men det, der gør en større forskel, er, at vi får mulighed for at bygge en relation med hinanden, uden at der er publikum på.
Jeg får to lektioner ugentlig alene med Martin. Programmet er hver gang det samme: Vi snakker om, hvordan han har haft det siden sidst. Han er meget åben og ærlig. Herefter får han en kort skriveopgave. Han er god til at skrive fiktion. Så spiller vi skak. Jeg vinder hver gang, men jeg skal tænke mig godt om.
Jeg fortæller, at jeg ofte spillede skak med min far også efter, at han mistede synet og var nødt til at føle på brikkerne for at få overblik over stillingen på brættet. Vi kommer til at snakke om besættelsestiden, om min fars dramatiske arrestation. Martin lytter spændt og spørger. Måske er det ærefrygt over historien om min far, som griber Martin. Måske er det også forundring over, at jeg åbner mig for ham og fortæller en historie, der giver mig blanke øjne. Nervesystemer smitter som sagt hinanden.
Efter vores første gode møde, tror jeg naivt optimistisk, at Martin vil opføre sig bedre i klassen. Det gør han også, en lille smule. Men der er et hierarki, som skal passes, nogle stærke forventninger fra de andre drenge, han skal leve op til. Der er stadig mange aber på coke.
Vi havde brug for noget, som kunne samle hele klassen. Det blev noget, der lå så fjernt fra elevernes livsverden, som tænkes kunne. Vi (måske mest mig i begyndelsen) ville redde regnskoven, og skolens andre klasser skulle hjælpe os. Vi kickstartede det lange forløb med at se den meget rørende dokumentar om Virunga, en nationalpark i den Demokratiske Republik Congo, hvor man forsøger at beskytte de truede bjerggorillaer.
Halvvejs inde i dokumentaren måtte jeg trykke pause og sige min uforbeholdne mening til mine småsnakkende elever. Det kunne da for pokker (eller var det for fanden) ikke være rigtigt, at gårsdagens episode af Paradise Hotel var vigtigere end de heltemodige parkbetjente og søde gorillaer i Congo. Come on! Nu skal vi redde Jorden!
Foto: Lasse Bak Sørensen
I de næste mange uger underviste mine elever i fire-fem mands grupper skolens andre klasser i, hvad en regnskov er, og hvad der truer den. Der blev klappet ad dem. De fik alle de yngre elever til at tegne regnskovstegninger til en konkurrence om at blive dem, der sammen med vores dygtigste tegnere, skulle udsmykke en kæmpe betonmur i skolegården med den mest plante- og artsrige regnskov, verden har set. Pigerne og en fjerde klasse arrangerede flashmobs med musik og dans i gågaden. Sammen med drengene samlede de 11.000 kroner ind til Verdens Skove og Red Orangutangen.
Eleverne kan langt mere end vi tror
Et år senere og et vellykket filmprojekt senere. Jeg sidder på lærerværelset. Ikke så langt fra mig snakker de unge vikarer ivrigt sammen. Jeg lytter med uden at blive opdaget. Vikarerne prøver at blive enige om, hvilken klasse de helst vil have timer i. Min 7. klasse, som er blevet 8. klasse, er med i opløbet. Vi løber af med sejren, fordi mine elever ikke bare er ivrige og nysgerrige og gode til at være sammen, der er spræl i dem, de er sjove.
Jeg går op til klassen og fortæller dem, hvad jeg lige har hørt vikarerne sige på lærerværelset. Ingen af mine elever prøver at skjule deres stolthed, og jeg er en stjernelykkelig lærer, der er blevet bekræftet i, at børn og unge kan langt mere, end vi tror, vel at mærke, når vi viser dem tillid og giver dem medansvar.
Det er noget, der forskes i. På CANDLE (Center for Affective Neuroscience, Development, Learning and Education) har professor Mary Helen Immordino-Yang og hendes forskerteam fundet ud af, at teenagere naturligt er gode til og glade for at tænke transcendent eller autobiografisk det vil sige at bruge deres empati til at leve sig ind i og finde mening i sociale situationer.
Det mest banebrydende forskningsresultat fra CANDLE er, at de unge, der med størst indlevelse søger efter en dybere mening i menneskers adfærd, oplever større hjernevækst, som år senere fører til stærkere identitetsudvikling og livstilfredshed. Immordino-Yang forklarer det sådan her:
”Unge mennesker har brug for sunde muligheder for at bidrage, være en del af fællesskaber og udvikle en følelse af formål. Disse helt grundlæggende psykologiske evner viser sig at være drivkraften bag deres hjerners udvikling. Den slags transcendent tænkning, som unge mennesker udfører, danner en slags hattehylde, som al anden læring lægges ovenpå.”
Min århusianske ven Lars sukker, han synes vist snart, det er på tide, at han får et ord indført, og det er vel fair nok, men jeg skal lige runde af.
Måske kan skolen være med til at helbrede et sygt samfund. Måske kan lærere og elever sammen give frygten, afmagten og de autoritære tendenser et demokratisk og menneskeligt modspil. Måske skal eleverne i fremtidens skole gøre det, de er allerbedst til: lære som gælder det livet, sætte deres aftryk, gøre en forskel i stort som i småt.
Lars er stoppet op ved en stor venlig trold, som er skåret ud af et oversavet piletræ. Det har sat nye skud på hans hoved.
“Du snakker meget, Lasse,” siger Lars og klapper trolden på hans store næse. “Vi kunne også bare synge denne her:”
“Danmark / Det banker på din dør / Har aldrig set dig så selvisk og ensom / Nogensinde før / Åh Danmark / Pas på du ikke dør / Du trænger til nogen der kysser din næse / Og nulrer dine ører.” (Gnags: “Danmark”)
Fortsæt med at læse
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og