BØGER // ANMELDELSE – Lars Torpe fortæller historien om, hvordan Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre gennem et århundrede formede dansk velfærdstænkning. Resultatet er en nuanceret og tankevækkende bog, der samtidig rejser spørgsmål om, hvor universel den danske velfærdsmodel egentlig har været.
Lars Torpe har med denne bog med den rammende titel For alle og enhver. Da Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre formede tænkningen om social retfærdighed i det 20. århundrede skrevet en utraditionel og letlæst fremstilling af det danske demokratis og den danske velfærdsstats historie.
Udgangspunktet er, at denne historie i høj grad er blevet formet gennem samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Samtidig åbner bogen for en fortsat debat om, hvor universel den danske velfærdsmodel egentlig er.
Centrum-venstre i dansk historie
Bogens grundlæggende tese er, at udviklingen i Danmark har været præget af internationale idestrømninger. Derfor er fremstillingen opdelt i tre perioder. I den første periode frem til 1945 dominerer socialismen og socialradikalismen.
Da Socialdemokratiet og De Radikale igen fandt sammen i 1993 i det, Torpe kalder et “tidehverv”, tegnede der sig to mulige udviklingsspor
I den anden periode fra 1945 til omkring 1980/82 er det keynesianismen, der sætter dagsordenen, mens den tredje periode frem til 2001 er præget af nyliberalismen.
Torpe viser på glimrende og nuanceret vis, hvordan disse internationale idéstrømninger blev tilpasset danske forhold. Samtidig understreger han betydningen af centrale lederskikkelser i Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.
I den første periode var det især P. Munch og Stauning, der satte præg på samarbejdet, i den anden periode Bertel Dahlgaard, Jørgen Jørgensen og senere Jens Otto Krag, og i den tredje periode Marianne Jelved og Mogens Lykketoft.
Socialisme og socialradikalisme
I den første periode er det bemærkelsesværdigt, at de to partier samarbejdede under Første Verdenskrig, og at de efter krigen kunne enes om ekspropriation af de store godser og udstykning til husmandsbrug.
Det afspejlede en fælles opfattelse af samfundets ret til de samfundsskabte værdier og en vis fælles forståelse af retfærdighed. Socialdemokratiet viste med regeringsdannelsen i 1924, at partiet ønskede at anlægge et bredt samfundsperspektiv. Kanslergadeforliget i 1933 styrkede samarbejdet mellem de to partier ved at flytte socialpolitikken fra et trangsprincip til et retsprincip.
Et særligt interessant aspekt er Torpes beskrivelse af den ledende radikale ideolog P. Munchs inspiration fra den franske socialradikale tænker Léon Bourgeois. Munch tilsluttede sig den første sætning i den franske menneskerettighedserklæring: “Menneskene fødes og forbliver lige og frie i rettigheder”. For ham var frihed for alle ikke mulig uden social retfærdighed.
Centrum-venstre i en keynesiansk æra
Torpe betegner som nævnt perioden fra 1945 til 1980/82 som centrum-venstre i en keynesiansk æra. Der gik dog nogle år efter krigen, før en fælles økonomisk forståelse med inspiration fra keynesianismen blev udviklet af ledende socialdemokratiske embedsmænd og politikere som Jens Otto Krag og Viggo Kampmann samt økonomer som den radikale professor Kjeld Philip.
Ifølge Torpe begyndte den universelle velfærdsmodel for alvor at blive rullet ud i denne periode. “Modellen kaldes universel, fordi den som dominerende træk udstrækker velfærdsydelser til alle borgere uanset indkomst og arbejdsmarkedsstatus, og fordi ydelserne i overvejende grad finansieres af alle, dvs. gennem skattesystemet”. Samtidig anfører han med henvisning til departementschef Erik Ib Schmidt, at der aldrig blev udformet et egentligt projekt eller blot en skitse til en dansk velfærdsstat.
Senere skriver Torpe, at der udviklede sig en fælles forståelsesramme mellem Socialdemokratiet og De Radikale – “en fælles universel velfærdsvision og styrings- og velfærdsmodel”. Han tilføjer dog, at hverken visionen eller strategien findes beskrevet noget sted, men at den efter hans opfattelse var latent til stede.
Her kunne man have ønsket sig en mere præcis diskussion af, hvor universalistisk de to partier ønskede, den danske model skulle være. Samtidig kunne det være blevet tydeligere fremhævet, at den danske model forblev en begrænset universel model, hvor arbejdsmarkedsstatus på centrale områder fortsat var afgørende. Kravet om rådighed og tilknytning til arbejdsmarkedet har altid været stærkere end et fuldt universelt medborgerskabsperspektiv.
Centrum-venstre i en nyliberal æra
I den sidste periode – centrum-venstre i en nyliberal æra fra 1980/82 til 2001 – fremhæver Torpe, at Schlüter ikke var “så konservativ, så det gør noget”. Han konkluderer overraskende, at den universelle velfærdsstat efter ti års borgerligt styre stort set stod intakt tilbage.
Da Socialdemokratiet og De Radikale igen fandt sammen i 1993 i det, Torpe kalder et “tidehverv”, tegnede der sig to mulige udviklingsspor: en orlovsvej eller en reformering af arbejdsmarkedet med nye former for aktivering og begrænsninger i dagpengesystemet.
Regeringen valgte aktiveringsvejen. Beskæftigelsen steg, men udviklingen førte samtidig til yderligere stramninger i både dagpengereglerne og vilkårene for at modtage dagpenge.
Billedet af 1990’erne er derfor modsætningsfyldt. Beskæftigelsen voksede, og flere universelle træk ved velfærdsstaten blev ikke blot bevaret, men også udbygget, blandt andet med barselsorlov til mænd og kommunale hjemmebesøg til ældre over 75 år. Samtidig fortsatte stramningerne på dagpenge- og kontanthjælpsområdet.
Torpe konkluderer derfor, at både De Radikale og Socialdemokratiet frem mod årtusindskiftet gradvist tilpassede sig en nyliberal økonomisk diskurs.
Det inkluderende medborgerskabsperspektiv, som havde været med til at binde centrum-venstre sammen gennem det 20. århundrede, var dermed blevet svækket.
En debat om fremtiden
Torpe afslutter bogen uden at komme med forslag til, hvordan et nyt centrum-venstre projekt kunne genoplive det 20. århundredes idéer om social retfærdighed og et universelt medborgerskab.
Her kunne det have været spændende, hvis han havde fremsat sit eget bud på en nutidig fortolkning af Léon Bourgeois’ centrale formulering: “Som Bourgeois skriver, har enhver den samme pligt til at bære byrderne, som enhver har samme ret til at nyde goderne”. Hvordan kunne denne markante tanke konkret omsættes i dagens Danmark?
Samlet set har Lars Torpe skrevet en spændende Danmarkshistorie. Bogen lægger op til debat både om fortiden og om fremtidsperspektiverne for et centrum-venstre-projekt i Danmark.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og