
Vi lever i dag i et borgerligt regeret Danmark, hvor det efterhånden er mere reglen end undtagelsen, at de mest priviligerede ønsker at rage mere til sig selv samtidig med, at de giver de mest udsatte fingeren.
Senest så vi det eksemplificeret i ugen, der gik, hvor advokaten Eva Persson først var på barrikaderne i Berlingske Business og fortælle, at hun havde droppet barselsorloven og kun været væk en uges tid, så ingen af hendes klienter opdagede, hun havde født. Efterfølgende kom det så frem i Avisen, at det åbenbart ikke bare var prioriteringerne, den var galt med, men også værdierne, da det nu viser sig, at Persson og hendes mand har haft en hushjælp ansat til en helt urimelig løn på under 80 kroner i timen – uden at parret i øvrigt kan se noget som helst galt i den aflønning.
Her vil jeg så tillade mig at mene, det er fuldstændig forkasteligt, at man stiller sig op i Berlingske Business med en fortælling om, hvor meget man kan kapere, når både bedsteforældre og hushjælp træder til i stedet. Det store flertal af danskere lever jo ikke på den grønne strandvejsgren, så de bare kan (under)betale sig fra konsekvenserne af egne valg og smøre ansvaret af på resten af familien. Fritz og Poul, også kendt som snobberne fra satireprogrammet, Rytteriet, lever minsandten i bedste velgående.
Undskyld mig, men jeg kan blive så træt i håret af velhavende og blaserte egoister, der bare skider på alle andre end dem selv og bruger deres eget, overpriviligerede udgangspunkt som eksempel. Men man forstår det egentlig godt, fordi de rider på en bølge netop nu, hvor det mest borgerlige-liberale Danmark har valgt at kaste al anstændighed over bord i en ny klassekamp. Nu må man forstå på selv Liberal Alliances formand, at selv demokratiet ikke er meget værd, hvis det ikke udløser en ekstra, pekuniær gevinst, som velhaverne så måske kan bruge på at hyre endnu mere underbetalt arbejdskraft:

Topskattelettelser anses udadtil i de kredse for at være selve livsblodet for at få væksten tilbage i årerne trods det faktum, at vi faktisk betalte mere i skat, sidst der var en højkonjunktur, hvorfor den postulerede sammenhæng mellem en lavere marginalskat som selve forudsætningen for mere vækst mildest talt ikke ligefrem baserer sig på empirisk grundforskning – og hvor effekterne alligevel ikke kan beregnes præcist ved hjælp af de sædvanlige økonomiske modeller (det så vi med al tydelighed sidst i sagen om konsekvenserne af dagpengereformen).
Ingen bliver mindre fattige af, at de rige bliver rigere
Jeg har imidlertid også en mistanke om, at de mest borgerlige kræfter egentlig ikke selv tror på, at det vil gavne samfundet at lade de mest udsatte betale gildet i form af endnu lavere ydelser og dårligere vilkår. Næh, de går efter guldet, fordi de kun kan se til deres egen næsetip og hvis resten af verden bliver lidt fattigere, bliver de jo også lidt rigere, eftersom alting er relativt. En egoistisk filosofi, som også psykologen Ove Lund er inde på i et glimrende indlæg i Politiken, hvor han benævner dette årti for “griskhedens og hovmodets årti”.
Et årti, hvor nogle af de rigeste skriger på flere penge til dem selv på bekostning af de mindst priviligerede, mens de værste typer med den anden hånd unddrager skattevæsenet i milliardklassen og dermed må siges allerede at have lænset fællesskabet for en betydelig skattelettelse. Og et årti, hvor myten om, at man ved at lade de rigeste beskatte mindre, opnår en positiv effekt hele vejen ned igennem samfundspyramiden, den såkaldte “trickle-down-effekt”, stadig lever i bedste velgående. En effekt, der er en stor, fed løgn, som selv en meget rig, amerikansk entrepreneur, Nick Hanauer, har afsløret i en berømt TED-talk:
Landets beskæftigelsesminister og øvrige borgerlige politikere har i disse år mere end almindelig travlt med at svinge pisken over de, der i dag står udenfor arbejdsmarkedet i stedet for at investere massivt i den uddannelsesindsats, der skal til for at få mange af dem tilbage på sporet. I stedet vælger man øge uligheden endnu mere ved i en såkaldt 2025-“plan” at gældsætte endnu flere studerende.
Et årti, hvor nogle af de rigeste skriger på flere penge til dem selv på bekostning af de mindst priviligerede, mens de værste typer med den anden hånd unddrager skattevæsenet i milliardklassen og dermed må siges allerede at have lænset fællesskabet for en betydelig skattelettelse
Alle, der ved bare en lille smule om økonomiske sammenhænge ved også, at mindre og ikke større ulighed er vejen frem til en mere fremgangsrig samfundsøkonomi, hvilket for længst er dokumenteret. Og hvis man ikke skulle være i besiddelse af denne grundlæggende forståelse, kan jeg kun anbefale at se Bill Clintons tidligere beskæftigelsesminister, Robert Reich, forklare det i denne stærkt oplysende dokumentarfilm:
https://www.youtube.com/watch?v=Q8swuwO_E8U
Heldigvis er der flere topchefer i erhvervslivet, der har forstået, at vi bliver nødt til at se mere på sammenhængskraften i forhold til at bevare og sikre vores velfærdssamfund. F.eks. har topchefen for Danske Bank i denne uge på befriende vis blandet sig i dansk politik og udtalt, at topskattelettelser ikke er vejen frem lige nu. Det er klogt sagt (selvfølelig også i egen interesse), men er forhåbentlig også en modreaktion på den hysteriske, destruktive og kvalmende egoisme, der lige nu hersker i den mest borgerligt-liberale lejr og begyndelsen til, at den borgerlige anstændighed i sidste ende vil slå den vulgariserede liberalisme tilbage. Det har mig bekendt nemlig aldrig været sunde, borgerlige værdier at lade “kulden tage bagtroppen”, mens man selv marcherede blindt fremad.
Det har mig bekendt nemlig aldrig været sunde, borgerlige værdier at lade “kulden tage bagtroppen”, mens man selv marcherede blindt fremad.
Det er og bliver ikke i nogens interesse at nogle få velhavere (der måske ikke engang er bosiddende i Danmark) underminerer muligheden for at løfte hele samfundet op på et højere niveau under dække af, at de ønsker det samme, men i virkeligheden støtter, at der bliver ført en politik, der gør det stik modsatte. Hvis den danske velfærd også skal være på et niveau, vi kan være stolte af om ti år, skal vi løfte fra bunden i stedet for at trykke fra toppen. Kun på den måde kan vi undgå at ende i en regressiv upstairs and downstairs-tilstand, som visse af de priviligerede danskere, der sætter pris på at tjene mange penge til dem selv, åbenbart hylder på Strandvejen jævnfør det indledende eksempel.
De “blå” politikere ynder jo at se sig selv som erhvervslivets repræsentanter, men det er nu engang en virkelig skidt forretningsstrategi at give til de rige og tage fra de fattige. Det er i realiteten en oversavning af den gren, man selv sidder på. Desværre har mange borgerligt-liberale politikere og sandelig også centrum-venstre med Socialdemokraterne i spidsen selv medvirket til at skabe en stemning hos middelklassen af, at de bliver “spist nedefra”.
Jo mere vi forringer de udsatte gruppers vilkår til fordel for endnu bedre vilkår for de i forvejen priviligerede, desto større bliver sandsynligheden for, at dem det ellers bedst kan betale sig at løfte, aldrig rejser sig. Giver vi derimod en anstændig chance til de mere udsatte grupper for at bidrage ved i højere grad at give dem en gulerod i stedet for pisken som nu, så bliver konsekvensen til gavn for os alle.
Topfoto: Sam Whitfield (https://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/2.0/)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.