Clint Eastwoods mesterlige svanesang – ”The Mule”

i Film/Kultur/Liv & Mennesker af

ANMELDELSE // FILM – Det er som om, han har været her altid. Clint Eastwood debuterede som filmskuespiller i 1955 i Jack Arnolds gysere Uhyrets hævn og Tarantula – kæmpeedderkoppen. I årevis brugte Clint Eastwood sig selv i hovedrollerne i et utal af film indenfor mange forskelige genrer. Han producerede groft set en film om året; hvorfor holde pauser, når der var så mange gode historier at fortælle? Nu er han tilbage i en mesterlig hovedrolle.

I 2008, da han var 78 år gammel, spillede han Walt Kowalski i Grand Torino. Her var han en småracistisk, møgsur krigsveteran, som hadede sine vietnamesiske naboer og deres underlige overfyldte og larmende verden. Han interesserer sig kun for sin prægtige luksusbil, Grand Torino. Da de lokale narkobander trænger ind i kvarteret og angriber naboerne, tager han affære. Efter han gennem 50 år har klaret alt med vold, og i sine mange rå roller at have dræbt 379 mennesker, ender denne mesterlige film med en gestus, der kompenserer for alt, hvad han tidligere stod for.

Han meddelte dengang, at det var sidste gang, han ville instruere sig selv. Dert kom heldigvis ikke til at passe, for nu i 2018, hvor han er 88 år gammel, kan vi nyde hans fremragende præstation som gartneren Earl Stone, der 88 år gammel forsøger at ændre sit liv og rette op på sine mange års forsømmelser.

Inspirationen til The Mule kommer fra det virkelige liv: I 2011 kunne man i New York Times læse en artikel om Leo Sharp, en 88-årig krigsveteran, der var blevet kurer for narkokartellet Sinaloa. Da ingen mistænkte en så gammel mand, blev han 90 år, inden politiet endelig arresterede ham. Nick Schenk, der tidligere havde skrevet manuskriptet til Grand Torino, bearbejdede artiklen til et let genkendeligt manuskript.

I The Mule er Sharp blevet til blomstergartneren Earl Stone, der feteret og beundret helt har glemt sin familie for at kunne farte rundt i USA til blomstermesser og store stævner. Internettet har nu snuppet hans kunder, og han er blevet ruineret. Hans hus skal på tvangsauktion, og han har ingen venner, der kan hjælpe. Hans datter har ikke talt til ham i 20 år, fordi han svigtede hende ved ikke som lovet at betale hendes bryllup, men hans barnebarn Ginny har stadigvæk kontakt med ham og inviterer ham til sin forlovelsesfest.

Clint Eastwood, der har den rigtige alder til rollen, giver os mange nærbilleder af Earls gamle, magre arme og hans tynde hår. Vi kommer til at kende ham

En af gæsterne, henviser ham til en ”ven”, der måske vil kunne skaffe ham arbejde. Earl er elitebilist; han har aldrig fået en færselsbøde. Han kører pænt og korrekt og bliver aldrig stoppet. Derfor får han et ønskejob: Han skal bare en gang om ugen bringe en pakke fra Texas til Illinois, og han bliver godt betalt.

Snart ser vi ham i fuld sving som narkokurer. Efter 12 ture bliver han kartellets hovedkurer. I begyndelsen aner han intet om, hvad han foretager sig; pengene er gode, og han bruger dem fornuftigt til at hjælpe venner og forsøge at gøre nogle af sine fejltagelser ugjorte. Kartelbossen Andy Garcia inviterer ham på weekend på hans farm i Mexico, hvor de hygger sig med at skyde lerduer. Hans skrappe medarbejdere troer ikke på, at Earl virkelig er så naiv – han må have noget oppe i ærmet.

De fjerner hans venlige makkere, strammer kravene, og truer ham med død og tortur, hvis han ikke holder sine aftaler.

Et par FBI-agenter har længe været efter kartellet. De ved, at der findes en superkurer, der transporterer over 100 kg narko frem om ugen; de kender hans navn, Tata. De møder faktisk Earl adskillige gange, men mistænker ham slet ikke. Earl er utrolig cool; han bekymrer sig meget lidt om FBI og stopper f.eks. en nysgerrig narkohund ved at klappe den med en stærkt lugtende creme. For den forbløffede betjent er han bare en flink gammel mand, der holder meget af hunde. Han kører glad dag efter dag gennem de store amerikanske landskaber, og nyder nu og da et par ludere på de lokale moteller.

Gangsterne kan ikke få ham til at lystre, og han kan ikke finde ud af at betjene en smartphone. De bliver rasende og bekymrede, da han pludselig forsvinder i mere end en uge uden af have fået afleveret sin ugentlige pakke. FBI-agenterne, der har fået en klemme på en af kartellets transportører og har lagt en fælde for Earl, bliver også yderst ophidsede, da deres oplysninger ikke stemmer; nu er det ikke sjovt at være stikker.

Er det Eastwoods sidste film?

Clint Eastwood, der har den rigtige alder til rollen, giver os mange nærbilleder af Earls gamle, magre arme og hans tynde hår. Vi kommer til at kende ham. Vi præsenteres for en kontant og særdeles humoristisk gammel mand, der tydeligt nyder sit nye arbejde og helt frygtløst gør, hvad han har lyst til. Han er imponeret over sin overdådige løn og bruger den til at ændre sit liv.

Først stopper han tvangsauktionen og anskaffer sig en bedre og flottere bil. Dernæst bruger han mange penge på at hjælpe venner, der er kommet i klemme i bureaukratiet og til at vinde sin familie tilbage. Hans kone, spillet af Dianne Wiest, har aldrig glemt ham, og er mere end lykkelig for hans fornyede interesse i familien; hans datter, Alison Eastwood, begynder atter at tale til ham, da han sørger for, at Ginny får et overdådigt bryllup. Det er derfor forståeligt, at han svigter sin kureropgave for at nå at komme frem til konens dødsleje og deltage i begravelsen.

Gangsterne er i deres frustration og raseri tæt på at skyde ham, da de atter finder ham og deres narko. Som gode katolikker nøjes de med at banke ham; en begravelse er en acceptabel undskylning. De tilgiver ham og sender han videre, og derfor lykkes det i allersidste øjeblik for de desperate FBI-agenter at snuppe ham og alle beviserne. Hele familien sidder i retssalen og håber på en frifindelse på grund af alder. Han tilstår imidlertid alt, og kan herefter leve en lykkelig pensionisttilværelse blandt blomsterne i fængslets have.

The Mule er en charmerende og meget morsom film; hen mod slutningen er den sågar spændende. Clint Eastwood har meddelt, at denne film – hans fyrretyvende – er hans sidste. Men det behøver vi vist ikke at tage alvorligt, for han ser ud til fortsat at være i god form både fysisk og mentalt. Der er sikkert mange flere gode historier, der trænger sig på og med hans energi skulle han vel kunne fortsætte endnu i mange år. Jeg morede mig fint og giver fem stjerner.


Fotos: PR.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film