Børne- og socialministeren bør se på rammerne om at være familie i dag i stedet for kun at tilbyde rådgivning, når samlivet går galt, skriver Sofie Maria Brand. Hun er medstifter af Familiepolitisk Netværk og er kritisk overfor minister Mai Mercados (K) forslag om statslig rådgivning og mægling i konfliktsager. Hvad med strukturelle forbedringer for familierne fremfor lappeløsninger?
Mai Mercado havde dårligt sat sig i ministerstolen, før hun i december 2016 foreslog, at staten skal tilbyde rådgivning og mægling i forbindelse med skilsmisse, eller inden det når så vidt. Det er umiddelbart et fint forslag, som kan hjælpe familier i en svær situation. Men det er samtidig et typisk eksempel på en visionsløs familiepolitik, der holder sig til at overfladebehandle dybereliggende problemer.
Ministeren sælger ellers forslaget som et forebyggende tiltag, der skal forhindre skilsmisser, men for mig at se, ligner det mere forklædt symptombehandling. Fordi forebyggelse, især den vellykkede slags, vel indebærer, at man også forholder sig til årsagerne, sætter tidligt ind og forsøger at undgå, at problemet opstår. Det er samme symptombehandling (og individualisering), der sker, når medarbejdere går ned med stress på stribe, og man sender dem på mindfulness-kursus – i stedet for at se på arbejdsbetingelserne. Eller når man giver et stigende antal børn diagnoser og ritalin (medicin mod bl.a. impulsiv adfærd) – for at se på, om der er noget ved nutidens børneliv, som en stor gruppe børn ikke kan tåle.
Med dette forslag vil ministeren på tilsvarende vis lappe på alle mulige sygdomstegn ved at stikke næsen langt ind i privaten. Og igen føre symbolpolitik, som ikke adresserer det egentlige problem ved at markere sig på hundedyre enkeltsager, hvor man ignorerer helheden – i det her tilfælde hvorfor familielivet og parforholdet er under pres.
Tænk hvis vi i Danmark kunne nå derhen, hvor det er muligt – uanset køn og branche – at arbejde mindre, når børnene er små, og mere på andre tidspunkter. Som det er nu, så indebærer ønsket om en bedre balance mellem familie og arbejde alt for ofte et jobskifte til det offentlige og/eller nedad i hierarkiet, som nok er medvirkende til, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked.
Det er blevet en dårlig vane for mange politikere ikke at forholde sig til rammerne om at være familie i dag, f.eks. når det gælder arbejdspres, pressede daginstitutioner, krav om forældreinvolvering, digital tilgængelighed, ligestilling og tid i hverdagen. Man skal heller ikke nyde noget af at forholde sig til danske forældrepars høje samlede arbejdstid udenfor hjemmet, som betyder, at familier spurter rundt i hver deres hamsterhjul. Eller hvad med at se nærmere på, at den ulige deling af barsel, børns sygedag og det ulønnede arbejde i hjemmet.
Man bør kunne arbejde mindre
I Sverige har man f.eks. både længere barsel og ret til at blive hjemme med syge børn, indtil de er raske. Og begge dele deles mere ligeligt mellem forældrene. Men ikke nok med det; i Sverige har man ret til deltid, indtil barnet er otte år.
Tænk, hvis vi i Danmark kunne nå derhen, hvor det er muligt – uanset køn og branche – at arbejde mindre, når børnene er små, og mere på andre tidspunkter. Som det er nu, så indebærer ønsket om en bedre balance mellem familie og arbejde alt for ofte et jobskifte til det offentlige og/eller nedad i hierarkiet, som nok er medvirkende til, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked.
Når forældrene ikke spurter rundt hele tiden, styrkes civilsamfundet; der bliver simpelthen mere overskud til at hjælpe hinanden, tale sammen og være nærværende. Kort sagt ved, at de voksne ikke bare er til stede, men rent faktisk kan være noget for hinanden. Så forældrene populært sagt ikke bare dejser om i hver sin sofa om aftenen med mobilen i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden.
Den type tiltag, der gavner familielivets daglige rammer, ville formentlig også kunne afværge flere skilsmisser end selv den dygtigste skilsmisserådgiver eller parterapeut kan – også fordi vedkommende selvsagt først sætter ind, efter krisen er brudt ud.
Grundlæggende skal staten ikke redde alles parforhold. Den skal sikre gode rammer for familien, især dem med små børn, og så skal vi nok selv sørge for resten.
Dermed ikke sagt, at forældre skal blive sammen for enhver pris, eller at kernefamilien er den eneste rigtige ramme om et familieliv. Og dermed heller ikke sagt at rådgivning er nyttesløst. Slet ikke. Men grundlæggende mener jeg ikke, at staten skal ind og redde alles parforhold. Den skal sikre gode rammer for familien, især dem med små børn, og så skal vi nok selv sørge for resten.
Går det alligevel helt galt, er det selvfølgelig godt med et tilbud om rådgivning, især hvis man ikke selv har råd til det. Som med så meget andet er det vigtigt, at der er hjælp at hente, hvis en krise sætter ind – men det er mindst ligeså vigtigt, at der samtidig er et politisk fokus på at undgå, at krisen overhovedet opstår.
Lad os håbe, at børne- og socialministeren kommer med mere ambitiøse og progressive forslag til, hvordan vi fremmer familiernes trivsel og gør dem mindre syge, stressede, skilsmisseramte og afhængige af statens hjælp.
Du kan læse mere om foreningen Familiepolitisk Netværk her.
Topfoto: Pixabay, Creative Commons. Father and baby. Fotos i teksten: Sofie Maria Brand.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
