
KLUMME – Deleøkonomi med f.eks. Uber og Airbnb skaber ægte kulturmøder, som aldrig ville være muligt for bare 10 år siden. Nu kan du sove som en ukrainer, køre som en ukrainer, leve som en ukrainer. Selvom du aldrig har været i Ukraine før.
Takket være den teknologiske udvikling har jeg netop været på min nemmeste rejse nogensinde. Destinationen var Ukraine. Det var også på den rejse, jeg hurtigst kom tæt på de lokale. Jeg kørte i deres biler og boede i deres lejligheder. Uden at kende én eneste ukrainer på forhånd.
Deletjenester som Uber og Airbnb og det allestedsnærværende internet gjorde kulturmødet muligt på et helt andet niveau, end jeg har været vant til på mine udlandsrejser.
Undervejs fik jeg lige så stille bekræftet og afkræftet mange af mine fordomme om østeuropæere og ukrainere
Hidtil har jeg måttet nøjes med at opleve en parallelversion af det land, jeg besøgte. Versionen bestod af taxi, hotel og byens turistområder. Jeg fik sjældent mulighed for at tale med de lokale og få en fornemmelse af deres liv, hverdag og værdier.
Denne gang var det anderledes. Takket være min mobiltelefon.
Farvel til fordommene
Det begyndte allerede i lufthavnen i Kiev. Her købte jeg et simkort med ubegrænset internetadgang for en slik. Som det første downloadede jeg Ubers app.
Uber er en internetbaseret tjeneste, der formidler kontakt mellem private chauffører og folk med kørselsbehov. Ubers app er koblet op til Google Maps. Det betyder, at du skal blot indtaste din destination, og straks får du vist de tilgængelige Uber-chauffører i nærheden.
Kun få minutter efter jeg havde hentet appen, sad jeg i Volodimirs Lexus. Turen fra lufthavnen til centrum af Kiev og min Airbnb-lejlighed tog en halv times tid. Det var masser af tid til at lære Volodimir at kende.
Jeg fik svar på mange spørgsmål om landet, hovedstaden, den omkringliggende natur, befolkningen, fattigdom, krigen i Østukraine og hans personlige holdning til Rusland og Putin.
Undervejs fik jeg lige så stille bekræftet og afkræftet mange af mine fordomme om østeuropæere og ukrainere.
Goddag til den ægte brugeroplevelse
Under min rejse i Ukraine boede jeg i to ”rigtige” ukrainske lejligheder. En i Kiev og en i Lviv. Mine værtsfolk havde jeg mødt gennem Airbnb, en kendt tjeneste inden for deleøkonomi. Airbnb er en portal, hvor almindelige mennesker kan udleje deres hus eller lejlighed ud til andre.
Jeg fravalgte altså hotel og fik nøglerne til en helt almindelig lejlighed i et helt almindeligt kvarter. Det betød, at jeg fik et langt bedre indtryk af ukrainerne. Jeg handlede ind i deres lokale supermarkeder langt fra turistfælderne. Jeg spiste som ukrainerne og sov som ukrainerne.
Gennem Airbnb-appen kunne jeg kommunikere med mine værter, som svarede på spørgsmål og hjalp mig med mange praktiske ting.
Det var utroligt nemt. Takket være deleøkonomi og igen – min mobiltelefon.
Hvordan skulle jeg nu komme til lufthavnen, når jeg ikke kunne bestille en Uber? Hvordan skulle jeg tjekke ud hos min Airbnb-vært, hvis jeg ikke havde adgang til appen
På billedet herunder kan du f.eks. se de muligheder, Uber stillede til rådighed, så jeg kunne komme til Maidan-pladsen i Kiev fra min placering. Bilerne bevægede sig i realtid, og min ventetid var 1 minut. Prisen var til at overkomme: 15-17 kr.
Deleøkonomi er nemmere end nogensinde
Der er kommet meget mere data på internettet. F.eks. nøjagtige GPS-oplysninger om placering i realtid og databaser over folks ejendomme som biler og huse. Disse data er blevet mere tilgængelige og kan behandles meget hurtigere end tidligere.
Det har åbnet op for deleøkonomi i form af f.eks. Uber og Airbnb og den danske samkørselstjeneste GoMore. Men det har åbnet op for meget mere. Det har nemlig åbnet op for, at vi kan komme hinanden ved på en meget mere umiddelbar måde. Udvekslingen af ydelser sker menneske til menneske, ikke virksomhed til forbruger.
Ulempen ved deleøkonomi
Dagen inden afrejse holdt mit ukrainske simkort op med at virke. Pludselig var jeg på spanden. Hvordan skulle jeg nu komme til lufthavnen, når jeg ikke kunne bestille en Uber? Hvordan skulle jeg tjekke ud hos min Airbnb-vært, hvis jeg ikke havde adgang til appen?
Deleøkonomi er bekvemmeligt og nemt. Men hvad gør man, hvis der pludselig ikke er adgang til al denne praktiske data i realtid? Det gik op for mig, at jeg havde lagret al min information, sikkerhed og street smart i min mobiltelefon. Uden den var jeg prisgivet.
Jeg turde næsten ikke gå ud og handle de sidste gaver, for nu havde jeg jo ikke Google Maps til at fortælle mig, hvor jeg skulle gå hen. Et rigtigt bykort havde jeg nemlig ikke prioriteret at købe.
Heldigvis lykkes det mig at få simkortet til at virke igen. Ellers ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle have gjort…
Fotos: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her