De fleste danskere er feminister – de ved det bare ikke

af i LIGESTILLING/Liv & Mennesker

DAGENS POV // LIGESTILLING – I Danmark er feminisme et skældsord, men det kan ikke være en uoverkommelig opgave at gøre op med den misforståelse, skriver Hanne Dam. Når de bliver spurgt, siger kun en ud af seks danskere, og en ud af fire kvinder, at de er feminister. Det må være ordet, der driller, for feminisme betyder troen på, at alle uanset køn har samme potentialer og bør have samme muligheder i livet. Går de fleste danskere ikke ind for det?

Hvad har ordet feminisme gjort?

”Er du feminist?” er jeg tit blevet spurgt. Og har altid glad svaret: ”Ja, selvfølgelig.”

Så jeg bliver ked af det, når andre mennesker reagerer, som om de bliver bidt af en slange eller stukket af en hveps ved tanken om feminisme og feminister. Hvis stemningen er tilstrækkelig fortrolig, lufter især mænd måske endda besværgelsen: ”Jeg hader feminister”, med samme indignation, som nogle kvinder på samme spørgsmål forskrækket indvier os i, at de ”altså ikke hader mænd.”

Begrebet feminisme kan forkortes til teorien om politisk, økonomisk og social lighed mellem kønnene. Så du, kære dansker, er altså også feminist, hvis du mener, at dine døtre skal behandles på samme måde som dine sønner og have de samme muligheder i livet

Som om det har med sagen at gøre. Det har det ikke. Lige så lidt som feminisme definerer, hvilket køn, jeg elsker med, eller om jeg farver mit hår eller barberer mine ben, for nu at blive i stereotyperne.

Begrebet feminisme er pakket ind i så voldsom lidenskabelig misforståelse, at jeg har udpeget mig selv til at pille myterne ned og folkeliggøre begrebet, så det fiser ind, at det er ordet feminisme, der på dansk jord er kommet til at stå i vejen. Min påstand er, at langt de fleste danskere er feminister. De ved det bare ikke.

Troen på en grundlæggende lighed

Jeg er selv feminist, fordi jeg kæmper for kvinders frigørelse fra ensrettede ideologier om, hvad det vil sige at være ‘kvinde’. Jeg foretrækker, at alle respekteres som mennesker uanset, hvordan de vælger at leve deres liv.fol

Jeg er feminist, fordi jeg grundlæggende tror på, at piger og drenge, kvinder og mænd har samme potentialer og skal have lige muligheder for at gøre det samme her i livet. ”Hvis man mener, det burde være en grundlæggende præmis i vores samfund, så er man feminist,” bekræfter lektor og kønsforsker på RUC, Lene Bull Christiansen i Videnskab.dk.

Altså kan det ikke være en uoverkommelig opgave at gøre op med den misforståelse, at feminisme ikke grundlæggende repræsenterer værdier, som de fleste danskere er enige om.

Skulle jeg være tilfreds med et valgresultat, der viser færre kvinder i Folketinget end i 2011?Det er selvfølgelig ikke godt nok, før kvinderne sidder på halvdelen af mandaterne

Personligt støder jeg nogle ved at gå skridtet videre med ønske om at bruge feminisme til – som kvindebevægelserne gennem historien har gjort – aktivistisk at ændre samfundet, opløse patriarkatet og derved ophæve kvinders underordnede position i samfundshierarkierne.

Jeg er endda tilhænger af positiv særbehandling som redskab, hvilket mange finder kontroversielt, men intet tyder på, at ligestilling kommer af sig selv. Se nu bare resultatet af det netop gennemførte folketingsvalg, hvor venlige kvindeorganisationer ytrer, at ‘kønsfordelingen igen går i den rigtige retning’, fordi valgresultatet viser, at mændene kun sidder på 61,1 pct. af mandaterne. Kvinderne altså på 38,9 pct.

Skulle jeg være tilfreds med et valgresultat, der viser færre kvinder i Folketinget end i 2011?

Det er selvfølgelig ikke godt nok, før kvinderne sidder på halvdelen af mandaterne.

Danmark står kønspolitisk bomstille

Begrebet feminisme kan forkortes til teorien om politisk, økonomisk og social lighed mellem kønnene. Så du, kære dansker, er altså også feminist, hvis du mener, at dine døtre skal behandles på samme måde som dine sønner og have de samme muligheder i livet. Hvis du med andre ord går ind for ligestilling.

Wikipedia bruger flere ord, men siger det samme. At feminisme er en betegnelse for en række bevægelser og ideologier, som har det fælles mål at definere, etablere og opnå politiske og økonomiske rettigheder for kvinder, der er lige med mænds.

Er det på den baggrund ikke besynderligt, at feminisme i Danmark er blevet et skældsord?

Men sådan er det, hvis man skal tage en undersøgelse fra den internationale analyse- og konsulentorganisation YouGov, for pålydende. Undersøgelsen viser, at det danske folk hører til blandt de mindst feministiske blandt 23 undersøgte lande.

Kun en ud af seks danskere og en ud af fire kvinder i Danmark opfatter sig som feminist.

Er det ikke mystisk, at man for de 450 kr., det koster at forcere Øresundsbroen, kan besøge et naboland, der i årevis har praktiseret en statsfeminisme med officiel opbakning til feministiske initiativer og tankesæt?

Mens vi her i Danmark står kønspolitisk bomstille. Og sætter lighedstegn mellem feminisme og ensretning, og feminisme og puritanisme, og stålfast bliver ved med fx at fastholde forestillingen om, at en kvinde er en kvinde og en mand en mand – punktum. Selv om kønsforskningen i årevis har beskæftiget sig med at dokumentere kønnets mangfoldighed?

Køn beror på relationer

Køn er ifølge kønsforskerne ikke en givet identitet. Køn beror på ‘relationer’, der er reguleret af sociale og kulturelle magtforhold, normer, institutioner og symbolske forestillinger, forstår man af et stærkt anbefalelsesværdigt interview med kønsforskeren, professor Nina Lykke i Fællesbogen Frit Flet af forfatterne Naja Maria Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Her tegnes billedet af, hvor kønsforskningen står i dag, klart op.

Ifølge Nina Lykke er ‘kønsidentiteter, kønsrelationer og magtsystemer baseret på køn’ foranderlige. De ændrer sig i takt med den samfundsmæssige kontekst, og de spiller hele tiden sammen med andre sociale relationer og forskellige status magtmæssigt som følge af klasse, etnisk, racemæssige eller seksuel definition…. alder, nationalitet osv.

Er det ikke mystisk, at man for de 450 kr., det koster at forcere Øresundsbroen, kan besøge et naboland, der i årevis har praktiseret en statsfeminisme med officiel opbakning til feministiske initiativer og tankesæt?

Mange oplever det herskende binære kønssystem (mand/kvinde) som en spændetrøje og er glade for kønsforskningens øgede fokus på seksuel frigørelse ikke bare blandt kvinder, men minoriteter som transpersoner, biseksuelle, queer osv.

Men måske har den drejning af kønsforskningen skabt en fremmedgørelse i den del af befolkningen, der har engageret sig i den mere traditionelle frigørelse og ligerets-feminisme?

I stedet for at se friheden i kønnets muligheder, lægger mange danskere tilsyneladende afstand til indsatsen for, at også samfundets minoriteter skal rummes og føle sig tilpas i fællesskabet.

Eller måske vender de sig bare imod noget, de ikke forstår?

“Ingen kvindekamp uden klassekamp”

Jeg har hørt ‘gamle’ rødstrømper ærgre sig over, at minoriteters ønske om social anerkendelse og retten til at vælge seksualitet i fred har gjort feminismen mere individorienteret i forhold til 1970’ernes ”Ingen kvindekamp uden klassekamp.”

Men hvis man lytter til en yngre feminist, journalisten Nina Trige Andersen, kan man ikke påstå, at hun ikke har samfundet og verden med i sin definition af feminisme i dag, når hun på min opfordring giver slagkraft til forskernes neutrale formuleringer og tilmed udvider feminismebegrebet:

”Praktiseret feminisme handler for mig om kvinders solidaritet med kvinder i kampen for en verden, hvor adgangen til økonomisk, social og fysisk sikkerhed, og adgangen til indflydelse og anerkendelse – symbolsk såvel som økonomisk – ikke er betinget af køn.

Praktiseret feminisme er daglige angreb på det system, der kaldes patriarkatet, et system, som betyder, at kvinder – og andre, der ikke identificeres som (rigtige) mænd – systematisk underbetales, udsættes for overgreb (fra mænd), latterliggøres og usynliggøres, underkendes og forsøges frarøvet retten til individualitet.

Nogle – især mænd – mener, at feminisme er at hade mænd, men den forestilling er først og fremmest forbundet med mænds strukturelle behov for, at hele verden drejer rundt om dem. Feminisme er en radikalt demokratisk ide og praksis, der gør op med strukturel undertrykkelse af bestemte befolkningsgrupper, og derfor er feminisme også – eller bør være – tæt forbundet med kampen mod racisme.”

Jeg er fuldkommen enig og synes, det er umådelig trist, at feminisme stadig gøres synonymt med andres afvisning.

I hvert fald skriver en endnu yngre feminist, Emma Lucia Felisi, i Jyllands-Posten, at hun finder det ‘skræmmende’, ”at feminisme ses som noget, også kvinder skal lægge afstand til.” Og fortæller, hvordan hun oplever at blive undertrykt under bl.a. familiesammenkomster, hvor mandlige familiemedlemmer højlydt undrer sig over, at ”kvinder taler så meget. Bare de kunne gå et andet sted hen, så vi mænd kunne få noget fred.” Hvem genkender ikke den nedvurderende holdning, der ikke alle steder er slået ned endnu?

Måske er det forklaringen på, at man i mine morforældres tid havde et såkaldt ‘herreværelse’ med den ‘undskyldning’, at herrerne her kunne ryge cigar uden at forulempe kvinderne.

Negativ tilgang til #MeToo

Personligt undrer jeg mig måske allermest over danskernes attitude til, hvad jeg opfatter som den væsentligste og mest slagkraftige feministiske kamp i måske hele min levetid: kampen mod seksuelle krænkelser i den internationale #MeToo-bevægelse.

På trods af uanstændigt mange dokumentationer af konkret seksuel krænkelse har to ud af fem danskere ifølge YouGov-undersøgelsen en negativ tilgang til #MeToo. Kun 4 pct. af danske mænd og 8 pct. af danske kvinder opfatter kampagnen som positiv. I vores naboland Sverige er det tal fire gange højere.

I Danmark har vi det med ikke – måske af skræk for at skabe os uvenner – at ville definere noget som rigtig diskrimination. Selv konkrete hændelser må helst ikke være rigtig frygtelige. Det siger sig selv, at det at skabe forandringer og få gjort kål på en krænkelseskultur tager tid, når man hver gang skal starte forfra med at diskutere, om noget nu også er diskriminerende eller sexistisk.

Alt tyder på, at danskerne havde nemmere ved at engagere sig i kønsdebatten, da mor var ung, og kønskampen mere entydig i et samfund med tydeligere forskelle på kvinders og mænds rettigheder.

”Havde man i stedet spurgt danskerne, om de går ind for ligeløn eller for ligestilling mellem kønnene, havde Danmark placeret sig bedre,” siger kønsforsker på RUC, professor Rikke Andreassen om YouGov-undersøgelsens valg af formuleringen ”feminisme” i Politiken 11. maj. Ifølge professoren associerer danskerne nemlig feminisme med mennesker, ”der er sure, vrede på mænd og måske også lesbiske.”

Mens man i dag skal lede længe efter en dansker, der hylder undertrykkelse og diskrimination af kvinder, eller som ikke hepper på, at samfundet også skal indrettes efter kvinders værdier.

Danske politikere har valgt at indtage en passiv position

Men de feminismeforskrækkede danskere kan også forklares med, at danskerne i almindelighed tror, at vi har ligestilling her i landet. ”… fordi politikerne siger, at sådan er det,” som Rikke Andreassen siger.

Det er da også iøjnefaldende, at danske politikere, i modsætning til svenske, ikke vil diskutere strukturel ligestilling, hvilket ifølge endnu en kønsforsker på RUC,  Kenneth Reinicke, forsinker ligestillingsudviklingen, fordi enten ”går vi ind og modsiger præmissen om manglende ligestilling, eller også laver vi sjov med det. Vi har svært ved at fastholde et neutralt blik på problemer med ligestilling.”

Har det mon smittet befolkningen, at danske politikerne har valgt at indtage den passive position, at ligestilling kommer af sig selv?

Gid flere danske kvinder og mænd ville træde i karakter ved at tage ordet feminisme til sig og holde op med at lave sjov med holdninger, de reelt selv deler om, hvordan samfundet kan indrettes, så flere får et godt liv

Kendsgerningen er i hvert fald, at danskerne har et absurd ligestillingsministerium, som ikke vil lovgive.  På trods af at man netop under en ligestillingskasket ville kunne styrke både kvinders og mænds udfoldelsesmuligheder arbejdsmæssigt og personligt.

”Man har politisk flyttet ligestillingsproblemer hen i minoritetskulturer, og dermed får vi ikke diskussionen om barsel, voldtægt og andre emner, der vedrører alle, uanset kultur”, udtaler Rikke Andreassen.

I 2016 var det meget apropos 40 år siden, Folketinget vedtog loven om ligeløn, men der er stadig ikke reel ligeløn, bl.a. fordi det ifølge fagforbundet 3F kan være dyrt at lægge sag an for ulige løn. Jeg nægter at tro, at danskerne er tilfredse med politikere, der hverken har løst ligelønsproblemet eller har banet vejen for øremærket barselsorlov til mænd. Hvorfor er det ikke også feministiske holdninger, der definerer vores kvalitet i den helt nære hverdag, vi som vælgere undersøger, inden vi stemmer til de politiske valg?

Gid flere ville tage ordet feminisme til sig

Da Charlotte Kirkegaard, cand.jur. og international ekspert i ligestilling for nylig blev bedt om at definere feminisme i en sætning, afslørede hun en mere vidtgående holdning end forskernes grundlæggende nemlig, at feminisme ”anerkender, at vi har et system, der giver privilegier til nogle få og undertrykker og diskriminerer kvinder og en lang række minoritetsgrupper.”

Hun opdagede ‘kvindeundertrykkelsen’ allerede som 11-årig og ser i dag også feminisme som en ”grundlæggende analysemetode, jeg kan bruge i rigtig mange situationer til at forstå, hvor problemerne reelt ligger.”

Lad os så få valgt nogle politikere, som går foran og tør sige højt, at også de er feminister

Hun kalder sit valg af feminisme som fokus ”et af de bedste og vigtigste valg, jeg har truffet i mit liv.” Ikke mindst fordi det har givet hende et globalt netværk af ligesindede feminister – for ikke at tale om ”de bedste venner, fordi feminister er supersøde, kloge, skarpe, modige og omsorgsfulde.”

Jeg kunne ikke sige det bedre.

Gid flere danske kvinder og mænd ville træde i karakter ved at tage ordet feminisme til sig og holde op med at lave sjov med holdninger, de reelt selv deler om, hvordan samfundet kan indrettes, så flere får et godt liv.

Og lad os så få valgt nogle politikere, som går foran og tør sige højt, at også de er feminister.


Foto: Pexels. 

Hanne Dam er journalist, forfatter, foredragsholder og debattør. Hendes faglige specialer er kultur og kønspolitik med fokus på piger og kvinders vilkår og velbefindende i samfundet. Hun har arbejdet med køn hele sit liv og modtog i 1980 Cavlingprisen for at have moderniseret den kønspolitiske debat med afsmitning til de øvrige medier.

Hun interesserer sig bredt for nye trends i samfundet. Og har som studielektor og censor gennem 15 år i journalistik på RUC et bevidst forhold til journalistik og medier.
Uddannet journalist på Dagbladet, Ringsted. Kulturreporter i fem år på Berlingske. 21 år som kønspolitisk – og kulturreporter, samt lederskribent på dagbladet Information. Har sideløbende bl.a. haft sin egen klumme i Alt For Damerne, eget magasin på TV2 og medietrænet et hav af embeds-og erhvervsfolk og politikere. Var i to år informationschef i Forbrugerstyrelsen og har derudover undervist hundreder af journaliststuderende.

I disse år fokuserer hun på livets begyndelse – fødsler - i forbindelse med debatbogen ”Giv kvinderne fødslen tilbage” (Gyldendal). Bogen undersøger, hvorfor så mange unge kvinder i dag oplever at have dårlige fødsler og får en skidt start på moderskabet. Det skyldes besparelser, men også et lægestyret hospital, hvor jordemødre med kompetence i den naturlige fødsel deaktiveres i deres faglighed.

Hvis man vil honorere hende for hendes artikler i POV, kan det ske via hendes Mobile Pay: 2681 2464

Profilfoto: Pia Tromborg

Seneste artikler om LIGESTILLING