PORTRÆT-INTERVIEW // POV BUSINESS – Sigrid Dyekjær er en Danmarks mest succesfulde producere inden for dokumentarfilm-genren. Hun skaffer store internationale produktioner til Danmark og lægger ikke skjul på, at hun kommer fra samfundets overklasse. Som filmproducer skal hun ”have organisatorisk tæft” og ”en form for karisma”, siger den Emmy-belønnede og Oscar-nominerede dansker til POV’s Poul Arnedal, der har mødt hende i vandkanten ved Søerne i København.
Hun har været med til at vinde to Emmy’er, været Oscar-nomineret med en film, og i år har en af hendes film vundet to priser på den præstigefyldte the Sundance Film Festival i USA. Til august flytter hun i nogle måneder til Los Angleles for at lave Oscar-kampagne for en af sine seneste film, The Territory.
Det er en film om et oprindeligt folk på blot 180 individer inde midt i Brasiliens Amazonas-jungle, som kæmper for at bevare både deres identitet og traditioner, og den regnskov, som driftige bønder, fattige nybyggere – og den brasilianske regering – vil fælde og omdanne til landbrugsland.
Sigrid Jonsson Dyekjær hedder hun. Hun er 52 år, har været næsten 25 år i filmbranchen og er en af Danmarks mest succesfulde internationale filmproducere inden for dokumentarfilm. For et halvt år siden skabte hun sit eget produktionsselskab Real Lava – i samarbejde med den franske mediegigant Newen – og har lige nu i gang fem-seks store film, som får premiere inden året er omme.
Trækker udenlandske produktioner – og penge – til Danmark
Og selv om hun i dag har en stor fransk pengetank i ryggen og satser på at lave internationale dokumentarfilmproduktioner, så er hun dybt forankret i det danske filmmiljø og ser det som en af sine fornemmeste opgaver at sammenkoble de mange utroligt dygtige danske filmtalenter blandt både instruktører, klippere, tonemestre, animatorer og komponister med udenlandske talenter.
”På den måde er det muligt at trække udenlandske produktioner til Danmark og samtidig sikre, at de penge, jeg trækker til landet, går til danskere, der betaler skat her i Danmark,” understreger hun.
”Jeg blev i første omgang spurgt af franskmændene, om jeg ikke kunne tænke mig at lave et firma i Paris og sagde nej tak. Jeg elsker at være i Danmark og er rigtig glad for København, hvor jeg kan cykle på arbejde, og luften er ren. Så jeg har ikke lyst til at bo i Paris. Men jeg vil gerne kunne være mobil og rejse hen, hvor tingene foregår, når der er brug for det. Men det har været fedt at tiltrække en stor investor fra udlandet, som virkelig vil bruge mange penge i Danmark.”
Vant til at gå helt til kanten
Sigrid Dyekjærs tidlige produktioner tæller bl.a. fim om Ai Wei Wei, Per Kirkeby, Svend Auken, Anders Matthesen, Jørgen Leth, Scandinavian Star og Ekstra Bladet samt den Oscar-nominerede og dobbelt Emmy-belønnede The Cave. Den sidste foregår i et underjordisk hospital i Syrien under russernes bombardement, og den fik Sigrid Dyekjær som producer en personlig Emmy for sidste år.
Hun har sat mig stævne på Kaffesalonen ved Søerne i København og placerer os på den yderste kant af caféens ponton, som rækker langt ud i Peblingesøen. Og Sigrid Dyekjær er vant til at gå helt til kanten med sine filmproduktioner, og hun er ikke heller ikke bange for at springe ud på det dybe vand.
”Jeg vil gerne være med til at skabe en forandring i verden og producere film, som er med til at skabe en ny dagsorden,” fastslår hun.
Pludselig kommer der en helt ny dimension ind i filmen, så kom ikke at sige, at Covid-19 ikke også kan være godt for noget
Sigrid Dyekjær
Og hun er ikke en person, der bare hviler på laurbærrene. For godt nok fik hendes nyeste film The Territory, som har været undervejs i adskillige år, to priser på Sundance, men det har ikke forhindret hende i at være i gang med en ny og udvidet version af filmen, som, hun håber, kommer med i kapløbet om en Oscar i 2023.
”Midt i den nye version af filmen kommer stammen inde i regnskoven og siger til filmfolkene: ’Nu kan I ikke komme ind til os mere, for nu er der corona. Og hvis vi får corona, så dør vi alle sammen.’ Så fik de udleveret kameraer og begyndte selv at filme. Og det er et vendepunkt i filmen.”
”De bliver kaldt Uru-eu-wau-wau og består som nævnt kun af 180 individer, og de blev først ”opdaget” og fik kontakt med vores verden i 1981. Indtil da havde de gennem hundrede af år levet fuldstændigt isoleret i regnskoven. Og som de siger i den nye version af filmen: ’Vi er trætte af, at I gennem mange år har vist, hvem vi er. Nu viser vi omverdenen, hvordan vi ser os selv og vores traditioner, og hvorfor det er vigtigt at bakke vores kamp op’.”
”Pludselig kommer der en helt ny dimension ind i filmen, så kom ikke at sige, at Covid-19 ikke også kan være godt for noget,” sige Sigrid Dyekjær og slår ud med armene.
Angela Merkel, Ukraine og arabiske kvinder på Mount Everest
Nogle af de øvrige film, hun har under opsejling, er bl.a. en film om Angela Merkel baseret på allerede eksisterende optagelser, hvoraf nogle går helt tilbage til hendes ungdom i DDR, og mange aldrig tidligere har været vist. Uden at hun i øvrigt har indflydelse på filmen, har den tidligere tyske bundeskansler givet sin tilladelse til, at klippene bliver brugt, og de er med til at vise nye sider af hende.
En anden film, Dreaming of Everest, handler om fire arabiske kvinder, som bestiger Mount Everest. For nok kan de hverken få lov at cykle eller køre bil hjemme i Saudi Arabien, ”men de kan eddermame klartre op ad verdens højeste bjerg,” som Dyekjær udtrykker det.
Hun er også i gang med at producere en film om krigen i Ukraine, hvor optagelserne stadig er i gang, mens vi sidder og taler sammen. Her var det danskerens erfaring fra The Cave og med at lave film midt i en krigszone, som fik en af de oprindelige bagmænd – den amerikanske instruktør og producer Darren Aronofsky, der bl.a. står bag film som Black Swan, The Wrestler, Mother, Requiem for a Dream osv. – til at henvende sig til hende.
Endelig er hun midt i optagelserne til en film om de første klimaflygtninge i USA, som må forlade deres ø ud for kysten i Louisiana, fordi den er ved at forsvinde i havet, og som den danske kvindelige instruktør Sandra Winther instruerer.
Organisatorisk tæft, networking og moralsk kompas
Hvordan det overhovedet er lykkedes hende at komme dertil, hvor hun er i dag, får man lidt af en forklaring på, da jeg spørger hende om, hvad der egentlig skal til for at blive filmproducer, og hvad sådan en egentlig laver?
”En producer skal have organisatorisk tæft, være god til at networke og kunne begå sig i mange forskellige miljøer. Du skal kunne tale med både de mennesker, som har pengene, og de som ingen penge har. Og så skal man have en mavefornemmelse for, hvad der er etisk og moralsk rigtigt og forkert. Det gælder ikke mindst inden for dokumentargenren, hvor man har med rigtige mennesker og deres historier at gøre. Man skal kunne turde stole på sit instinkt.” fastslår hun.
Det er ligesom at være leder af en virksomhed eller medlem af en bestyrelse i erhvervslivet. Du skal have en form for karisma, så folk får lyst til at holde øje med dig og lytte til dig
Sigrid Dyekjær
For produceren er uundværlig for en filmproduktion. Han eller hun er den organisatoriske – og også gerne inspirerende – krumtap, uden hvem en film aldrig ville ”komme op at flyve, som det hedder i branchejargonen. Det er produceren, der skaffer pengene til produktionen og dermed også skaffer arbejde til en hel masse filmarbejdere.
Og det er produceren, der er ansvarlig overfor investorerne, og med sit renommé garanterer, at de får det produkt, som de forventeligt har investeret i. Samtidig skal hun eller han holde styr på hele produktionen fra idé til den færdige film, være en sparringspartner for den kreative krumtap, instruktøren og tilrettelægge salgs- og PR-arbejdet.
Skal kunne fylde et rum og trænge igennem
”Når du som producer kommer ind i et rum eller en forsamling, skal du have evnen til lynhurtigt at i fylde rummet og trænge igennem, så folk tænker: ’Nå, nu taler hende der, så må vi hellere lytte efter’,” siger hun og fortsætter:
”Det er ligesom at være leder af en virksomhed eller medlem af en bestyrelse i erhvervslivet. Du skal have en form for karisma, så folk får lyst til at holde øje med dig og lytte til dig. Det er nødvendigvis ikke noget, man kan lære. Det skal man have med hjemmefra. Det en rolle, man kan blive stærkere til gennem årene, efterhånden som man får mere erfaring. Men den skal altid have været der,” understreger Dyekjær, der som sit absolutte forbillede har Vibeke Windeløv, der i mange år var producer for Lars von Trier.
”Hun er en fuldstændig fantastisk kvinde. Når Vibeke kommer ind i rummet, så indtager hun det på en utrolig smuk, værdig og kvindelig måde.”
”Jeg kommer fra overklassen”
Som man måske kan forstå, så er det ikke personlig tilbageholdenhed, som er den internationale succesproducers største personlighedstræk. Og hun lægger da heller ikke skjul på, at hun har meget af sin udstråling og karisma med hjemmefra.
”Jeg kommer fra overklassen og er vokset op i Rungsted,” siger hun uden den fjerneste blusel. Hendes tipoldefar på moderens side var grundlæggeren af maskin- og cementkoncernen F.L. Smidth. Begge hendes forældre blev uddannet advokater og arbejdede i familiekoncernen.
Jeg syntes bare, det var så uendelig mere kedsommeligt at producere fiktion. Det handlede hele tiden om, hvilken skuespiller man kunne få
Sigrid Dyekjær
Navnet Jonsson har hun fra sin islandske far, der døde, da Sigrid var 26 år. Han kom til Danmark som 6-årig sammen med sine fire søskende, sin alkoholiserede far og ludfattige mor, der sparede sammen, så han som den eneste af børnene kunne få en uddannelse (Navnet Dyekjær stammer fra hendes tidligere ægteskab).
Hendes mor og far mødte hinanden som helt unge, og moren var 19 år, da hun blev gravid med Sigrid’s storebror Eyvind, og forældrene blev gift. Men selv om anerne er fine, så har filmproduceren som femte generation af et vidt forgrenet cementdynasti ikke udsigt til en stor pekuniær arv – tværtimod. Og som den eneste af sine søskende fik hun heller aldrig nogen formel uddannelse.
”Det er kun socialdemokrater, der laver film”
”Da jeg allerede som helt ung fortalte min mor, at jeg ’ville noget med filmen’, sagde hun forskrækket: ’Det skal du ikke. Det er kun socialdemokrater, der laver film.’ Og så mente min far jo heller ikke, at der var nogen penge i at lave film,” konstaterer Sigrid Dyekjær.
For at glæde sin mor studerede hun i et par år og nærmest for syns skyld dramaturgi på universitetet. Det lugtede dog lidt af film, selvom det mest handlede om teater. Men der gik ikke lang tid, før hun fik benene indenfor i reklamebranchen, hvor hun begyndte at lave reklamefilm for Young & Rubican.
Her lærte hun fra grunden, hvordan man styrer en produktion, og hvordan man når ud til at publikum. Det var erfaringer, hun kunne bruge, da hun fandt vej ind i filmbranchen, hvor hun i en periode også var med på en række kortfilm og spillefilm og blev medejer af produktionsselskabet Tju-Bang Film. Men det varede kun, indtil selskabet blev opkøbt af det svenskejede SF-Film.
Henter sine historier direkte ud af virkeligheden
”De mente ikke længere, der var et potentiale for dokumentarfilm, og var kun ude på at tjene penge. Derfor skulle jeg skrive under på, at jeg aldrig mere ville lave dokumentarfilm. Det nægtede jeg, og så blev jeg fyret.”
Kort efter fyringen var hun med til at danne Danish Documentary sammen med instruktørerne Phie Ambo, Eva Mulvad, Pernille Rose Grønkjær og Mikala Krogh. Siden har hun kun produceret dokumentarfilm. Og det har hun tænkt sig at blive ved med.
Dokumentarfilmen giver i mine øjne meget mere mening. Her informerer vi faktisk folk om, hvordan verden ser ud. Publikum får en unik chance for at spejle sig i andre mennesker
Sigrid Dyekjær
”Jeg syntes bare, det var så uendelig mere kedsommeligt at producere fiktion. Det handlede hele tiden om, hvilken skuespiller man kunne få. Hvornår den og den stjerneskuespiller havde tid. Hvilken make-up artist den kvindelige skuespiller ville have. Hvor mange biletter der kunne sælges. De diskussioner orkede jeg simpelthen ikke. Det handlede aldrig om, hvad fanden det egentlig er, vi vil fortælle folk, og hvad det er for en virkelighed, vi vil lukke dem ind i. Og hvordan vores film kan ændre den måde publikum oplever verdenen på?”
”Dokumentarfilmen giver i mine øjne meget mere mening. Her informerer vi faktisk folk om, hvordan verden ser ud. Publikum får en unik chance for at spejle sig i andre mennesker, opleve og undersøge naturen eller diskutere videnskab og andre fænomener. Dokumentarfilm gør folk klogere og sørger for, at det bliver mere spændende at være til. Du bliver et mere reflekteret væsen, når du har set en dokumentarfilm. I modsætning til fiktionsfilmen, så henter vi vores historier direkte ud af virkeligheden og i virkeligheden og kan få sat ting på den samfundsmæssige dagsorden,” fastslår Sigrid Dyekjær.
”Jeg gider kun, hvis I har masser af penge”
Efter at have vundet en Emmy og været Oscar-nomineret med The Cave fik hun endnu mere inspiration til at komme ud i verden og producere internationale film. Så sidste forår trak hun sig ud af Danish Documentary og gik solo. Men så ringede hendes kolleger fra danske Nimbus Film og spurgte: ’Har du lyst til at blive købt af nogle franskmænd?’
Og det havde hun bestemt ikke. Nu havde hun endelig fået fødderne under eget bord og havde gang i flere spændende internationale projekter. Så svaret var et klart NEJ.
”Jeg var kommet i den heldige situation, at jeg stort set kunne lave de projekter, som jeg havde lyst til, og kunne skaffe pengene til dem. Men så ringede franskmændene selv og sagde: ’Vi hører, du ikke gider, men …’ Og jeg svarede: ’Jeg gider kun, hvis I har en masse penge’. Hertil lød svaret: ’Vi kan gi’ dig rigtig mange penge. Og du behøver ikke at spørge os først. Vi har tillid til dig.’ Og se, det var jo en helt anden snak.”
’Franskmændene’ kom fra selskabet Newen, der er ejet af den officielle franske tv-station TF1, som igen er ejet af Frankrigs største cementvirksomhed, Bouygues, der også ejer det Franske teleselskab Bouygues. De havde tidligere investeret i danske Nimbus Film og ejer også produktionsselskaber flere steder i Europa – Spanien, Tyskland, Holland, Belgien, England og er på vej til at ekspandere i Italien, Sverige og Norge.
Til Los Angeles sammen med sin datter
”Jeg mødtes første gang med en repræsentant fra Newen under Cannes Filmfestival i sommeren sidste år og fik et fantastisk godt indtryk. I modsætning til mange andre internationale medievirksomheder, satser de ikke på at tjene hurtige penge, men prioriterer at få mere langsigtede rettigheder til filmene. Og i december fik vi lavet en bedre aftale, end jeg nogen sinde havde kunnet drømme om.
Den betyder bl.a., at jeg kan koncentrere mig om at producere film og ikke skal bruge en masse tid på også at finde finansiering til dem upfront. Jeg er vant til, at dokumentarfilmen altid har været lillesøsteren inden for filmbranchen, men nu har jeg simpelthen fået en drømmeaftale med mine nye partnere i Real Lava,” slutter Sigrid Dyekjær, der glæder sig til at skulle tilbringe 3 ½ måned i Los Angeles. Og hun bliver ikke helt alene. Hendes ældste datter, som læser antropologi, har nemlig fået en praktikplads i den amerikanske filmby i samme periode, så ”det bliver lidt af en familietur”.
Og så hører det også med til fortællingen, at filmproducerens egen mor, der i dag bor i Frankrig, for længst har slået sig til tåls med datterens filmarbejde og faktisk er ret stolt af sin Oscar-nominerede og Emmy-vindende datter, der også er blevet optaget i Kraks Blå Bog – som én af de eneste i familien.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her