MELLEMØSTEN // ANALYSE – Mens Israel forbereder en massiv offensiv i Gaza, forfølger Donald Trump sin egen dagsorden i Mellemøsten. Men hænger det hele alligevel sammen?
TEL AVIV – Det syriske pund øgede sin værdi med 30 pct. i forhold til den amerikanske dollar, straks efter at Donald Trump i sidste uge erklærede, at han vil hæve de amerikanske sanktioner mod Syrien. Da Trump fredag afsluttede sin mellemøstrejse, der omfattede Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), var det med en lang række aftaler og både hele og halve løfter i sit kølvand, hvilket efterlader et klart indtryk af, at han har sat sig for at ommøblere mangt og meget i store dele af regionen.
Under fredagens møde med Emiraternes præsident, Sheikh Mohamed bin Zayed Al Nahyan, også kendt som MbZ, indgik Trump aftale om, at de to lande skal gå sammen om at anlægge et enormt datakompleks, der i Abu Dhabi skal arbejde for yderligere udbygning af den globale brug af kunstig intelligens.
Selv om Trump skulle have andre prioriteter i sin mellemøstpolitik, kan det alligevel vise sig, at en tackling af regionale konflikter og problemer kan føre til en ommøblering i Mellemøsten
Qatar, som ikke har haft besøg af nogen amerikansk præsident, siden George W. Bush i 2003 gæstede den store amerikanske Al-Udeid militærbase i landet, kan se skridtet som en tilnærmelse til USA, og det ligger i luften, at den hovedrige stat vil købe stort ind hos den kriseramte flygigant Boeing.
Og Saudi-Arabien havde ønsket sig en klarere sikkerhedsaftale i form af et formaliseret militært samarbejde med amerikanerne. Dette opnåede landets reelle leder, kronprins Muhammed Bin Salman, ikke helt, men som et skridt på vejen stillede han i udsigt, at landet måske vil investere 600 milliarder dollars i den amerikanske økonomi.
Alt dette synes at falde helt i hak med de ambitioner, Trump havde med rejsen. Han stilede mod handelsaftaler og økonomisk samarbejde, hvilket naturligvis kan tjene til at afbøde effekterne af den handelskrig, præsidenten har sat i gang mod store dele af verden, og som har voldsom negativ virkning på den amerikanske økonomi.
Trumps egentlige dagsorden
Allerede nu synes det dog uvist, om det hele kan lade sig gøre. Eksempelvis kan Trump ikke på egen hånd beslutte at indgå en aftale med UAE, eftersom denne vil forudsætte næsten fri adgang til avanceret amerikansk teknologi og ikke mindst micro-chips, og det kræver naturligvis en forudgående sikkerhedsgodkendelse. Forsvarssamarbejdet med Saudi-Arabien skal også godkendes i hele det amerikanske etablissement, så heller ikke dette er nogen helt vandtæt deal.
Mens det er disse deals, der helt givet har Trumps hovedinteresse, og som vil gavne hans personlige prestige, er det derfor særlig interessant at se på de øvrige politiske og diplomatiske træk, som blev taget på rejsen. Under normale forhold ville dette sandsynligvis have været essensen af en amerikansk præsidents rejse i den konfliktfyldte region. Og selv om Trump skulle have andre prioriteter i sin mellemøstpolitik, kan det alligevel vise sig, at en tackling af regionale konflikter og problemer kan føre til en ommøblering i Mellemøsten, og for Trump giver dette naturligvis mening, fordi aftalerne i sig selv vil kunne gavne USA’s økonomiske interesser.
Mens Trump opholdt sig i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, mødte han den nye syriske leder, Ahmed al-Sharaa. Dette var i sig selv opsigtsvækkende, eftersom al-Sharaa af USA er klassificeret som terrorist
Forud for Trumps besøg var hans særlige mellemøstudsending, Steve Witkoff, således i Oman, hvor det stod på forhandlinger med en iransk delegation. Iranerne viser stor interesse for at komme ud af de sanktioner, som navnlig USA har pålagt landet, og en brik i dette spil er de iranske atomprogrammer, som Trump gerne vil have standset. Da Trump rejste fra regionen fredag blev det antydet, at en aftale med Iran kan være nært forestående, men der foreligger ikke yderligere oplysninger, som skulle kunne be- eller afkræfte dette.
Derfor er forholdet til Syrien nok så interessant. Også her er der en betydelig usikkerhedsmargen, idet Trump ikke bare kan løfte sanktionerne ved et præsidentielt dekret. En beslutning i den vægtklasse skal godkendes af Kongressen, og i det hele taget skal den gennem en grundlæggende sikkerhedsvurdering, men alt taget i betragtning kan meget tyde på, at det rent faktisk vil kunne lade sig gøre.
Giver Trump Syrien en ny chance?
Mens Trump opholdt sig i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, mødte han den nye syriske leder, Ahmed al-Sharaa. Dette var i sig selv opsigtsvækkende, eftersom al-Sharaa af USA er klassificeret som terrorist. Han har en fortid i al-Qaeda, som jo stod bag de massive angreb på USA den 11. september 2001, men al-Sharaa er sidenhen slået ind på en langt mere pragmatisk linje.
Den syriske leder tog ikke overraskende mod den udstrakte hånd. Han betragtes som et samlingspunkt i Syrien og et vist håb om en bedre fremtid, men ikke desto mindre har han store vanskeligheder med at samle hele landet under sin autoritet. Et af landets etniske mindretal, alawierne, er blevet mødt med stor brutalitet fra de nye magthavere, hvilket hænger sammen med, at Bashar al-Assad, som blev væltet i december sidste år, selv er alawi. Og både kurderne og druserne har et særdeles kantet forhold til al-Sharaa og hans nye styre.
Der er stærke formodninger om, at Hamas’ øverste chef i Gaza, Muhammed Sinwar, blev dræbt under angrebet
I den brede syriske befolkning bunder mistilliden til al-Sharaa dog navnlig i de meget spinkle udsigter, der hidtil har rådet med hensyn til at få landets økonomi blot nogenlunde på fode i nogen nær fremtid. Lige nu er den syriske økonomi skrumpet til en fjerdedel af, hvad den var før borgerkrigens start i 2012. Og hvis man forudsætter, at Syrien ikke gribes af ny krig, ville landets økonomi med den nuværende vækstrate ikke nå op på førkrigsniveau før tidligst i 2080.
Ophævelse af sanktionerne ville selvsagt kunne stille Syrien i en helt anden position. Aktuelt er Syrien eksempelvis ikke tilknyttet det internationale bankvæsen, så det kan ikke lade sig gøre at overføre penge ad normal vej. Uden sanktioner ville dette sætte det store syriske eksilsamfund rundtom i verden i stand til at sende penge hjem til familien.
Er Netanyahu blevet skubbet ud på et sidespor?
Under mødet opfordrede Trump i stærke vendinger den syriske leder til at normalisere forholdet til Israel. Flere gange tidligere har al-Sharaa udtalt, at Syrien ikke på nogen måde har til hensigt at angribe Israel, selv om israelerne i de sidste måneder har gennemført talrige bombeangreb mod mål i Syrien og har etableret sig med en art stødpudezone øst for den del af Golanhøjderne, som har været på israelske hænder siden krigen i 1967. Men nu ønsker Trump tilsyneladende, at Syrien skal tage det ekstra skridt at oprette diplomatiske forbindelser til Israel.
Dette er interessant, når man tager de seneste dramatiske udviklinger i regionen i betragtning. Det står ret klart, at Trumps eneste doktrin, når det kommer til Mellemøsten, er The Deal. Det har han ingen mulighed for i Gaza, hvilket er hovedårsagen til, at han i sidste uges besøg rettede opmærksomheden mod Golfstaterne. Her er pengene til stede som en nyttig forudsætning for en lukrativ deal, og det er en af grundene til, at han bad Netanyahu om at skyde en hvid pind efter et militært angreb på Iran. Og samtidig betragter han Netanyahu som et forstyrrende element, så han kan betegne al-Sharaa som ”a tough guy, very strong past”, mens han vil give Syrien ”a chance at greatness”. Netanyahu betragter fortsat den syriske leder som en farlig jihadist.
Men ved således at have mistet interessen for Gaza har Trump samtidig givet Netanyahu mere eller mindre frie hænder i den offensiv, der i disse dage tager fart i den sydlige ende af Gazastriben. Formelt lægger Trump-administrationen afstand til den militære løsning, men Trump deler fortsat den opfattelse, at Hamas skal fjernes helt fra Gaza, før man kan komme videre.
Det er disse omstændigheder, der i sidste uge førte til et stort israelsk luftangreb på en bygning i Rafah. Der er stærke formodninger om, at Hamas’ øverste chef i Gaza, Muhammed Sinwar, blev dræbt under angrebet, som også skal have kostet mindst ti personer fra bevægelsens ledelse livet. Det minder om det israelske angreb på det sydlige Beirut den 27. september sidste år. Her blev Hassan Nasrallah og store dele af den centrale Hizbollah-ledelse dræbt under lignende omstændigheder. Den israelske efterretningstjeneste havde skaffet oplysninger om, at bevægelsens ledelse ville holde et sjældent møde, hvorpå man angreb, og noget lignende kan muligvis have været tilfældet i Rafah.
Mens Trump manøvrerer, rykker Netanyahu ind i Gaza
Det kan virke, som om hele det mellemøstlige scenarie er blevet opdelt i to spor, der kører hver for sig. Trump lader de israelske angreb i Gaza ske, og der har også været tavst på linjen fra Washington i disse dage, hvor Netanyahu taler om at indtage hele Gazastriben. Den allerede nødlidende palæstinensiske civilbefolkning i Rafah og Khan Younis har fået besked på at flytte sig endnu en gang, og nu op til noget, der kan gå hen og blive meget voldsomt. Fra israelsk side fremfører man, at Hamas’ kombattanter skjuler sig i denne civilbefolkning, og det er helt tydeligt, at Netanyahu har sat sig for at gøre endnu et forsøg på at udradere den islamiske bevægelse totalt.
Den israelske leder betragter uden tvivl tidspunktet som opportunt. Saudi-Arabien har gennem hele krigen holdt lav profil, og selv om man lige nu hører formelle protester fra Riyadh, er det tydeligt, at man nu reelt vender det helt blinde øje til. Med Trumps besøg har der vist sig nogle nye muligheder, og det er kun endnu vigtigere, hvis Trump kan garantere, at Saudi-Arabiens betingelse for et samarbejde bliver opfyldt. Denne består i en forsikring om, at der ikke kommer noget militært angreb på Iran, hvilket ville indebære en alvorlig trussel mod Saudi-Arabiens stabilitet. Så alene af den grund lader styret i Riyadh gerne Hamas sejle sin egen sø.
Noget tilsvarende gælder for Qatar, som tidligere har finansieret Hamas, mens en række af bevægelsens ledere lever i Doha. På det seneste har det flere gange været antydet, at disse risikerer udvisning fra Qatar, hvilket tydeligt indikerer, at også dette land er godt i gang med at skifte hest.
Store dele af den israelske offentlighed er forfærdet ved udsigterne, og snesevis af analytikere advarer om, at det er en krig, som uvægerlig vil føre både Israel og ikke mindst den palæstinensiske civilbefolkning mod nye katastrofer
Endelig er der Syrien, som aktuelt er blevet et vigtigt omdrejningspunkt i udviklingen. Her taler Trump om en tilnærmelse til Israel, som dog næppe vil komme lige med det første. Men vigtigere er det, at Saudi-Arabien igen er i spil, idet styret i Riyadh har luftet vilje til at investere stort i Syrien for at hjælpe en økonomisk udvikling i gang, hvis de rette betingelser viser sig.
Der er fortsat mængder af løse ender og halve aftaler i alt dette. Trump bygger mange luftkasteller på sin vej, og meget skal til for at komme i mål med disse planer. Men han bygger nok på en tendens, som allerede i længere tid har været synlig, og nu da det ser ud til, at pengene til de mange projekter også er til stede i et eller andet omfang, kan der godt komme til at ske noget, som nok ville være sket, selv om Trump ikke havde vist sig på banen.
Samlet set er det det, Netanyahu ser som sin gyldne chance til at angribe Gazastriben endnu en gang. Store dele af den israelske offentlighed er forfærdet ved udsigterne, og snesevis af analytikere advarer om, at det er en krig, som uvægerlig vil føre både Israel og ikke mindst den palæstinensiske civilbefolkning mod nye katastrofer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og