KRIG I MELLEMØSTEN // ANMELDELSE – Den amerikanske mellemøstkorrespondent Matthew Ayton har skrevet en tankevækkende bog om USA’s forsøg på at føre proxykrig i Syrien. Det er en skildring af et mislykket projekt, og på mange måder har bogen stærk relevans for at forstå, hvad der foregår i Iran lige nu.
Da Barack Obama i januar 2009 flyttede ind i Det Hvide Hus, satte han sig for at gøre op med USA’s tidligere militære engagementer i The Greater Middle East, som regionen ofte hedder i amerikansk sprogbrug. Han så med frygt tilbage på George W. Bushs krige efter 11. september, Afghanistan i 2001 og Irak i 2003.
De to krige kostede mindst 258.000 livet og lænsede den amerikanske statskasse for 1,3 billion dollars – uden at det havde ført til demokrati og stabilitet i de berørte lande, som ellers var det erklærede mål.
På det grundlag gjorde Obama sig til talsmand for en ny amerikansk tilgang med betegnelsen BWT, eller By, With and Through. Præsidenten gjorde dette til en central strategi, hvor udenlandske operationer udføres af lokale styrker, men hvor USA arbejder sammen med dem, hvilket kan være i form af rådgivere eller specialstyrker. På den måde arbejder USA gennem dem som redskab til at nå de amerikanske strategiske mål.
I den nye tænkning var det en klar betingelse, at man kun skulle involvere sig, hvis der var en direkte trussel mod USA’s sikkerhed
Sagt på en anden måde er der altså tale om en slags proxykrig, og hvad Mellemøsten angår, blev det ledetråden for både Obama og hans efterfølgere, Donald Trump og Joe Biden.
Dette blev sat på en afgørende prøve i første halvdel af 2011, da folkelige protester mod Bashar al-Assads styre i Syrien blev mødt med uhørt brutalitet fra regimet og satte landet på en kurs mod åben borgerkrig.
På det tidspunkt havde Obama allerede i nogen tid forsøgt sig med en mere imødekommende holdning til Assad, hvilket skulle være et opgør med den meget konfrontatoriske kurs, forgængeren George W. Bush havde lagt for dagen.
Med afsæt i sin meget citerede tale i Cairo i juni 2009, hvor han beskrev ”en ny begyndelse” med demokrati og borgerrettigheder i Mellemøsten, havde han i særlig grad rettet blikket mod Syrien. Det var hans tanke, at man gennem dialog med styret i Damaskus kunne få dette til at tage afstand fra grupper som Hizbollah, Hamas og Al-Qaeda.
En måned efter at være rykket ind i Det Hvide Hus sendte Obama den indflydelsesrige formand for Senatets udenrigsudvalg, John Kerry, til Damaskus ”to make nice with Assad”, som man sagde. Og da Syrien et par år senere var på vej ind i borgerkrigen, havde Obama endnu ikke opgivet sine forhåbninger. Han håbede stadig på, at den syriske diktator ville undergå en metamorfose, og derfor holdt han sig tilbage fra at fordømme regimets brutale overgreb mod demonstranterne.
Udenrigsminister Hillary Clinton fastholdt også troen på, at Assad ville vende om på en tallerken og vise sig lydhør for reformer. Men samtidig greb den brutale vold om sig, og i begyndelsen af 2012 advarede den syriske leder om, at hvis nogen fremmed magt skred til militær indgriben, ville det blive ”ti gange værre end Afghanistan”.
Dette stillede Obama-administrationen i, hvad forfatteren beskriver som dilemmaet fra Irak. Med sin bemærkning talte Assad direkte til den amerikanske befolkning, som frygtede at blive trukket ud i et nyt mellemøstligt kviksand. Det samme gjorde Obama med god grund. Men samtidig følte han et behov for at handle.
I den nye tænkning var det en klar betingelse, at man kun skulle involvere sig, hvis der var en direkte trussel mod USA’s sikkerhed. Dette kunne ikke siges at være tilfældet med Syrien. Men han klyngede sig alligevel til den eneste mulige undtagelse, nemlig at en form for indgriben kunne være absolut legitim, hvis det tjente til at bekæmpe terror.
Det havde været Bushs hovedbegrundelse for at rette sit voldsomme angreb på Afghanistan som en direkte konsekvens af terrorangrebene den 11. september 2001, og på et meget tyndere grundlag brugte præsidenten terrorbekæmpelsen som anledning til at sende amerikanske tropper ind i Irak et par år senere.
Både Afghanistan og Irak endte i kaos, og USA betalte en høj pris uden at komme i nærheden af noget, der kunne ligne et mål
Både Afghanistan og Irak endte i kaos, og USA betalte en høj pris uden at komme i nærheden af noget, der kunne ligne et mål. Obama skævede også til Libyen, hvor USA havde deltaget med flyangreb, da Gadhafi-styret blev væltet i oktober 2011. Det havde ikke resulteret i noget regimeskifte og stabilitet, men tværtimod udløst anarki.
Og i modsætning til Libyen er befolkningen i Syrien langtfra homogen, og ved en direkte militær indgriben i et land med Israel, Tyrkiet og Iran som nærmeste naboer var der også god grund til at frygte, at det kunne føre til regionale konflikter.
Proxykrigen
Resultatet af mange overvejelser blev, at Obama satsede på at svække Bashar al-Assad ved at støtte hans argeste modstandere i selve Syrien. Vendepunktet kom i 2012, da Assad overtrådte Obamas røde linje ved at bruge kemiske våben mod sin egen befolkning.
Da besluttede den amerikanske præsident sig for at optrappe indsatsen ved at skride til aktiv støtte til Den Frie Syriske Hær (FSA) – i første omgang gennem leverancer af lette våben i store mængder samt oprettelse af træningslejre under ledelse af CIA i nabolandene Jordan og Tyrkiet. Ved årets udgang var mere end 3.500 tons våben blevet leveret til FSA via Qatar og Saudi-Arabien, og amerikanerne var begyndt at samarbejde med andre syriske oprørsgrupper.
Her begyndte problemerne imidlertid at melde sig. Allerede i august 2013 måtte de syriske regeringsstyrker opgive forsvaret af Menagh flybasen, som ligger i den nordlige Aleppo-provins. Til stede var oberst Abdul Jabbar al-Okaidi, som i FSA-uniform hilste oppositionstropperne velkommen. Det var dog ikke hans egne soldater, men en af FSA’s alliancepartnere i kampen mod Assad. Den militante gruppe var under ledelse af georgieren Omar al-Shishani og den egyptiske jihadist Abu Jandal al-Masri, og de stod i spidsen for en gruppering ved navn Islamisk Stat i Irak og Syrien, eller ISIS.
Dette anfører Matthew Ayton som et stjerneeksempel på det stærkt problematiske ved at føre proxykrig. Tidligt i forløbet havde Martin E. Dempsey, der som generalstabschef var en af Obamas nærmeste militære rådgivere, forsøgt at advare mod at give sig i kast med Syrien. ”Der er tegn på, at al-Qaeda er involveret, og at de er interesserede i at støtte oppositionen,” sagde han til præsidenten. ”Indtil vi har en klarere fornemmelse af, hvem de er, og hvad de er, mener jeg, det er forhastet at bevæbne dem.”
Reelt førte USA krig med fjernkontrol. CIA var til stede, men ikke i selve Syrien. Deres folk sad i baserne i Tyrkiet og Jordan, og det var helt tydeligt, at de manglede pålidelige efterretningsoplysninger, ligesom de dybest set ikke vidste, hvad FSA var for en størrelse. Forlader vi Aytons analyse et øjeblik, kan man ikke lade være med at tænke på Donald Trumps beslutning om at angribe Iran i februar 2026.
Her begyndte problemerne imidlertid at melde sig. Allerede i august 2013 måtte de syriske regeringsstyrker opgive forsvaret af Menagh flybasen, som ligger i den nordlige Aleppo-provins
Det er jo på ingen måde nogen proxykrig. Amerikanerne er selv til stede i krigszonen, men krigen føres fra luften, og på den led er der til en vis grad tale om en krig med fjernkontrol. Den hollandske mellemøstforsker Reinoud Leenders fra King’s College i London, har den tese, at amerikanske beslutningstagere har en tendens til at betragte mellemøstlige diktatorer som irrationelle og dysfunktionelle, og ikke mindst er de gode til at skabe betingelserne for deres egen undergang.
Hvorvidt dette har været tilfældet med Bashar al-Assad – og for den sags skyld det nuværende regime i Teheran – skal her være usagt. Men det er helt klart, at Obamas forsøg på at sætte en ny amerikansk militær dagsorden ved at føre proxykrig i stedet for tidligere kriges tusindvis af ”støvler på landjorden” ikke var nogen ubetinget succes. Og i 2013 og 2014 stod det stadig klarere, at den syriske revolution mere eller mindre var blevet overtaget af militante islamiske puritanere, og at amerikanerne kunne glemme alt om at være i stand til at styre oppositionen mod Assad.
Gjorde ondt værre
I sin bog Syria after the Uprisings (Pluto Press, 2019) beskriver den schweizisk-syriske forsker Joseph Daher, hvordan dette ændrede krigens betingelser radikalt. Da Islamisk Stat i 2014 etablerede sit kalifat i store dele af Irak og Syrien, sad amerikanerne for alvor fast i det syriske morads. Obama talte nu om ”den første krig og den anden krig”, hvor den ene rettedes mod Assad-regimet, og den anden mod islamisterne. Til det formål tog han nu initiativ til en international koalition, der på højdepunktet havde 60 deltagerlande, men det var amerikanerne selv, der stillede tropper til 85 procent af alle landoperationer.
Billedet kompliceredes yderligere af, at Rusland længe havde haft vigtige interesser i Syrien, og den aktuelle situation bød på en mulighed for at markere sig som vigtig aktør i Mellemøsten. Her gjaldt det om at beskytte Assad og holde ham ved magten, og i lyset af dette fandt amerikanerne det klogest at satse på den anden krig.
På den måde kunne de undgå en direkte konfrontation med russerne, som også havde en interesse i at bekæmpe ISIS. Så når amerikanerne bombede Assads anlæg til produktion af giftgas, skete det aldrig uden et forvarsel til russerne, som ofte var til stede på disse anlæg. Men som et resultat af dette følte den store syriske civilbefolkning, at de var blevet en svigtet brik i et stormagtsspil, og det var ikke populært, da Obama – af hensyn til russerne – nu meddelte, at krigens mål ikke længere var et regimeskifte i Damaskus.
På mange måder kan man sige, at denne kaotiske krig gjorde ondt værre, og det gælder ikke mindst den kurdiske befolkning i Syriens nordlige dele. Den havde i årevis været marginaliseret af styret i Damaskus og så i krigen et vist håb om national autonomi. Den kurdiske milits YPG (Yekîneyên Parastina Gel, eller Folkets Forsvarsenheder) tog meget aktiv del i bekæmpelsen af Islamisk Stat, men her fik de selskab af Tyrkiet, som spillede en speget rolle i hele denne krig.
Tyrkiet stod som en af koalitionens 60 deltagere, men kom først for alvor ind i billedet, da Ankara øjnede mulighed for at dyrke egne særinteresser. Formelt spillede de en afgørende rolle i nedkæmpelsen af Islamisk Stat, men ifølge Daher drejede 75 procent af den tyrkiske krigsindsats sig udelukkende om at erobre og sætte sig godt fast i de nordlige dele af Syrien, hvor den kurdiske befolkning lever.
Da Trump afløste Obama i Det Hvide Hus i januar 2017, fortsatte han formelt Obamas linje i Syrien. Han satsede også stort på nedkæmpelsen af Islamisk Stat, men han lagde heller ikke skjul på, at han opfattede det som ”madness and idiocy”, og til folkene i CIA sagde han ligeud, at ”vi støtter rebellerne i Syrien, og vi har ikke den fjerneste anelse om, hvem de folk er”. Han var med andre ord godt i gang med at begrave Obamas temmelig mislykkede vision om BWT, altså proxykrigen, og i juni 2017 besluttede han at standse al støtte til FSA. Regimeskifte i Damaskus var ikke på hans dagsorden.
I Syrien arvede Trump en fiasko, som han ikke ville have på sin frakke
At Trump siden da tilsyneladende har foretaget en strategisk kovending ved at lægge ud med ønsket om et regimeskifte, da han indledte krigen mod Iran den 28. februar 2026, er hermed et vigtigt spørgsmål. Et svar kan selvfølgelig være, at Syrien og Iran er to meget forskellige ting, men dengang i 2017 frygtede Trump tydeligvis, at Syrien var ved at udvikle sig til et nyt Irak, altså endnu et stykke mellemøstligt kviksand.
I Syrien arvede Trump en fiasko, som han ikke ville have på sin frakke. Men ud over at være stærkt situationsbestemt og alt andet end ideologisk konsistent, har Trump tydeligvis set Iran som en mulighed for en hård magtdemonstration, ligesom hele atomspørgsmålet står som et godt argument for at handle hurtigt og kontant.
Men samtidig har vi også set, at Trump har måttet bøje af på nogle af sine krav. Ligesom Obama i Syrien taler Trump ikke længere om regimeskifte i Iran, og det har også vist sig, at krigen ikke kunne klares i det snuptag, som han stillede verden i udsigt, da det hele begyndte. Det er derfor, den bitre lære fra Syrien har relevans i den aktuelle situation.
For selv om parametrene er nogle helt andre, har Iran udviklet sig til en understregning af, at der altid vil opstå uventede udviklinger og faktorer, når man forsøger sig med en proxykrig eller en krig baseret på luftangreb, for at undgå den ødelæggende og kostbare landoffensiv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og