Kontanthjælpsreformen og reglerne om integrationsydelse har gjort en i forvejen hård dagligdag hårdere for en lang række udsatte danskere og deres børn. Desuden har den politiske kurs over for mennesker på overførselsindkomster sammen med fortællingerne om Dovne Robert og Fattigkarina skabt et debatklima, hvor de mennesker, det hele handler om, ofte ikke tør at stå frem. Det er et problem, for det betyder at vi kun sjældent hører deres stemmer. I denne serie giver POV Internationals Amalie Keren Maarbjerg ordet videre til nogle af dem. Flere har betinget sig anonymitet for at deltage – og det har vi valgt at respektere. Skribenternes navne er kendt af redaktionen. I denne del af serien beskriver skribenten imidlertid sine oplevelser på nyttejobbet i sit eget navn.
God læsning & god (sen-) sommer!
Af: Maria Charlotte Arup Busch
Da jeg endelig ankommer til mit bestemmelsessted, er min første tanke, at det godt nok er diskriminerende, at de fleste personer er af anden kulturel baggrund end dansk. Da jeg får trukket min cykel nærmere, opdager jeg, at det er de ikke. Jeg blev snydt af, at deres hud har forskellige nuancer af kobber afhængigt af, hvor længe, de har arbejdet i det fri.
Mange af os skal være her i tre måneder, så hvis sommeren fortsætter med at sætte temperaturrekorder, bliver vi snildt i stand til at slå samtlige solbrændthedsnarkomaner med flere nuancer. Vi bliver kaldt ind i containeren, der åbenbart er vores fremtidige pause- og frokoststue. Vi skal høre om reglerne.
“Husk at bede om lov”
Hver morgen skal vi møde inden klokken 8:00. Vi får udleveret et kort, som vi skal bruge til at stemple ind og ud med. Hvis vi kommer efter klokken 8:00, er vi uretmæssigt udeblevet og vil blive trukket i vores ydelse. Den unge kvinde, der er iført neongule shorts og tilhørende T-shirt samt sikkerhedssko, lister den ene regel op efter den anden.
“Når I er ude i området og arbejde, må I ikke tage pauser. Hvis I skal på toilettet, skal I bede én af os om lov, og hvis I bliver tørstige, må I godt gå ind i huset og drikke noget vand, men husk at bede om lov.” Jeg kommer til at udstøde et lille grin, da jeg naivt tror, at hun prøver på at være morsom. Fra hendes forbløffede udtryk forstår jeg, hurtigere end du kan nå at sige nyttejob, at hun er dødsens alvorlig.
Neongule mennesker
Tre kvarters regler og en mild dehydrering senere skal vi have udleveret tøj: Et par shorts eller lange bukser, 1 stk. T-shirt med korte ærmer og 1 par sikkerhedssko pr. person. Jeg prøver at fortælle én af opsynspersonerne, hvad jeg allerede har fortalt dem på jobcentret: Jeg har gigt i ryggen, i den ene overarm og i nogle af mine fingre og tæer. Jeg kan umuligt arbejde i parken hele dagen. “Jeg går i behandling på Frederiksberg Hospital. I må gerne se papirerne”, er det udsagn, der giver en reaktion: “Nå, men så må vi finde på noget andet, du kan lave.”
Jeg kigger mig omkring og undrer mig over, hvad det mon kan være. Der er kun containeren, der rummer nogle borde og stole samt en kaffemaskine. Mine med-nyttearbejdere har alle fået deres tøj udleveret og får besked på at gå op på første sal i containeren og skifte tøj. Da jeg står uden for containeren og ser den første gruppe neongulklædte mennesker med hver deres trillebør på én lang række med kursen mod Valbyparken, får jeg en klump i halsen. Jeg vender mig rundt for at erstatte billedet med noget andet.
“Jeg gider altså ikke høre dig være så negativ”
En anden gruppe har åbenbart fået besked på at hoppe op bag på ladet af en lastvogn. De sidder helt stille og holder fast i vognens kant. Billedet kommer tilbage, og denne gang kan jeg ikke skubbe det væk. Tårerne for dem, der oplevede det utænkelige, fylder mine øjne, men jeg lader dem ikke flyde over. Jeg ved kun alt for godt, hvad der sker, når man græder her.
“Her kommer jeg og er i godt humør, så gider jeg altså ikke høre på dig være så negativ.” Den unge, smukke mørklødede pige græder uden lyd. Tårerne løber ned af hendes kinder og øjnene er mørke af frygt og skam. Hun bliver skældt ud, mens vi alle sammen hører det. Jobkonsulentens høje stemmeleje skriger på vores opmærksomhed. Min mave snører sig sammen. Der er nu helt stille. Alt for stille.
Skam og fornedrelse
Jobkonsulenten er drejet om på hælen, men hendes ord runger stadig på den støvede plads foran containeren. Den unge piges gråd er taget til. Hun græder nu helt åbenlyst. Skammen er komplet. Jeg tager hende i mine arme og stryger hende på skulderen, mens jeg stille shysser de ord, der er lige så gamle som menneskets færden på jorden.
Hun hikster, at hun ikke kan forstå, hvad hun har gjort for at få så meget skældud. At hun er flov over at græde. Jeg fortæller hende, at hun ikke har gjort noget. At hun ikke skal være flov. At det ikke er hende, der er noget galt med. At hun reagerer som et ethvert rigtigt menneske ville reagere. At det er opsynspersonerne og jobkonsulenten, der er noget galt med. At de er en del af et fornedrende system. At de deler regeringens foragt for de arbejdsløse. At det er politik. At alt dette er forkert, men ikke hende. Hendes gråd tager af. Hun nikker. Vi er nu omringet af nyttearbejdere. Nogle ser på, men andre begynder bifaldende at tilslutte sig mit synspunkt.
Tilskuere til eget liv
Vi udveksler erfaringer fra vores levede liv. Erfaringer der fortæller den samme historie om nyttesløs aktivering, manglende respekt og anerkendelse. Om at være hjælpeløse tilskuere til vores eget liv. Om at være reduceret til en genstand for foragt og mistænksomhed. Vores ord er forskellige, men meningen er den samme.
På nær en ældre mand, hvis opgave det er at vaske gulvet i containerne — hvilket han så gør hele dagen – er jeg nu alene i containeren. Alle de andre befinder sig et sted i Valbyparken i færd med at trække ukrudt op af kilometer efter kilometer af græs kun for at gøre nøjagtigt det samme i morgen og dagen efter og dagen efter igen…
Paralleluniverset, hvor nytte har fået en ny betydning
Mit hoved dunker – ikke så overraskende, når man tager i betragtning, at der nu står en mand og sprayer lim på en poster i en container, hvis temperatur nu er oppe på 32 grader. En af reglerne er, at man ikke må åbne vinduerne i containeren. Det er for dyrt i aircondition. Da jeg påpeger, at udluftningen ikke virker, får jeg det svar, at det ved de godt, men at vi ikke må åbne vinduerne, fordi så kan airconditioningen ikke fungere.
Jeg gør endnu et forsøg på at påpege, at det ikke giver så meget mening, når airconditioningen er gået i stykker, men jeg opdager hurtigt, at jeg lige så godt kunne have talt til den moppe, som den ældre mand trofast lader glide hen over gulvet i containeren mens han giver tilsynsmanden ret: “Du må ikke åbne vinduerne, for så virker airconditioningen ikke.”
Da jeg lettere irriteret vrisser, at den jo ikke virker i forvejen, fortsætter han sin Sisyfosrengøring. Jeg overvejer, om jeg mon endelig har mistet min forstand eller om jeg ved et uheld er havnet i et parallelunivers, hvor rationel tænkning er et ukendt begreb og hvor nytte har fået en hel ny betydning
Foto: Buddhike de Siva, Flickr, CC
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
