Dygtigt men halvhjertet – Danmark lever livet farligt med corona

i Debat/Sundhed af
CORONAPOLITIK // KOMMENTAR – Danmark betaler for at have fravalgt en model, hvor den skiftende strategi udvikles i direkte dialog mellem fagkundskaben og de ansvarlige politikere. Vi valgte at lade stærke, politiserende forvaltere fremlægge en umiddelbart set god løsning. Og alt i alt betyder disse svagheder, at regeringen og med den Danmark står uden svar på, hvad vi skal gøre med den bølge af smitte, der nu er ved at ramme hele landet, advarer Michael H. Clemmesen.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her


Engang i foråret udtalte den svenske chefsepidemiolog Anders Tegnell, at der før udbruddet ikke havde været uenighed mellem ham og kollegerne i udlandet, om hvilken strategi, der skulle følges ved en eventuel pandemi.

Den var udviklet på forhånd for et udbrud af en ny type influenza og gik ud på at inddæmme skaderne, indtil befolkningen havde opnået flokimmunitet, eller en vaccine var klar.

Vi må forvente en stærkt forværret politisk situation i landet under den kommende, fornyede smittekrise

I Danmark havde man ikke valgt dén strategi. I det omfang man overhovedet var sig det bevidst, optrådte man, som man altid må gøre i en ny, stadig dynamisk situation: Man valgte en ”strategi”, der reelt blev indledt som en pragmatisk læreproces.

Nøglepersonen her måtte naturligt nok blive Sundheds- og Ældreministeriets velkendt stærke departementschef, Per Okkels. Han har 35 års erfaring med ledelse af forvaltning af fagområdet på regionalt og centralt niveau, herunder med afvejning af faglige input mod politisk nødvendighed. Sådan fungerer den danske centraladministration.

Per Okkels. Pressefoto.

Tesen om, at Okkels fik og beholdt hovedrollen, kan forklare både styrken og problemerne med den danske optræden siden begyndelsen af marts og frem mod den nu kommende anden krise:

1) Hurtighed

2) Lukkethed om forløbet og reelle motiver og prioriteringer

3) Centralisme

4) Fokus på organisatorisk ”byggearbejde”, landsdækkende skridt og effektivt samarbejde med erhvervslivets hovedaktører

5) Vanskelighed med at lære nyt, når beslutningen først er taget og først ud i livet samt endelig

6) Den forsigtighed med at irritere befolkningen, som kendetegner den dygtige danske embedsmands rådgivning.

Da der konstant var diskussion af, hvor farlig denne virus var, var man ekstremt forsigtig med at stille klare krav til befolkningen, hvor store dele jo kunne være uenige

Hurtigheden og lukketheden  karakteriserer den oprindelige nedlukning. Den væsentligste fejl skete, som Information tidligere har klarlagt, i nedlukningen af domstolene, hvor man glemte at tage tilstrækkeligt hensyn til deres uafhængige status.

De fire første træk bestemte alt i alt forløbet derefter til og med faserne i “oplukningen”.

Den organisatoriske ombygningsindstats fik skubbet opretningen af den pinlige værnemiddelsskandale over til Justitsministeriet. Man fik beskæftiget regionerne med den efterhånden mere tilstrækkelige testningsindsats. Med ny midlertidig chef blev kontaktsmittesporingen stadig holdt indpakket i den amorfe rodebutik, som hedder Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kommunerne kunne koncentrere sig om at finde og administrere faciliteter til isolation.

Sundhedsstyrelsen blev opretholdt som magtens nødvendige faglige facade uden reel indflydelse, og det mere demonstreret loyale Statens Seruminstitut fik nu den ansvarlige rådgiverrolle.

Under hele forløbet indtil nu forblev al reel myndighed direkte ved ministeriets departement, der således også virkede som styrelse. Ingen kombination af aktiviteter blev delegeret.

Da der konstant var diskussion af, hvor farlig denne virus var, var man ekstremt forsigtig med at stille klare krav til befolkningen, hvor store dele jo kunne være uenige.

Formodningen om, at det står galt til, kan også aflæses af den voksende bølge af hadske konspirationsteorier både i udlandske og danske sociale medier

I modsætning til i hårdere ramte udlande, forblev den danske kriseindsats balanceret, dvs. halvhjertet.

Da alt synes at gå langt, langt bedre, end man kunne frygte, gik regeringen med til en hurtig genåbning, der herefter skete i tæt samarbejde med erhvervslivets fagkundskab.

Forsigtigheden blev opretholdt. I modsætning til i Tyskland var masker ikke nødvendige, testning ved indrejse fra smittefarlige udlande ikke tvungen, isolation ikke effektivt søgt håndhævet og det var frivilligt om smittede ville bidrage til kontaktsporing.

Den midlertidigt ansvarlige styrelseschef Anette Lykke Petri fortalte tilfreds Berlingske den 4. august, at man havde styr på 90 %, hvilket enhver forvalter jo måtte være stolt over. Denne procentdel var lige før smitten igen bredte sig til hovedparten af landets kommuner og øgede opgavepresset dramatisk.

Anette Lykke Petri. Pressebillede – Styrelsen for Patientsikkerhed. Foto: Søren M. Osgood

Utilstrækkelig kapacitet på kontaktsmittesporeområdet og dermed muligheden for konstant at trykke smitten i bund, før den når et niveau, så dette bliver umuligt, er et resultat af den svigtende evne til at lære af andre lande som eksempelvis Norge og Island – man kan se en beskrivelse af den robuste norske fremgangsmåde her.

Jævnfør seruminstituttets pjece til den smittede, er kontaktsporing og orientering af de muligvis smittede vedkommendes eget ansvar. Det må siges at være stærkt resursebesparende, og ansvarsløst. Dette virker sammen med ministeriets svigtende vilje eller evne til uddelegering af ansvaret for den regionale og lokale indsats.

At vi som er kommet hertil under COVID19-krisen er resultatet af, at hverken medierne eller oppositionen har taget situationen så alvorligt, at de begyndte at lede efter svaghederne i de danske svar på pandemien

Og alt i alt betyder disse svagheder, at regeringen og med den Danmark står uden svar på hvad vi skal gøre med den bølge af smitte, der nu er ved at ramme hele landet.

Danmark betaler for at have fravalgt en model, hvor den skiftende strategi udvikles i direkte dialog mellem fagkundskaben og de ansvarlige politikere. Vi valgte i stedet at lade stærke, politiserende forvaltere fremlægge en umiddelbart set god løsning.

At vi som er kommet hertil under COVID19-krisen er resultatet af, at hverken medierne eller oppositionen har taget situationen så alvorligt, at de begyndte at lede efter svaghederne i de danske svar på pandemien i stedet for blot at jage tilbagevenden til normaliteten.

Medierne har også svigtet i undersøgelsen af, hvordan de danske beslutninger blev taget, og af hvorfor de var så markant mere halvhjertede, end i Tyskland og forskellige fra Norges på et helt centralt område.

Vi må forvente en stærkt forværret politisk situation i landet under den kommende, fornyede smittekrise.

Psykolog Pernille Strøbæk om coronakrisens effekt på mennesker
Formodningen om, at det står galt til, kan også aflæses af den voksende bølge af hadske konspirationsteorier både i udlandske og danske sociale medie. Foto: Pixabay.

Det skyldes kombinationen af den oprindelige lukkethed, de svigtende medier og den udbredte halvhjertede og nølende opfattelse af alvoren, som var resultatet af, at vi ved rettidig nedlukning slap for tragedier som i Lombardiet, Madrid, New York og London i foråret.

Det er ikke indholdet, men det ætsende had, der præsenteres i disse ekkorum, som er rystende

Formodningen om, at det står galt til, kan også aflæses af den voksende bølge af hadske konspirationsteorier både i udlandske og danske sociale medier, som også har været omtalt i POV.

Elementerne er velkendte: “Ikke værre end en influenza”, “de gamle skal jo alligevel dø”, “vi kan selvfølgelig ignorere sygdommen og lade økonomien fortsætte uændret”, “regeringen har valgt at udnytte en fiktiv trussel for at bevare magten/indføre kommunisme, “Bill Gates har skabt pandemien for at sælge vacciner” og så videre.

Det er ikke indholdet, men det ætsende had, der præsenteres i disse ekkorum, som er rystende.

Den lukkethed om beslutninger, der er naturligt for en embedsmand, kan have alvorlige omkostninger.

LÆS MERE OM CORONAKRISEN I POV HER


Topillustration: Fra regeringens hjemmeside. Pressefoto: 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Michael Hesselholt Clemmesen er pensioneret brigadegeneral og historiker. Han er født 12. december 1944 i Københav. Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer. Han gik på pension som brigadegeneral i 2004. Michael H. Clemmesen er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981.
I de sidste ti år af sin tjeneste arbejdede han som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. I 2005 blev han ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han stoppede som seniorforsker i 2016. Michael H. Clemmesen var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om udenrigs- og sikkerhedspolitik samt om forsvaret og i den bredere danske samfundsdebat. I marts 2010 udgav han bogen 'Den lange vej mod 9. april' om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I 1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen samt en lang række udenlandske medaljer og hædersbevisninger.

Seneste artikler om Debat