CORONAKRISE // KOMMENTAR – ”Vi tør ikke andet”, lyder det fra den politiske ledelse. Men hvordan tør vi lade være med at lytte til de fagligt forstandige, spørger Anders Halberg Mandsholm. Kunne man forestille sig, at man lod sundhedsvæsenets fagfolk afgøre, hvordan sundhedsvæsenet skal organiseres og drives? Kunne man tænke sig, at politikerne lod sundhedsfaglige kapaciteter håndtere den nuværende sundhedsmæssige udfordring?
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lad os tale om folkesundhed: Den gamle mand på 80 år er svækket af blodpropper i hjerte og hjerne. Han er halvsidig lammet, har svært ved at tale og fejlsynker mad og drikke. Han holdes i live med næring via en sonde gennem næsen og væske gennem en intravenøs adgang.
Han er fuldt bevidst om sin situation og mæt af dage. Han vil bare gerne have lov at kippe med hatten, sige tak for denne gang og stemple ud. Men sådan vil naturen og skæbnen det ikke.
Vi vil alle, hver og en, ældes, svækkes, blive syge og dø. Men samfundet sættes på den anden ende, og alt ofres for at sikre pleje til hver og en af de smittede med den nye virus
Aktiv dødshjælp ville være både relevant og etisk i situationen – men lovgivning forhindrer det. Det næstbedste er at give den gamle mand den bedst mulige pleje og lindring i situationen.
Fra den ene uge til den anden er de politiske prioriteter imidlertid nogle andre. Ingen politisk ledelse vil overleve et sundhedssystems løben tør for intensivkapacitet og kollaps.
Heller ikke selvom årsagen er en relativt sympatisk virus, der er nem at beskytte sig imod, qua at den er dråbebåren og ikke luftbåren. Og i øvrigt ikke er en virus, der slår ihjel bredt på tværs af aldersklasser.
Imidlertid har skiftende politiske ledelser gennem mange år forsømt at forberede befolkningen på at den, trods teknologiske og videnskabelige fremskridt, stadig er underlagt naturens grundvilkår. Vi vil alle, hver og en, ældes, svækkes, blive syge og dø. Men samfundet sættes på den anden ende, og alt ofres for at sikre pleje til hver og en af de smittede med den nye virus.
Den politiske ledelse beder kommunen rømme sine rehabiliteringscentre for at gøre plads til virussmittede. Og pludselig kan de pårørende høre den gamle mands sygehistorie blive opdateret med alle de fremskridt, som ellers har været savnet:
Han kan pludselig selv tage tøj på og indtage mad og drikke. Og han er pludselig egnet til at komme tilbage i eget hjem under pasning af sin ældre, svage kone og besøg af hjemmeplejen med tvivlsom frekvens.
Alternativt kunne man tage den blodfortyndende medicin fra ham og afvente den næste blodprop, der forhåbentlig ville være den sidste. Også det ville være mere nådigt og værdigt
Hvorfor så ikke lade ham ligge og vente på sin første virussmittede værelseskammerat?
Det ville være en hurtigere og mere nådig og værdig død. Alternativt kunne man tage den blodfortyndende medicin fra ham og afvente den næste blodprop, der forhåbentlig ville være den sidste. Også det ville være mere nådigt og værdigt.
Folkesundhed: Vi har også en anden pandemi
Den politiske ledelses bevæggrund for sine omsiggribende og tvivlsomme foranstaltninger mod spredningen af den nye forkølelsesvirus var, at de gamle, de svage, de svækkede og de syge skulle beskyttes.
Den gamle mands apopleksi går imidlertid ikke pludseligt over af sig selv, fordi en virus har introduceret sig og tiltrukket sig al politisk opmærksomhed.
I mange år har en skjult pandemi hærget den vestlige verden under bemærkelsesværdig liden opmærksomhed fra skiftende politiske ledelser.
Sundhedsstyrelsen:
“Stress udgør et stigende folkesundhedsproblem og kan beskrives som en kortere- eller længerevarende tilstand karakteriseret ved anspændthed og ulyst […] Selvom stress ikke i sig selv defineres som en sygdom, er længerevarende stress en risikofaktor for adskillige tilstande og sygdomme, herunder forhøjet blodtryk, hjertekarsygdom og depression, ligesom også livskvalitet og det almene velbefindende kan blive negativt påvirket af stress.”
“Stress omfatter både private og arbejdsmæssige faktorer og udgør et alvorligt folkesundhedsmæssigt problem med store konsekvenser på både individ- og samfundsniveau, sidstnævnte i form af eksempelvis omkostninger som følge af sygefravær.“
Det er svært at gennemskue omfanget af denne pandemi, da man ikke dør eller invalideres kropsligt direkte af stress
Og Statens Institut for Folkesundhed:
“Vedvarende, langvarig stress opstår, når de situationer og begivenheder, der stresser os, ikke forsvinder, og dermed forhindrer kroppen i at restituere. Det er næsten altid skadeligt, fordi kroppen ikke er skabt til at være i konstant beredskab, og det går ud over vores helbred og velbefindende.”
“Længerevarende stress medfører fx en øget risiko for en række sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og depression. Stress kan også medføre forværring af eksisterende sygdomme. Stress er således et vigtigt folkesundhedsmæssigt problem, der har store personlige og samfundsmæssige omkostninger …”
Skjult dræber er tabu i debat om folkesundhed
Det er svært at gennemskue omfanget af denne pandemi, da man ikke dør eller invalideres kropsligt direkte af stress. Sundhedsvidenskaben synes dog ikke at være i tvivl om, at langvarig stress er en risikofaktor for somatiske lidelser såsom hjerte-kar-sygdomme.
World Health Organization anslår, at mere end 30% af alle dødsfald verden over årligt sker som følge af hjerte-kar-sygdomme. Det gør hjerte-kar-sygdomme til nummer et på listen over dødsårsager.
Død og invalidering som følge af hjerte-kar-sygdomme vil optræde i statistikker netop under den tilhørende specifikke somatiske sygdom. Og ikke i statistikker over død og invalidering relateret til stress selvom dette måtte have været den tilstand, der oprindeligt har udløst og/eller forværret en underliggende somatisk sygdom.
Samme argument kan gøres gældende for død og invalidering relateret til øvrige stressudløste somatiske sygdomme. Måske er det en af årsagerne til, at der findes overraskende lidt statistik over det folkesundhedsmæssige omfang af stress?
En anden årsag kunne være den, er det stadig synes at være forbundet med et vist tabu at være ramt af stress. Hvis du er ramt af stress, er det fordi, du ikke er robust og ikke er personligt psykologisk kompetent til at honorere de krav det moderne arbejdsliv stiller. Stress synes stadig at blive set som et personligt psykologisk anliggende? Samfundet synes at savne en stillingtagen til stress som en kulturel og systemisk betinget tilstand?
250.000-300.000 danskere lider af alvorlig stress […] 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress […] 1400 danskere dør hvert år af psykisk arbejdsbelastning bl.a. forårsaget af stress […] 30.000 hospitalsindlæggelser om året pga. stress
Stressforeningen forsøger sig med statistik over sygdom og død relateret til stress samtidig med, at der udtrykkes bekymring over fraværet af nationale undersøgelser og deraf manglende overblik over omfanget : “250.000-300.000 danskere lider af alvorlig stress […] 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress […] 1400 danskere dør hvert år af psykisk arbejdsbelastning bl.a. forårsaget af stress […] 30.000 hospitalsindlæggelser om året pga. stress.”
Sundhedsstyrelsen bakker op om tallene med en bekymrende stor andel af befolkningen, som lider af alvorlig stress: “I perioden 2010 til 2017 er der sket en stigning på 4,3 procentpoint i andelen med et højt stressniveau, fra 20,8 % til 25,1 %.”
Covid-19’s afledte stress
Såfremt det umiddelbare indtryk af omfanget af stress står til troende, så er de sundhedsmæssige konsekvenser af stressrelaterede somatiske og psykosomatiske lidelser væsentligt større end de potentielle sundhedsmæssige konsekvenser af udbredelsen af Covid-19.
Det synes rimeligt at antage, at konsekvenserne af den politiske ledelses strategi vil forværre befolkningens stresstilstand betragteligt som følge af konkurser, arbejdsløshed, mistrivsel, skilsmisser, sammenbrud af familier og økonomisk recession.
De sundhedsmæssige konsekvenser af stressrelaterede somatiske og psykosomatiske lidelser er væsentligt større end de potentielle sundhedsmæssige konsekvenser af udbredelsen af Covid-19
Det er mere sandsynligt, at du vil komme af dage som følge af en stressudløst tilstand end som følge af en virusinfektion. Det er mere sandsynligt, at du vil komme af dage som følge af en hjerte-kar-sygdom end som følge af en virusinfektion. Og det er allermest sandsynligt, at du vil komme af dage som følge af eksponering mod den mest potente risikofaktor af dem alle: En alder på 40+.
Et relevant og rimeligt spørgsmål er derfor, om den politiske ledelses paniske ageren kan retfærdiggøres set i forhold til konsekvenser og effekter? Eller om det er populistisk symbolpolitik forklædt som handlekraftig humanisme?
Den gamle mand og hans pårørende forstår ikke, hvorfor han nu ikke prioriteres. Alle dem, der er syge af andet end den nye virus, forstår formentlig heller ikke, hvorfor de nu negligeres.
Nogen vil hævde, at skiftende politiske ledelser har nedsparet og udsultet sundhedsvæsenet gennem mange år. Og som følge heraf bærer politikerne selv ansvaret for den stiplede linje repræsenterende sundhedsvæsenets kapacitet i figuren med den røde og den grønne graf.
Men er problemet ikke snarere, at sundhedsvæsenet ligesom den øvrige offentlige sektor er blevet druknet i og overbebyrdet med mål uden formål og pseudoarbejde?
Pseudoarbejde der ikke indeholder noget formål, ikke bærer nogen mening eller ej heller får nogen effekt?
Dr. phil. og pensioneret professor Verner C. Petersen siger således: “Indsigt og initiativ og sikring af høj kvalitet i arbejdet glider væk fra medarbejdere. Det bliver i stedet forankret i standarder, værktøjer og “best practices” designede og udvalgt ovenfra og udefra.”
Kunne man tænke sig, at man lod sundhedsvæsenets fagfolk afgøre, hvordan sundhedsvæsenet skal organiseres og drives? Kunne man tænke sig, at politikerne lod sundhedsfaglige kapaciteter håndtere den nuværende sundhedsmæssige udfordring?
Konsekvensen vil være, at store dele af arbejdet i den offentlige sektor bliver udført efter manualer, der angiver trin for trin-opgaveløsninger. I visse tilfælde kan det næsten minde om afvikling af computerprogrammer.
Det kan gøres relativt mekanisk, uden at tænke på, om det nu er det mest passende i den konkrete situation, og uden at man er ansvarlig for følgerne, hvis man har fulgt manualen.
Lad fagfolkene styre debatten om folkesundhed
Kunne man tænke sig, at man lod sundhedsvæsenets fagfolk afgøre, hvordan sundhedsvæsenet skal organiseres og drives? Kunne man tænke sig, at politikerne lod sundhedsfaglige kapaciteter håndtere den nuværende sundhedsmæssige udfordring?
Det ville formentlig føre til en strategi baseret på faglighed, observationer og data. Det ville øge sandsynligheden for tilsigtede effekter og mindske sandsynligheden for utilsigtede effekter.
Man kan savne en politisk ledelse, der erkender sine egne begrænsninger og sin egen begrænsede virkelighedsindsigt – og træder nogle skridt tilbage for at give plads til forstandige fagfolk. Og så iøvrigt undlader at forstyrre dem og blande sig i deres arbejde
Den politiske ledelse hævder, at dens politik ”virker”. Det ville dog også ”virke”, såfremt vi hver især forskansede os i hver vores jordhul uden at forlade det, før den nye virus ikke længere kan spores i befolkningen. Men hvilke kolossale utilsigtede konsekvenser og effekter ville det ikke have?
”Vi tør ikke andet”, lyder det fra den politiske ledelse. Hvordan tør vi lade være med at lytte til de fagligt forstandige?
Man kan savne en politisk ledelse, der erkender sine egne begrænsninger og sin egen begrænsede virkelighedsindsigt – og træder nogle skridt tilbage for at give plads til forstandige fagfolk. Og så iøvrigt undlader at forstyrre dem og blande sig i deres arbejde – såvel i den nuværende situation som generelt.
LÆS MERE OM CORONAKRISEN I POV HER.
Illustration: Folkesundhed er en folkesag. Foto: Piqsel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og