Når økonomer river sig i håret og ikke synes at kunne forudsige mere om fremtiden end pilekastende chimpanser, kan det hænge sammen med, at vores økonomi er under voldsom forandring. Vi bevæger os hastigt mod en deleøkonomi, hvor ejerskabet er på nogle ganske få hænder, mens vi andre må nøjes med adgang. Claus Skytte skriver her om, hvad adgangen koster, og hvad vi så skal betale med. Og om hvorfor et at eje ting bliver mere og mere ligegyldigt i den nye deleøkonomi.
Endnu er deleøkonomien blot en tilbygning til den traditionelle økonomi. Men den rummer kimen til en revolution, der kan vende op og ned på vores opfattelse af ressourcer, værdier og fællesskab. Det giver ikke længere social status for unge at eje noget. Kun den ældre generation bruger ejerskab som statussymbol. For de unge er adgang bedre end ejerskab. Forbrugerne deler i stor stil lejligheder og biler, fordi det er smartere end at bo på hotel eller have sit eget køretøj. Det er både mere nærværende og billigere at dele med andre. Der bliver gjort en dyd ud af nødvendigheden. Om 10 år deler vi alle fysiske ting med hinanden, så naturligt som alle skulle have deres egen Louis Vuitton taske for 10 år siden. Nu får vi alle sammen tasken til deling, hvorefter den mister sin status.
Cirkulær økonomi er lige om hjørnet
Når man kan forsvare økonomien i sin beslutning om at gøre brug af deleøkonomiske platforme, bliver det til mere end et statussymbol. Det er bæredygtigt og godt for os alle. Hvorfor er det overhovedet lovligt at lade tomme biler og huse stå og optage plads i byen? Hvorfor ikke opleve fællesskabet ved at samkøre, i stedet for at sidde ensom i et dyrt tog? Deleøkonomi er mere hipt end hippie, som dengang huller i bukserne blev grunge i stedet for at virke fattigt. Men det er også nødvendighedens økonomi.
Endnu er deleøkonomien blot en tilbygning til den traditionelle økonomi. Men den rummer kimen til en revolution, der kan vende op og ned på vores opfattelse af ressourcer, værdier og fællesskab. Det giver ikke længere social status for unge at eje noget. Kun den ældre generation bruger ejerskab som statussymbol. For de unge er adgang bedre end ejerskab.
Omkring 2,5 milliarder mennesker er på vej fra fattigdom og ind i middelklassen. De vil også have adgang til planetens materielle goder, og det lægger pres på verdens ressourcer. Der spekuleres så meget i råvarerne, at det bliver en vanskelig affære at købe ind på det rigtige tidspunkt, når man som producent i forvejen tjener meget lidt på at producere, for at forbrugerne kan købe og smide væk. Det kan snart ikke længere betale sig, at få tingene limet sammen i Kina og sendt med et containerskib til Danmark. Den cirkulære økonomi, hvor producenten holder på sine råvarer og genbruger dem, er lige om hjørnet. Det kan bedre betale sig at leje sine ting ud, end at sælge dem væk. Så producenterne og forbrugerne kommer til enighed.
Revolutioner tager som bekendt altid udgangspunkt i skift af kontrol over det, som vi har allermest brug for. Hvis banken ikke vil låne dig penge, så kan det være crowdfunding og peerlending vil. Unge opstartsvirksomheder spørger ikke længere banken om lån, for de ved, at de ikke får det. De spørger i stedet mor og far. Hvis du ikke har råd til en uddannelse – eller så heldig at bo i Danmark – så kan du tage den gratis på nettet. Børnene stoler mere på skærmen end på læreren.
Hvorfor ikke springe dyre mellemled over
Deleøkonomien demokratiserer adgangen til alt som det værktøj, det er: Et internetbaseret overblik og adgang til ledige ressourcer. Fælles hjælp med crowdsourcing, bil(for)deling, hus(for)deling, arbejds(for)deling og ting(for)deling. Ånden er ude af flasken, og hvorfor ikke springe de fordyrede mellemled over? Det er både smartere, billigere og godt for planeten. Og for dem som i tide får bygget deleøkonomiske platforme.
Revolutionen kræver, at vi vil dele med hinanden i stedet for at eje. Dermed bryder den gamle pyramidale organiseringsstruktur sammen, og en ny netværksorienteret struktur opstår nedefra. Teknologien til deleøkonomi gør forbrug billigere og billigere. Når vi alle får råd til hurtige og effektive 3D-printere og et nyt materiale, der kan genbruges i printeren, bliver vi alle selvforsynende. Så kan varer pludselig ikke blive billigere, og så er der ingen penge at tjene for virksomhederne.
Når automatiseringen gør masser af mennesker overflødige, tjener de ingen penge til forbrug. Dem, der spiller Matador, får herefter brug for en ny pengeenhed. Det kunne være tillid. Staten får heller ikke skattekroner ind. Så de får også brug for en ny måde at betale velfærdsydelser på. Det kunne også være tillid. Danskerne er verdensmestre i tillid. Vi kan købe hele verden med den.
Danskerne er verdensmestre i tillid. Vi kan købe hele verden med den.
Jo mere, man deler med hinanden, des mere tillid får man til andre mennesker. Folk, der deler, stoler tre gange mere på andre mennesker, end dem, der ikke vil dele. Man mistror andre mennesker, til man opdager, at de passer godt på ens ting. Det var kristendommen, som lærte os det: ”Efterlad dette toilet, som du selv ønsker at finde det”. Eller ”Vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig”, som der stod i Bibelen, før det moderne toilet var opfundet.
Store fællesskaber krakelerer
Mennesker uden for Danmark får tillid til hinanden som aldrig før. Tilliden til regeringer er derimod i frit fald, og forbrugerne vender sig mod de store virksomheder med håb eller krav om forandring. Det opdager de nye deleøkonomiske virksomheder, mens de gamle hæderkronede forsøger at forsvare skanserne om den gamle økonomi. ”Vi er tilliden”, pointerer de. Men det er de ikke så meget længere.
De store fællesskaber krakelerer, mens de små fællesskaber skyder op. Det ser unægtelig ud som om, at der er grundlæggende forandring forude. Deleøkonomi kan dermed blive for det 21. århundrede, hvad pengeøkonomi var for det 20. århundrede. Der er kraftige tegn på, at der er tale om en transformation og ikke bare en trend. Simpelthen fordi det er den eneste mulighed for den unge generation, som skal overtage verden. Det er godt nyt for dem, som vil gøre verden mere bæredygtig. Det er godt nyt for dem, som vil have stærkere fællesskaber, og det er godt nyt for dem, som vil score kassen. Alle vinder!
Deleøkonomi vil ændre måden, vi arbejder på, fordi vi snart kan fordele arbejdet anderledes end i dag. Automatisereingen får store konsekvenser for vores arbejdspladser, når deleøkonomien låser nye døre op, hvor vi selv kan tjekke ind og gøre servicepersonale overflødigt, samtidig med at vi selv kan hente turisterne i lufthavnen og lade dem bo i vores hjem – og blive servicemedarbejdere. Hvis job kan erstattes med deleøkonomiens adgangsplatforme, vil job forsvinde, som Kodak forsvandt, da alle fik kameraer i deres smartphones – og vi alle blev fotografer. Vi får godt nok ikke løn for vores job som fotografer, men hvem vil ikke gerne have 200 likes for et godt billede af den nyfødte i vuggen? Bilerne er ved at forsvinde, fordi først delebiler (via en app) og siden selvkørende biler (via en app), gør gammeldags biler usmarte for samfundsøkonomien – og umulige at konkurrere med for transportbranchen. Så den også bliver tvunget til at automatisere. Til gengæld får vi mere plads og renere luft i byerne. Det er også en slags løn som fortjent.
Deleøkonomi kan blive for det 21. århundrede, hvad pengeøkonomi var for det 20. århundrede. Der er kraftige tegn på, at der er tale om en transformation og ikke bare en trend. Simpelthen fordi det er den eneste mulighed for den unge generation, som skal overtage verden. Det er godt nyt for dem, som vil gøre verden mere bæredygtig. Det er godt nyt for dem, som vil have stærkere fællesskaber, og det er godt nyt for dem, som vil score kassen. Alle vinder!
Mange frygter arbejdsløshed, når man deler smartere i stedet for at forbruge på den gammeldags måde. Samtidig går de ned med stress. Så der er noget, der ikke hænger sammen. Vi frygter ikke at miste vores kedelige arbejde, men vores livsnødvendige indtægt. Men med deleøkonomi kan vi sammen finde et alternativ til lønarbejde, der giver menneskers liv ny mening og et fornyet arbejde med fællesskabet. Vi kan med et nyt samarbejde omkring deleøkonomi også undgå, at de mange arbejdsløse unge bliver vrede ekstremister, fordi robotterne overtager deres arbejde. De befries for arbejdsbyrden og får masser af frihed. Deleøkonomi er dermed på dette punkt både en del af problemet og en del af løsningen. For vi har jo brug for pengene, har vi ikke?
Derfor investerer Google i Uber
Efterhånden, som der kommer internet i alle ting, og alle mennesker bliver overvåget af deres smartphones, får vi let og enkel overblik og meget billig adgang til alt. Vi kunne kalde det Internet of Life. Så kan vi dele i en grad, som ikke kan lade sig gøre lige nu, hvor ”kun” en procent af alle mennesker og ting er forbundet med hinanden gennem internettet. For 10 år siden var det under en promille af alle mennesker og ting som var internetforbundne. Deleøkonomien er overlaget af deleplatforme til ting på internettet, som Google var søgelaget. Intet under, at Google investerer i Uber. Hvad koster det dig at søge på Google? Hvad koster din pendling i fremtiden? Hvad koster dit sted at bo? Gratis bliver det ikke, men du betaler ikke med (særlig mange) penge. Automatiseringen overtager det meste arbejde, og hvad skal du så lave?
Vi er på vej mod forandring med en sådan fart, at vi har chancen for at komme til at leve i den verden, vi ønsker os. Vi skal ikke arbejde for pengenes skyld længere, for ting kommer ikke til at koste alverden på samme måde som film, musik og nyheder blev (næsten) gratis til rådighed gennem smartphonen. Vi har ikke brug for indkomst til at have to biler, når vi får adgang til (næsten) gratis biler på abonnementsbasis over vores telefon. Vi kommer til at være mere sammen med vores familie og venner og globale naboer.
Penge bliver ikke længere den vigtigste brik i spillet, når ting (næsten) ikke længere koster noget, og de færreste har råd til at eje dem. Vi skal derfor skabe en valuta som afspejler frivilliges værdi, når der bliver brug for varme hænder, der ikke længere kan betales over skattebilletten. Et postmonetært system af tjenester og frivillighed og gaver, der skal gives tilbage. Da vi ikke længere kan bruge markedsøkonomien til noget, kan vi heller ikke længere bruge pris til noget. Udbuddet af ressourcer bliver for småt til individuel efterspørgsel. Vi må få det hele, hvis bare vi vil dele, som omkvædet på deleøkonomiens omdelte sang kunne lyde. Forenings Danmark og Frivillighedskultur kunne være versene. Ord, som ikke giver nogen mening uden for Danmark. I Danmark er det en stor del af vores kulturelle fundament. Vi kan bygge vores egen lykkelige verden igen, som vore forfædre skabte andelsbevægelsen.
En universel borgerløn
Deleøkonomien er drevet af en anden motivation end markedsøkonomi, hvor man giver for at tage. I markedsøkonomien forveksler vi rigdom med, at man har mange penge. Men rigdom er meget mere, end penge kan købe. ”Money can’t buy you love”, synger Beatles. Men måske deleøkonomi kan? Fælles forbrug har brug for en valuta – en delevaluta. Men ikke for at kunne købe og sælge. En valuta til alle de andre ting: Til at udvise taknemmelighed, kærlighed og respekt for tingene, vi deler med hinanden – og troværdighed ikke mindst.
Deleøkonomi er forspillet til cirkulær økonomi i en pengeløs fremtid. Den gensidige digitale tillid, der bliver stærkere og stærkere, efterhånden som vi fortæller alt om os selv og får mulighed for at se hinanden i øjnene og hjælpe hinanden for småpenge eller likes. Vi bevæger os væk fra en gammeldags pengeøkonomi til en deleøkonomi, hvor ejerskabet er på nogle ganske få hænder, mens vi andre må nøjes med adgang
Penge er lige nu tilliden til, at jeg kan bruge dine 100 kroner til at få noget af samme værdi, når jeg selv sender hundredemanden videre i systemet. Uden penge bliver det tilliden i sig selv, tilliden til dig og mig, som bliver værdien. Vi overgår måske fra at handle med penge til at handle med mennesker. Eller i hvert fald menneskers viden, hænder, ting og ikke mindst data.
Google har lært os, at når ting er gratis, er det fordi, vi selv er varen. Din søgning efter vinterferie, som kan sælges videre til et reklamebureau for eksempel. Men når vi ikke længere har penge at købe vinterferie for, falder værdien af din søgning. Skal vi så lade være med at tage på vinterferie, eller giver vores totale overblik over ting og mennesker nye muligheder for at se verden peer2peer?
Er Google truet, når vi finder hinanden uden brug af deres søgemaskiner? Ja, når vi alle sammen har det cvr-nummer, som er unikt i hele EU. Så kan vi finde frem til hinanden uden høj betaling. Det er lovpligtigt at få et CVR-nr., når man tjener mere end 50.000 om året på sit arbejde gennem deleøkonomiske platforme. Det er måske hele årsindtægten, vi behøver for at leve i en deleøkonomisk verden. Så er en universel borgerløn mulig.
Tuskhandlen er tilbage
Selvom vi nu har handlet for hele 40 milliarder kroner gennem Mobile Pay, er den største skræk stadig, at skidtet ikke virker. Frygten handler om at skulle stå forrest i køen i supermarkedet og fægte med sin mobiltelefon, mens alle de andre bagved sender hinanden øjne. Som de anden generations bønder, vi danskere er, bryder vi os ikke om at fremstå alt for smarte. ”Tsk. Tsk. Hvorfor bruger du ikke bare Dankortet i stedet for den nymodens teknologi?”. Ikke desto mindre er Danmark meget langt fremme med Mobile Pay, som er den tredjemest downloadede app. Før vi blev bønder, var vi handelsfolk, må vi huske. Vi har taget tuskhandlen til os igen. Denne gang digitalt. Vi træner til at handle med hinanden, som dengang der var en lille butik på hvert et gadehjørne.
Dankortet kom i september 1983, mens ”Club Tropica” var på vej ned ad hitlisterne. Er du gammel nok til at huske Wham, kan du sikkert også huske teknologiforskrækkelsen ved for første gang at bruge dit Dankort og lettelsen over, at displayet viste ”01 gennemført” – med sorte digitale tal på en koksgrå baggrund. Mens dem i køen bag dig stod med deres pengepung og tænkte: ”Tsk. Tsk. Hvorfor bruger du ikke bare rigtige penge i stedet for det nymodens teknologi?”
Nu står du diskret og tager en dyb indånding gennem næsen og ud gennem munden, når en ældre dame eller herre tæller lige penge op til ekspedienten og betaler. Det var i gamle dage, at man betalte det nøjagtige beløb ned til den sidste femogtyve øre. I dag vil vi hellere være fri for kontanter, så lidt som vi har behov for at folk kommer anstigende med deres høns og vil prøve at bytte dem til brød hos bageren. Det er kun kriminelle og pensionister, der har brug for pengesedler. Dine børn vil alligevel heller bruge deres lommepenge på at købe på nettet, så giv dem da en digital sparegris.
DropBox bliver til BankBox
Vi nærmer os med rasende fart både det arbejdsløse og det kontantløse samfund – selvom det papirløse kontor stadig er fuld af papir, som vi hader at flytte rundt på, for at få vores månedlige indtægt. Der er dollarsedler nok i omløb til, at hver amerikaner kan få knap 4000 “døde præsidenter” stukket i hånden, men til sammenligning er den amerikanske stats underskud så stort, at hver amerikaner skylder omkring 55.000 dollar hver. Vi er vandt til at skylde mere, end vi har.
Penge er praktisk talt usynlige i dag, men vi nærer stadig en blind tiltro til dem. De begynder bare at få nye navne: Mobile Pay, Apple Pay, PayPal, Bitcoins, Swipp, Venmo, M-pesa… eller Vicemo, hvor du kan følge med i, hvem der køber stoffer og sex gennem Venmo. Penge lugter ikke, siger man. Men når de bliver digitaliserede, efterlader de en stank af data efter sig. Det giver også mulighed for, at vi kan handle med hinanden uden brug for banker. Hvis vi alle sammen holder øje med, at jeg ikke lader pengene blive liggende på mit skrivebord, når jeg har overført dem til en ven så let som at sende en e-mail. Dét system, som du lige nu sender filer med, bliver morgendagens pengetransport. DropBox bliver til BankBox, når brugerne på blokkæden tinglyser alle handlerne og fører fælles revision for hinanden.
Det var i gamle dage, at man betalte det nøjagtige beløb ned til den sidste femogtyve øre. I dag vil vi hellere være fri for kontanter, så lidt som vi har behov for at folk kommer anstigende med deres høns og vil prøve at bytte dem til brød hos bageren. Det er kun kriminelle og pensionister, der har brug for pengesedler.
Endnu findes muligheden ikke for, at mennesker frit og tillidsfuldt kan dele værdier med hinanden for at få ressourcerne smartere brugt eller hverdagen til at hænge sammen. Det skulle da lige være skatten, men den kræver lønindkomst. Lige nu deler folk med hinanden for at spare penge, og fordi det gør deres hverdag lettere. Sådan er alle gode forretningsideer altid opstået. Vi er ved at blive trænet, og vi opdager det ikke. Vi har ikke brug for jobbet, hvis vi ikke har brug for pengene.
Deleøkonomi er forspillet til cirkulær økonomi i en pengeløs fremtid. Den gensidige digitale tillid, der bliver stærkere og stærkere, efterhånden som vi fortæller alt om os selv og får mulighed for at se hinanden i øjnene og hjælpe hinanden for småpenge eller likes. Vi bevæger os væk fra en gammeldags pengeøkonomi til en deleøkonomi, hvor ejerskabet er på nogle ganske få hænder, mens vi andre må nøjes med adgang. I Danmark kunne ejerskabet være vores pensionskasser. Spørgsmålet er, hvad adgangen til deleøkonomien koster, og hvad vi skal betale den med i takt med, at vi næsten ikke tjener nogen penge til vores gamle dele-gennem-skatten-økonomi? Mon ikke at det bliver en I.O.U. i en verden, hvor vi stoler lige så meget på hinanden, som vi altid har gjort. Det er jo dét, som penge i bund og grund er: Et skyldnerbevis.
Topillustration: Michael Dorbec.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
