HISTORIE – I de seneste år er antallet af detektorfolk, der vandrer marker og skove tynde med en metaldetektor, steget betydeligt. Det har resulteret i en veritabel eksplosion af fund fra yngre jernalder og middelalder, der ellers ville gå tabt. Men med succeshistorien følger også skattejægere, der kun har fokus på én ting: den store guldskat.
Ingen ved helt præcist, hvor mange detektorførere der vandrer marker og skove tynde i Danmark, men ifølge museumsinspektør på Aalborg Historiske Museum Torben Trier Christiansen er der et sted mellem 1.500 og 3.000 detektorførere.
Og tallet er stigende. Langt de fleste af dem er interesserede i at udforske og bidrage til historien, men med den voldsomme tilgang til faget er der opstået en hård kerne, der kun har blik for den store danefæ-dusør.
Sneboldeffekt
For ganske få år siden bestod detektorfolk mest af pensionister, men i dag kan man se folk i alle aldre udstyret med en metaldetektor.
”Det er gået fra at være en ’oldehobby’ til en folkesport. Jeg tror, det har været afgørende, at de store fund har fået stigende medieopmærksomhed. Den ene overskrift efter den anden om skattefund og tv-udsendelser som ’Metaldetektiverne’, der kørte på TV2 Midtvest for nogle år siden, satte virkelig noget i gang. De store fund af sølv- og guldskatte er jo noget, som alle kan forholde sig til,” forklarer Torben Trier Christiansen.
Han bakkes op af arkæolog Benny Staal, som har stor erfaring med at samarbejde med detektorførere og er redaktør af Fund & Fortid, som er et medlemsblad for danske amatørarkæologer.
Alle de detektorførere, der lige nu går rundt og leder på markerne, de gør en kæmpe indsats for at redde, hvad der reddes kan
”For få år siden gik arkæologer på tv i den bedste sendetid og sendte direkte fra marken, hvor en stor sølvskat var fundet. Det eneste resultat var formodentligt, at salget af metaldetektorer steg markant,” fortæller Benny Staal.
Christiansen og Staal er begge lykkelige for, at genstandene kommer ind nu, på trods af nedskæringer hos museerne, der gør det meget vanskeligt at prioritere indsatsen.
”Alle de detektorførere, der lige nu går rundt og leder på markerne, de gør en kæmpe indsats for at redde, hvad der reddes kan. Landbrugsmaskinerne i dag er så effektive, at de slår mange af genstandene i stykker,” forklarer Staal.
Han suppleres af Christiansen:
”Genstandene bliver mindre og mindre og går gradvist i opløsning. Detektorfolkene udfører en kæmpe redningsindsats, som vi som samfund aldrig ville have råd til på anden vis. Opregnet i timer er det astronomisk.”
Skattejægere
Benny Staal og Torben Trier Christiansen pointerer begge, at antallet af fund fra den yngre jernalder og middelalderen er eksploderet her til lands, imens det stagnerer både i Norge og Sverige. Fordi reglerne for detektorførere er meget lempeligere i Danmark end hos vores nordiske naboer. Men med de mange nye detektorfolk, som er blevet ansporet af udsigten til at kunne finde den store vikingeguldskat og dermed opnå berømmelse og danefægodtgørelse, har der udviklet sig en hård kerne af skattejægere.
Én kvinde fandt en sølvskat og ville ikke dele med de andre detektorfolk, som gik sammen med hende. Samme nat gravede én af de andre resten af skatten op, gemte den et andet sted
Benny Staal fortæller om rygter om handel med borgerkrigsmønter, rygter om en mand, som brugte en vikingeguldring som vielsesring til sin kone, og om en lang række konflikter mellem detektorfolk.
”Én kvinde fandt en sølvskat og ville ikke dele med de andre detektorfolk, som gik sammen med hende. Samme nat gravede én af de andre resten af skatten op, gemte den et andet sted og ’fandt’ den igen nogen tid senere. Det var ikke blot historieforfalskning, det var også bedrageri. Og den slags sager er der en del af,” fortæller Staal.
Foreslår museal ombudsmand
De fortæller, at mange af lokalmuseerne forsøger at orientere og ’opdrage’ de nye detektorfolk, men den lille kreds dukker som regel slet ikke op til infomøder om godt detektorskab.
”Langt størstedelen er virkelig interesserede i at bevare og beskytte vores kulturarv. Derfor er det brandærgerligt, at denne lille gruppe, som kun går efter danefælønnen, kan ødelægge så meget. Nogle af mine kollegaer argumenterer for indførelsen af et detektorcertifikat ligesom jagttegn, men jeg frygter, at interessen så vil dale voldsomt, og vi mister muligheden for at få en masse genstande ind”, forklarer Torben Trier Christiansen.
Vi bruger nogle gange skræmmeeksempler, men det fungerer måske bedre med de positive historier. Indtil videre håber vi, at vi kan styre det og opdrage lidt på dem
Benny Staal opfordrer til, at der oprettes en museal ombudsmand, som kan varetage konflikter af den slags.
”Der kan opstå tvister alle steder og af enhver art. Det skal ikke være lokalmuseets job at agere politibetjent. Det vil forpeste samarbejdet,” vurderer Staal.
Christiansen mener heller, ikke at museerne skal overvåge detektorfolkenes indsats, men gøre hvad de kan for at opretholde den gode tone og det gode samarbejde.
”Museerne forsøger at sprede de gode historier: at en håndfuld smedeaffald kan være lige så værdifuldt som guldmønter. Men det er frustrerende at se den anden gruppe vokse. Vi bruger nogle gange skræmmeeksempler, men det fungerer måske bedre med de positive historier. Indtil videre håber vi, at vi kan styre det og opdrage lidt på dem,” slutter Christiansen.
Nationalmuseet viser sin årlige danefæudstilling i Kongerens Jelling året ud.
Artiklen er syndikeret fra magasinet Danske Museer, hvor den blev bragt 22. januar 2019.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
