Jón Axel Fransson i 'Napoli'. Foto: Costin Radu.

Jón Axel Fransson: Jeg gør alt, hvad jeg kan med de roller, jeg får

i Kultur/Scenekunst af
SOLODANSER PÅ BÆNKEN #9 // Q&A – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig?

Jón Axel Fransson savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemmet?

Ja, jeg er begyndt at savne det mere og mere for hver dag. Jeg kunne mest mærke det, da jeg for sjov skyld satte ’Mahlers 3. Symfoni’ på Spotify for min nevø og begyndte at danse lidt i min søsters spisestue for at gennemgå trinene mens jeg passede ham. Da han var så opslugt af det, blev jeg helt grebet af stemningen og dansede så fuldt ud, at jeg gled på gulvet, fordi jeg ikke kunne markere trinene længere.

Det var for to uger siden, da vi stadig troede, at vi kunne vende tilbage og nå at danse premieren. Nu har det jo ændret sig lidt, og sådan som det ser ud nu, er vi først tilbage til næste sæson.

Under corona lockdown er der kommet vinyl i spisestuen, og stole bliver brugt som barre. Jeg laver en masse styrkeøvelser for at holde kroppen i form og være klar til at komme tilbage og starte på arbejdet igen.

Finder du andre måder at være kreativ på?

Ja, helt sikkert. Jeg har malet en masse med min kæreste. Vi hygger med en maleteknik, som hedder acrylic pour. Jeg har også en masse byggeprojekter herhjemme, som aldrig har fået nok opmærksomhed før nu. Slibe og oliere både borde og terrasse. Jeg har en stor interesse for at tage billeder, og har endelig fået tid til at tage billeder af min nevø på mit kamera.

Jeg laver også massagebolde til kompagniet, som jeg også får masser af tid til at lave, så danserne får sunde fødder igen.

Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?

Mit tidligste indtryk af ballet var, da min søster skulle til optagelsesprøve på Det Kongelige Teater: Da min mor spurgte mig, om jeg ikke også ville prøve det, sagde jeg meget klart, at ballet var for piger. Da hun så fik mig overtalt, og jeg kom ind til optagelsesprøven, blev jeg meget begejstret for det. Træningen var hård, og senere fik jeg lov til at være med i ’Et Folkesagn’ som Lygteholder, da jeg var otte år. Det var magisk for en lille dreng som mig.

Det var virkelig en eventyrfabrik.

Stephanie Chen Gundorph og Jón Axel Fransson i 'Napoli'. Foto: Henrik Stenberg.
Stephanie Chen Gundorph og Jón Axel Fransson i ‘Napoli’. Foto: Henrik Stenberg.

Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?

Jeg føler, at jeg er en alsidig danser. Jeg gør alt, hvad jeg kan med de roller, jeg får, både fra moderne dans til klassisk ballet, men jeg kan også gå fra at lave de helt seriøse roller til de humoristiske og morsomme roller.

Mine styrker er mit skuespil, indlevelse og musikalitet.

Mit yndlingsmotto er: “Der er ingen små roller, kun små kunstnere.”

Er du ambitiøs? Hvordan?

Jeg er mere perfektionist end jeg er ambitiøs, jeg stræber efter at blive bedre for hver dag, og jeg kan nemt finde på at bruge flere timer udenfor min arbejdstid på at være alene i en sal for at forbedre mine soloer eller at undersøge hver en rolle så dybt, som jeg kan.

Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?

’Tema og variationer’ er en ren teknisk ballet, ligesom ’Etudes’. Der er ingen handling, men ekstra russisk bravur og musik af Tchaikovsky. Det var en drøm at danse den, selvom det er en af de hårdeste balletter jeg har lavet.

Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde?

Gennaro i ’Napoli’ er den mest betydningsfulde rolle indtil nu. Det er en ballet, som jeg har lavet meget, og den sidder et specielt sted i hjertet. At få lov til at danse hovedrollen med Stephanie Chen, som er så dygtig, men ikke mindst at få lov til at arbejde med Anne Marie Vessel Schlüter og Sorella Englund, som er sande kunstnere, det var virkelig et dream team. 

Vicomte de Valmont i ’Farlige Forbindelser’ må jeg også nævne. Rollen var udfordrende, man skulle gennemleve mange forskellige følelser, men den gav så meget igen, hver aften vi spillede den forestilling. Koreografen Cathy Marston lavede et fantastisk arbejde, og processen at blive skabt på var noget helt særligt.

Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?

Jeg var lige kommet ind i kompagniet, da jeg fik chancen for at danse narren i Peter Martins’ ’Svanesøen’. Jeg var Bambi på glatis, fordi jeg var så ung. Jeg gav alt, hvad jeg kunne hver dag og hver aften, men det var svært, fordi jeg havde skinnebensbetændelse, og det føltes som om mine skinneben var lavet af glas, da jeg var færdig med at danse.

Jeg boede stadig hjemme og blev kørt til Operaen af min søde mor, hvor jeg sad med varmepude på skinnebenene for at kunne komme igennem forestillingen.

Der var mange tårer, der blev trillet pga. smerte mellem akterne, men det var det værd, fordi man kan jo ikke mærke smerten, mens man danser.

Den rolle fik sat mig på kortet hos instruktørerne og balletmesteren. Jeg husker rollen som en fest, hver evig eneste forestilling, med kunstnerisk frihed og en passion for ballet, som kun blev større efter den produktion.

Hvad er din drømmerolle?

James i ’Sylfiden’, Des Grieux i ’Manon’, Romeo i ’Romeo og Julie’, ’Petit Mort’ af Jiri Kylian, Puk i ’En Skærsommernatsdrøm’. Åh, der er så mange jeg kan blive ved. Jeg er kommet til det sted i mit liv, hvor jeg allermest hungrer efter de store dramatiske/romantiske roller.

Har du forbilleder? Hvem og hvorfor?

Jeg har altid været fan af Carlos Acosta og Baryshnikov, men jeg må indrømme, at Mads Blangstrup nok er det tætteste på et forbillede, jeg har haft. Han havde altid sådan en tilstedeværelse, at lige meget hvad der forgik på scenen, så fulgte ens øjne kun ham. Selvom han stod stille i hjørnet, så var der noget magisk i hans nærvær. Han var også en helt fantastisk danser. Det er en fornøjelse at have oplevet ham på scenen.

Hvad er dit yndlingstrin? Hvilket trin synes du mindst om?

Jeg tror helt sikkert, at det er spring og pirouetter, jeg bedst kan lide, og det er nok også fordi, det er nogle af mine styrker. Fondu på gulvet er jeg ikke særlig glad for, fordi jeg kan blive meget frustreret over, at min balance den ene dag kan være fantastisk, men den næste kan jeg ikke engang komme op på relevé, fordi min krop har valgt at tage en fridag på det punkt.

Astrid Elbo og Jón Axel Fransson i 'Farlige Forbindelser'. Foto: Costin Radu.
Astrid Elbo og Jón Axel Fransson i ‘Farlige Forbindelser’. Foto: Costin Radu.

Nævn de smukkeste øjeblikke i ballet, der har gjort de største indtryk på dig. Kan du beskrive dem?

I Dubai dansede jeg Bedroom Pas De Deux fra ’Manon’ med Mara Galeazzi, en fænomenal solodanser fra Royal Ballet. Hun var gået på pension og var i starten af fyrrerne, og jeg i de tidlige tyvere. Vi dansede den romantiske pas de deux på en Cartier polobane på et villahotel under stjernerne. Selvom der var omkring tyve års forskel på os, blev vi smaskforelskede i hinanden på scenen, og det var svært at sige farvel, da vi skulle hjem.

’Petite Mort’ af Jiri Kylian med Mozarts musik er en neoklassisk ballet og noget af det smukkeste, jeg har set. Jeg håber en dag at danse stykket. Udfordringen er både bevægelserne og musikaliteten, der skal være så nøjagtig og præcis, at det bliver umenneskeligt smukt.

Hvordan adskiller Den kgl. Ballet sig fra andre kompagnier? Er det noget særligt?

Udover at danse godt har Den Kongelige Ballet har altid været kendt for at kunne levere en god historie/fortælling.

Vi har en rig historie og har altid haft en særklasse af skuespillere/dansere.

Bournonville-stilen gør, at vi bevæger os anderledes og mere frit end de fleste andre kompagnier.

Her i Danmark vil man nyde at se på ballet, og ikke undre sig over hvor svært partiet er. Sagt på den måde, at jeg tror, at publikum nyder det mere, når danseren har danseglæde og føler en frihed på scenen i stedet for når en danser prøver at imponere publikum.

Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?

Jeg er heldig at være vokset op i dette kompagni hvor man har set flere generationer danse ’Napoli’ fra broen i tredje akt, og danset reelen i ’Sylfiden’ med kompagniet som barn osv.

De fleste af Bournonvilles forestillinger har børn med. Det gør, at man tidligt føler sig som en del af kompagniet og forstår disciplin og ansvar.

Bournonville er god til at fortælle historier, som folk kan relatere til. Det er ikke kongelige men normale mennesker med svære valg, og religion er ofte i midten af det hele. Bournonvilles måde at løfte et rum med glæde og energi på med sin koreografi er imponerende, da det stadig virker den dag i dag.

Er der en nulevende koreograf, du særligt synes om?

Jiri Kylian. Efter jeg så hans ’Silk & Knife’ på Gamle Scene i 2008, blev jeg helt forelsket i hans koreografi og hans musikalitet.

John Neumeier skal også med på listen, da han er et geni, når det kommer til koreografi og historiefortælling.

Hvad adskiller/kendetegner ballet i forhold til andre kunstarter?

Ballet er en levende kunstart, som helst skal opleves i nuet og ikke sættes fast på et lærred eller på optagelse, gør man det, mister den sin magi. Det er en kunstart, som kun lever i folks hukommelse, og det er en ære, hvis et minde/oplevelsen bliver hos dem resten af livet.

Har du et link til en ballet (eller flere), man kan se på YouTube, du vil dele? Hvorfor gør dette klip værd at se, og hvad skal vi se efter?

Jiri Kylians ’Petite Mort’ får mig altid i godt humør.


BENCHED PRINCIPALS #9 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation? What drives them? Meet the principal dancers of the Royal Danish Ballet.

Jón Axel Fransson, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?

Yes, more and more. I felt it most keenly when I played ‘Mahler’s Third Symphony’ on Spotify for my nephew and started dancing around a bit in her sitting room to go through the steps, while I was looking after him. Because he was so taken with it, I got carried away by the moment and started dancing full out, ending up on the floor because I wasn’t just marking the steps.

That was two weeks ago, when we still thought we might be able to go back and do the premiere. Now that’s changed, and the way things look we won’t be back until next season.

During the corona lockdown I’ve got vinyl on the floor of the sitting room and chairs are used as barres. I do a lot of weights to keep my body fit and be ready for starting work again.

What about your creativity and artistry? 

Definitely. I’ve been doing a lot of painting with my girlfriend. We’re enjoying working with a technique called acrylic pour. I also have a lot of DIY at home, that I’ve never gotten round to doing before now. Sanding and oiling tables and the terrace. I’m very interested in photography and finally have time to shoot my nephew with my camera.

I also make massage balls for the company, which I’ve got lots of time to do now, so the dancers can have healthy feet.

Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?

My earliest impression of ballet was going with my sister to the audition for the Royal Danish Ballet School. My mother asked if I would like to try also, and I very clearly told her that ballet was for girls. Later, when she convinced me, and after I was accepted into the school, I became very enthusiastic about it. The training was hard, and later I was allowed to be part of ‘A Folktale’ as a will-o’-the-wisp, when I was 8 years old. That was magical for a boy like me.

It was a fairytale factory.

How would you describe yourself as a dancer?

I feel that I’m a very versatile dancer. I try to make the most of every role I get, both modern and classical, and I can go from very serious parts to comedy and funny roles.

My strengths are acting, empathy and musicality.

My favourite motto is: “There are no small roles, only small artists”.

Are you ambitious? How does that manifest itself?

I’m more of a perfectionist than ambitious. I strive to be better every day, and I can easily use several hours outside normal work hours on my own in a studio, improving my solos or investigating a role as much as I can.

What is the most challenging role you’ve had?

’Theme and Variations’ is a purely technical ballet, like ‘Etudes’. There is no story, but lots of extra Russian bravoura and music by Tchaikovsky. Dancing this ballet is a dream, even if it is one of the hardest ballets I’ve done.

Which role has fulfilled you the most?

Gennaro in ’Napoli’ has been the most important role for me until now. It’s a ballet, I’ve performed a lot, and it has a special place in my heart. Being fortunate to dance the leading couple with Stephanie Chen, who is so talented, and not least to have the opportunity to work with Anne Marie Vessel Schlüter and Sorella Englund, who are true artists, was really a dream team. 

I also have to mention Vicomte de Valmont in ’Dangerous Liaisons’. It was a challenging role, you had to live a lot of emotions, but you were also richly rewarded every night we did that show. The choreographer, Cathy Marston, did a fantastic job, and the process of having someone create a role on you was really special.

Has there been a breakthrough role or ballet for you?

I had just joined the company, when I had the opportunity to do the Jester in Peter Martins’ ‘Swan Lake’. I was Bambi on the ice, because I was so young. I gave everything I had every day and every night, but it was hard because I had shin splits, and it felt like my shins were made of glass, when I had finished dancing.

I was still living at home and was taken to the Opera every night by my dear mother and sat with a heat cushion to get through the show. I shed a lot of tears between acts, but it was worth it, and you don’t feel pain while you’re dancing.

The role put me on the coaches’ and the ballet master’s map. I remember it being a blast, every night, a role with lots of artistic freedom, which gave me a passion for ballet that’s only grown since.

What’s your dream role?

James in ’La Sylphide’, Des Grieux in ’Manon’, Romeo in ’Romeo and Juliet’, ’Petit Mort’ by Jiri Kylian, Puk in ’A Midsummer Night’s Dream’. There are so many, I could just go on. I’ve come to a stage in my life, where my hunger is strongest for the big dramatic/romantic roles.

Do you have role models? Who and why?

I’ve always been a fan of Carlos Acosta and Baryshnikov, but I must admit Mads Blangstrup is the closest to an ideal of mine. He had such presence, no matter what was going on on stage, your eyes followed him. Even if he was standing still in a corner, he had something magic. He was also an amazing dancer. Having experienced him on stage was a pleasure.

What’s your favourite step? Which one do you like the least?

Definitely jumps and pirouettes are what I enjoy the most, probably because they are some of my strengths. Fondu on the floor, however, is not something I’m very happy about. I get very frustrated that my balance can be amazing one day and the next I can’t even do a relevé because my body has chosen to take the day off for that.

Name some of the moments in ballet that have made the greatest impression on you.

In Dubai I did the Bedroom Pas De Deux from ’Manon’ with Mara Galeazzi, a phenomenal principal dancer from The Royal Ballet. She had retired and was in her early 40s, I was in my early 20s. We performed the romantic pas de deux at a Cartier polo field, by a villa hotel under the stars. Although there was 20 years difference between us in age, we fell in love with each other on stage, and saying goodbye when we were going home was hard.

’Petite Mort’ by Jiri Kylian to the music of Mozart is a neoclassical ballet, and it’s one of the most beautiful things I’ve seen. I hope to be able to dance it one day. The challenge is both the movements and the musicality, which must be exact, so precise, for it to become inhumanely beautiful.

How is the Royal Danish Ballet different from other companies? Is it different?

Apart from its fine dancing, The Royal Danish Ballet has always been known for be able to tell a good story.

We have a rich history and have always had exceptional actor-dancers.

The Bournonville style makes us move differently, more freely than most other companies.

In Denmark, people want to enjoy ballet, not marvel at how hard it is. What I mean is that audience enjoys it more when the dancer expresses joy of dancing and has freedom on stage, rather than when a dancer tries to impress.

Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?

I’m fortunate to have been raised in this company, where one has the opportunity to see several generations dance ‘Napoli’ from the bridge in Act 3 and dance the reel in ‘La Sylphide’ with the company as a child etcetera.

There are children in most of Bournonville’s ballets. The result of that is that you feel, you’re part of the company from an early age and you learn about discipline and responsibility.

Bournonville is good at telling stories that people can relate to. They’re not about royals but ordinary people with hard choices. Religion is often at the center of it all. Bournonville’s way of being able to fill a house with joy and energy through his choreography is impressive, and it still works to this day.

Are there any contemporary choreographers you particularly like?

Jiri Kylian. After seeing ’Silk & Knife’ at Gamle Scene in 2008, I fell in love with his choreography and his musicality.

John Neumeier is also on my list. He’s a genius, when it comes to choreography and storytelling.  

How is ballet different from other art forms?

Ballet is a living art, best experienced in the present not meant for recordings or the screen; when you do that, the magic is lost. It’s an art form that lives in people’s memories, which is why it’s an such honour, they keep it with them the rest of their lives.

Do you have a link (or several) for a ballet on YouTube you would like to share? Why should we watch this, and what should we look for?

Jiri Kylians ’Petite Mort’ always puts me in a good mood


LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ TEKSTER PÅ POV HER.


Top photo: Jón Axel Fransson i ‘Napoli’. Foto: Costin Radu.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.