BALLET // ANMELDELSE – Med uddrag fra balletromantikkens tidligste udspring til nutidens livtag med kunstarten og dens formidable evne til at se indad i menneskesjælen viser de franske stjernedansere i Les Étoiles på Østre Gasværk, at klassisk og moderne ballet lever og har det godt i Paris.
Under det prisværdige initiativ København Danser har vi over to dage og tre forestillinger fået mulighed for at tage temperaturen på pariseroperaens dansere og deres kunstneriske niveau her under vore hjemlige himmelstrøg.
Oplevelsen er mere end opløftende, om end det meget sammensatte program af repertoire-brudstykker iblandet enkelte helstøbte værker kaster tilskueren ud på en omvekslende og lidt uformidlet kurs.
I to afdelinger med hver fire scener kommer vi omkring såvel de klassiske balletoptrin som moderne balletklassikere rækkende lige fra balletromantikkens tidligste udspring til nutidens livtag med kunstarten og dens formidable evne til at se indad i menneskesjælen.
Hvis der er et gennemgående træk ved de mange løsrevne optrin i forestillingen, er det i mine øjne, at de alle meget indgående skildrer de åndelig-fysiske relationer mennesker imellem, som enten udmøntes i deres konkrete dansende sameksistenser eller i imaginære forhold.
Hele den natlige samdans mellem to sjæle kræver mere end nogen anden klassisk romantisk ballet et både konkret nærvær og fuldendt illusion
At begynde med den franske balletromantiks hovedværk Giselle (1842), er ikke nogen dårlig idé. Vi kan ikke komme balletromatikkens inderste væsen meget nærmere end det natlige møde mellem den forpinte hertug Albrecht og den afdøde bondepige Giselles sjæl, der vækkes af graven for at mødes med fyrsten en sidste gang, og det er overordentligt sjældent at se netop denne pas de deux så fintfølende formidlet som af de to franske dansere, der her var sat på opgaven.
Hele den natlige samdans mellem to sjæle kræver mere end nogen anden klassisk romantisk ballet et både konkret nærvær og fuldendt illusion. I partnerskabet mellem danserne skal vi forstå, at Albrecht her danser med en imaginær sjæl, som han aldrig mere vil kunne holde fast. Netop derfor kræver dansen en uhørt grad af fysisk illusion og et indtryk af, at de to aldrig på noget tidspunkt når til at kunne berøre hinanden.
Personligt har jeg kun oplevet dette krav indløst af Erik Bruhn i rollen som Albrecht. Men de samme magiske øjeblikke af vitterligt at kunne ”danse med sjæle” lykkedes for begge de to franske dansere, Amadine Albisson og Guillaume Diop, i forestillingens åbningsnummer fra ballettens 2. akt. Med tekniske detaljer af så fuldendt balletromantik står denne indledning derfor for undertegnede nok tilbage som et af aftenens absolutte højdepunkter.
Sjældent har to dansere, her Mathieu Ganio og Audric Bezárd, været mere fysisk og teknisk ligebyrdige i både dans og udtryk end i denne opførelse
Næst fulgte en pas de trois fra 1. akt af Pierre Lacottes rekonstruktion fra 1971 af balletromantikkens vel egentlige premiereværk, La Sylphide (fra 1832), hvor det jordiske par, James og hans udkårne, Effie, danser i intrikate mønstre med den kvindelige luftånd, Sylfiden, som kun er synlig for James.
Scenen – der blev danset af Ludmila Pagliero, Antoine Kircher og Letizia Galloni – er intens, men som det meste af Lacottes genskabte koreografier virker trinene på mig som forkert spejlvendte og unaturlige i deres ofte umotiverede retningsskift.
Vi ser, som jeg oplever det, en teknisk meget krævende, men samtidig også til en vis grad påstået koreografisk skildring af figurernes sjæleliv, der virker lidt for udtænkt og konstrueret i den koreografiske udformning og derved også misser sine dramatiske pointer.
Et flot, gribende højdepunkt
Mere sjæledans er der unægtelig at finde i Le Chant du compagnon errant fra 1971, Maurice Béjarts genistreg for to mænd, der følger lige efter Lacottes sylfide-optrin. Til Gustav Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen, en cyklus af fire sange fint fremført af baryton Teit Kanstrup, som oprindelig blev komponeret til netop klaverledsagelse, synes vi at se en mand, der udfordres af sit alter ego, brydes med sin egen sjæl og til sidst følger den ud mod livets endeligt.
Sjældent har to dansere, her Mathieu Ganio og Audric Bezárd, været mere fysisk og teknisk ligebyrdige i både dans og udtryk end i denne opførelse. Selvom værket alene ved sin længde stikker rimelig meget ud i forhold til de øvrige programpunkter, bliver det et både flot og gribende højdepunkt i sammenhængen.
både klassisk og moderne ballet lever og har det godt i Paris. Så meget kan vi med opløftet dansesind konstatere
Inden pausen er vi med værket Aunis i det mere folkelige hjørne, hvor tre dansere synes at vågne op til lyden af to akkordeonspillere for at danse et ensemblenummer, som jeg koreografisk nærmest vil betegne som en art slavisk riverdance med et islæt af tyrkisk dervish-dans.
Det dragende ved denne scene, koreograferet af Jacques Garnier, er måske indtrykket af de tre ungersvende, der alle er underligt fjerne i deres unisone form for selvhypnotisk dans, som om de optræder over for hver deres imaginære tilskuer. Men dansen når fint ud over rampen og blev en betagende afslutning på forestillingens første del.
Både klassisk og moderne ballet lever
Efter pausen fik vi i rap fire både helt ukendte og gammelvelkendte balletnumre. Det første, Comme on respire, af Génia Polyakov fra 1991, er sat til en letflydende, men ikke særlig signifikant klavermusik af ”den engelske Chopin”, komponisten John Field. Stykket virker koreografisk lidt blegt, men blev både indfølt og sikkert udført af Hannah O’Neill og Matthias Heymann.
Dernæst fulgte anden afdelings måske sikreste indslag i form af en pardans fra Angelin Preljocajs helaftensballet Le Parc (1994), der skildrer en serie menneskeskæbner fra oplysningstiden i en fransk have, hvor de vikles ind og ud af hinanden.
Nummeret vi her fik – danset mesterligt af Amandine Albisson og Mathieu Ganio til adagioen fra en Mozart-klaverkoncert – er et fysisk intenst billede af besættende kærlighedsstyrke, og sjældent har man set et slutkys formidlet koreografisk med større centrifugalkraft end i dette nummers afslutning.
Efter det lange kys fulgte to velkendte klassikere, først en pas de deux fra Roland Petits Carmen (1949), som med sin velskårne skulpturelle koreografi blev sikkert og dramatisk formidlet af danserne Ludmila Pagliero og Audric Bézard. Dernæst fulgte, som rosinen i pølseenden, Victor Gsovskys Grand Pas Classique, også fra 1949, som må siges at være noget af et rent paradenummer i sin opvisning af klassisk balletteknik, smukt udført af Hannah O’Neill og Guillaume Diop.
Den ses i dag oftest kun ved balletkonkurrencer eller ditto afgangseksaminer, og det nok med god grund, for egentlige kunstneriske budskaber ud over de rent mekanisk-tekniske kan dansen næppe med nogen rimelighed siges at besidde. Dårligt hjulpet af noget nær ren tomgangsballetmusik af Daniel Auber bliver dansen derfor et noget fladt, men teknisk veludført afslutningsnummer på et prisværdigt forestillingsinitiativ.
Forestillingen blev – på slutnummeret nær, som var til båndmusik – musikalsk ledsaget af et sammensat kammerorkester med klaver, der virkede, som det var blevet elektronisk forstærket. Akustikken i Østre Gasværk er nu heller ikke sådan lige til at lege med.
Men både klassisk og moderne ballet lever og har det godt i Paris. Så meget kan vi med opløftet dansesind konstatere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
