Daginstitutionen ruster nationen til at modstå fremtidens trusler

Carsten Munk Hansen 14.04.2019

SAMFUND // PÆDAGOGIK – Daginstitutionen er ikke bare et sted, hvor forældre kan få passet deres børn, så de kan gå på arbejde. Den er gennem historien blevet set som en investering, der skal klæde fremtidens borgere på til fx at modstå kinesisk konkurrence eller til at værne om den nationale identitet, siger en ny ph.d.-afhandling af Sofie Rosengaard fra Københavns Universitet.

Hvorfor går børn i daginstitution?

Mange vil nok instinktivt svare, at det er for, at forældrene kan passe deres arbejde, og for at børnene kan lege med jævnaldrende og blive klar til at gå i skole.

Men når man som ph.d. Sofie Rosengaard fra Københavns Universitet har nærstuderet de seneste 70 års faglige debat og lovgivning om daginstitutionerne, viser det sig, at der lige fra begyndelsen har hvilet et tungt samfundsansvar på børnehave- og vuggestuepædagogernes skuldre:

“Allerede lige efter anden verdenskrig, da daginstitutionerne så småt begyndte at vinde indpas, talte man om, at de skulle ruste børnene til at modstå presset fra diktatoriske regimer.

De seneste år har fortællingen om daginstitutionerne som værn mod fremtidige trusler ifølge Sofie Rosengaard primært kredset om nationalkulturel dannelse og sammenhængskraft

Så helt fra begyndelsen har der været en fortælling om, at vi ved at investere i vuggestuer og børnehaver kan afværge fremtidige trusler. Men det, vi som samfund har følt os truet af, har selvfølgelig ændret sig over tid”, fortæller Sofie Rosengaard, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling ”Fremtiden starter i børnehaven”.

“Da jeg gik i gang med forskningsprojektet, havde jeg en ide om, at rationalet om daginstitutionerne som en investering i fremtiden var ny, og at det opstod efter de første PISA-målinger omkring år 2000 – det, der også er kendt som PISA-chokket. Dengang talte man om, at kineserne ville overhale os indenom, hvis vi ikke investerede i børnene, så vi kunne klare konkurrencen i fremtiden.”

Men jeg finder faktisk, at det har været en dominerende tankegang i mange år, som bl.a. har medført øgede dokumentations- og læringskrav i daginstitutionerne, fordi børnene skal udvikle bestemte kompetencer, mens de er i institutionen, og den udvikling skal kunne måles.”

Vuggestuen står vagt om sammenhængskraften

De seneste år har fortællingen om daginstitutionerne som værn mod fremtidige trusler ifølge Sofie Rosengaard primært kredset om nationalkulturel dannelse og sammenhængskraft.

Det viste sig fx i maj 2018, da regeringen præsenterede den såkaldte ghettoaftale. Her var et af de centrale elementer, at det skulle være obligatorisk for forældre bosat i de såkaldte ghettoområder at sende deres 1-årige børn i et obligatorisk læringstilbud.

Sofie Rosengaards forskning peger dog også på, at daginstitutionen kan virke stik imod pædagogiske såvel som politiske hensigter om fællesskab og samfundsmæssig integration

“Med ghettoaftalen blev forestillingen om, at daginstitutionen kan værne om nationalstaten, knæsat politisk. Vi har efterhånden haft mange års debat om indvandring, som mange føler truer sammenhængskraften og den nationale identitet.

Den debat får også en konsekvens for daginstitutionerne, som blandt andet i debatten og lovstoffet bliver beskrevet som garant for sammenhængskraften, da den kan skabe danskhed i børnenes liv, og de dermed kan blive en gevinst for fremtidens samfund”, siger Sofie Rosengaard.

Nogle børn har særligt behov for at gå i daginstitution

Sofie Rosengaards forskning peger dog også på, at daginstitutionen kan virke stik imod pædagogiske såvel som politiske hensigter om fællesskab og samfundsmæssig integration ved at udpege de børn, der har et særligt behov for at opholde sig i daginstitutionen.

“Selvom der har været bred enighed om, at det er godt for børn at gå i daginstitution, og at det kan betragtes som en fornuftig samfundsmæssig investering, har der i de 70 år, vi har haft daginstitutioner, været en fortælling om, at nogle børn har haft et større behov for at gå i daginstitution end andre.

Sofie Rosengaard håber, at politikere og pædagoger i stedet for at fokusere så ensidigt på daginstitutionernes fremtidspotentiale også vil begynde at diskutere den hverdag, som børnene oplever i vuggestuer og børnehaver

I begyndelsen er det særligt børn af enlige, udearbejdende mødre, der opleves som havende behov for pædagogisk støtte. Det gælder også enebørn og børn med for mange søskende i små boliger”, siger Sofie Rosengaard og fortsætter:

“Mest dominerende i de sidste mange års tale om daginstitutionen er dog de børn, der har behov for at opholde sig i daginstitutionen for at lære de nationalkulturelle normer og værdier at kende, da samfundet ikke forventer, at de kan lære dem derhjemme.

På den måde bliver barnet på en og samme tid inkluderet i det nationalkulturelle fællesskab gennem sit ophold i daginstitutionen, men også ekskluderet fra det ved at blive udpeget som en, der ikke passer ind.”

Sofie Rosengaard håber, at politikere og pædagoger i stedet for at fokusere så ensidigt på daginstitutionernes fremtidspotentiale også vil begynde at diskutere den hverdag, som børnene oplever i vuggestuer og børnehaver:

“Det er trods alt i hverdagen og nutiden, at børnene lærer, hvordan de skal omgås hinanden og se på sig selv, og jeg kan godt være lidt bange for, at vi glemmer den daglige trivsel i vores iver efter at imødegå fremtidige trusler.”

Denne artikel er en redigeret udgave af originalen, der er udgivet af Københavns Universitet den 2. marts 2019.

Topfoto: Flickr