Alt er godt – Nytårshilsen fra Bujora, Tanzania

af i Afrika/Liv & Mennesker/Rejse

REJSEBREV//FOTO – “Jeg har haft tømmermænd i samme farve som hans ternede skjorte, og dertil havde han sorte bukser og sorte sko på og et nøgleknippe i bæltet,” skriver Dav Jacobsen om toastmasteren ved en forlovelsesfest i Lugeye i Tanzania. Kom med til fest.

Vi er inviteret til forlovelsesfest, kaldet ’Give Away’. I en lille hvid bus med plads til 32 kører vi 51 af sted mod Lugeye, hvor Makungu lover at gifte sin datter bort og overdrager hende til den nye familie efter tanzaniansk skik. På et område så stort som i hvert fald halvdelen af en fodboldbane bliver et sted mellem 500 og 1000 siddende gæster beværtet med mad og drikkevarer.

Vi kommer et par timer for tidligt (african time), mens en masse mennesker stadig lægger hvide duge på bordene, stiller sodavand frem, trækker ledninger, arrangerer blomster, tjekker lyden fra diskjockeyens anlæg, koger ris, kød og bønner og i det hele taget ordner.

Vi beslutter at gå en tur i området, og bevæger os ad sandede stier mod en lille landsby, som nogle af de danske turledere kender. En flok på omkring 30 hvide mennesker vækker naturligvis opsigt blandt især børnene, der fniser i et væk, når vi henvender os til dem.

Vi er hurtigt fremme og bliver modtaget med håndtryk og utallige hilsner, så vi får lejlighed til at praktisere det swahili, vi har lært til undervisning de foregående dage.

Habari?

Nzuri.

I den første undervisningstime lærte vi blandt andet den lokale respektfulde hilsen overfor ældre og i det hele taget personer, der i status hierarkisk står over os.

Shikamoh.

Som den ældste i gruppen – Uffe var fraværende – skulle jeg agere prøvekanin, så samtlige kursister passerede forbi, gav hånd og udtalte den ærbødige hilsen uden at kigge mig i øjnene. Kvinderne skulle samtidig neje.

Det var så mit arbejde at svare Malahaba.

Men danske kursister har hukommelse som en spand fuld af huller, for allerede dagen efter sagde de bare ’godmorgen’ og gik forbi som den naturligste ting i verden.

Ude i omtalte landsby dykkede warsha-deltagerne dog ned i den fælles hukommelse og kunne pludselig opføre sig respektfuldt med korrekte hilsener overfor samtlige ældre. Af afrikansk herkomst.

Efter at have trykket hånd, nejet og fotograferet børn, så mobiltelefonerne glødede, gik vi videre og stødte på en træt kamæleon, som dyrlæge Kim straks tog op i hånden og viste frem. Kort efter befandt vi os i en anden, mindre landsby, hvor vi vækkede lige så stor opsigt. Her hang vi ud, inden vi efter halvanden times tid i alt begav os tilbage mod festpladsen, hvor der nu var temmelig meget mere gang i den, end da vi ankom første gang.

Kage til deling

– Jeg er lidt bekymret for forplejningen, sagde Toa, da vi havde sat os ved et anvist, rundt bord under en pavillon.

– Jeg er mere bekymret for elektriciteten, svarede jeg og kiggede på de lyskæder, der var hængt op overalt, men som stadig var uden lys. På en åben plads foran os, hvor bruden in spetilsyneladende skulle sidde, havde en videofotograf stillet et par transportable fotolamper op med så kraftigt blus i, at de kunne oplyse helvede, men den ene lampe ville ikke som fotografen, så han rodede og regerede med ledninger lang tid efter ceremonien var begyndt. Med jævne mellemrum gik strømmen, men kom heldigvis igen hver gang, og ingen tog notits af den svigtende elektricitet.

Jeg har haft tømmermænd i samme farve som hans ternede skjorte, og dertil havde han sorte bukser og sorte sko på og et nøgleknippe i bæltet

Discjockeyen spillede høj musik, mens først fire børn på række dansede med understellene, så de voksne kvinder hvinede og løb op og gav dem penge. Siden dansede voksne festklædte mænd og damer fra brudens familie og lidt efter fra gommens familie frem og tilbage over pladsen i uordentlige grupper.

Senere endnu dansede den unge kvinde, der skulle gives væk, flankeret af hoftevrikkende unge piger i ens røde kjoler, alene ad en rød løber ned mod den åbne plads, hvor hun og en veninde satte sig i en til formålet opstillet sofa, der var draperet med blomsterranker og kulørte bånd. Mellem publikum og sofaen med de to unge kvinder stod et mindre bord med syv lagkager, der senere blev fordelt mellem særligt udvalgte, inviterede gæster. Som repræsentanter for Utamaduni i Danmark fik vi hvide en af kagerne til deling.

Mad og gaver

Hvis ikke det allerede var festligt, blev der nu skruet op. I et absurd scenarium, der kunne minde om en mellemting mellem koreografien i et tysk pornoshow og et underholdningsprogram fra en dansk tv-betalingskanal, styrede en høj slank afrikaner med et mundtøj, der kunne gøre Anders Mattesen misundelig, slagets gang de næste timer badet i lyset fra videolamperne, lyskæderne over ham og noget dansende lys på bagtæppet.

Jeg har haft tømmermænd i samme farve som hans ternede skjorte, og dertil havde han sorte bukser og sorte sko på og et nøgleknippe i bæltet.

Mens han fermt styrede musikken ved konstant gennem mikrofon at henvende sig over højtaleren til diskjockeyen med en håndbevægelse og et højlydt udtalt ”DeeJay”, kaldte han gæsterne frem og tog imod deres pengegaver, som han med store fagter, overdreven begejstring og stigende stemmeføring seddel for seddel talte højt og derefter lagde i en nærtstående kurv, der var pyntet med et rosafarvet tørklæde og plasticblomster på hankene.

-Elfu kumi! DeeJay. (Ti tusind).

– Elfu kumi na moja. DeeJay. (Elleve tusind).

– Elfu kumi na mbili. DeeJay. DeeJay. (Tolv tusind).

– Elfu kumi na tatu. (Tretten tusind).

– Elfu kumi na nne. DeeJay. (Fjorten tusind).

Og så videre.

Alle warshadeltagerne havde af warsha-arrangørerne fået udleveret en splinterny 10.000-shillingseddel, som vi – da det blev vores tur – i en lang række defilerede forbi konferencieren med og under hans højlydte begejstring afleverede. Som med alle de andre gæsters penge talte han dem op over højtaleren, mens han kommanderede med DJ’en, før han lagde dem i kurven til det kommende ægtepar.

Bagefter fik vi af en anden, noget mere diskret afrikaner, udleveret en madbillet med et billede af bruden på, som vi vekslede til en tallerken meget velsmagende mad ved en logistisk velfungerende række af gryder betjent af hver sin kvinde.

Både Toas og min bekymring var altså helt unødvendig.

Da vi havde spist, tog vi hjem. Da var klokken omkring 22.

Dans, foto og kommunikation

Inden vi på kursets tredje dag tog til ’Give Away’ i Lugeye, er deltagerne blevet undervist formiddag og eftermiddag i afrikansk dans af den prisvindende dansegruppe på Bujora, WannaCelilia.

Til lyden af buldrende trommer har deltagerne hoppet, vrikket, danset og svedt sig gennem ’kadum’ og ’bunungule’ afløst af velfortjente pauser, blandt andet med skøn mad og køligt vand på flaske.

Vi er tæt på 30 børn og voksne i alderen 7 til 70, der om dagen under en hård tanzaniansk sol forsøger at indoptage den fremmedartede kultur, og om aftenen under den mest fantastiske stjernehimmel og nogle hidsige lysstofrør opfører os nogenlunde som om vi var på sommerlejr. Hænger ud med vennerne, drikker øl og sodavand, ryger cigaretter, griner, samtaler og hygger i mindre grupper, mens døgnet bevæger sig mod sengetid.

To gange er jeg diskret blevet trukket til side af lokale mænd, der lidt forsigtigt spørger, om jeg mon tror, at hende den lyshårede J. kunne være interesseret i et arrangeret ægteskab. Men når jeg fremfører deres ærinde overfor den udvalgte, afviser hun kategorisk.

Nå, hun har heller ikke været her så længe!

Og så det jo lige straks nytårsaften, hvor alt som bekendt kan ske.

Måske er det i virkeligheden derfor, jeg arbejder med kommunikation – jeg kan få stillet min ulideligt store nysgerrighed. Dertil kommer glæden over tilliden fra dem, der siger ja til at blive foreviget. Det er også stort

Det er nu fjerde gang på to år, jeg er på Bujora for blandt andet at fotografere dans. Lad mig være ærlig og sige, at det er svært at variere det fotografiske output. Dansene er de samme, de lokale dansere er de samme, omgivelserne er de samme og solen er hård som sædvanlig. Naturligvis forsøger jeg at optimere udtrykket, og for nye deltagere er det selvklart sjovt at se sig afbildet i de uvante situationer og udtryk. Så jeg fotograferer stadig dans og dagligdag på kurset.

Men i forsøget på at nå et lag dybere i om ikke forståelse af kulturen hos sukumaerne så dog oplevelsen af samme her på stedet, har jeg inviteret mig selv hjem til flere af danserne for at fotografere dem i deres bolig.

Det er der kommet både dejlige oplevelser og – synes jeg – skønne billeder ud af. Vi kan altid diskutere et billedes kvalitative udtryk, om man kan lide billedet eller ej, men man kan ikke diskutere den velvillighed og gæstfrihed som danserne udviser, når jeg spørger. Foreløbig har ingen sagt nej, og jeg har tit tænkt over, at jeg nærmest er lykkelig over hvad der kan lade sig gøre, når man har et fotografiapparat om halsen. Måske er det i virkeligheden derfor, jeg arbejder med kommunikation – jeg kan få stillet min ulideligt store nysgerrighed. Dertil kommer glæden over tilliden fra dem, der siger ja til at blive foreviget. Det er også stort.

Hver morgen bliver vores swahili og vores opdragelse testet med håndtryk og en endeløs række af høfligheder, som om vi ikke havde set hinanden i månedsvis. Selv er jeg endelig ved at have styr på de formelle fraser, og kan snart bevæge mig videre ad den snørklede sti, som sproget udgør. Den anden dag sagde jeg en hel sætning. Wuhu.

Fra et kort statusmøde i går meldes ’Alt er godt’.

Vi ønsker alle hjemme i Danmark et vidunderligt nytår og sender Dronningen og søens folk en venlig tanke. Selv ser vi spændte frem til egen nytårsaften med festmiddag hos Seba og senere disco foran baren og hvide tænder i mørket under stjernebillederne, der ligger fremmedartet på himlen, men som blinker til alle uanset race og religion.

Fra nærområdet kan jeg oplyse, at afføringen stadig er normal.

Stay tuned.

Kærlig hilsen

Dav.


Fotos: Skribenten

Dav Jacobsen, journalist og fotograf, cand.mag i dansk og kommunikation, 62 år. Nu på efterløn.

Har i 20 år arbejdet freelance med kommunikation, og har indenfor de sidste 18 måneder været fire gange i Tanzania. Har tidligere boet hos masaierne i det østlige Tanzania, derudover blandt andet rejst i Kenya, Uganda, Tunesien og Algeriet. Boet på buddhistisk kloster i Nepal og besøgt Dalai Lama i Indien.

Seneste artikler om Afrika