Craig Foster - my octopus teacher

Blæksprutterne #3: Craig Foster, mennesket og blæksprutten

i Kulturhistorie/Natur af
BLÆKSPRUTTER // ESSAYSERIE – I Danmark har vi ikke tradition for at spise blæksprutter, selvom de fanges i vore farvande. Det er på samme måde med muslinger og mange andre spiselige dyr og planter fra havet, tang for eksempel, som andre kulturer betragter som en delikatesse. De findes i vore farvande, men vi har ingen erfaring med indtage det, og derfor har vi heller ingen almen viden om det. Og det er synd og skam, skriver Freddy Hagen i en essayserie til blækspruttens hyldest. Dette er del 3 om udforskningen af blæksprutterne i deres eget element.

I midten af det nittende århundrede begyndte havbiologien for alvor at tage form. Man begyndte så småt at få styr på akvarierne, så man kunne holde havdyr i live i fangenskab, og man fik efterhånden viden om havets dybder. Man fik i stigende grad systematiseret havdyrene og planterne, og tiden var en sand eksplosion af ny viden om koralrev og mikroskopiske dyr. En udvikling, der er kulmineret med forskere og formidlere som Jacques Cousteau, David Attenborough og senest Craig Foster.

Hos Edgar Allan Poe, Herman Melville og Victor Hugo og i mange myter bliver blæksprutterne beskrevet som uhyrer og farlige for mennesker. Men sømandsskrøner og frygt for det ukendte havdyb er blevet afløst af fascination, og vi er i dag ikke længere bange for havets uhyrer.

En anden historie har nemlig trængt sig på, og den er opstået utroligt hurtigt. Tag for eksempel to af verdens bedste og mest berømte formidlere af naturen: Jacques-Yves Cousteau (1910-1997) og David Frederick Attenborough (1926-).

De to har været pionerer, når det gælder formidling af naturen på film og tv. De fortalte om den vilde natur, og de filmede den. De begyndte begge deres opdagelser på et tidspunkt, hvor man bildte sig ind, at den vilde natur var nærmest uendelig og evigt eksisterende. Deres programmer handlede aldrig om, at den var ved at forsvinde.

De begyndte deres formidlingsarbejde i tresserne. Deres succes blev massiv, og som midaldrende husker jeg, hvor meget deres naturprogrammer betød for mig. Cousteau og Attenborough var eventyrere og deres programmer meget personlige. Man kunne ligesom identificere sig med dem og drømme om at vokse op og blive ligesom dem.

For Jacques-Yves Coustaus vedkommende endte hans personlige og eventyrlige tilgang til naturen med et voldsomt opgør med en af hans sønner, der også blev havbiolog. Sønnen pointerede, at havets tilstand var i fare, og at farens negligering af dette faktum var forkastelig. Et halvt århundredes idé om den uendelige vilde natur blev pludselig kompromitteret af en ny fortælling om denne natur som en mindre og mere truet størrelse. Mennesket var blevet større end selve naturen.

Den fransk-belgiske biopic, L’Odyssée, fra 2016, handler bl.a. om dette opgør mellem Jacques og sønnen, og kort før sin død bøjede Jacques sig og erkendte, at truslen mod naturen var ganske reel og nødvendig at sætte fokus på.

Det samme gør sig gældende for David Attenborough. Hans indsats for formidling af den vilde natur er kolossal. Han begyndte samtidig med Jacques Cousteau. Hans mange film og dokumentarer er legendariske.

Den nye dokumentar om ham på Netflix, A Life on Our Planet (2020), er radikalt anderledes skruet sammen. I filmen, der handler om hans eget liv med den vilde natur, er katastrofen den centrale fortælling.

Den vilde natur er ikke længere den utæmmelige størrelse, uendelig og eventyrlig, men derimod den lille sårbare størrelse, der er truet af menneskehedens gøren og laden. En ny historie har fået en dominerende stilling, og der findes ikke en naturformidler, der ikke fokuserer på netop dette.

Dermed dukker en anden og ny fortælling om blæksprutten også op. Menneskehedens frygt for verdenshavene eksisterer ikke længere, og i dag fascineres vi mere af ny forskning; og selve ideen om, at nogle dyr, selv rovdyrene, skulle være indbegrebet af ondskab, er forsvundet.

Det med at tillægge dyr samme moralske egenskaber som os selv, har vi gjort op med. I dag anser vi den slags for at være uvidenskabeligt. Vi kalder det for antropomorfisme, når nogen anskuer dyrs handlinger under samme synsvinkel som vores egne.

Craig Fosters budskab handler også om at få folk til at indse, at disse tangskove, og havets liv generelt, er i fare for at erodere på grund af klimaforandringer, overfiskeri og uhensigtsmæssig, menneskelig indgriben i den vilde natur

Alligevel kan vi ikke lade være med det. Mennesker, der ejer et kæledyr, har svært ved ikke at tillægge dyrene følelser og opfattelser, som ikke kan konstateres, men måske er antydet i deres adfærd. Og det vil formodentlig blive ved med at være sådan, for det er forunderligt, hvad nærkontakt med et dyr kan gøre ved os.

Hvad jeg lærte af en blæksprutte – En radikalt anderledes fremstilling af blæksprutten

Et eksempel er kokken Nikolaj Kirk, der blandt andet er kendt for TV-programmerne  Nak og Æd, hvor han og hans kompagnon rejser rundt i verden og jager dyr for derefter at tilberede dem.

Blæksprutter
Nikolaj Kirk laver i programmet ‘Nak & Æd’ mad i det fri og bruger naturen som spisekammer. Foto: Agnete Schlichtkrull ©DR Presse

Tilbage i 2003 kunne man følge ham derhjemme, hvor han opdrættede en and. Det var meningen, at den skulle slagtes, når julen stod for døren, men det kunne han alligevel ikke, fordi han havde knyttet sig til dyret og angiveligt opfattede den som et væsen med følelser.

Alligevel fortsætter kokken med at nedlægge og tilberede andre dyr. Det var den nære relation, der gjorde udfaldet.

Det samme gør sig gældende i den helt eminente og smukke dokumentar, My Octopus Teacher (“hvad jeg lærte af en blæksprutte”), der fik dansk premiere på Netflix i september sidste år.

Her følger man fridykkeren og fotografen Craig Foster, der efter en depression beslutter sig for at dykke i de store tangskove, der befinder sig ud fra Sydafrikas kyst ved Cape Town. Craig Foster er vokset op der, og det er derfor også en tilbagevenden til kendte omgivelser for ham.

Craig Foster kæder sit følelsesliv sammen med blækspruttens, og han sammenligner forholdet mellem dem med et kærlighedsforhold. Det er gribende, men som sagt også videnskabeligt problematisk

Fordi han fridykker – dvs. dykker uden våddragt og ilt – kan han komme tættere på dyrene. Jacques Cousteau havde ellers revolutioneret dykning ved at opfinde iltflasken, der gjorde selve dykningen mere fri. Han havde samtidig forbedret det fotoudstyr, som han anvendte til at filme livet under havet. Netop disse teknikker er blevet stærkt forbedret de seneste årtier, og Craig Foster har været helt fremme i denne udvikling som fotograf og dykker.

Men i denne dokumentar har han altså droppet iltflasken for i stedet et træne sig op til at dykke uden ilt. Temperaturerne i de sydafrikanske tangskove under havet er omkring 8 grader, og Craig fortæller i dokumentaren, at det tog ham omkring et år, før han begyndte at kunne holde kulden ud og blive i stand til at foretage dyk i adskillige minutter.

I tangskovene møder han en dag en hunblæksprutte af arten Octopus Vulgaris, på dansk kaldet almindelig blæksprutte, som er en af de arter, der spises i stor stil. Det er den store ottearmede blæksprutte.

Craig beslutter sig for at følge denne blæksprutte hver eneste dag, og han gætter, at han når at følge den i 80 % af dens levetid.

Fortællingen om Craig Foster og hans møde med denne blæksprutte er fuldkommen overvældende filmmageri, og kvaliteten er lig med den, vi kender fra BBC’s naturprogrammer Blue Planet, som Craig Foster og hans crew på denne dokumentar også har arbejdet for.

Hvad han finder ud af om blæksprutten, er forbløffende og overvældende at være vidne til som seer. Han forklarer, at ideen om at dykke hver dag og komme så tæt på dyrene og livet under havoverfladen som muligt giver ham en samlet og mere overordnet fornemmelse af hele økosystemet, hvor alle delene betyder noget og fremstår som brikker i et perfekt system.

Men dokumentaren er også skruet sådan sammen, at Craig Foster kæder sit følelsesliv sammen med blækspruttens, og han sammenligner forholdet mellem dem med et kærlighedsforhold. Det er gribende, men som sagt også videnskabeligt problematisk.

Alligevel er det ret indlysende, hvorfor han vælger denne vinkel, fordi hans budskab også handler om at få folk til at indse, at disse tangskove, og havets liv generelt, er i fare for at erodere på grund af klimaforandringer, overfiskeri og uhensigtsmæssig, menneskelig indgriben i den vilde natur. Selvom han ikke nævner det i dokumentaren, er det indlysende, at den personlige og menneskeliggørende måde, han konfronterer blæksprutten på, mest af alt handler om at få folk til at engagere sig og tage stilling til de farer, der truer havene.

Craig Fosters opfattelse af blæksprutten er altovervejende positiv, og han mener, i modsætning til alle de negative fortællinger om blæksprutter, at disse arter er givtige for mennesker at interagere med. Hver dag opdager han nye sider af blæksprutten, som man har forsket alt for lidt i. Der er tale om forhold, som en blæksprutte i fangeskab ikke kan vidne om, fordi opdagelserne handler om blækspruttens levede liv og kamp for overlevelse i konstant interaktion med nye udfordringer.

Craig Foster anser blæksprutterne for venlige, nysgerrige og i stand til at få noget ud af at udforske mennesker også. Selve dokumentarens plot og hovedhistorie er ganske overraskende og dramatisk. Det, vi lærer om denne blækspruttes evner til at overleve, er ufatteligt. Men at afsløre netop det ville være at plotspoile. Det ville være en skam for oplevelsen, og det kan varmt anbefales at sætte sig foran tv-skærmen og nyde denne ubegribeligt smukke dokumentar.

My Octopus Teacher er nomineret til en Oscar for årets bedste dokumentarfilm.


LÆS FLERE ARTIKLER AF FREDDY HAGEN HER OG FØLG SERIEN OM BLÆKSPRUTTEN HELE PÅSKEN


Topbillede: Stillbillede fra “My Octopus Teacher”. Pressebillede (foto Tom Foster) af Craig Foster og blæksprutten, han ender med at få en dyb – menneskelig – relation til.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Freddy Hagen er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet med en bachelor i Filosofi. Kommer fra et arbejderhjem, har været i lære som tømrer og kok. Freddy har rejst i mange lande, levet som freelancejournalist og fotograf, undervist på forskellige skoler i litteratur og historie. Studeret i Firenze, boet i Berlin og arbejdet som kokkeelev i Paris.
Freddy Hagen har studeret islam og formidlet viden om islam og muslimer gennem mange år, og fokuseret på dem der er i klemme, for eksempel homoseksuelle muslimer der har måttet leve under trusler. Han har også rejst sammen med muslimer til lande, hvor der er krig og konflikt og dokumenteret deres vilkår i artikler og gennem fotojournalistik. Han er også vidende om et hav af minoritetsmiljøer samt grupperinger til højre og venstre på de politiske fløje.
I dag arbejder han som fiskehandler, men skriver stadigvæk og debatterer værdier og konflikter.
Hvis du vil bidrage til Freddy Hagens arbejde på POV kan du donere direkte til ham på hans Mobile Pay: 25389541

Seneste artikler om Kulturhistorie

gryde

Globalisering i en gryde

KARRYGRYDE // MADKLUMMEN – De krydrede karryretter går adskillige tusinde år tilbage