BLÆKSPRUTTER // ESSAYSERIE – I Danmark har vi ikke tradition for at spise blæksprutter, selvom de fanges i vore farvande. Det er på samme måde med muslinger og mange andre spiselige dyr og planter fra havet, tang for eksempel, som andre kulturer betragter som en delikatesse. De findes i vore farvande, men vi har ingen erfaring med indtage det, og derfor har vi heller ingen almen viden om det. Og det er synd og skam, skriver Freddy Hagen i en essayserie til blækspruttens hyldest. Dette er del 2, som følger blæksprutten i myter og fiktion.
Blæksprutterne har fascineret menneskeheden og skræmt os gennem hele historien. Vi kan konstatere, at de er blevet brugt som dekoration, helt tilbage i den minoiske kultur i Kreta omkring 1500 f.Kr., og blæksprutten optræder for eksempel også flere steder som dekoration i Pompeji. De er selvfølgelig også blevet tilberedt og spist i stor stil.
Men op gennem historien er de mest blevet set på med frygt, forårsaget af ekstrem uvidenhed. De har opnået en mytisk status, og oftest er de blevet betragtet som værende onde, farlige, modbydelige og afskyvækkende. Og der er mange eksempler, der stammer helt tilbage i Oldtiden. Den græske filosof, Aristoteles, mente for eksempel, at blæksprutten er et stupidt dyr.
Mytologisering af blæksprutten
Senere i historien optræder den ud for den norske kyst på svenskeren Olaus Magnus’ helt fantastiske kort over Skandinavien, Carta Marina, fra 1539. Det fascinerende ved Olaus Magnus’ kort, foruden at være det første rigtige søkort over Skandinavien med mange navngivelser, er at det er fyldt med tegninger af angiveligt farlige søuhyrer. Og Olaus Magnus skrev også om disse dyr, som de blev beskrevet af sømænd, der mente at have set dem.
Det blækspruttelignende søuhyre kaldte man for Kraken, der mentes at være kæmpestor. Man troede, at den havde mange forliste skibe på samvittigheden. Olaus Magnus beskriver Kraken som lige dele hval og blæksprutte, og det er især dets tentakler, der virkede frygtindgydende.
Senere er Kraken som mytologisk figur blevet mere og mere sagnomspunden, og den er blevet brugt i populærkulturen et utal af gange – senest brugte den amerikanske advokat Sidney Powell metaforen, da hun under diskussionen efter det amerikanske valgresultat truede med, at hun ville “release the Kraken” og afsløre en gigantisk konspiration af vælgersvindel (der ikke fandtes).
I tiden, hvor Olaus Magnus tegnede sit kort over Skandinavien, mente man, at alle livets skabninger på jorden eksisterede i en lignende form under havet. Da et stort havvæsen strandede ved Øresunds kyst tilbage i 1500-tallet, mente man, at der var tale om en “sømunk”. Den blev bragt levende til København og sænket i voldgraven, men døde kort tid efter. Kong Christian 3. begravede den i hellig jord.
Opdagelsen blev fortalt videre, og længe optrådte denne skabning i videnskabelige afhandlinger. Den danske naturvidenskabsmand, Japetus Steenstrup, antog sidenhen i 1854-55, at der måtte være tale om den tiarmede kæmpeblæksprutte, fordi han fik mulighed for at studere en anden stor og uhyggelig skabning, der var strandet på en dansk kyst, og som viste sig at være en sådan. Om Sømunken virkelig var en tiarmet blæksprutte, må stå hen i det uvisse.
Kæmpeblæksprutten optræder også i mange litterære værker. Den mest kendte er nok Jules Vernes, En verdensomsejlning under havet (Vingt mille lieues sous les mers), der først blev udgivet som føljeton i 1869 og siden som bog i 1870.
En verdensomsejling under havet – den første økopolitiske roman
Det er en science fiction klassiker, som handler om den anarkistiske videnskabsmand, Kaptajn Nemo, der har bygget en ubåd, som han kalder for Nautilus. Fortællingens narrative stemme er havbiolog og professor Pierre Arronnax, der sammen med en mindre gruppe overlever et forlis, da de reddes af Kaptajn Nemo.
Kaptajn Nemo har forladt verden over havet, i foragt for menneskeheden, og han har skabt en ny idealiseret tilværelse under havet, og vi lærer om, hvorledes han og Nautilus’ besætning lever af havets dyr og konstant støder på nye, fantastiske opdagelser
Pierre Arronnax begav sig ud på havet for at finde det søuhyre, som man mente gjorde handelsvejene usikre, fordi skibe forliste på ubegribelig vis. Den videnskabeligt forankrede Arronnax mente ikke, at der fandtes sådan et søuhyre. Han ville tværtimod finde ud af, hvad der så var grunden til de mange fortællinger om de forlis, som man snakkede om på havnene, blandt sømændene og i medierne. Sammen med en større besætning satte han til søs på et amerikansk skib.
Ingen på jorden kender nemlig til ubåden, der slet ikke var opfundet på det tidspunkt. Fortællingen begynder i 1866, og vi følger rejsen på skibet, der bliver torpederet af noget stort, som ikke rigtig kan registreres af besætningen. Skibet og størstedelen af besætningen forliser. Kaptajn Nemo redder kun et fåtal, og herfra begynder fortællingen om den lange rejse under verdenshavene.
Kaptajn Nemo har forladt verden over havet i foragt for menneskeheden, og han har skabt en ny idealiseret tilværelse i dybet. Vi ser, hvordan han og Nautilus’ besætning lever af havets dyr og konstant støder på nye, fantastiske opdagelser. Det er en sær blanding af eventyrlig opdagelsestrang, iblandet undersøgelser og forsøg på at leve udelukkende af havets dyr og planter.
Pierre Arronnax er fascineret af den store mængde af ny viden og samtidig fascineret af Kaptajn Nemo, som han ikke rigtig kan bestemme sig for, om er genial eller gal. I hvert fald er det sikkert, at han og de andre, der er blevet reddet, aldrig må forlade Nautilus igen. Kaptajn Nemo mener nemlig, at menneskeheden ikke har fortjent at få mere viden om havet, eftersom de ikke er i stand til at varetage værdier, uden at ødelægge dem.
Det er også derfor, at romanen betragtes som historiens første, fiktive økopolitiske bog.
I et af kapitlerne angribes ubåden af en kæmpeblæksprutte, og det lykkedes næsten for den at destruere ubåden.
Det er i det hele taget interessant at se historisk på, hvorledes man har betragtet havets større dyr gennem det nittende århundredes litteratur
Fortællingen er science fiction, men den er bestemt ikke blot grebet ud af den blå luft. Da Jules Verne skrev romanen, var den første ubåd blevet fremvist på en verdensudstilling. Ved genlæsning er det forbløffende at bemærke, hvor mange passager, der blot er gengivelser af, hvad man dengang opdagede i havets dybder.
Derfor er årstallet for begyndelsen af fortællingen heller ikke tilfældig, for i 1866 var det for første gang nogensinde lykkedes at etablere telegrafkabler mellem Europa og Amerika. Anlæggelsen af kablerne var en stor og revolutionær bedrift, der var med til at skabe en ny og meget hurtigere kommunikation.
Samtidig gjorde nedlæggelsen af kablerne det også muligt at måle havets dybder for første gang, og når man hev slæbetovene op, som var forbundet til kablerne, kom der også underlige og hidtil ukendte vækster og havdyr med op. Og det er netop disse, som romanen også handler om.
Naturvidenskabsmand og evolutionsbiolog, Ernst Haeckel, var også interesseret i disse mange opdagelser. Han var ven med Charles Darwin, og det var Haeckel, der kom på ideen til Livets Træ, en skematisering af evolutionen, hvor de forskellige arter bliver inddelt i forgreninger.
Ernst Haeckel var også kunstner, en rigtig romantisk tænker, og i dag er han blandt andet berømt for sine mange, fantastiske tegninger af dyr fra havet. Han tegnede også forskellige blæksprutter, og selvom vi i dag har bedre muligheder for at gengive dem, er disse endnu betagende at kikke på.
På under halvtreds år er verdens koralrev reduceret med ca. 70 procent. Det er en tragedie, og hvis denne udvikling ikke vendes, vil Jules Vernes beskrivelser af disse fremstå som science fiction, og ikke fantasierne om den hemmelige ubåd med den selvforsynende besætning, der lever af alt, hvad havet kan tilbyde
Dengang må det have været helt uovertruffent og fascinerende at studere, fordi de mange tegninger, her især dem af mikroskopiske dyr og organismer, som Haeckel studerede og gengav, aldrig tidligere var blevet beskrevet. Det er altså sådanne havbiologiske opdagelser, der fylder i En verdensomsejling under havet, men som altså dengang fremstod som science fiction.
I En verdensomsejling under havet er det Kaptajn Nemos ubåd, der er skyld i mange forlis, men samtidig er kæmpeblæksprutten (á la Kraken) også med. Nautilus angribes som nævnt af en, og netop denne scene blev gengivet med stor succes i Walt Disneys filmatisering af bogen i 1954 med James Mason, Kirk Douglas og Peter Lorre i hovedrollerne. Filmen er i dag en klassiker.
Se den originale trailer her:
Det er interessant, at det siden har vist sig, at Jules Vernes ideer om fremtidens videnskabelige vidundere slet ikke var så spekulative endda. Og tragisk, fordi havets rige dyre- og planteliv, som han intenst og billedskabende beskriver, derimod i hast er ved at forsvinde især på grund af global opvarmning, der får verdens koralrev til at forvitre og uddø.
På under halvtreds år er verdens koralrev reduceret med cirka 40 %. Det er en tragedie, og hvis denne udvikling ikke vendes, vil Jules Vernes beskrivelser af disse virkelig være fiktion, og ikke fantasierne om den hemmelige ubåd.
Et mindre kendt værk er Victor Hugos fremragende roman, Havets Arbejdere (Les Travailleurs de la Mer) fra 1866, hvor helten må kæmpe med en blæksprutte, der vil trække ham ned i dybet. Victor Hugo svælger i beskrivelsen af dyret, som han betragter som indbegrebet af ren ondskab.
Hans udgave af blæksprutten er ikke så stor, men til gengæld er den udelukkende ude på at destruere og fortære mennesker. Det er virkelig fascinerende at læse, hvordan han anstrenger sig for at beskrive den som det mest modbydelige overhovedet. Samtidig er det underligt at læse bogen i dag, fordi det meste i romanen er ganske realistisk, om end meget dramatisk. Romanen handler om livet på havnene og på havet, om smuglere og svindlere, om fremtidens dampdrevne skibe og om myter og fastgroede ideer i småsamfund.
Også tidligere har stor litteratur handlet om kampe med blæksprutter, for eksempel i gyser- og gruforfatteren Edgar Allen Poes debut og eneste roman, The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket fra 1838. Også her kæmper helten med en blæksprutte. Poe interesserede sig først og fremmest for det bizarre, for eksempel det at man gerne havde store skildpadder med på lange søfartsrejser, fordi man kunne dræne vandet fra dem over et langt tidsspand og siden spise dem. Romanen indeholder kannibalistiske scener og virker selv i dag ret så rå. Kæmpeblæksprutten får samme status som de glubske hajer i Poes roman, der begge beskrives som bestialske rovdyr.
Det er i det hele taget interessant at se historisk på, hvordan man har betragtet havets større dyr gennem det nittende århundredes litteratur. Tag blot Herman Melvilles mesterværk, Moby Dick fra 1851. Denne klassiker begynder også i den amerikanske hvalfangerby, Nantucket, og her følger vi den gale kaptajn Ahab, der decideret hader en hval, som han vil gøre hvad som helst for at nedkæmpe.
Det var en tid, hvor hvaler var stærkt eftertragtede, fordi man anvendte deres olie til at smøre maskiner med og til at oplyse de byer, der under den begyndende industrialisering fik vokseværk. Den eftertragtede hvalolie gjorde, at man var nærved at udrydde dem dengang. I hvert fald blev antallet af verdens hvaler kraftigt reduceret.
Men man udryddede som bekendt ikke hvalerne. Et nyt studie peger på, hvordan det lykkedes for hvalerne at overleve den ekstreme rovdrift. Man er simpelthen kommet frem til, at de dengang har ændret adfærd og kunne signalere til hinanden om farerne ved hvalfangernes tilstedeværelse. Du kan læse om det nye studie her.
Det er forbløffende at læse om den destruktive ondskab, som hvalen mentes at besidde, når vi i dag kan se fantastiske undervandsfilm, hvor dykkere svømmer side om side med disse kæmpestore pattedyr.
Sidst, men ikke mindst, optræder en slags blæksprutte i flere af kultforfatteren H. P. Lovecrafts historier, begyndende med det lille mesterværk, Kaldet fra Cthulhu (The Call of Cthulhu), skrevet i 1926 og første gang udgivet i 1928 i fantasy- og pulpmagasinet Weird Tales. Det er en horrorhistorie, hvor det antydes, at der findes en verdensomspændende kult, der dyrker dette gruopvækkende monster, som har menneskelignende form med tentakler i stedet for mund og med klør og vinger.
Fortællingen har blandt andet inspireret Disney til produktionen af de populære film om piraten Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean. Figuren Davy Jones har dette vanvittige fjæs, med tentakler omkring munden. Også Kraken optræder i en af filmene, hvor den både sluger Jack Sparrow og sænker store skibe.
LÆS FLERE ARTIKLER AF FREDDY HAGEN HER OG FØLG SERIEN OM BLÆKSPRUTTEN HELE PÅSKEN
Topbillede: James Mason under forberedelserne til scenen i filmatiseringen af Jules Vernes En verdensomsejling under havet, produceret af Walt Disney. På billedet her ses James Mason på settet, hvor ubåden Nautilus angribes af kæmpeblæksprutten. Foto: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
