Krænkelser – Er der nogen, der i dag siger jødesmovs? Nej, vel

af i Danmark/Kulturhistorie/Liv & Mennesker/Minoriteter/Politik & Samfund

KOMMENTAR – Det er lige meget, at Den danske sang blev skrevet til et korstævne i 1924, lige som det er lige meget, at ”gay” egentlig betyder munter, at hagekorset er et nordisk soltegn, og at den kristne kirkes kors er et fortidigt torturredskab. De betyder noget andet nu, og de betydninger skal man kunne diskutere og forholde sig kritisk til skriver forsker i social ulighed i uddannelse og velfærdsarbejde, Jan Thorhauge Frederiksen.

I de seneste uger er pastor Ruben Fønsbos tekst om krænkelser blevet delt på Facebook, så det er en ren lyst. Desværre er denne tekst en blanding af stråmænd, uvidenhed og nedladende patriarkalisme overfor snart sagt alle minoriteter. Det skyldes på den ene side, at Fønsbo vælger at forstå en række begreber så som privilegium og krænkelse på sin egen særlige pudsige måde og på den anden side, at Fønsbo skriver til et ikke nærmere identificeret “du”, hvis holdninger Fønsbo uimodsagt definerer og dernæst nedgør.

Så her er en læsevejledning, der bruger disse ord, som de forstås i den socialvidenskabelige tradition, de kommer fra, og tager den såkaldt “krænkelsesparate” position alvorligt. Det er som sagt ikke klart, hvilket “du”, det er Fønsbo retter sin doceren mod, men da teksten kom kort efter CBS-sagen, opfatter jeg det som en helt relevant kontekst at diskutere hans synspunkter i.

Krænkelse

Krænkelse er et ret veldefineret fænomen i socialvidenskaberne (som teologi jo ikke hører under, så pastor Fønsbo er undskyldt lige dér). Man er krænket, når ens oplevelse af virkeligheden ikke anerkendes. Fx kan man som homoseksuel eller transkønnet støder på DSB-skilte, der ikke anerkender, at ens identitet eksisterer.

Kvinder fremstilles ikke længere helt så ofte som noget, der, undskyld mig, skal bolles på plads, men som individer, der har holdninger og skal respekteres

Det er helt bogstaveligt, og pr. ordets betydning hos den tyske socialfilosof Axel Honneth, en krænkelse. Man gøres usynlig. Man oplever at tilhøre en kategori, som andre foregiver ikke eksisterer. Det kender fx alle tvillinger, der har oplevet, at folk ikke kan se forskel på dem, eller alle vegetarer, der er havnet et sted uden vegetar-options på menukortet.

Det er ikke en følelse, selvom det kan udløse alle mulige følelser. Det er en symbolsk handling, hvor du og andre som dig, ikke bliver nævnt. Ligesom ikke at blive inviteret med til klassefødselsdagen, okay?

Anerkendelse

Som de fleste vegetarer vil vide, er det ikke noget, der sker helt så ofte mere. Det er fordi, at det at være vegetar i mindre grad end før bliver anset som et outreret, hippie-valg.

Nu er vegetarer og etnicitet ikke helt sammenlignelige, men pointen er, at ting, der tidligere blev udskældt som langt ude, kan blive rimelig mainstream, hvis bare de anerkendes. Og anerkendelse er netop det modsatte af en krænkelse.

En anden øvelse, der illustrerer samme pointe: Prøv at se fx Ghostbusters eller Indiana Jones igen.

Seriøst, hver eneste interaktion Bill Murray hhv. Harrison Ford har med en kvinde, er rå-sexistisk. Det er film lidt mindre i dag (selvom der er lang vej igen, men det er en anden sag). Det siger jeg ikke, fordi jeg er andenhåndskrænket (med pastor Fønsbos til lejligheden opdigtede ord).

Det siger jeg for at påpege, at der er sket en ændring i, hvordan vi fremstiller kønnene: Kvinder fremstilles ikke længere helt så ofte som noget, der, undskyld mig, skal bolles på plads, men som individer, der har holdninger og skal respekteres. Det er også anerkendelse.

Noget af det, der har virket bedst for at skabe anerkendelse af kvinder som mere end rekvisitter i film, er, at mænd har påtalt det. Derfor er pastorens såkaldte andenhåndskrænkelser, hvor mænd påtaler, at kvinder ikke anerkendes, hvide påtaler, at andre racer ikke anerkendes osv. – you get the idea – ret vigtige.

De fleste ved godt, at hvis kvinder protesterer mod at blive kaldt kællinger, får de at vide, at de ikke har nogen humor, skulle smile lidt mere, eller (hovsa, pastor Fønsbo) trykke på pyt-knappen. Det går ikke helt så let at sige til mænd, hvorfor det er vigtigt, at mænd også siger fra, når kvinder krænkes.

Privilegier

Det skyldes det tredje (fjerde? I lost count) begreb, pastoren får galt i halsen, nemlig privilegier.

Hvis man sender to enslydende ansøgninger om en praktikplads til en virksomhed og underskriver den ene Rasmus og den anden Abdallah, så er succesraten massivt forskellig.

Det samme gælder karaktergivningen for opgaver på alle danske uddannelsesinstitutioner, evalueringer af lærere, og ansøgninger om ansættelse som professor. Ja, det er forsøgt. Og det gælder også, hvis der i stedet for Abdallah står Susanne eller andre ting, der signalerer socialklasse, seksualitet eller transkønnethed. Det handler om privilegier.

Når man er privilegieblind, kommer det ofte til udtryk ved, at man tænker, eller siger “Det dér er ikke et problem for mig, så det kan ikke være et problem for nogen”

Privilegiebegrebet beskriver det forhold, at der er meget her i livet, der er nemmere for folk som mig, der er hvid, mand, ciskønnet og heteroseksuel. Og det aner jeg i reglen ikke noget om, for jeg har aldrig prøvet at være farvet, kvinde, transkønnet eller homoseksuel. Derfor er jeg privilegieblind. Jeg kan ikke se, når der er noget, der går nemt for mig, fordi jeg fx har det køn osv., jeg har.

Det er ikke noget, som pastoren lader til at tro, der har med min opvækst at gøre; det er med stor sandsynlighed sådan det er, alene fordi jeg besidder ovennævnte egenskaber. Når man er privilegieblind, kommer det ofte til udtryk ved, at man tænker, eller siger “Det dér er ikke et problem for mig, så det kan ikke være et problem for nogen”.

Hele pastorens tekst giver eksempler på dette, når han systematisk skriver til et uidentificeret “du” og beder dette uidentificerede “du” trykke på pyt-knappen osv.

Privilegier er socialt interessante, fordi de netop aldrig handler om individer men om sociale grupper.

Hvide er privilegerede, plain and simple. Jamen, jeg er hvid, og jeg har intet fået foræret, ville den gode pastor måske svare? Og svaret er, at priviligeret i denne sammenhæng betyder, om der er modstand, eller forskelsbehandling, han IKKE har mødt. Det er han, af indlysende årsager, en utrolig ringe kilde til viden om.

Det betyder selvfølgelig ikke at jeg, eller Fønsbo, skal skamme os over disse privilegier. Men vi skal lige tænke over, at vi ikke ved, hvordan det er ikke at være hvid, og hvis vi gør os kloge på det, er vi godt på vej til at krænke ikke-hvide.

Usynlige krænkelser

Derfor – igen modsat hvad pastoren skriver – er de usynlige krænkelser netop de vigtigste. Det er nemlig sådan, at al den ovenfor beskrevne forskelsbehandling finder sted, selv om alle de involverede bedyrer, at det kunne de aldrig finde på.

Derfor skal man ikke sige pyt eller krænke andre ved at fortælle dem, at deres oplevelse er barnlig, og de skal trykke på pyt-knappen. I stedet skal man forholde sig til socialt systematisk krænkelse af kvinder, af farvede osv., osv., osv.

Hvorfor bliver en gammel sag så stor i medierne, og hvordan er den mon havnet der? Er der fx nogen, der har en interesse i, at den skal fylde så meget samme dag, som finansloven skal vedtages?

Ikke fordi det handler om følelser, som pastoren så bekvemt reducerer krænkelsesdiskussionen til, men fordi det handler om social ulighed, undertrykkelse, og fratagelse af rettigheder. Det er ikke det samme, som at man så skal forbyde Den Danske sang er en ung blond pige. Men man kan godt diskutere om den sang er helt uproblematisk.

Nu er der nok nogen, der har lyst at sige: ”Puh, Jan, du skriver så langt og tror, du er så klog, slap dog af og sig det, så gravhunde forstår dig, gider du?”

Det gør jeg gerne: Er der nogen, der i dag siger jødesmovs? Nej, vel? Hvorfor ikke – det er jo ikke forbudt? Det er jo fordi, at vi godt ved, at det ord hører hjemme i en sprogbrug, der muliggør forskelsbehandling. Derfor er det ok at påpege, hver gang nogen bruger den slags symbolsk ladet sprog.

Spørg dig selv om tre ting

Nu har sagen på CBS jo vist sig at være en forældet ikke-sag, hvor ingen var krænkede, intet blev forbudt, og ingen led skade.

Så når man støder på en historie som den, kan man – hvis man ikke som pastor Fønsby har for travlt til at læse op på tingene – spørge sig selv om 1-3 af følgende spørgsmål:

  • Hvorfor bliver en gammel sag så stor i medierne, og hvordan er den mon havnet der? Er der fx nogen, der har en interesse i, at den skal fylde så meget samme dag, som finansloven skal vedtages?
  • Hvorfor bliver så mange hvide, heteroseksuelle (kristne?) mænd så sure over, at en lillebitte forskergruppe havde et medlem, der ikke brød sig om en bestemt sang?
  • Hvorfor er det så vigtigt, at netop denne sang bliver beskyttet mod ufrihedens feministiske hævnerskare? Den er helt entydigt nationalistisk med tydelige race-konnotationer

Nu er der nok nogen, der får lyst at minde mig om, at den er skrevet af Kai Hoffmann og Carl Nielsen eller en anden for sagen uvedkommende oprindelseshistorie.

Men folkens, det er lige meget, hvad dem, der skrev den mente og tænkte. Det er et eksempel på privilegieblind patronisering: Det skal vi vare os for og kunne tale om.

Symboler får deres betydning fra den kontekst, de bruges i, ikke fra den kontekst de blev opfundet i.

Det er lige meget, at denne sang blev skrevet til et korstævne i 1924, lige som det er lige meget, at ”gay” egentlig betyder munter, at hagekorset er et nordisk soltegn, og at den kristne kirkes kors er et fortidigt torturredskab.

De betyder noget andet nu, og de betydninger, skal man kunne diskutere og forholde sig kritisk til.

Og når den slags historier på uforklarlig vis pludselig er på forsiden af alle danske medier, skal vi tænke over, hvem, der har placeret dem der i stedet for ukritisk og ureflekteret at løbe videre med dem.


Topillustration: Public Domain, Library of Congress Prints and Photographs Division Washington, DC 20540 USA http://hdl.loc.gov/loc.pnp/pp.print

JTF er lektor i Pædagogik ved Københavns Universitet og forsker i social ulighed i uddannelse og velfærdsarbejde.

Seneste artikler om Danmark