CPH:DOX – Dokumentarfilm som kunstart kæmper med at skabe nye meninger og sammenhænge. To film på DOX giver indsigter og viser faldgruber, og et portræt af en gammel tænker, Walter Benjamin, giver hjælp til at sætte ord på problemet.
Hvad er forskellen på en dokumentarfilm og en nyhedsreportage? Det tænker jeg nogle gange over, når jeg ser en dokumentar som rent æstetisk ligeså godt kunne være en times reportage i Horisont. Eller en musik-doku, som i og for sig ligeså godt kunne have været fra Gejst. Og omvendt, når jeg ser en Horisont, som sagtens kunne have været vist i biografen. Ikke et ondt ord om nyhedsreportager, men ‘dokumentarister’ vil gerne lave noget andet. Kunst, du ved, det er ikke så ensporet, der skal man tænke selv.
En effektiv måde at markere en adskillelse er, at lade en dokumentarfilm omhandle mere end et emne. Alle nyhedsreportager omhandler ét emne, og beskæftiger sig med det til bunds. Hvis man som filmskaber filmer to forskellige emner og lader forbindelsen imellem dem være relativt uudsagt, så har man med det samme markeret, at man forsøger at arbejde med helt andre tænkemåder end nyhederne. Langt løsere forbindelser mellem emnerne, flere tankevækkende sammenstillinger. Ikke blot situation, historisk baggrund, portræt, men paralleller, forskelle, spejlinger.
Ben Russell har lavet en film om to miner, en i Serbien og en i Surinam, der får hele verden til at spejle sig i sig selv på en ny måde, og som rent filmisk gør sit bedste for at opfinde helt nye måder at binde billeder sammen på.
Good Luck (Ben Russell)
Lad os tage åbningen som eksempel. Vi starter med et billede af junglen i Surinam: langsomt aner vi et bjerg i baggrunden. Jeg troede først, det var fordi, tågen lettede, men det bliver efterhånden klart, at der er tale om en filmisk effekt, en dobbelteksponering, og langsomt forsvinder træerne helt. Uden et traditionelt klip har vi bevæget os fra en skov til et bjerg.
Derefter hører vi et hornorkester. Jeg tænkte det måtte være studielyd, men hurtigt opdager vi, at kameraet har filmet bjerget fra et lille hus på den modsatte bjergside, hvori der står et lokalt band og spiller. Igen har vi bevæget os uden et klip: Fra et bjerg til en lille landsby.
Film bevæger sig som regel via klip. Via montage som sovjetterne kaldte det. Ved at bevæge sig på andre måder, ved at afsløre rum lidt efter lidt, slører Ben Russell forholdet mellem de mange rum, han viser os. Så først til slut forstår vi, hvad forholdet er mellem bjerg og landsby: En af musikanterne træder frem og fortæller os, at han husker, hvordan byen plejede at se ud, inden den blev opslugt af graven. Forholdet er således: Bjerget er skabt af et mineselskab på landsbyens bekostning. Kapitalistisk udbytning for nu at sige det helt enkelt.
Det er en global politik, som filmen inviterer til at tænke over, en tankegang som vi overhovedet ikke er parate til. Derfor lader filmen det stå som en drøm, en fantasmogori.
Denne første sekvens er den mest mærkværdige i den 140 minutter lange film, men resten af filmen er også drømmeskøn. Vi følger først arbejdere i den serbiske mine langt nede under jorden; i en times tid ser vi nærmest intet dagslys. Derefter følger vi arbejdere i en surinamsk mine, som dog nærmest ikke ser ud til at være en mine. Snarere ligner det noget lidt ad hoc-arbejde med at skylle guldstøv ud af en mudderskrænt.
De to sekvenser spejler sig i hinanden. I begge dele ser vi sort/hvide klip af arbejdernes ansigter, filmet af arbejderne selv. Efter noget tid begynder filmskaberne at udspørge arbejderne om ret personlige ting, som arbejderne mest af alt lader til at undvige. Og hen imod slutningen af begge sekvenser er der en musikalsk scene; især den melankolske harmonika-musik nede under jorden er uforglemmelig.
De to sekvenser hænger altså på en eller anden måde sammen, men hvordan? Det udpensler filmen ikke, den forsøger at etablere anderledes forbindelser og at lade publikum tænke selv. Men både Serbien og Surinam blev f.eks. hærget af borgerkrige i halvfemserne, noget som alle arbejderne alluderer til. Og nogle gange bliver forskelle til ligheder, som når den serbiske mine er så langt bedre kapitaliseret og organiseret end den surinamske, men det i begge tilfælde ender med at arbejderne bliver udbyttet. The more things change…
Det er en global politik, som filmen inviterer til at tænke over, en tankegang som vi overhovedet ikke er parate til. Derfor lader filmen det stå som en drøm, en fantasmogori. En af de skønneste og mest tankevækkende filmiske fantasmogorier jeg kan mindes at have set i lang tid.
Rat Film (Theo Anthony)
Rat Film, en film om rotteproblemer i Baltimore, inkluderer også en hel masse forskellige sekvenser, som publikum selv skal forstå. Vi følger rottefængere, både professionelle og amatører med pistoler og baseball bats, vi får en historisk beskrivelse af rotteplager i Baltimore, og hvordan det hænger sammen med videnskab og raceproblemer. Så langt så godt.
Men hvad det har at gøre med computergrafik over Baltimore, klip fra racerbaner og information om, hvordan politiet genskaber lejligheder for at iscenesætte mordmysterier til træningsbrug, det forstår jeg ikke helt. Og i stedet for at virke produktiv, virker det lidt som om, filmen taler udenom.
Film om amerikansk racisme bliver drømmende på en anden måde, som en freudiansk fortrængning væk fra den helt indlysende grumme sandhed i centret af USA’s historie
Jeg forstår den egentlig godt. Hvor forholdet mellem Serbien og Surinam er uklart, fantasmogorisk, så er forholdet mellem Baltimore og snart sagt alle dets problemer nærmest så simpelt, som noget kan være: Det drejer sig om racisme.
Pointen understreges i en sekvens, som alle burde se. Statistik om dødelighed, fattigdom, uddannelse, og, nå ja, rotteproblemer, lægges hen over et gammelt kort, der viste ‘redlinede’ distrikter, dvs. område hvor der fortrinsvis boede sorte mennesker, og som derfor blev frataget private investeringer. Det er umuligt at argumentere imod.
Baltimore har de her massive problemer, fordi myndighederne isolerede sorte mennesker i visse bydele, og så fratog dem så mange ressourcer som muligt på diskriminerende vis. End of story.
Hvordan laver man andet end en fem minutters dokumentar om det? Jeg ved det ikke. Det kan jeg heller ikke rigtig se, at Theo Anthony har fundet ud af. Hans film kører lidt i langdrag, og når det kommer til stykket bliver den afgørende information givet via voice over og skemaer, som var det et foredrag. En dokumentar, som nærmest kunne være en nyhedsreportage.
Men igen, jeg forstår det godt, for selvom sammenhængen er vanvittigt tydelig og burde være umulig at argumentere imod, så er det jo ikke ligefrem den gængse sandhed i diskursen i USA. Det hele virker så åbenlyst, at man skulle tro det indlysende, når Ta-nehisi Coates argumenterede The Case for Reparations i hans skelsættende essay, der netop er blevet samlet i We Were Eight Years in Power. Men det har ikke rigtig overbevist selv venstrefløjen.
Film om amerikansk racisme bliver drømmende på en anden måde, som en freudiansk fortrængning væk fra den helt indlysende grumme sandhed i centret af amerikansk historie. Rat Film fungerer på den vis, omend en smule halvt.
Den er halvt fortrængning, halvt skåret ud i pap. Fascinerende som kulturprodukt, så abslut værd at se, men ikke 100% vellykket ud fra egne kriterier.
13, a Ludodrama about Walter Benjamin (Carlos Ferrand)
En anden strategi man kan bruge for at markere, at ens portrætfilm om en kendt filosof altså er et stykke dokumentarisk kunst og ikke bare et tv-portræt-program: Animation. Ja, Carlos Ferrands såkaldte ‘ludodrama’ om den tysk-jødiske teoretiker Walter Benjamin er lavet i samarbejde med hele fire animatorer, og består foruden bybilleder og historiske klip af både papirklip, computeranimation og dukkefilm.
Ferrand har været inspireret af Benjamins egen fascination ved legetøj samt af hans begejstring for tegnefilm. Og sagde også, at han ville lave en film, der ligesom Benjamins berømte Passageværket, bestod af fragmenter snarere end var en narrativt samlet størrelse. De 13 kapitler bevæger sig dog relativt kronologisk frem: fra Benjamin forlod Tyskland efter Hitler kom til magten, og indtil Benjamin tog livet af sig på grænsen mellem Spanien og Frankrig i 1940 af frygt for at blive sendt tilbage til nazisterne. Enkelte afstikkere tilbage til tyverne komplicerer dog billedet noget, men det føles en del mere narrativt end at læse Passageværket, vil jeg nok sige.
Det er dejligt at bruge halvanden time i selskab med Benjamin, som er et af mine store kritiker-idoler. Og det er dejligt at gøre det med en film, der dels tager hans tanker dybt seriøst og er fyldt med info om manden og hans samtid, men som alligevel også forsøger at knytte en æstetik til hans filosofi.
Samtidig understreger filmens “benjaminske” passageæstetik dog også, hvor eminent en filosof Benjamin var. Selv med konturerne af et historisk narrativ til hjælp, flagrer ret meget af filmen, uden at det er helt tydeligt hvad det skal til for.
Formentlig har Benjamin skrevet noget om kolibrier og hvaler og firkanter med pels, men det er ikke noget, filmen forsvarer at bruge så meget tid på. Benjamin, derimod, kunne få næsten alt til at give mening, måske fordi han også forstod historie og kontekst.
Jeg har nogle gange brugt ‘fantasmagorisk’ i denne tekst, og det er et udtryk jeg har taget fra Benjamin. Det kommer fra en tekst, der relaterer sig til Passageværket, forklarer, hvordan de parisiske passager, glasoverdækkede forretningsstrøg à la Jorcks Passage i København, er ‘fantasmogorisk’ kultur fra en periode, der var utydelig, drømmende.
Perioden er midten af 1800-tallet, og Benjamins pointe er, at verden først fik øjnene op for, hvad der styrede perioden i 1870 med Pariserkommunen. Den vigtige sammenhæng var mellem arbejdere og kapitalister, og forholdet var en kamp. Klassekampen.
Måske er det af en lignende grund, at fantasmogoriske billeder var så stærke i filmen om forholdet mellem Serbien og Surinam, mens de ikke rigtig virkede i filmen om Baltimore.
Fordi den slags globale forhold stadig ikke er faldet på plads. Måske derfor den her slags fantasmogorisk dokumentar så ofte fokuserer på globale forbindelser: Argentinske Eduardo Williams’ The Human Surge, om fattige unge på tre kontinenter, eller Janbal, sidste års bedste DOX-film, om en lille iransk ø i den persiske golf, hvor kulturen var kommet af vandvejen fra stort set hele verden.
Det er film, hvor klipning ofte er sløret, hvor lydbilleder overlapper, hvor sammenhænge er uklare. Traditionelt taler man indenfor film om sammenhæng som ‘montage’, men måske skal vi finde et andet udtryk til sammenhængene i fantasmogoriske film. ‘Passage’-film.
Ben Russell er en af passage-filmens mestrer, Walter Benjamin ville have været stolt.
Good Luck vises igen 17/3 kl 20:00 i Cinemateket og 21/3 kl 21:45 i Cinemateket
Rat Film vises igen 18/3 kl 14:15 i Dagmar og 23/3 kl 22:00 i Empire
13, a Ludodrama about Walter Benjamin vises igen 18/3 kl 17:00 i Vester Vov Vov og 25/3 kl 14:30 på Charlottenborg
Fotocredit: Still fra Good Luck – CPH:DOX/POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
