FILM // FESTIVAL – Frederik Bojer Bové har kastet sig over eksperimenterne på CPH:DOX 2024. Det er film fra nogle af eksperimentalfilmens største navne, men er det ikke lidt som om, at deres idéer er set før? Og er de så stadigvæk eksperimenter? Der er dog én af dagens film, som rammer 100 % plet.
For mig er en af de væsentligste roller for filmfestivaler, at de viser os de nyskabende eksperimenter. De film, som nok aldrig ville kunne klare sig i normal biograf- eller tv-distribution, fordi de er for smalle og anderledes. Den danske filmkultur har brug for at se, at film kan se ud på andre måder, end det vi er vant til, og lade sig inspirere af de nyeste idéer. Derfor var jeg så ærgerlig, da CPH:PIX blev lukket, for den festival var lige netop garant for at vise en håndhold ting hvert år, som jeg aldrig før havde set mage til.
DOX har de sidste par år vist enkelte af den slags film, som før ville blive vist på PIX. Her kan man tage en dyb indånding og se en række film, der lige knap kan kaldes dokumentarfilm, men som insisterer på at se verden på en ny måde. Og hvis de tre film nedenunder ikke føles funklende nye for mig, så skyldes det i høj grad, at jeg har skrevet om alle de tre instruktører før. Den ene af filmene er endda direkte en sequel.
Men derfor satte de stadig tanker i gang, som ingen andre DOX-film, jeg har set i år, har gjort.
Do Not Expect Too Much From The End Of The World (Radu Jude)
Radu Jude er en lille POV-darling. Tre gange tidligere har jeg skrevet om ham, heriblandt en lang introduktion til hele hans karriere, i anledning af at han vandt Guldbjørnen i Berlin for den skønt betitlede Bad Luck Banging or Loony Porn. Jeg har set Jude udtale, at prisen kom på et godt tidspunkt, hvor han ellers var ved at miste sit publikum, men nu fik i hvert fald nogle år til fortsat at lave kompromisløse film.
Det er paradoksalt nok næsten manglen på kompromisser, der får filmen til at føles en anelse for sikker
Der er i hvert fald ikke mange kompromisser i Do Not Expect Too Much From The End Of The World, en 140 minutter lang film, overvejende i sort-hvid, om en kvindelig filmarbejders dag, der hovedsageligt består af, at hun kører i bil. Men det er paradoksalt nok næsten manglen på kompromisser, der får den til at føles en anelse for sikker.
Angela (Ilinca Manolache) arbejder for et rumænsk produktionsselskab, der skal lave en lille film om arbejdssikkerhed for et stort østrigsk selskab. Hendes job består af at køre rundt til rumænske arbejdere, der er kommet til skade under deres arbejde, og optage prøvevideoer, hvor de fortæller om deres skader.
Den første lange del af filmen følger vi hende blot i bilen, mens hun forsøger at komme frem i Bukarests vanvittige trafik mixet med afbræk, hvor hun interviewer en person samtidig med et væld af mærkelige indfald byder sig til.
Det mærkeligste er nok inkluderingen af en gammel rumænsk film om en anden Angela i en bil, Angela merge mai departe (1981), instrueret af Lucien Bratu, om en kvindelig taxachauffør. Til at starte med bruger Jude blot den gamle film til at vise Bukarests udvikling, så når filmarbejderen Angela kører forbi en bygning, ser vi nogle gange et gammelt klip fra ’81 af samme bygning, nogle gange speedet ned, og med mærkelig lyd inde over. Men så pludselig dukker Angela selv op (Dorina Lazar) og fortæller sin livshistorie, der naturligvis illustreres med klip fra den gamle film. Hendes søn er en af de mulige medvirkende – han har fået en jernstang i hovedet.
Her blander Radu Jude naturligvis virkelighed og fiktion. Han bruger de gamle billeder fra en fiktionsfilm som dokumentarisk skildring af Bukarests fortid, og insinuerer dermed også, at hans egen fiktionsfilm har dokumentariske kvaliteter. Dette bliver sat overfor arbejdet med filmen om arbejdssikkerhed, som det efterhånden bliver tydeligt, ikke kommer til at indeholde mange sandfærdige kvaliteter, men i stedet nærmere vil være en manipulerende fiktion, der skal hjælpe det østrigske firma med at undgå sagsanlæg. Så hvilke slags film viser mest virkeligheden?
Som så mange andre filmkunstnere er Radu Jude dybt optaget af filmskabelse, men det er pudsigt, hvor bredt et blik han har på filmmediet.
Det er jo en meget lang film, og det sker ikke altid så meget, så jeg havde tid til at lade tankerne vandre, og det slog mig pludselig, hvor mange film Radu Jude egentlig har lavet om filmskabelse. Men det er sjældent kunstfilm.
Hans debutfilm The Happiest Girl In The World (2009) handlede om en ung kvinde, der vandt retten til at være med i en sodavandsreklame. I Do Not Care If We Go Down In History As Barbarians (2018) handlede om en kvindelig kunstner, der forsøgte at stable et lidt cheesy historisk show om rumænske krigsforbrydelser på benene. Bad Luck Banging or Loony Porn handlede om et sextape. Og kortfilmen The Marshall’s Two Executions (2018) kontrasterede dokumentariske optagelser af henrettelsen af Rumæniens diktatoriske leder fra Anden Verdenskrig, Ion Antonescu, med en skræmmende sentimental biopic om samme diktator fra 1993.
Som så mange andre filmkunstnere er han dybt optaget af filmskabelse, men det er pudsigt, hvor bredt et blik han har på filmmediet.
Hvor jeg altid før har følt mig overrumplet af, hvad Radu Jude nu har fundet på, så virker “Do Not Expect Too Much From The End of the World” som et opsummerende værk
Det er nok også en af grundene til, at Radu Judes film er så æstetisk interessante. Han skifter stil fra film til film, men dyrker på det seneste gerne en hybridæstetik, som det burde være tydeligt er taget ud i ekstremen i Do Not Expect Too Much From The End Of The World.
Og så har jeg endda ikke engang nævnt Angelas TikTok-alterego, en brovtende misogyn Andrew Tate-klon, som hun hele tiden optager nye videoer med, så snart hun har en lille pause. Eller den lange sekvens, der blot viser os kors dedikeret til trafikdræbte. Der er så hamrende mange idéer i den her film.
For første gang hos Radu Jude følte jeg bare, at han havde behandlet mange af de her idéer før. Jeg har set diskussionen af filmarbejde, hans mix af to forskellige film om samme tema, set ham bruge TikTok og zoom-æstetik. Det er vanvittigt flot lavet, særlig de sort-hvide billeder er nogle gange absurd velkomponerede, og minder om, at Radu Jude bare er en ekstremt dygtig billedskaber.
Men hvor jeg altid før har følt mig overrumplet af, hvad han nu har fundet på, så virker Do Not Expect Too Much From The End of the World som et opsummerende værk, der gentager en række tidligere pointer i en ny og stærk samlet pakke. Det er værd at se dem samlet samlet til bunke, frem for at de bare er i hans mange kortfilm og eksperimenterende hybrider. Men jeg håber, at han næste gang forsøger sig me4d noget mere nyt.
The Human Surge 3 (Eduardo Williams)
Eduardo Williams’ The Human Surge 3 lyder måske heller ikke som verdens mest originale film, når nu det er en opfølger til hans overraskende succesfulde eksperimentalfilm The Human Surge fra 2016. Der kom i øvrigt aldrig en toer.
Men det er en de største visuelle nyskabelser, jeg har set i mange år. Alligevel føles det som et sequel, for det føles som en ny æstetisk formulering af mange af de samme pointer, han havde i sine tidligere film.
The Human Surge 3 er en de største visuelle nyskabelser, jeg har set i mange år … Du har med garanti aldrig set noget, der ligner
Men stadigvæk: Du har med garanti aldrig set noget, der ligner The Human Surge 3 før. I hvert fald ikke i biografen.
Begge Williams’ film er struktureret på samme måde. De skildrer unge mennesker i tre forskellige lande. I 1’eren var det Argentina, Mozambique og Filippinerne, mens 3’eren samler folk fra Peru, Indien og Taiwan.
Men hvor 1’eren bestod af tre forskellige dele, så optræder de unge i 3’eren nogle gange samlet. De besøger hinandens lande, og dukker op når man mindst venter det. 1’eren virkede i høj grad som om den fungerede via en moderne internet-logik, særlig fordi mange af de unge lavede sexvideoer til Chaturbate (en pornografisk hjemmeside, red.), og 3’eren fungerer endnu mere via en hyperdigital logik.
Det helt unikke visuelle udtryk i The Human Surge 3 kommer af, at filmen er filmet med et virtual reality-kamera, som senere blev gjort til en ikke-VR film ved, at Williams selv så optagelserne i en VR-hjelm, og vi så ser det, han valgte at kigge rundt på.
Det skaber et helt mærkværdigt billedsprog, hvor alting ligesom virker så rundt – det er jo meningen, at det skal se ud, som om billedet folder rundt om dit hoved – men samtidig er det mærkværdig fladt, og der er tydelige digitale artefakter her og der.
I flere scener kommer det til at ligne tidlige 3D-spil som Super Mario 64 eller Ocarina of Time. Der er også en spil-logik over nogle af scenerne, hvor de unge mennesker snakker om det næste sted, de skal finde, eller om hvordan de kommer ud af et område. Da vi til sidst efter en lang klatretur rammer en bunker på et bjerg, føles det lidt, som når man har ført helten Link op til et nyt tempel i Zelda-spillene.
Eduardo Williams er en af tidens vigtigste filmskabere, netop fordi han finder et æstetisk sprog til de områder af vor tid, som vi endnu ikke fuldt forstår.
Der er også noget ekstremt drømmende over det, hvilket understreges af plottet, hvor flere af karaktererne pludselig falder om og sover. Det er to former for uvirkelighed: Drømmens uvirkelighed og den digitale uvirkelighed. Og jeg kender ét udtryk, som kan forene de to former for uvirkelighed: Det er ‘fantasmagorisk’.
Det var Walter Benjamin, der brugte ordet ‘fantasmagorisk’ om effekten af de parisiske glas-passager, som vi også kender fra for eksempel Jorcks Passage i København. Der var noget uvirkeligt over dem, den moderne by som glasoverdækket konsumparadis. Han konkluderede, det var fordi, passagerne var udtryk for en kapitalistisk drøm, som blev knust, da klassekamp og kommunisme i stedet blev det dominerende. Det fantasmagoriske er kulturelle udtryk fra en tid, der endnu ikke helt forstår sig selv.
Jeg har faktisk fremført præcis denne pointe før. I en POV-tekst om Ben Russells film Good Luck, der blev vist på CPH:DOX i 2018, samme dag som en ny dokumentar om Walter Benjamin. Jeg nævnte endda Eduardo Williams’ første film som andet eksempel på fantasmogorisk dokumentar.
Jeg vil virkelig gerne forny mig, men The Human Surge 3 er endnu mere drømmende, endnu mere digitalt uvirkelig, og dermed endnu mere fantasmagorisk. Jeg tror måske bare, jeg havde ret dengang for seks år siden.
Eduardo Williams er en af tidens vigtigste filmskabere, netop fordi han finder et æstetisk sprog til de områder af vor tid, som vi endnu ikke fuldt forstår. Digitaliseringen, Virtual Reality, globaliseringen. The Human Surge 3 vil være den film jeg fremover bruger som kerneeksempel, og det er den film, jeg har set, som føles mest tidsvarende det her årti.
Music (Angela Schanelec)
Tidsvarende kan man til gengæld efterhånden ikke kalde den tyske instruktør Angela Schanelec. Hun er modernist af den gamle skole. Hun blev set som en del af den såkaldte ‘Berlin-skole’ i tysk film, sammen med instruktører som Christian Petzold (Phoenix, Undine) og Maren Ade (Min Far Toni Erdmann), der må siges at have fået en del mere kommerciel opmærksomhed det sidste årti. Schanelec har til gengæld bevæget sig helt over i det abstrakte.
The Dreamed Path fra 2016 var pludselig langt mere svær at få hånd om, med et dobbelt narrativ i Grækenland og Tyskland, og opfølgeren I Was At Home, But fra 2019 brugte både Shakespeare og et mærkeligt narrativ med et æsel til at beskrive en families sorg efter farens død. Music er en ret god titel til hendes nye film, for denne gang har hun kreeret en rendyrket billedsonate.
Fordi ingenting sker, begynder meget af det at føles dokumentarisk, bare klip af folk, der bader, synger og laver mad
Når jeg læser plottet, giver første del af filmen narrativ mening. Det beskriver, hvad der skete for hovedpersonen, da han var baby, men det føles mere som en ouverture. Små klip om ulykker og traumer, der senere vil gentage sig i hovedhistorien. Herefter ser vi en gruppe unge mennesker, der bader i det græske hav, men hyggen bliver pludselig ødelagt, da en af de unge mænd slår en af de andre ihjel – hvis du tror, det er tydeligt, om der er tale om mord eller en ulykke, så har du ikke forstået, hvilken type af film, det her er.
Klip til et fængsel, hvor vi følger en kvindelig fængselsvagt. Hun forelsker sig i den unge morder, især fordi han er så god til at synge barokmusik. Klip fra deres familieliv i en lille græsk by. Tragedier. Og så nogle scener fra Tyskland, som jeg overhovedet ikke forstår.
Der er stort set ingen replikker, og det gør unægtelig det hele ret meget sværere. Som i klassisk musik er her temaer og variationer. Og så synges der rigtig meget, gerne barokmusik, om døden. Hvorefter døden igen hjemsøger plottet, og det føles ofte, som om karaktererne har en gigantisk dødsdrift.
Der er en stemning i filmen, som er ret unik. Og fordi ingenting sker, begynder meget af det også at føles dokumentarisk, bare klip af folk der bader, synger, laver mad. Det er helt normalt i dokumentarfilm, at vi bare følger folks hverdag, så hvorfor ikke også have den slags med i en fiktionsfilm?
Eksperimentalfilm har i sagens natur ikke verdens højeste succesrate.
Men jeg føler mig en anelse skuffet, idet jeg var ret vild med I Was At Home, But. Jeg så på rollelisten, at Schanelec for anden film i træk har castet den unge bosniske instruktør Dane Komljen. Det fik mig til at tænke på Komljens Afterwater, der blev vist på DOX i 2022, og som også hovedsagelig handler om unge mennesker, der bader.
Men Komljens film var visuelt omskiftelig, brugte forskellige formater, og eksperimenterede med gnidrede og gammeldags billeder. Schanelecs billedsprog virker mærkværdigt glat den her gang, i forhold til hvor abstrakt det hele skal være. Det fungerer ikke som mainstream-film, men alligevel er det utrolig pænt, også i forhold til musikken, som er lige dele barok og jazzpop. Der mangler noget galskab denne gang.
CPH DOX 2024 tilbyder et bredt udvalg, men jeg savner CPH:PIX
Jeg er dog også bare helt utrolig glad for at få mulighed for at se disse film i en biograf. Men eksperimentalfilm har i sagens natur ikke verdens højeste succesrate. Jeg savner som sagt CPH:PIX, og der var kun én af de her tre film, der for alvor blæste mig bagover.
Jeg vil gerne have mange flere af den her slags film, så der kan komme flere gode.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
