politi

Dage på DOX #8: Politi! Kontrol! Inspirerer flere film!

i Kultur/Film af
FILM // FESTIVAL – Politiet er en af tidens største diskussionsemner. I USA har debatten kørt i en evighed, føles det som om, mens den også er kommet frem i lande som Frankrig og England. Det giver anledning til en masse dokumentarfilm. Der er film om den lange kamp. Film om den eksplosive konfrontation. Og en enkelt, der forsøger at vise en anden side af sagen.

USA, Frankrig, Mexico. Efterhånden begynder alle lande at diskutere politiets rolle i den moderne stat. Nogle meget energisk, andre tager det mere roligt. At dømme efter de her film lader problemets relative størrelse til at være sådan her: USA > Mexico > Frankrig. Men alligevel er det den franske film, der er mest eksplosiv og insisterende. Måske fordi de ikke er vant til at have diskussionen?

I Mexico, derimod, der er der ingen, der stoler på politiet alligevel. Og unge afrikansk-amerikanske filmskabere de tager bare undertrykkelsen for givet, så de kan diskutere tingene i det helt store perspektiv. Det har givet tre meget forskellige film i dag.

politi

The Inheritance (Ephraim Asili)

5 POV stjernerEphraim Asilis The Inheritance starter med, at en stor kasse bliver åbnet. Støvede bøger bliver hevet frem igen. En vidensarv skal genfindes. Den åbning sætter dagens debat i perspektiv: Det er ikke noget nyt. Tidligere generationer havde den også. Man kan komme langt ved at genoptage de gamle idéer.

Og det gør filmen så. Det resulterer i en ganske lille film, som mest af alt er lektioner i teori, men som samtidig også er forbløffende let at gå til.

Der er en fiktiv ramme rundt om filmens plot. En ung sort mand har arvet et hus i Philadelphia fra sin bedstemor, som han omdanner til kollektiv under navnet ‘House of Ubuntu’. Her mødes folk og læser teori og historie, lytter til den ældre generations fortællinger og forsøger at skabe noget sammen. Det er måske nok lettere i teori end i praksis?

Kombinationen af fiktion og dokumentar fungerer overraskende godt. Det er tydeligvis en meget billig og do-it-yourself-produktion (Asili er krediteret for manus, instruktion, som co-producer, fotograf, klipper og production designer) og skuespillet er amatøristisk. Men filmen ville ikke fungere uden de søgende og amatøristiske sekvenser, for uden dem ville det være svært at få de mange paroler til at glide ned. Som det er, virker det som unge mennesker på søgen gennem kunst og politik.

Vi ser pladecovers og bogomslag. Der hænger citater overalt. Der bliver citeret fra afrikanske politikere som Julius Nyerere og Thomas Sankara, og beboerne modtager undervisning i Sydsudanske sprog. Helt centralt står af naturlige årsager den lokale historie om MOVE Africa, stadigvæk et åbent sår i Philadelphias historie. Det var deres hus, som det lokale politi kastede bomber nedover fra en helikopter, med det resultat at elleve mennesker brændte ihjel, heraf fem børn, og at 65 omkringliggende huse blev destrueret. Det er her filmen er mest dokumentarisk, hvor den vitterligt bare dokumenterer en historie, som vi ellers ikke hører nok om.

The Inheritance er en post-revolutionær film, der forsøger at genoptage de gode elementer, efter at det revolutionære moment er forpasset

Men The Inheritance er en hybrid-film, og den bruger både fiktion og æstetik. Nogle af de fiktive karakterer er overraskende gode, især den unge arving, der læser og læser og læser og hele tiden snakker om, hvor meget hans kæreste betyder for ham, men som samtidig vil fremstå som en stærk og maskulin mand over for sine venner.

Derudover så er The Inheritance bare en af de film, hvor æstetikken fungerer! Der hænger en plakat med Godards La Chinoise i stuen, og æstetikken er tydelig tresser-Godardsk. Primærfarver overalt, rød, gul, blå, folk der taler til kameraet, langsomme panoreringer. Om end Godards politiske film gerne var en del mere konfrontatoriske, er The Inheritance først og fremmest indbydende. Den er smuk, sej og til tider ret morsom. Man får lyst til at dykke længere ned i dens univers.

Revolutionen er også en æstetik. Det er en romantisk drøm om en anden mulig verden. Meget ofte ender det i desillusion, og desværre også ofte i vold. The Inheritance er en post-revolutionær film, der forsøger at genoptage de gode elementer, efter at det revolutionære moment er forpasset. Dermed er det ikke en insisterende opfordring til revolution, men et eftertænksomt og indbydende rum, hvor man kan tænke, tale og filme anderledes.

Kampen har varet længe. Og den kommer til at vare længe endnu. Så det gælder om at tage arven og skabe noget varigt og stabilt ud af den.

The Monopoly of Violence (David Dufresne)

5 POV stjernerDavid Dufresnes The Monopoly of Violence handler om det samme som The Inheritance, men fra en fransk vinkel og på en komplet modsat måde. Afsættet er de voldelige konfrontationer mellem politi og demonstranter iklædt gule veste. De konfrontationer satte problemet på spidsen for franskmændene.

Så hvor The Inheritance er indbydende, afslappet og langsigtet, så er The Monopoly of Violence insisterende, kaotisk, voldsom og hyberbolsk. Den siger utrolig meget på ikke ret lang tid, men jeg ved ikke, hvor meget man får med som seer. Hvad man dog forhåbentlig får med, er energien. Fornemmelsen af at tingene lige nu og her er ved at eksplodere. Det gør The Monopoly of Violence til en hybrid-film snarere end en typisk politisk dokumentar. Den kunne have gjort sig godt i hovedkonkurrencen.

Filmens kaotiske æstetik formidler en pointe i sig selv. Om et Frankrig på bristepunktet, hvor bølgerne går højt, hvor kampen om sandhederne er eksplosiv og uforudsigelig

The Monopoly of Violence minder lidt om dansk-producerede Frihed, håb og andre synder. Begge film foregår i mørke rum, hvor forskellige folk ser dokumentarisk materiale på storskærm. Men kun The Monopoly of Violence får konceptet til at fungere. Den holder rummet helt mørkt. Filmer, hvordan lyset fra skærmen spiller henover beskuernes ansigter, holder til tider deres ansigter ude af fokus, så vi ikke rigtig kan se, hvordan de reagerer. Det er svært at aflæse, men pointen er, at det er det dokumentariske materiale også.

Det er især materiale fra mobiltelefoner. Små klip af situationer, der pludselig udvikler sig voldsomt. Gasskyer opstår, brag lyder, maskeklædte betjente kommer løbende med hævede knipler. Til tider virker det meget tydeligt, at politiet går over stregen, når de bliver ved og ved og ved med at tæve løs med knipler. Andre gange rammes folk af gummipatroner og gasgranater, og pludselig ligger der en person på jorden og bløder. Ved andre klip er jeg mere forbløffet over, hvor voldelige demonstranterne er, nogle af dem slår igen på en måde de færreste BLM-aktivister ville turde.

En hel masse personer kommenterer, diskuterer, fortolker. Vi får først til allersidst at vide, hvem der er hvem. Nogle er demonstranter, der har fået tæv, to af dem med klap for det ene øje. Andre er intellektuelle. Et par enkelte pro-politi-stemmer er der også plads til, men de får ikke så voldsomt meget plads. Enkelte af klippene er manden fra politiets fagforening heller ikke på nogen måde i stand til at forsvare.

Det er ikke en studiekreds. Det er et portræt af kampen om sandheden

Der er så mange holdninger og tolkninger, og det bliver til én kæmpe kaotisk diskussion. Noget af det er ikke særlig intelligent eller interessant. Andet har du hørt før. Noget af det er ufrivilligt afslørende, som når de to mænd med klap for øjet indrømmer at ja, de drømte egentlig om at vælte barrikaderne og invadere de politiske institutioner, en idé der virker ret anderledes efter invasionen af kongressen i USA. Dele af det, der bliver sagt, var virkelig øjenåbnende.

En person taler f.eks. meget om den symbolske vold. Hvordan politiet skal markere, at de har voldsmonopol, og at statens magt stadig eksisterer. Hvordan demonstranterne omvendt markerer sig som voldelige, men først når de er sikre på, at politiet kan komme væk. Det sidste lyder måske mærkeligt, men der er vitterlig et klip, hvor demonstranterne holder sig på afstand af de sårbare snublede betjente og til gengæld slår ud efter dem, som er på motorcykel på vej væk. De vil ikke have et slagsmål, de vil bare lige slå ud efter dem. Det er symbolsk!

Filmens styrker er også symbolske. Jeg ved ikke, hvor meget jeg lærte om forholdet mellem stat og individ og voldens rolle i et moderne samfund, lige meget hvor meget Weber, Arendt og Foucault, der bliver citeret. Men filmens kaotiske æstetik formidler en pointe i sig selv. Om et Frankrig på bristepunktet, hvor bølgerne går højt, hvor kampen om sandhederne er eksplosiv og uforudsigelig.

The Monopoly of Violence er nok en film, man med fordel kan se flere gange for at få det hele med. Men måske skal man bare acceptere, at man ikke kommer til at forstå alle argumenterne. Det er ikke en studiekreds. Det er et portræt af kampen om sandheden. Og den slags udkæmpes ikke kun med argumenter.

A Cop Movie (Alonso Ruizpalacios)

4 POV stjernerEndelig er der den anden side af sagen: Hvad politifolkene selv mener. Det er sikkert ikke mange som for tiden ville turde lave film hvor politibetjentene kommer til orde, og da især ikke betjente der indrømmer, at de er korrupte. Men Alonso Ruizpalacios er heller ikke nogen normal instruktør. 

Den relativt unge instruktørs tredje film er hans første dokumentar, og den understreger, at han er en af de mest interessante portrættører af mexicansk virkelighed i disse år.

Der er i sidste ende virkelig meget forståelse i den her film. Alle går igennem en udvikling, hvor de ser tingene fra en anden side

Til at starte med virker A Cop Movie som en typisk arthouse genrefilm. De tre første kapitler af filmen skildrer de to betjente Teresa og Montoya. De to har hver sin forhistorie og har meget forskellige indstillinger til jobbet. Teresa lader til at ville hjælpe folk, men vil samtidig også bevise over for sin far, at hun er i stand til at klare jobbet. Montoya kommer fra et hårdt kvarter, flere af hans tidligere bekendte er blevet kriminelle, og han fortæller malerisk om at være så overvældet af adrenalin, at man ikke ved, hvem man forfølger og hvorfor.

Der er dramatiske scener, som når Teresa må hjælpe med til en fødsel, eller en jagt til fods gennem byen. Der er endda et flashback til en skudduel! Det er meget genreagtigt. Og da de to betjente møder hinanden og bliver partnere både professionelt og personligt, begynder filmen et kort øjeblik at føles meget feel good. Men så ryger strømmen midt i et interview. Instruktøren undskylder. Og to skuespillere tager en pause.

Kapitel fire består derefter af et langt flashback til den research, de to skuespillere lavede for at kunne spille rollen som betjentene Teresa og Montoya. Hverken Monica eller Raul, som de to skuespillere hedder, har specielt meget til overs for politiet. Men mens de modtager træning, begynder de dog også at fornemme, at der sker noget. De dyrker et sammenhold, finder en stolthed, bliver stærkere og bedre i stand til at forsvare sig. Raul påpeger stadigvæk, at han ikke rigtig synes, han lærer nok om, hvordan man lader være med at bruge vold og pistoler, men han virker stadigvæk revet med af det miljø, han er kommet ind i.

Og så vender vi tilbage til de to virkelige betjente Teresa og Montoya, hvis fortælling filmen er baseret på. Og når endelig til grunden til, deres historie er væsentlig: At de kom i klemme med nogle indflydelsesrige politikere og føler, de nærmest er ved at blive mobbet ud af tjenesten. De begynder at forstå omverdenens frustration.

Der er i sidste ende virkelig meget forståelse i den her film. Alle går igennem en udvikling, hvor de ser tingene fra en anden side.

Det er som om, Ruizpalacios vil have så mange synsvinkler med som muligt. Derfor er hans film så forskellige. Derfor formår de at vise ting fra vinkler, vi ikke har set før

Det er til sidst at filmen for alvor bliver interessant. For her indrømmer betjentene, at de modtog penge mod ikke at udstede bøder. Og at de stoppede personer, netop i håb om at få penge ud af det. Men de mener alligevel, at det da er bedst for alle parter! Og hvordan skal man ellers kunne overleve på den lave løn, man får som betjent? Så det er alt sammen godt. Altså bortset fra, at de så har mistet deres gode position, fordi de kom til at stoppe de forkerte. Det er selvfølgelig ikke så fedt.

Ruizpalacios debuterede med filmen Güeros, en sort-hvid slacker film med studenterdemonstrationerne i 1999 som baggrund. Opfølgeren Museo, som jeg anmeldte i Berlin, var en stilet krimikomedie om det virkelige indbrud på Mexicos nationalmuseum i 1985. Begge film kredsede om mexicansk identitet og historie. Det samme gør A Cop Movie, bare med en helt tredje æstetik.

Det er som om, Ruizpalacios vil have så mange synsvinkler med som muligt. Derfor er hans film så forskellige. Derfor formår de at vise ting fra vinkler, vi ikke har set før. Og derfor begynder de, som hos de bedste moderne filminstruktører, at danne et fascinerende samlet portræt af Ruizpalacios’ omgivelser. A Cop Movie er ikke hans bedste film, men den er god at starte med, og eftersom den er lavet til Netflix, vil den kunne komme bredere ud.


Alle film kan streames online hos CPH:DOX


The Inheritance
102 minutter

The Monopoly of Violence
89 minutter

A Cop Movie
100 minutter


LÆS ALLE FREDERIK BOJER BOVÉS ARTIKLER


Fotocredit: CPH:DOX

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur