
FILM // FESTIVAL – På sin rejse gennem dokumentarfilmens store verden er Frederik Bové nået til Sverige. Der findes en særlig tradition for samfundsudfordrende dokumentar, som årets festival viser en masse udgaver af. Men måske er det snarere genren, der trænger til at blive udfordret?
Svenskerne er så politisk korrekte alle sammen, er de ikke? Hvis man begynder at følge med i deres film, så bliver man hurtigt overrasket. Første gang jeg tog til Göteborg Film Festival og rigtig dykkede ned i svensk film, da så jeg kunstprovokationer med blackface, en transkvinde, der blev tisset på, og hjemme ved dem, jeg boede hos, diskuteredes en ny dokumentar om velfærdsstaten, som folk var blevet voldsomt pikerede over.
Der er en tradition for at udfordre samfundets dogmer, måske endda særligt i svensk dokumentar. Det har man også kunnet følge med i på CPH:DOX gennem årene. Så det kastede jeg mig over. Det er dog ikke et specielt heldigt år for den stil.
The Society of the Spectacle (Roxy Farhat, Göran Hugo Olsson)
Hvis der er én instruktør, som jeg har tænkt på som repræsentativ for en særlig svensk konfrontatorisk stil, så er det Göran Hugo Olsson. Helt tilbage i 2011 lavede han The Black Power Mixtape 1967-1975 om de sorte rettighedskæmpere i USA, og det var jo altså før Black Lives Matter, og før utallige andre dokumentarister flyttede den underbelyste del af amerikansk historie nogle skridt i retning af det overbelyste.
Olsson fulgte op i 2014 med Concerning Violence, en filmatisering af første kapitel af Frantz Fanons Fordømte her på jorden, stadigvæk en provokerende tekst om, hvor langt man har lov til at gå for at bekæmpe imperialismen. The Society of the Spectacle føles som et forsøg på at følge op på den film med en filmatisering af Guy Debords situationistiske teoribog Det spektakulære samfund, der handlede om hvordan alt i det senkapitalistiske samfund blev til ‘billeder’ og ‘spektakler’, en tese, der synes ekstremt relevant efter YouTube, Instagram, TikTok og alskens andre værktøjer til at vise billeder af sig selv.
Der er dog én væsentlig forskel på de film, Göran Olsson lavede dengang, og den, han nu har lavet sammen med Roxy Farhat. Dengang var hans film baseret på materiale, han fandt i svenske arkiver. De var ikke blot teoretisk og politisk konfrontatoriske, de bestod også af ofte uforglemmeligt arkivmateriale, som når to svenske missionærer oplistede de nærmest uforståelige problemer med sygdom, sult og fattigdom, de havde sat sig for at løse i en lille afrikansk landsby og derefter fortalte, at de først ville bygge en kirke …
Selvom The Society of the Spectacle er en ret typisk dokumentar, så adskiller den sig fra mængden ved at forsøge at være konstant spektakulær
De to instruktører har ikke et arkiv ved hånden denne gang, så de har helt selv skullet finde materiale. The Society of the Spectacle består derfor af to ting. Dels en hel masse ‘found footage’, fortrinsvis reklamer og internet-videoer, der skal vise, hvor absurd selviscenesættende samfundet i dag er blevet. Dels en række interviews med eksperter i Debord og hans problematikker, heriblandt danske Mikkel Bolt, der er den første, der udtaler sig, og generelt er ham, der tydeligst er Debord-ekspert.
Interviewene er sådan set fine, og instruktørerne har forsøgt at gøre dem mere visuelt interessante ved at dele skærmen op i flere dele, så vi ser personerne på tre billeder, fra flere vinkler på samme tid, en effekt, der understøtter tesen om menneskets reducering til billeder. Debatten er sober og vidende, men den har ikke helt samme power som i Olssons tidligere film. Mikkel Bolt er cool nok, men han er altså ikke lige så sej som fx Angela Davis fra Black Panthers.
Oprøret imod det senkapitalistiske samfund må være endnu mere opsigtsvækkende og spektakulært, det er en af de pointer, der forbinder Debord med fx punk-bevægelsen ti år senere
De mange videoer er af svingende kvalitet. Der er nogle fantastiske klip af fx en succesfuld youtuber, der må indrømme, han er holdt op med at forlade sit hjem, efter han blev i stand til at forsørge sig selv blot ved at lave videoer. Eller en dybt bizar musikvideo, der blander Spider-Man, GTA og Pixars Biler. Men andre videoer er lidt trivielt reklameagtige, hvor man ikke føler, man lærer så meget mere af at se dem.
Selvom The Society of the Spectacle således er en ret typisk dokumentar med interviews og forskellige mere abstrakte klip indimellem, så adskiller den sig fra mængden ved at forsøge at være konstant spektakulær. Det var netop også en af Debords pointer, at oprøret imod det senkapitalistiske samfund måtte være endnu mere opsigtsvækkende og spektakulært, det er en af de pointer, der forbinder Debord med fx punk-bevægelsen ti år senere.
Farhat og Olssons film forsøger derfor også, at alle billeder skal være skæve, delt i tre, mærkværdigt leveret. Det gør den til en mere end udmærket snakke-dokumentar, og det er nok også derfor, den er blevet placeret i den kunstneriske New:Vision konkurrence. Men den kan ikke måle sig med Olssons tidligere film baseret på arkivmateriale.
The Society of the Spectacle vises torsdag 23/3 kl. 16:30 i Cinemateket og lørdag 25/3 kl. 22:00 på Kunsthal Charlottenborg.

Breaking Social (Fredrik Gertten)
Fredrik Gerttens F:ACT Award-nominerede Breaking Social forsøger sig også med at være lavmælt spektakulær. Igennem hele filmen krydres fortællinger om korruption og kleptokrati med scener, hvor der danses. En ung kvinde danser sig igennem filmen som symbolet på muligheden af noget bedre.
Det er ikke punkdans, det er ikke chokerende, det er utrolig pænt at se på. Det er ganske kendetegnende for en film, der insisterer på at være håbefuld og naiv. Hvilket dog lidt for meget bliver omsat til pænhed.
Gerttens film fortæller om undertrykkelse verden over, fra hvordan kulminedrift har ødelagt natur og helbred i West Virginia, til hvordan korruption i Malta ledte til mord på en undersøgende journalist. Der er fagforeningsfolk i kamp mod Amazon, og chilenere, der fortæller om de sidste års store protester. Igennem det hele er der eksperter, der sætter tingene ind i en større sammenhæng, heriblandt hollandske Rutger Bregman, der har skrevet bogen Humankind: A Hopeful History. Man mærker håbet. Og selvom man også mærker indignation, så er det heller ikke en særlig fordømmende film.
I dag er der ikke kommet flere fagforeninger hos Amazon, og kampen for en ny forfatning i Chile endte i nederlag, så det er allerede her lidt svært at dele filmens optimisme
Jo, Breaking Social skaber voldsomme fjendebilleder, men det er mest af systemer og udviklinger. Der snakkes om ‘råvarernes forbandelse’, hvordan lande rige på naturressourcer kan ende med blot at få korrupte eliter og mere velfinansieret undertrykkelse ud af det.
Der snakkes om, hvordan Maltas politikere lukkede op for korruption og satte gang i en voldsomt nedadgående spiral. Thomas Piketty skrev helt køligt ‘r > g’, hvor r er de rigestes afkast, og g er samfundets generelle vækst og sagde dermed, at de rigeste som regel ville blive rigere end fællesskabet. Breaking Social undersøger, hvordan de rigeste skaber afkast, ikke bare ved hjælp af investeringer, men ved lobbyisme og det, der er værre.
Desværre ved filmen ikke rigtig, hvor den vil hen med det. De mange dansescener er ikke filmet godt nok, så de bliver hverken pæne nok eller konfrontatoriske nok til at røre publikum. Og derudover er de mange historier lidt uforløste. I dag er der ikke kommet flere fagforeninger hos Amazon, og kampen for en ny forfatning i Chile endte i nederlag, så det er allerede her lidt svært at dele filmens optimisme.
Af en antikapitalistisk film at være, så kunne den virkelig godt have brugt at være mere ‘anti’.
Breaking Social vises tirsdag 21/3 kl. 14:00 i Cinemateket og fredag 24/3 kl 17:00 i Bremen Teater. Ved visningen fredag er der talk med Rutger Bregman.

After Work (Erik Gandini)
Erik Gandinis After Work kritiserer også hele fundamentet for det kapitalistiske samfund, nemlig fokus på arbejde. Ligesom Breaking Social faktisk også lidt gør det, kredser den om borgerløn som revolutionerende idé. Filmen vinder på at zoome mere ind på ét element af det moderne samfund. Men mest af alt vinder den på at være langt mere filmisk, langt bedre til at finde eksperter og eksempler, som gør sig godt på film.
Så vi ser fx en adelig gartner, der egentlig blot kunne leve af sine penge, men i stedet former skulpturer af træer på sit enorme landsted. Vi følger arbejdere i Kuwait, hvor staten garanterer alle indbyggere et job, men hvor de jobs til gengæld ofte er komplet meningsløse. Og vi følger en amerikansk job coach, der lærer andre, hvordan man udviser den rette indstilling til jobsamtaler, selvom han selv lader til at virke, som om han mener, jobræset er forrykt.
Absurditeten hersker, og det sætter sig heldigvis i billedsproget. Gigantiske parker, tomme kontorer, anonyme hoteller, filmens rum virker lige så meningsløse, som personerne føler, deres arbejde er. Der er et ekstra visuelt niveau i Gandinis film, der nok er grunden til, den er i hovedkonkurrencen, selvom den ikke helt er særlig nok til, at jeg tror, den kan vinde.
Ingen af årets tre store film fra den tradition gør sådan for alvor ondt. De er lidt for pæne
Gandini har været i DOX’s hovedkonkurrence to gange før, for Videocracy (2009) om Berlusconis Italien og for The Swedish Theory of Love (2015), en ret provokerende film, der foreslog, at den svenske ‘Folkhem’ velfærdsstat havde medført en enorm ensomhed, fordi borgerne lod staten om at varetage nære relationer.
Den film vakte stort postyr i Sverige og blev diskuteret hen over middagsborde på en måde, som danske dokumentarer simpelthen ikke gør det. Der er et mod og en vilje til at lede efter samfundets ømme punkter i svensk dokumentar. Og eftersom Olssons gamle film var baseret på arkivmateriale, så er det en vilje, der har været der i årtier, ser det ud til.
Men ingen af årets tre store film fra den tradition gør sådan for alvor ondt. De er lidt for pæne. Det føles lidt, som om deres pointer er blevet overhalet af samfundsudviklingen, hvor man kan finde ekstremt populære podcasts med langt mere rabiate og kontroversielle idéer end noget, man får serveret her. Hvis den svenske konfrontatoriske tradition skal fortsætte, så skal den fornys.
After Work vises søndag 19/3 kl. 16:30 i Grand inklusive besøg af instruktør Erik Gandini, onsdag 22/3 kl 19:45 i Politikens Hus inklusive debat, fredag 24/3 kl. 19:30 i Empire Bio og søndag 16:30 i Bremen Teater.
Læs mere i POV om CPH:DOX her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her