STÅR EUROPA ALENE #26 // TEMA – I de senere måneder er flere EU-lande begyndt at stramme reglerne for flygtninge og muligheden for at få asyl. Tyskland er blandt andet begyndt at sende afghanere hjem, ligesom man har fremskyndet lovgivningsmæssige procedurer og udvidet listen over såkaldte sikre lande. Det er tiltag, der skal gøre det nemmere at gennemføre udsendelser. Men problematikken belyser også, hvor uforholdsmæssigt stor udfordringen med flygtningesituationen er på globalt plan, og hvor begrænset EU’s evne og vilje til at løse det samlede problem er, skriver Yasmin Adel-Hak.
I den hjemlige debat er tidens store buzzword remigration introduceret af Dansk Folkepartis leder, Morten Messerschmidt, i et interview den 30. oktober i Weekendavisen.
Dette er ikke kun enkeltstående politikker, men et samlet billede af Europa, der i disse år vender sig længere mod højre med ønske om en generelt strammere udlændingepolitik i de enkelte lande.
På den ene side ønsker den tyske regering at anerkende et vist humanitært ansvar over for denne gruppe mennesker, mens man på den anden side ikke ønsker at få dem til Tyskland
Ikke alene er der et udtrykt ønske om lavere indvandring, men tillige hurtigere procedurer for at kunne tilbagesende grupper af udlændinge med forskellige opholdsgrundlag i landene. Tendensen synes at tegne et billede af et Europa, der prøver at finde en fælles kurs, men som samtidig bliver trukket fra hinanden.
For i spørgsmålet om, hvorvidt EU’s lande skal være solidariske om at løfte flygtningebyrden, kommer altid det lille ekstraspørgsmål snigende ind: om ikke nogle mere end andre kan løfte den byrde.
Det, der oprindeligt prægede debatten om at løfte byrden solidarisk, bliver nu i stedet i stigende grad et spørgsmål om kontrolforanstaltninger mere end noget andet.
I efteråret 2025 blev det tydeligt, at Tyskland ønsker større fokus på at kunne hjemsende udlændinge. Allerede i 2024 lagde den tyske regering ud med at hjemsende 28 afghanere, og i juli i år blev 81 afghanere hjemsendt. Det er naturligvis et yderst beskedent antal personer, der er tale om, set i det store billede.
Tyskland er ikke ene om at stramme reglerne og procedurerne i disse år. Det har også Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Holland, Portugal og Sverige gjort.
Men symbolværdien heraf er ikke at undervurdere. På samme tid eksperimenterer den tyske regering med at tilbyde økonomiske incitamenter over for sårbare afghanere, der sidder fast i Pakistan ved at tilbyde økonomiske hjælpepakker for at få dem til at opgive deres forsøg på at komme til Tyskland via genbosætningsprogrammerne.
Det giver alt andet lige et dobbelt signal: På den ene side ønsker den tyske regering at anerkende et vist humanitært ansvar over for denne gruppe mennesker, mens man på den anden side ikke ønsker at få dem til Tyskland.
Denne tyske model er som sådan ikke isoleret, men snarere udtryk for en generel trend i EU med større fokus på en styrket, national kontrol og en langt snævrere korridor for humanitær adgang. Det kan imidlertid i praksis være en udfordring at forene disse to ønsker.
Tyskland er ikke ene om at stramme reglerne og procedurerne i disse år. Det har også Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Holland, Portugal og Sverige gjort.
Dette mønster er både af politisk og teknisk karakter. Politisk, fordi myndighederne synes at svare på pres fra vælgerne ud fra en udbredt opfattelse af, at den eksisterende lovgivning fungerer dårligt. Teknisk, fordi man forsøger at skabe fælles systemer, så problemerne kan løses sammen, men på en sådan måde, at reglerne strammes.
Den nye europæiske fællesskabsramme om asyl- og flygtningearbejdet
Den nye europæiske samarbejdsramme om asyl- og flygtningespørgsmålet blev vedtaget i 2024 med titlen Pact on Migration and Asylum. Det nye rammesæt træder imidlertid først i kraft i 2026, så det er på nuværende tidspunkt uklart, hvorledes det reelt vil tage sig ud.
Hensigten er at sikre et fælles system til håndtering af migration med stærke ydre grænser, hurtigere procedurer og et system, der skal sikre solidaritet med de lande, ikke mindst Grækenland, der oplever en større flygtningebyrde end andre.
I den nuværende kontekst læser man først og fremmest tiltaget som et skridt mod et mere kontrolleret system. Samtidig arbejder Europa-Parlamentet på at skabe mere effektive og mere simple returprocedurer.
Igen signaleres her en dobbelthed; et fælles system, som skal styrke grænsekontrollen og stærkere kontrolmekanismer for EU’s ydre grænser, men på samme tid en solidarisk hjælp over for de mest pressede lande.
Den kyniske observatør vil nok tørt konstatere, at solidaritetsdelen i EU’s nye fælles tiltag i realiteten ikke vil få gang på jord i det nuværende politiske klima. Spørgsmålet er, hvad det signalerer om det europæiske fællesskab
Umiddelbart vil der nok kunne forventes en vis skepsis over for solidaritetsdelen af den nye rammeaftale, ikke mindst set i lyset af højredrejningen i udlændingepolitikken og -retorikken i disse år.
Specielt i Danmark, hvor remigrationsdiskussionen har fået ny vind i sejlene. Dansk Folkeparti har gjort begrebet centralt for sin politiske dagsorden.
Det er et begreb, der trækker tråde til lignende idéer i andre europæiske lande. Et begreb, der ifølge kritikere stammer fra den ekstreme højrefløj i Europa, men som på nuværende tidspunkt synes at have vækket genklag hos et større og bredere politisk publikum blandt danske vælgere.
Det sætter Danmark i et andet lys end Tyskland. Hvor tyske tiltag i praksis handler om konkrete hjemsendelser eller økonomiske incitamenter for ikke at komme til Tyskland, så er retorikken i Danmark et eksempel på, hvorledes en politisk diskurs kan eskalere polariserende idéer, som også findes i andre lande med stærke nationalistiske bevægelser.
Med en forholdsvis stor opbakning til begrebet remigration blandt danske vælgere er det svært at se, hvorledes danske politikere vil have en interesse i at arbejde efter EU’s nye fælles ramme om at løfte byrden solidarisk.
Dette vil ikke appellere til den tilsyneladende store del af den danske befolkning, der ifølge seneste meningsmålinger viser, at 62 pct. af danskerne er helt eller delvist enige i, at ”den danske stat skal sende udvisningsdømte udlændinge ud af landet, også hvis det strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.
Den kyniske observatør vil nok tørt konstatere, at solidaritetsdelen i EU’s nye fælles tiltag i realiteten ikke vil få gang på jord i det nuværende politiske klima. Spørgsmålet er, hvad det signalerer om det europæiske fællesskab.
På den ene side kan man se en ambition om at gøre EU mere robust, et udtrykt ønske om at bygge fælles systemer, som kan tage presset i fællesskab, så man undgår, at enkelte lande står alene med problemerne.
På den anden side risikerer man, at alle landene hver for sig begynder at definere fællesskabet i negativ forstand: som et instrument til at kontrollere, afvise og beskytte sig selv mod indvandring.
Spænding i Europa
EU’s forsøg på at skabe et fælles system, samtidig med at nationale politikere strammer op, og udlændingeretorikken skærpes drastisk, illustrerer en grundlæggende spænding i Europa i dag. I den forstand er det europæiske fællesskab i 2025 præget af en særlig dobbelthed med mere system, mere kontrol og på sigt mere splittelse.
Det er ikke kun tekniske foranstaltninger, der er tale om i denne sammenhæng. Det er snarere et transitpunkt for, hvad Europa vil være, når tidens højredrejning ser grænser som løsningen, hvor andre ser fællesskabet som svaret.
Denne tendens til diskrepans mellem EU’s ønske om fælles ansvar, og de nationale politikeres brug af en mere nationalistisk retorik, bliver særligt interessant, hvis man ser nærmere på de reelle flygtningetal i EU i forhold til flygtninge på globalt plan: Ved udgangen af 2023 var der globalt 117 mio. mennesker på flugt. I 2024 modtog EU 900.000 asylansøgninger. EU’s samlede befolkning er 450,4 mio
På tværs af EU er tendensen den samme med lav fertilitet, en voksende ældrebefolkning, mens den arbejdsdygtige del af befolkningen enten stagnerer eller ligefrem falder i flere af landene. Strukturelt set vil EU således få brug for arbejdskraft udefra.
Det viser, hvor uforholdsmæssigt stor udfordringen med flygtningesituationen er på globalt plan, og hvor begrænset EU’s evne og vilje til at løse det samlede problem er
Mange økonomier mangler allerede nu arbejdskraft i både lavt- og højtlønnede sektorer, ikke mindst i sundhedsvæsenet, transport, landbrug, IT, byggeri og grøn omstilling. Flere analyser fra EU-Kommissionen og OECD peger på, at uden immigration vil arbejdsstyrken på tværs af EU skrumpe, hvilket på sigt vil gøre det vanskeligt at finansiere den europæiske velfærdsmodel.
Som ovenfor nævnt var antallet af mennesker på flugt i 2024 på 117 millioner. Af disse er 38-40 millioner mennesker registrerede flygtninge under UNHCR’s mandat. Eurostat anslår, at der i 2024 var 900.000 førstegangs-asylansøgere i EU.
Dette tal viser ikke, hvor mange der reelt ender med at få asyl, men dækker altså alene asylansøgere. Således er EU-modtagelsen af asylansøgere, holdt op mod det globale antal af flygtninge, mindre end én procent af det globale flygtningepres.
Det viser, hvor uforholdsmæssigt stor udfordringen med flygtningesituationen er på globalt plan, og hvor begrænset EU’s evne og vilje til at løse det samlede problem er.
Hvis det holdes op mod de fremadrettede tendenser, EU står overfor i forhold til faldende eller stagnerende befolkningstal og de dertilhørende udfordringer med at opretholde velfærdsstaten, er det således interessant at observere, at Europa i disse år til trods herfor insisterer på at lukke sig om sig selv.
Står Europa alene?
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og