Christiane Vejlø: Fornuft og følelse

Der er er mange gode grunde til, at virksomheder skal prioritere gode idéer og innovation lige nu. Nye produkter, tilpasningsdygtighed, relevans og en solid plads i markedet er afgørende for enhver forretnings overlevelse i en postpandemisk verden.

Men vejen dertil er ikke længere kun brolagt med hastighed, økonomisk vækst, teknologisk fremskridt og aktionærer, der griner hele vejen til banken.

Graden af tilpasningsdygtighed og mængden af ny innovation i virksomhederne er en afgørende faktor for overlevelse

Vi er på vej ind i en fremtid, hvor innovation ud fra definerede værdier og med større mål for øje meget vel kan overhale det kortsigtede behov for profit. Vi kan her tale om at finde den sunde balance. Også mellem erhvervslivet og staten. Som erhvervsmand og tidligere direktør hos Bang og Olufsen Tue Mantoni siger i sin bog Samfundskontrakten (2020), så handler det om at:

“Staten respekterer, at virksomhederne er uundværlige for velfærden, og de bidrager med gode forhold for dem. Og virksomhederne respekterer, at de må bruge noget af velstanden til at være med til at finansiere velfærden og i øvrigt opføre sig ordentligt”

I bogen “Creative Destruction”, viser Richard N. Foster, hvordan levetiden blandt de mest værdifulde børsnoterede virksomheder er voldsomt dalene. Det er ikke fordi, de fleste virksomheder er begyndt at gøre noget andet, end de plejer, det er nok snarere, fordi de ikke er. Graden af tilpasningsdygtighed og mængden af ny innovation i virksomhederne er en afgørende faktor for overlevelse.

Vi har i den digitale verden og i det årti, vi netop har forladt, set masser af ny innovation, nye produkter, nye tjenester og nye måder at gøre tingene på. Men vi har også oplevet alvorlige følgevirkninger i form af skandaler, korruption, udnyttelse af privatliv, tillidssvigt, leaks og profit over fornuft. Der har været fokus på vækst, men næsten kun på økonomisk vækst.

Og selvom det ingen skam er at have et ønske om at tjene penge på sin forretning, så er den form for begrænset investeringshorisont og manglende konsekvensanalyse, som vi i den grad har været vidnet til, en alvorlig udfordring. Der kan opstå moralske dilemmaer, det siger sig selv. Men den kortsigtede tankegang er også problematisk forretningsmæssigt og samfundsmæssigt, når vi tager det lange lys på.

Tillid er fundamentet for frihed og handlekraft

Tilliden til både erhvervsliv, regeringer, NGO’er og virksomheder har været faldende i en årrække. Den årlige tillidsundersøgelse fra kommunikationsvirksomheden Edelman fik i 2017 titlen “An implosion of trust”.

Det er sager som hvidvaskningsskandaler, skatteunddragelser, Panama papers, Facebooks Cambridge Analytica-skandalen, stigningen af fake news på sociale medier, læk af offentlige data, salg af private data, afsløringen af korruptionssager og generelt manglende gennemsigtighed, som sætter tilliden under pres. Selv i Skandinavien.

Og det er et ret stort problem. For tillid er fundamentet for frihed og handlekraft.

Da den danske justitsminister fra talerstolen i folketinget i 2019 argumenterede for, at øget overvågning af befolkningen ville skabe mere tillid, så ignorerede han historien, og demokrati- og tillidstruende eksempler fra eksempelvis Nordkorea, Kina og det daværende DDR, hvor det evige øje i det høje har resulteret i utryghed og manglende frihed.

Utrygheden opstår ikke kun, fordi staten har indblik i, hvad borgerne går og laver. Den bliver større, fordi denne gennemsigtighed kun går én vej.

Jo mere myndighederne ønsker at vide om borgerne, jo mindre gennemsigtighed ønsker de ofte om deres egne processer. Det samme gælder ifølge forskeren Shoshana Zuboff iøvrigt techvirksomheder, som lever af at forudsige eller endda ændre vores adfærd på baggrund af personlige data, vi afgiver i den faustiske byttehandel, som det ofte er, når noget på internettet er “gratis”.

Teknologien drøner derudad, og techkulturen har dikteret “disrupt or die” med det resultat, at vi nogle gange undervejs har glemt, at vi ikke skal, bare fordi vi kan

Det er derfor afgørende, at vi ikke har så travlt, at vi glemmer at holde for øje, at hver eneste gang vi foretager et valg, er det en byggesten i morgendagen.   Lige nu er vi i færd med at lægge fundamentet for fremtiden. En fremtid, som kun kan blive anderledes, end vi forventede for ganske kort tid siden.

De beslutninger, vi tager lige nu, kommer for alvor til at få betydning for, hvad det vil sige at være menneske. Teknologien drøner derudad, og techkulturen har dikteret “disrupt or die” med det resultat, at vi nogle gange undervejs har glemt, at vi ikke skal, bare fordi vi kan.

Vi skal lige nu tage stilling til, hvordan vi kan bruge coronakrisens store opbremsning til at tage ansvaret for vores fremtid alvorligt. Verden har været besat af at måle succes på en kvantitativ skala.

Men skal fremtidens virksomheder drives primært af vækst på bundlinjen, eller skal vi til at måle mere bevidst på de kvalitative vækstparametre? Hvordan bidrager vores virksomhed og vores produkt til konstruktiv, fremtidsrelevant vækst?

Hvad er vores mål som land? Som virksomhed? Og som mennesker? Hvordan passer vi på planeten og hinanden, mens vi sikrer innovation og frugtbar muld for gode idéer?

Der gik ikke længe fra, at verden blev ramt af covid-19, før det piblede frem med forslag til, hvordan teknologien helt messiansk kunne blive vores redning. Hvad med at opsætte ansigtsgenkendende kameraer, som holder øje med, at folk overholder udgangsforbuddet? Hvad med at skanne rejsendes kropstemperatur i lufthavne og på restauranter?

Hvad med at lade droner overvåge, om folk samler sig i lokalkvarteret? Eller hvad med at sætte robothunde til patruljere parkerne? Og så var der selvfølgelig coronaapp’en.

Hvad med at holde øje med smitten ved at monitorere, hvor befolkningen er, hvem de er sammen med, hvad tid på dagen de bevæger sig, hvilke symptomer de har, om de er testet positive og så gemme det hele, fordi den slags data da sikkert også kan bruges til noget andet spændende senere?

Tankerne for de fleste vestlige regeringers vedkommende har nok som udgangspunkt været ment godt. Hvem vil ikke gerne den forbandede virus til livs?

Men hvor vi i en almindelig hverdag har skarpe grænser for, hvad vi accepterer i forhold til vores privatliv, så kan en krisesituation ende som en løftestang for initiativer, som ved nærmere eftertanke slet ikke tjener os som frie mennesker i et demokrati. Det hele må ikke gå så stærkt, der ikke bliver tid til refleksion. Dette gælder især i en krisesituation.

For sagen er den, at de lovændringer og politikker, der gennemføres i en krisetid, næsten altid ender med at blive der længere end selve krisen. Professor Peter Kurrild Klitgaard skriver i Berlingske Tidende:

“I krisetider er politikere og vælgere tilbøjelige til at acceptere politikker, de ikke ellers ville ønske sig til hverdag, men paradokset er så, at når krisen er forbi, fortsætter mange af politikkerne ufortrødent. De accelererer måske ikke yderligere – men de forsvinder sjældent helt.”

Vores rettigheder er noget, vi har kæmpet for i generationer, og at vi skal værne særligt om dem, især når der er krise

Jeg talte med seniorforsker Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder om samme emne, og også hun understreger, at det er vigtigt, at vi med Covid-19 ikke får en ny normalitet, sådan som vi så efter 2001-terrorangrebet, hvor der kom en række indgreb i vores rettigheder, som vi lever med den dag i dag.

Hun påpeger, at vores rettigheder er noget, vi har kæmpet for i generationer, og at vi skal værne særligt om dem, især når der er krise. I Jyllands Posten skriver hun

“Staten kan ikke vente med vurderingen af menneskeretten til et senere tidspunkt, men må tage bestik af den menneskeretlige situation før, under og efter hver enkelt tiltag, som indskrænker privatlivet. Ved hver hastelov, ved lancering af nye apps eller i samarbejder med virksomheder, der indsamler oplysninger eller udvikler teknologiske løsninger til at gøre det, skal vi holde staten menneskeretligt ansvarlig”.

Derfor var det også helt rigtigt prioriteret (om end stadig lidt på bagkant), da Sundhedsministeriet og Digitaliseringsstyrelsen med kort varsel indkaldte en gruppe kritiske eksperter til at udfordre det første oplæg til en dansk coronaapp, som skulle hjælpe med at opspore smitten.

Jeg sad selv med i det pågældende advisory board og til alle møderne, og jeg noterede mig, at der blev lyttet til gruppens argumenter, og der blev også foretaget så væsentlige ændringer i planen, at app’en gik fra først at være en hurtigt tænkt teknologisk løsning med en lang række unødvendige funktioner og dataindsamling og dataopbevaring på kant med EU-anbefalingerne, til at blive en (under de specielle omstændigheder) mere bevidst løsning med respekt for borgerens privatliv og med restriktioner, som sikrer, at app’en kun kan bruges i forbindelse med coronakrisen.

Vi finder bare heller ikke svaret i “brænd det hele ned og start forfra” eller “vi gør det, fordi vi kan”. Det er derimod mere nødvendigt end nogensinde både at trække på erfaring og læring og på samme tid på nytænkning og mod. Det er ikke enten eller

Men er sådan en app overhovedet nødvendig? Og kan vi være sikre på, at den vil virke efter hensigten? Der er stadig lang vej igen. Vi ser løbende politikerne lave krisebaserede frihedsindskrænkende lovændringer, som vi endnu har til gode at se forsvinde igen.

Der skal naturligvis være masser af plads til nytænkning. Nye tanker og måder at gøre tingene på kan og skal resultere i løsninger, som tager livtag med de alvorlige udfordringer, vi kæmper med som menneskerace. Miljøet, fattigdom, ulighed og i den grad også verdensomspændende pandemier.  Så det siger sig selv, at det ikke kan nytte noget at falde tilbage på “sådan har vi altid gjort”.

Det er faktisk en af de farligste sætninger, vi kan klamre os til, hvis vi ønsker at arbejde effektivt med forandring og idéudvikling.

Vi finder bare heller ikke svaret i “brænd det hele ned og start forfra” eller “vi gør det, fordi vi kan”.

Det er derimod mere nødvendigt end nogensinde både at trække på erfaring og læring og på samme tid på nytænkning og mod. Det er ikke enten eller. Kun at se på fortiden bliver nemt forudsigeligt, uoriginalt eller måske endda ganske irrelevant.

På den anden side kan et teknologi-fetichistisk, kvantitativt blik blindt fokuseret på fremtiden blive for kalkuleret og måske endda uansvarligt. Vi skal søge nuancerne for finde et ansvarligt sted i midten.

Hvis du vil have Christiane Vejløs nye bog, “Den gode idé – ansvarlig innovation for fremtiden” kan du få den gratis via dette link.

Topillustration: Christiane Vejlø – fra elektronista.dk