
POLITIK // ANALYSE – Coronaeffekten er væk. Vælgerne siver nu i hobetal fra Socialdemokratiet, og mørke skyer trækker sig sammen om statsministeren, når Mette Frederiksen selv, en stribe topministre, departementschefer og øvrige embedsmænd skal i vidneskranken og udlægge begivenhederne op til en af danmarkshistoriens mest drastiske beslutninger. Nedslagtningen af 15 mio. mink uden lovhjemmel. Familiers livsværk lukket med en håndevending.
Det nye folketingsår er skudt i gang med en forventeligt selvrosende åbningstale af statsminister Mette Frederiksen. Danmark er kommet godt igennem coronakrisen, økonomien buldrer derudaf, klimaindsatsen tager form, og virksomhederne mangler arbejdskraft.
Det er så sandt, som det er sagt. Her går det godt, men problemet for statsministeren er, at vælgerne er holdt op med at påskønne den gode udvikling. For selv om alle pile peger fremad, går det ikke længere så godt for regeringen selv. Det er blevet hverdag igen, og forude trækker mørke skyer sig sammen.
En minkundersøgelse, der for alvor vil bide Mette Frederiksen i haserne og i sidste ende vil kunne udstille statsministerens magtarrogance og ende med en rigsret.
Minkafhøringerne kommer til at overskygge Rigsretten, når det kommer til mediedækningen
Coronaeffekten er forduftet, og Socialdemokratiet er gået fra ca. 35 pct. til nu kun at mønstre godt 27 pct. af vælgerne, hvis ugens måling fra Voxmeter ellers står til troende. Den røde blok ligger nu kun på godt og vel 50 pct., og sandsynligt stemmespild – samt jokeren, Lars Løkke Rasmussen – kan blive udslagsgivende for det næste folketingsvalg. Den er altså langt fra hjemme for statsministeren, der under coronakrisen var succesombrust.
Minksagen vil overskygge rigsretssagen
Forude ligger tre måneder med intense afhøringer i den såkaldte granskningskommission, der skal til bunds i, hvordan det kunne gå til, at regeringen uden lovhjemmel besluttede at iværksætte en udryddelse af alle danske mink i starten af november sidste år.
Minkafhøringerne starter i morgen, torsdag den 7. oktober, i Frederiksberg Ret, og kommer dermed til at køre sideløbende med Rigsretssagen imod Inger Støjberg, der dog har et forspring på godt og vel en måned.
Men der er næppe tvivl om, at minkafhøringerne kommer til at overskygge Rigsretten, når det kommer til mediedækningen. Det skyldes en række faktorer:
- Først og fremmest er det en statsminister, der risikerer at få enden op på den glohede kogeplade.
- Der er tale om et muligt grundlovsbrud.
- Sagen handler om 5000 menneskeskæbner og 15 mio. mink. De virkelige ofre.
- Den handler om 19 mia. kr. i kompensationer/erstatninger – eller næsten 5.000 kr. pr skatteyder.
- Der er knaldgode billeder i sagen. Sønderknuste minkavlere og tomme bure.
Dertil kommer så, at de næste tre måneder vil vise de fremmeste ministre og ypperste danske embedsmænd på vej ind og ud af retssalen på Frederiksberg. Det bliver ikke meget bedre. En sand perlerække af personer fra den mest magtfulde elite i kongeriget skal forklare sig. Sidde i vidneskranken og sværge på, at de taler sandt.
Hvem svigtede?
Blå vælgere vil smovse sig, hver gang embedsmændene frikender sig selv for ansvar og får flasken til at pege på Mette Frederiksen som den hovedskyldige. Det bliver ikke meget bedre.
For hvordan kunne det komme så vidt, at regeringen i verdens mindst korrupte land gennemfører en så omsiggribende beslutning uden at have lovgrundlaget på plads? Hvem har svigtet? Embedsmændene eller statsministeren?
Danmark kunne med andre ord blive det nye Wuhan. Arnestedet for en global livstruende pandemi. Vi risikerede alle at dø pga. de danske mink
Kan man virkelig forestille sig, at seks højtuddannede departementschefer med de fineste eksamener har fået en kollektiv hjerneblødning? At ikke en eneste har stillet det kætterske spørgsmål:
Er det overhovedet lovligt, det vi har gang i nu?
Har Mette Frederiksen virkelig ikke modtaget en klar og umisforståelig advarsel om, at hun med sin beslutning om at udrydde alle danske mink den 4. november 2020 ville begå grundlovsbrud?
Det er svært at forestille sig, og hvis det modsatte er tilfældet, vil der være tale om en skandale af hidtil uset omfang med uoverskuelige konsekvenser, der vil komme til at holde Socialdemokratiet væk fra magten i mange år frem. Men lad os nu se.

I hvert fald er det på forhånd meget svært at forestille sig, at der har ligget en advarsel på statsministerens bord, hvorpå hun har sagt:
”Jeg vil da skide på Grundloven. Vi kører. Lad os så få udryddet de mink”.
Et usandsynligt scenarium. Ikke mindst i betragtning af, at hun med lethed kunne have skaffet sig et flertal – måske ovenikøbet et bredt flertal – for en hastelovgivning, der havde haft præcis det samme formål.
Klar advarsel i risikoanalyse
For som sagen ligger oplyst, tegnede der sig på daværende tidspunkt et uhyggeligt scenarie for befolkningen. Minkene havde udviklet en særlig cluster 5 variant, der ifølge epidemiologerne i Statens Serums Institut kunne betyde, at en kommende vaccine mod corona blev virkningsløs.
Danmark kunne med andre ord blive det nye Wuhan. Arnestedet for en global livstruende pandemi. Vi risikerede alle at dø pga. de danske mink.
Det var i grove træk det billede, som regeringens toprådgiver, Kaare Mølbak, havde malet op, da han den 2. november sidste år afleverede en risikoanalyse til statsministeriets handlekraftige departementschef, Barbara Berthelsen, for hvem ”Hope is not at strategy”.
Folketingsvalg samtidig med kommunevalget?
Minksagen har haft sit politiske offer. Daværende fødevareminister Mogens Jensen tog konsekvensen og forlod frivilligt sin taburet, inden et flertal i folketinget nåede at vælte ham. Men den blå opposition lugter mere blod. Den vil have statsministerens hoved på et fad.
Det er langt fra sikkert, at vælgernes sympati ligger hos minkavlerne. Tiden er måske løbet fra pelsavl, men det ændrer ikke på, at befolkningen mener, at det skal gå ordentligt for sig. At ret er ret, og at lov skal følges. Danmark er ikke nogen bananstat. Bryder man loven, skal man straffes.
Vi er på vej ind i en politisk fase, hvor folketingsvalget konstant vil spøge i kulissen
Skulle Støjberg for en rigsret, må Mette Frederiksen lide samme skæbne. Hun skal ydmyges og dømmes for sit lovbrud. Her skal ikke tages fanger. Hun skal betale den ultimative politiske pris for sit brud på Grundloven, hvis det står til Pape, Ellemann-Jensen og de øvrige blå partiledere.
Men der er langt igen, før man kommer så vidt og dertil kommer, at sagen ovenikøbet kan risikere at falde for forældelsesfristen, hvis Mette Frederiksen skulle gå hen og udskrive et nyt folketingsvalg i mellemrummet fra den 6. november til granskningskommissionen afleverer sin rapport inden jul. En oplagt valgdato kunne i så fald være den 16. november sammen med kommunevalget. Det er kun spekulationer, og scenariet vil være meget udtænkt.
Kan regeringen genvinde vælgernes tillid?
Men ingen tvivl om, at vi er på vej ind i en politisk fase, hvor folketingsvalget konstant vil spøge i kulissen, og regeringen vil benytte tiden til at lukke diverse angrebsflanker af. Det man i spindoktorsproget kalder front-forkortning.
I mandags lykkedes det således finansminister Nicolaj Wammen at lukke en bred landbrugsaftale med næsten alle partier. Den blå opposition havde krævet flere penge på bordet for at gå med, og det fik den, men regeringen fik til gengæld også, hvad den gik efter. En bred klimaaftale, der i næste valgkamp afskærmer den mod beskyldninger om at træde landbruget under fode i kampen for at redde klimaet.
Regeringen har gennemført frontforkortninger på det økonomiske område. Mette Frederiksen tog således hele erhvervslivet som gidsel, da hun tilbage i august var vært for konferencen Fremtidens Danmark, hvor erhvervslivets top stod skulder ved skulder med statsministeren og nød at blive fotograferet i det fornemme selskab.
Så regeringen er klar. Den mangler lidt reformer på arbejdsmarkedet. Den mangler en sundhedsreform og at få Enhedslisten til at rette ind, så den ikke vælter regeringen, fordi kommunisterne ikke kan få regeringen til at hæve kontanthjælpen og integrationsydelsen.
Men sidst og ikke mindst. Den mangler at genvinde vælgernes tillid og skabe sig et komfortabelt forspring til de blå partier igen. Det sidste kommer til knibe, så længe minkkommissionen kører.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.