ABORT // FILMKLUMME – “Vi troede, at alting blev bedre med tiden. Nu bliver fremskridtet rullet tilbage. Call Jane er et godt og stærkt vidnesbyrd,” skriver Bo Green Jensen i lyset af de mange nye abortrestriktioner i USA. Filmen er fra 2022 og viser et øjebliksbillede af, hvor svært det var for amerikanske kvinder at få en abort, før Højesteret gjorde indgrebet lovligt i hele USA i 1973. Nu er vi der igen.
Call Jane er et lysægte øjebliksbillede af, hvor svært det var for amerikanske kvinder at få foretaget en abort, før Højesteret legaliserede indgrebet i sin historiske Roe vs. Wade-dom i 1973. Efter 1967 og The Summer of Love fulgte et voldsomt og volatilt år. King og Kennedy blev myrdet. Demokraternes partikonvent udartede i Chicago. De store byer brændte i sommeren 1968.
Joy (Elizabeth Banks) mærker intensiteten, da hun og ægtefællen Will (Chris Messina) er gæster ved en reception. I prologen til Call Jane trækker hun frisk luft, da demonstranterne råber: “The whole world is watching!” Studenter får tæsk af unge betjente. Joy og Will har teenagedatteren Charlotte (Grace Edwards). Hun kunne være blandt demonstranterne. Det mener Will nu ikke. “Hvorfor ikke?” “Fordi hun er vores datter,” siger han.
Hun er ikke en typisk abortsøger, men da Joy falder om med en livstruende hjerte-/lungetilstand, er hun lige så håbløst stillet. Hun og Will er med til bestyrelsesmødet på hospitalet, hvor kæderygende læger siger nej til at foretage en abort
SENERE redigerer hun talen, som Will skal holde næste dag. De mødtes på jurastudiet, og Joy ved lige så meget om advokatfaget. Kvinden går hjemme, mens manden arbejder. Det er bare sådan, det er. Hun har aldrig været utilfreds.
Men selv i forstæderne er en forandring på vej. Joy og naboen Lana (Kate Mara) læser Diary of a Mad Housewife (1967). Mens maden simrer, danser Joy til The Velvet Underground-albummet White Light, White Heat, som var nyt i 1968. Det er ærlig talt ikke sandsynligt, at Charlotte ville købe den plade. Men “Sister Ray” er effektiv anti-hippie-musik, og lige hér fungerer bedraget.
SAGEN er, at Joy og Will venter en efternøler. Familien glæder sig til at blive fire. Hun er ikke en typisk abortsøger, men da Joy falder om med en livstruende hjerte-/lungetilstand, er hun lige så håbløst stillet. Hun og Will er med til bestyrelsesmødet på hospitalet, hvor kæderygende læger siger nej til at foretage en abort. Hun søger illegal bistand.
Efter et skræmmende besøg i Wicker Park, ser hun en flyer ved busstoppestedet. Det er der, at hun ringer til Virginia (Sigourney Weaver) og de øvrige kvinder fra netværket Jane.
JANE Kollektivet fandtes og var aktivt fra 1970 til Roe vs. Wade-dommen. Grundlæggeren Heather Booth formidlede kontakten til læger, som foretog indgrebet for store summer. En blandet kreds engagerede sig. Nogle havde privilegerede liv. Andre kom fra udsatte grupper. Alle fandt et helle og en ny kønsbevidsthed i organisationen.
Vi troede, at alting blev bedre med tiden. Nu bliver fremskridtet rullet tilbage
Joy fortæller Will og Charlotte, at hun begyndte at bløde efter et fald. Phyllis Nagy viser os trappen, hvor Joy overvejer at springe. Call Jane er måske nok en glansløs rekonstruktion, der navigerer på tv-niveau. Men filmen er god til at skildre Joys forskudte, forvrængede synsvinkel. Nagy har sans for at se mere end klichéer. Der er ingen sentimental nostalgi.
JOY kan tale med de skrækslagne kvinder. Hun kan ikke sige nej, når Virginia ringer. Hun studerer teknikken, som aspiranten Dean (Cory Michael Smith) benytter. Hun presser ham til at lære fra sig. Så kan kollektivet arbejde helt uafhængigt. Joy får svært ved at engagere sig hjemme. Det er klart, at der venter en større afregning.
Det er godt at se Sigourney Weaver i en rigtig hovedrolle, men det er Banks, som sætter fortællingen fast. Call Jane supplerer tre andre film, som man skal se, hvis man drøfter abort: Mike Leighs empatiske Vera Drake (2004), Cristian Mungius skræmmende 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) og Audrey Diwans filmatisering af Annie Ernaux’ L’événement (2021, da. Hændelsen), som kaster det samme kølige blik.
DER er ingenting at sige tak for. Nancy Sinatra synger “In Our Time“, og også denne film bruger musikken fra Hair. Det var sådan, det var; det er sådan, det er. Call Jane er både en brugsfilm og en revisionistisk kritik af Mad Men-epoken.
Vi troede, at alting blev bedre med tiden. Nu bliver fremskridtet rullet tilbage. Call Jane er et godt og stærkt vidnesbyrd.
Filmen streames på Apple TV+, Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy. Alle fotos er fra filmen.
Teksten har været bragt på Bo Green Jensens blog og kan læses her.
Læs mere om abort i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
