SOMMERSERIE #3 // BRASILIEN – I en ellers anonym provinsby i en delstat i Brasilien, som er ukendt for de fleste, er der overvældende kunst, natur, økologiske katastrofer, gigantiske økonomier, tragedie, død og ødelæggelse. Tag med til Brumadinho i POV’s sommerserie.
BRASÍLIA – Brasilien er enormt, og derfor er her meget udkant. Faktisk er her endog rigtig, rigtig, rigtig meget udkant, som jeg har skrevet om tidligere her, her og her. Og oven i det er Brasilien i sig selv udkant – i det mindste når betragtet fra den hjemlige andedam. Brasilien er bare langt væk.
Det synes de også i “Latinamerika”, som i mange brasilianeres og – for eksempel – argentineres opfattelse ikke omfatter Brasilien. Kontinentets største land vender ryggen til den spansktalende del af Latinamerika og orienterer sig i stedet ud over vandet. Mod Europa, mod USA og mod Kina.
Udkanten i Brasilien er derfor udkant med udkant på ud fra mange betragtninger. Så når sommerserieredaktøren gerne vil have en artikelserie om udkanten, er her nok at tage fat på. Det er blot et spørgsmål om, hvor jeg lægger snittet.
Brasilien som en Maggi-terning
Danske asociale og sociale medier fokuserer ofte på den danske politiske, økonomiske og sociale kolonihave, konspiratoriske absurditeter og småtskåren racisme baseret på en naiv-farlig forestilling om genialiteten i ens egen middelmådighed. I mellemtiden sker verden et andet sted. Den sker i den globale udkant.
Her er Brasilien på mange måder en Maggi-terning af verden uden for kolonihaven: idealistisk og korrupt, storslået og småt, komplekst og simpelt, moderne og traditionelt, multikulturelt og racistisk, cutting edge og tilbagestående, tropisk regnskov og en gang imellem en lille smule sne. Og jeg kunne fortsætte listen med et langt etcetera af lignende modstillinger.
Men det er for komplekst at skrive om hele Brasilien, så jeg zoomer ind på den lille provinsby Brumadinho i delstaten Minas Gerais. Men hvorfor overhovedet skrive om Brumadinho?
Når jeg sidder i rummet, crasher den visuelle ydre ro mod den auditive rumlende og måske truende lyd fra jordens indre. Det er både sært fascinerende og foruroligende
Hvis Brasilien på mange måder er en Maggi-terning af verden uden for kolonihaven, så er Brumadinho en koncentreret Maggi-terning. En Maggi-terningens Maggi-terning – et ekstrakt, man kan koge litervis af suppe på, en prisme til at forstå og leve verden.
Brumadinho ligger en god times kørsel sydvest for Belo Horizonte, som er den relativt ubemærkelsesværdige hovedstad i delstaten Minas Gerais. Det var i Belo Horizonte, at Tyskland lammetævede Brasilien med 7-1 under VM i fodbold i 2014, og måske er det nederlag årsag til, at den i forvejen altid hektiske brasilianske trafik er ekstra aggressiv på byens ringmotorvej.
Men det er ikke den historiske fodboldkamp eller trafikken, som gør Brumadinho interessant. Det er to helt andre fænomener: Inhotim og Vale.
Jorden knirker
På en knold står en rund bygning, der ser ud, som om at en eksplosion har skudt den op fra undergrunden. Store mængder sten ligger væltet om på græsset rundt om bygningen, hvis ydervæg er lavet af glas.
Inden i den ellers tomme bygning er der en lille rampe, hvor jeg kan sidde og se på landskabet. Men det er ikke derfor, at jeg er kommet. Det er jeg, fordi jeg her kan høre Jorden knirke.
Jeg er i kunst-/skultpturparken Inhotim, og bygningen er lavet specifikt til en installation af den amerikanske kunstner Doug Aitken. Installationen består i sin komplekse, men alligevel simple enkelhed i, at der er boret et 200 meter dybt hul ned i undergrunden. Her hænger der mikrofoner, og lydene, de opfanger, bliver forstærket og gengivet inde i den runde bygning med glasvæggen. Jorden knirker, vånder sig, holder pause, og flytter igen rundt på sig.
Vi mennesker sidder på en tynd skorpe af noget, som for de fleste er stort set ukendt og usynligt, men som er levende. Når jeg sidder i rummet, crasher den visuelle ydre ro mod den auditive rumlende og måske truende lyd fra Jordens indre. Det er både sært fascinerende og foruroligende.
For mig er den installation i sig selv rigelig grund til at besøge stedet. Men Doug Aitkens installation er ikke det eneste kunstværk. Langtfra.
Bjælkefald
Inhotim er en tour-de-force kunst-/skulpturpark med snesevis af bygninger, der er konstrueret til mestendels permanente og stedspecifikke installationer eller udstillinger. Men parken indeholder også utallige skulpturer og installationer, som hænger, ligger eller står direkte i “naturen”, som i realiteten er en super kultiveret park.
Chris Burden har lavet en brutal sammensmeltning af natur, kultur og civilisation(-sundergang) i værket Beam Drop. Virkningen er foruroligende.
Efter fire års juridisk tovtrækkeri er 16 personer nu anklaget for drab på 270 personer
Tonstunge, meterhøje rustne ståldragere stikker op fra jorden som en samling pinde fra et gigantisk Mikado-spil fanget i øjeblikket, hvor en usynlig hånd lige har sluppet dem, og inden de har nået at vælte om på det, der på afstand ligner en græsplæne.
Når jeg nærmer mig, er det først med en vis bekymring og forundring. Er det Jorden, som er i gang med at udspyde fremmedlegemer? Er det civilisationen, der er ved at penetrere naturen? Er det en del af Twin Towers’ nedbrudte skeletter, som har fundet vej til Brasilien? Kan jerndragerne vælte? Kommer der flere flyvende og lander blandt de andre? Er strukturen stabil?
Men selvfølgelig er strukturen stabil. Da jeg kommer tættere på, ser jeg, at jerndragerne står fast forankret i beton. Det har de gjort, siden Chris Burden lavede værket i 2008, men i tilblivelsesøjeblikket, hvor en kran én for én dumpede jerndragerne i den endnu våde beton, var strukturen både ustabil og uforudsigelig. Det er dette brutale, ustabile og uforudsigelige øjeblik, som er evigt fastfrosset i skulpturen.
Lysstriber i mørket
Delvist inde i en bakke ligger en bunker, som leder mine tanker hen på tyskernes fæstningsværker fra krigen. Grå, kold, vinduesløs og uinviterende ligger den som et indbygget paradoks i parkens frodige, farvemættede overdådighed af træer, palmer, blomster og søer. Men der er en lille dør ind, som afslører, at formen lyver i forhold til indholdet.
Jeg famler mig frem i en smal næsten helt mørk gang, inden en åbning i væggen til venstre inviterer ind til de sarteste lysstriber i det ellers mørke rum. Tynde kobbertråde er spændt ud mellem gulv og loft i parallelle linjer, mens klogt ophængt lys i loftet får det til at se ud, som om at det er kobbertrådene, der er selvlysende. Fæstningspunkterne forsvinder i mørket i begge ender.
Det er Lygia Pape, som leger med mine sanser. Det virker, som om solens stråler danser uforklarligt i mørket i talrige samtidige vinkler – som et ikke-blinkende stroboskoplys. Tiden er gået i stå, jeg kan ikke se, om det er dag eller nat, og det på samme tid mørke og kolde, oplyste og varme rum indbyder mig til kontemplation. Der er intet, der fortæller mig, hvor lang tid jeg har været der.
Vale
I en rundkørsel i udkanten af Brumadinho hænger der 270 fotografier af mennesker, hvor de fleste ser ud til at være taget af venner eller familie til den portrætterede. Jeg har ikke talt dem, men jeg ved, at der er 270. De 267 er døde. De 3 sidste er forsvundne.
Fra Inhotim er der cirka 15 kilometer i luftlinje til det sted, hvor en dæmning brast den 25. januar 2019. Bag dæmningen lå et slambassin, som indeholdt vand, sedimenter og andre rester fra driften af en mine i nærheden. Da dæmningen brast, udløste det en mudderbølge på 12 millioner kubikmeter.
Jeg har svært ved at visualisere, hvor meget 12 millioner kubikmeter er ud over, at det er meget. En hurtig hovedregning giver, at hvis bølgen var 1 meter høj, skulle den være 3 kilometer på den ene led og 4 kilometer på den anden led. Den var sikkert højere. Måske 4 meter? Så ville den skulle være 3 kilometer på den ene led og 1 kilometer på den anden led for at rumme 12 millioner kubikmeter.
Uanset de eksakte dimensioner tog bølgen alt, som den mødte, med sig. Det omfattede de 270 personer, hvis fotografier hænger i rundkørslen i Brumadinho. De havde ikke en chance.
Minerne, hvis slam endte bag dæmningen, indtil den brast, tilhører firmaet Vale, som er verdens største producent af jernmalm og nikkel. I 2021 var firmaets nettoomsætning på 210 milliarder brasilianske reais, svarende til 300 milliarder kroner, eller to gange omsætningen i Novo Nordisk i samme år.
Efter fire års juridisk tovtrækkeri er 16 personer nu anklaget for drab på 270 personer. De anklagede er den tidligere direktør, en række ledende medarbejdere samt folk fra det tyske uafhængige certificeringsinstitut TÜV Süd, som i en rapport fra 2018 havde forsikret Vale, at dæmningen var sikker.
Vale har indgået en aftale med delstaten Minas Gerais om at bruge cirka 38 milliarder brasilianske reais – cirka 50 milliarder kroner – på oprydning efter katastrofen. Også TÜV Süd og Vale er blevet ramt af massive erstatningskrav fra pårørende og overlevende.
Men ansvaret stopper ikke der. Da jernmalm naturligvis er hovedingrediensen i fabrikationen af stål, så har vi alle en aktie i katastrofen. Uanset om vi vil det eller ej. Uanset om vi ved det eller ej.
Så her – i en ellers anonym provinsby i en delstat i Brasilien, som er ukendt for de fleste – er der overvældende kunst, natur, økologiske katastrofer, helt grundlæggende erhvervsmæssige aktiviteter, uden hvilken den moderne verden ikke ville kunne eksistere, gigantiske økonomier, og individuel død og ødelæggelse.
Brumadinho er Maggi-terningens Maggi-terning – den globale udkant, hvor man kan forstå og leve verden gennem kombinationen af Doug Aitkens jordlyde, Chris Burdens ståldragere, Lygia Papes sarte lysstråler og de 270 portrætter i rundkørslen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og