AMAZONAS // REPORTAGE – Amazonas er ofte i medierne, når der tales om klimakrise, skovfældning og global opvarmning. Men hvad gemmer der sig egentlig i det enorme område? Er alt enten uberørt regnskov eller uendelige markeder med soja? Begge dele findes, men der er også så meget andet, for Amazonas er fuld af kontraster. Dette er den sidste af tre artikler, som tager læserne med rundt i nogle af de mindre kendte hjørner. Turen slutter ved Santarém.
SÃO PAULO – Som beskrevet i den første artikel i serien om Amazonas’ kontraster, var gummitræerne, og dermed gummiproduktionen, flyttet til Asien i 1920’erne. Det forhindrede dog ikke Henry Ford i at forsøge at få gang i gummiproduktionen igen i Brasilien i stor skala.
Byen Fordlândia, som han skabte, er i dag et gudsforladt sted, men den bærer fortsat vidnesbyrd om et avanceret, dyrt, men i sidste ende fuldstændig fejlslagent forsøg på at lave en integreret agro-industriel produktion midt i junglen.
Henry Fords nemesis
Den amerikanske historiker Greg Grandin har givet et fascinerende indblik i historien om Fordlândia i sin bog af samme navn. Fortællingen er fuld af overraskende detaljer.
Brasilianske svindlere, som narrede Henry Ford til at betale dyrt for jord, han kunne have fået gratis af delstatsregeringen. Transport med skib af ufattelige mængder udstyr fra USA til det udvalgte sted midt i junglen. Den totale mangel på forudgående infrastruktur, så alt skulle bygges – og blev det. Det – mislykkede – forsøg på at overføre samlebåndsrutiner fra bilfabrikkerne i USA til en plantagekontekst Brasilien. Det – ligeledes mislykkede – forsøg på at overføre forbudstidens alkoholforbud til Brasilien.
Byens svømmebassin var nu tomt for vand og groet til, og området, hvor der havde været en 18-hullers golfbane, var nu atter regnskov
Og så ikke mindst amerikanernes totale mangel på viden om plantagedrift af gummitræer, som førte til den ene katastrofe efter den anden. Det endte derfor med, at Ford forærede arealet tilbage til den Brasilianske stat i 1945 og samtidig realiserede et tab på – hvad der i nutidsværdi svarer til – over 200 millioner amerikanske dollar. Det var mere end en milliard nutidskroner, som var blevet brugt på at producere en forsvindende lille mængde naturgummi på et tidspunkt, hvor syntetisk gummi var på vej frem.
Fem en halv time i “hurtigbåd”
Jeg er uddannet historiker, og nu jeg var ”i nærheden” var det en god lejlighed til at se nærmere på dette. ”I nærheden” var i denne sammenhæng at flyve fra Tefé tilbage til Manaus, skifte fly, fortsætte yderligere en time mod øst til Santarém, og derfra sejle næsten seks timer i ”hurtigbåd” op ad Tapajós-floden, som er en biflod til Amazonfloden.
En ”hurtigbåd” var i denne sammenhæng en lukket båd med plads til omkring 80 passagerer placeret i flysæder. Der hang fire fjernsyn i kabinen til at underholde passagererne. Det var kun to af dem som kørte, og her blev der vist amerikanske actionfilm som “Godzilla” og “Fast and Furious Presents: Hobbs and Shaw”. Heldigvis uden lyd. Agter – lige oven på skibets motor – var der et lille pantry, hvor en ung pige fanget i en infernalsk larm solgte hurtigt sammenklappede parisertoast, mens en ung matros solgte vand og kaffe ved siden af.
På rederiets hjemmeside stod der, at turen fra Santarem til Fordlandia ville tage fire timer. Rejsebureauet i Santarem, som hjalp mig med at få billetter, sagde det ville tage syv timer. Den reelle rejsetid blev – salomonisk – fem en halv time.
Tro mod konceptet om at eksportere et stykke USA til regnskoven lignede de bungalows, man finder i mange forstæder i USA. Det gjaldt også det hus, man specielt havde bygget, til når Henry Ford kom på besøg. Det skete aldrig
Til gengæld slap jeg for den grumme skæbne, som passagerne på et af rederiets andre skibe oplevede i februar af 2020. Skibet “Anna Karolina 3” kæntrede, og 40 mennesker omkom, da det overlæsset, med et forfalsket lastelinjemærke, og sejlende på en rute, det ikke var godkendt til, løb ind i en tropisk storm.
Min tur gik uden problemer. Der var kun tre stop undervejs i mindre landsbyer, og her viste det sig, at “at lægge til” bestod i at sejle forenden af skibet direkte op på bredden. Herefter stillede besætningen en wienerstige op, som man brugte til at komme de halvanden meter op eller ned fra skibets fordæk til stranden.
Kun rester står tilbage
Da jeg kom frem viste det sig, at der ikke er meget tilbage af Fordlândias storhedstid. Byens vartegn – et stort vandtårn – troner fortsat over byen ved siden af to fabrikshaller. Det ene indeholdt i sin tid et savværk, mens det andet var elektricitetsværket.
Nu var der ikke meget tilbage af det oprindelige udstyr. Til gengæld var der en samling af bilvrag, herunder et amerikansk militærkøretøj, som byen havde fået foræret af USA efter Golfkrigen. Klimaet og manglen på reservedele havde imidlertid for længst taget livet af det. I samme bygning stod også en samling senge fra byens hospital, som i 1930’erne, takket være Ford, havde været et af de mest avancerede i Brasilien og bemandet med amerikanske læger og sygeplejersker. Nu var hospitalet ikke alene nedlagt med også nedrevet.
Nogenlunde samme skæbne var overgået byens svømmebassin, som nu var tomt for vand og groet til, og området, hvor der havde været en 18-hullers golfbane, var nu atter regnskov. Væk var også jernbanen, som havde fragtet de fældede træer, der skulle give plads til gummitræerne, frem til savværket
Men der var alligevel lidt liv på området. Kommunen brugte den ene bygning til at støbe betonfliser til brolægning af byens sidste jordveje, og på området var der også en lille sirlig og frivillig drevet planteskole. Her kunne byens beboere hente krydderurter og frugttræer til udplantning hjemme i haven.
Det eneste, som havde overlevet nogenlunde intakt, var ”Vila Americana” – den amerikanske by – hvor Fords funktionærer havde boet. Da de rejste, flyttede der brasilianere ind i husene, som, tro mod konceptet om at eksportere et stykke USA til regnskoven, lignede de bungalows, man finder i mange forstæder i USA. Det gjaldt også det hus, man specielt havde bygget til, når Henry Ford kom på besøg. Det skete aldrig.
Pensionister, småbønder og handlende
Hvad de femtenhundrede indbyggere levede af nu om dage var lidt uklart. Værten på byens eneste hotel, fortalte at der var en del pensionister fra Santarém, som var flyttet dertil, fordi det var billigt! Det gjaldt også for ham selv.
Han var flyttet fra Santarém til Fordlândia da han var i tresserne, og her havde han bygget et hus. Efter nogle år fandt han ud af, at det egentlig var større end han behøvede, så han oprettede byens eneste hotel i de ledige værelser. Mod alle odds havde hotellet faktisk et stabilt om end begrænset kundegrundlag.
Regnskoven lod sig ikke betvinge af Fords ingeniører i 1930’erne, og det påførte virksomheden store tab
Den sirligt udfyldte håndskrevne gæstebog vidnede om, at jeg ikke var der eneste der var fascineeret af stedet. En hel del europæere og amerikanere med titler som journalister, fotografer, og forskere havde allerede lagt vejen forbi Henry Fords strandede drøm i junglen.
Hotelværten forklarede, at der også var nogle beboere, som dyrkede lidt jord eller havde en forretning. Ingen af delene så dog ud til at være guldrandet. Og gummieventyret var nu kun repræsenteret ved, at der på byens lille torv stod en statue af en gummitapper ved et gummitræ.
Men det kan også være, at nogle af indbyggerne har fået job i forlængelse af, at idéen om at etablere agro-industrielle aktiviteter i junglen, gentager sig nu.
Soja og guld er Amazonas nye gummi
Da jeg sejlede ud af Santarem havn med kurs mod Fordlândia, passerede jeg et tørlastskib, som lå til kaj ved byens store siloanlæg. Denne gang er det ikke Ford, som er på spil, men det er alligevel en gigantiske multinational amerikanske virksomhed, som er aktiv her.
Siloanlægget er nemlig bygget af Cargill – verdens største privatejede virksomhed – som i dens seneste årsrapport sagde, at den havde en omsætning på astronomiske 134 milliarder amerikanske dollar. Det svarer ret præcist til halvanden gang det danske bruttonationalprodukt.
I modsætning til Ford er Cargill ikke interesseret i gummi, men derimod soja, så der er en til sikkerhed grænsende sandsynlighed for, at tørlastskibet jeg så i Santarem var ved at læsse soja. Det dyrker man ikke – endnu – i Fordlandia, men afgrøden er nået frem til byen Belterra umiddelbart syd for Santarem. Det betyder, lige som så mange andre steder, at regnskoven er blevet ryddet.
Men der er foregår også deciderede udvindingsaktiviteter i nærheden af Fordlandia. Tilbage i São Paulo faldt jeg over en artikel på Mongabay websiden, som skriver om natur, miljø med særligt fokus på regnskoven. Her blev det beskrevet, hvordan firmaet ”Gana Gold Mineração” – Gana Guldminedrift – øjensynligt har udvundet mere end 30 gange mere guld end tilladt ifølge dets licens fra det lokale bystyre.
I parentes bemærket ser det endda ud til at bystyret ikke har mandat til at udstede en sådan licens. Alt dette finder sted i nærheden af byen Itaituba, som ligger lidt højere oppe af Tapajós-floden end Fordlandia. For at det ikke skal være løgn, sker ligger guldminen endda i et naturbeskyttelsesområde.
Efter rundturen i resterne af Fordlândia nød jeg solnedgangen over floden fra pladsen foran kirken. Stilheden i byen bar vidnesbyrd om, at Henry Fords ambition om at skabe en brasiliansk kopi af en driftig amerikansk by baseret på industriudvikling var slået fejl. Regnskoven lod sig ikke betvinge af Fords ingeniører i 1930’erne, og det påførte virksomheden store tab.
I dag, derimod, har multinationale og lokale brasilianske virksomheder overtaget over skoven. De jagter mineraler og landbrugsprodukter, og Cargill’s tilstedeværelse viser, at der bogstavelig talt er tale om big business.
Caribien i Amazonas
Sidste stop i Amazonas for denne gang var byen Alter do Chao, som ligger kort får Tapajós-floden løber ud i Amazon-floden ved Santarém. Her er der kridhvide sandstrande, og området sælges ind til turister som “Caribien i Amazonas”.
Det er et populært udflugtsmål fra Santarém, og for mig var det et tiltrængt hvilested efter de mange oplevelser. De flotteste strande ligger på halvøen Ilha do Amor – Kærlighedsøen – kun et langt stenkast fra havnepromenaden i Alter do Chao. Det ville nok give mening at bygge en bro hen over det smalle stræde, men det er ikke sket endnu. I stedet tjener en stor del af byens yngre mandlige befolkning til dagen og vejen ved at ro op til fire turister ad gangen over vandet. Turen tog langt under fem minutter og kostede beskedne 10 reais – 12 kroner – for en båd.
I starten af Ilha do Amor var der godt gang i den på den typiske “når brasilianere er på stranden måde”, men godt en times vandring langs vandet bragte mig ud til en lille pynt. Her skulle der efter sigende være både pænt og mere fredeligt.
Det første var rigtigt, men der kunne stilles spørgsmålstegn ved det med stilheden. Pynten var nemlig et populært udflugtsmål for “partybåde” fra Santarém, som er åbne luftige konstruktioner med plads til 20-30 passagerer, en bar og et band. En af bådene havde en gruppe med i ens t-shirts med påskriften Amigos da resaca – Tømmermændsvennerne – mens andre blot var i badetøj. Og så var der fest.
Den eneste undtagelse var en lille familie med mor, far og en lille søn. På en eller anden måde havde de fået bakset en stor køletaske og en parasol derud, og tålmodigt ventende under parasolen tjente de lidt penge på at sælge øl og vand.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her